Indsigelse mod krav om oplysninger i henhold til hvidvaskloven og indsigelse mod krav om oprettelse af særskilt NemKonto til enkeltmandsvirksomhed.

Sagsnummer:308/2020
Dato:30-06-2021
Ankenævn:Bo Østergaard, Karin Sønderbæk, Mette Lindekvist Højsgaard og Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:Konto - øvrige spørgsmål
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst:Indsigelse mod krav om oplysninger i henhold til hvidvaskloven og indsigelse mod krav om oprettelse af særskilt NemKonto til enkeltmandsvirksomhed.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod bankens krav om oplysninger i henhold til hvidvaskloven og indsigelse mod bankens krav om oprettelse af særskilt NemKonto til klagerens enkeltmandsvirksomhed.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde en privatkonto. Klageren havde endvidere en enkeltmandsvirksomhed, V.

Klageren har oplyst, at hun siden 1988 har brugt privatkontoen både privat og til V.

Under COVID-19 pandemien i 2020 anmodede klageren banken om, at hendes privatkonto blev registreret som NemKonto til V til brug for udbetaling af moms. Banken afviste klagerens anmodning med henvisning til, at banken krævede, at der skulle oprettes en separat erhvervskonto til V, som kunne anvendes til V’s NemKonto. Etableringen af erhvervskontoen ville koste klageren et etableringsgebyr på 2.000 kr.

Af bankens Almindelige forretningsbetingelser – Forbrugere fremgår blandt andet:

”…

  1. Indledning

Du må kun bruge dine konti, betalingskort og andre produkter til private formål, medmindre du har indgået aftaler med os på erhvervsvilkår.

16 Kundeforholdets ophør

Både du og vi kan som udgangspunkt når som helst opsige kundeforholdet, medmindre du har aftalt andet med os.

Vores opsigelse skal være saglig, og begrundelsen vil stå i et opsigelsesbrev.

Vi kan f.eks. opsige dit kundeforhold, hvis det efter vores vurdering medfører, at vi ikke kan opfylde kravene i hvidvaskloven eller anden lovgivning, f.eks. fordi du ikke giver os de oplysninger, som vi beder om.

…”

Ved brev af 19. juni 2020 anmodede banken klageren om at indlevere kopi af billed­identifikation til banken i forbindelse med bankens kundekendskabsprocedure. Klageren besvarede ikke bankens brev, og banken anmodede derfor igen om billedidentifikationen ved breve af 14. juli 2020 og 12. august 2020. Af brevet af 14. juli 2020 fremgik blandt andet:

”…

Hvad sker der, hvis du ikke opdaterer dine oplysninger, inden fristen udløber?

Som bank skal vi kunne dokumentere overfor myndighederne, at vi ved, hvem vores kunder er. Har du ikke opdateret dine oplysninger, inden fristen udløber, vil vi derfor spærre dine konti, kort m.v., indtil du selv opdaterer oplysningerne. Det betyder bl.a., at du hverken kan modtage løn, hæve penge eller betale regninger – læs mere på næste side.

…”

Af brevet af 12. august 2020 fremgik blandt andet:

”…

Hvad sker der, hvis du ikke opdaterer dine oplysninger?

Hvis du ikke opdaterer dine oplysninger inden fristens udløb, vil vi spærre dine konti, kort, faste overførsler m.v. Spærringen ophæves selvfølgelig, når du får opdateret dine oplysninger.

…”

I perioden herefter korresponderede parterne om, hvorvidt banken lovligt kunne indhente de efterspurgte oplysninger. Banken spærrede ikke klagerens konti, kort med mere.

Klageren indgav en klage til banken over dens anmodning om billedidentifikation, og den 15. august 2020 indgav klageren en klage til Ankenævnet.

Den 21. august 2020 besvarede banken klagerens klage til banken. Banken fastholdt, at klageren skulle sende den efterspurgte billedidentifikation og gav hende en ny frist til den 15. september 2020.

Ved brev af 21. oktober 2020 skrev banken blandt andet følgende til klageren:

”…

Vi skriver til dig, fordi vi tidligere har varslet, at vi ville spærre alle dine konti, kort, betalinger m.m., hvis vi ikke modtager kopier af dit ID. Det kan du nu se bort fra, da en spærring altid har været sidste udvej, og vi i dit tilfælde har konstateret, at en spærring ikke er nødvendig. Vi beklager de skiftende meldinger og den usikkerhed, det medfører for dig.

I Danske Bank har vi meget stort fokus på at bekæmpe økonomisk kriminalitet, og som bank er vi forpligtet til at hjælpe myndighederne. Blandt andet skal vi kunne dokumentere, at vi ved, hvem vores kunder er, og hvordan de bruger banken, og i den forbindelse har vi valgt at indsamle ID fra alle vores kunder.

Det er derfor fortsat vigtigt for os, at du sender kopi af dit ID – se, hvordan du gør på den sidste side i dette brev.

…”

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank 1) skal anerkende, at banken ikke havde hjemmel til at indhente kopi af hendes billedidentifikation og ikke var berettiget til at true med at lukke hendes konti, kort med mere og 2) skal tilpligtes at anerkende, at hun kan benytte sin private konto til sin enkeltmandsvirksomhed, subsidiært, at bankens etableringsgebyr på 2.000 kr. bortfalder eller nedsættes væsentligt.

Vedrørende klagepunkt 1 har Danske Bank nedlagt påstand om frifindelse.

Vedrørende klagepunkt 2 har Danske Bank nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har vedrørende klagepunkt 1 anført, at banken handlede ansvarspådragende ved at kræve, at hun skulle sende billedidentifikation og ved at true med at pålægge hende repressalier i forhold til spærring af hendes konti, hvis hun ikke sendte billedidentifikationen.

Banken truede med at spærre hendes konti til trods for hendes henvendelser til banken og til trods for, at bankens egne oplysninger om hendes identitet gik helt tilbage til 1988. Banken kendte allerede til hendes identitet, idet den havde en del af hendes underskrifter, flere aftaler med hende og hun havde mindst 10 forskellige aktive konti i banken, ligesom hun havde mødt bankens personale en hel del gange.

Bankens trussel om at spærre hendes konti var ikke proportional med bankens – ubegrundede – indhentelse af dokumentation af hendes identitet. Truslen om spærring af hendes konti var indgribende og en decideret magtudøvelse fra banken i forhold til indholdet af bankens forlangende, da banken allerede lå inde med alle informationer om hende og hendes identitet. Spærring af hendes konti ville kunne få stor skadelig virkning på hendes virksomhed. At banken efter klagesagens indbringelse har oplyst, at den alligevel ikke vil spærre hendes konti, har ikke haft nogen betydning for hende, da hun indtil da var nødsaget til at efterkomme bankens forlangender. 

Banken krævede, at hun uploadede billeder taget af hendes pas eller kørekort, hvilket ellers ikke er lovligt at fotografere og dele med andre. Alternativt kunne hun uploade fotos af tre andre private identifikationsmaterialer. Hende bekendt findes der kun et sygesikringsbevis, som alle borgere i Danmark har. Banken stillede hende derved i en nærmest uløselig opgave, da hverken pas, kørekort eller anden id med foto er lovpligtigt i Danmark.

Banken behandlede hende som en potentiel kriminel, idet banken betvivlede hendes identitet og reagerede som om hun havde begået eller ville begå en kriminel handling. Banken foretog ikke en konkret vurdering af hende, da alle bankens kunder fik eller vil få samme brev.

Det er problematisk, at banken (og hele banksektoren) via hvidvaskloven har fået en nærmest overretslig kompetence til at tilgå deres kunder med krav, uden at skulle stå konkret til ansvar for sine handlinger. I nærværende sag gik banken ikke i dialog om det konkrete, men forholdt sig alene til dens selvvalgte procedure. Banken reagerede først efter hendes klage til Ankenævnet.

Klageren har vedrørende klagepunkt 2 anført, at banken handlede ansvarspådragende, da den nægtede at lade hende bruge sin private konto til brug for udbetaling af V’s moms.

Hun anmodede banken om adgang til en CVR-koblet konto for hurtigt at kunne modtage momstilbagebetaling for at sikre V (der var genopstartet) bedst muligt. Hun anmodede i den forbindelse banken om at inddrage hendes bankforretninger gennem de sidste 20 år i vurderingen af, om hun kunne få oprettet en konto uden faste gebyrer.

Banken forhindrede hende og derved V i at handle agilt ved ikke at lade hende bruge sin private konto som privat/enkeltmandsvirksomheds-konto, som hun hidtil havde gjort siden 1988. Hendes brug af selvsamme private konto var uproblematisk indtil CVR-koblingen til ny NemID. Herefter var banken ikke villig til at kigge på hendes individuelle behov og dermed vurdere den konkrete situation. Ved et hurtigt overblik ville banken kunne se, at hun siden opstarten af V i år 2000 havde en kassekredit, men intet overtræk og intet behov for bankhjælp i forbindelse med V.  Hun havde derfor beviseligt ikke noget behov for, at V fik en særskilt konto, der tilmed skulle koste hende cirka 2.000 kr. om året.

Bankens manglende konkrete vurdering af hendes behov for en ikke-pligtig-erhvervskonto betød, at hun siden COVID-19 pandemien ikke har kunnet få sin moms udbetalt, fordi hun ikke vil pålægges at betale cirka 2.000 kr. om året for en vare, som hun aldrig har brugt og med stor sandsynlighed aldrig vil få brug for. Hun har derfor stadig ikke fået udbetalt sin moms.

Banken oplyste hende i telefonen, at opretning af en CVR-koblet konto ville koste tre bankansatte hver tre timer at oprette. Hun er uforstående over for, hvorfor det skal tage 9 timer at oprette en sådan konto.

Hun klager som privatkunde, hvilket er hele fidusen ved at have en enkeltmandsvirksomhed. Det private er udgangspunktet og uadskilleligt fra erhvervet økonomisk set. Banken har ikke forholdt sig til, at der var mulighed for hende/for V at få tilsluttet både privat- og erhvervskonto til samme kontonummer. Det var op til banken at vurdere, om dette var en mulighed i hendes tilfælde, men banken foretog imidlertid ikke en konkret vurdering, men forholdt sig alene til procedure.

Det følger ikke af lovgivningen, at hun skulle oprette en adskilt erhvervskonto. Her agerer bankens beslutninger tilsyneladende højere end lovens.

Danske Bank har vedrørende klagepunkt 1 anført, at den i henhold til hvidvaskloven var forpligtet til at gennemføre og dokumentere gennemførelse af kundekendskabsprocedurer, jf. hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, § 11, stk. 3, og § 11, stk. 4. Banken var berettiget til at anmode klageren om at indlevere billedidentifikation under henvisning til bankens forpligtelser under hvidvaskloven.

Banken skal sikre, at den kender sine kunder, og at den ikke bliver brugt til formål, der er i strid med lovgivningen. Efter hvidvaskloven er banken således forpligtet til at gennemføre kundekendskabsprocedurer for at opnå og vedligeholde kendskabet til bankens kunder.

Kundekendskabsproceduren indeholder også en pligt til at vedligeholde oplysninger om bankens kunder, og banken er derfor også forpligtet til løbende at indhente oplysninger fra eksisterende kunder, selvom de har været i banken i mange år. Det indebærer blandt andet, at banken skal sikre, at den har den tilstrækkelige og opdaterede dokumentation for alle bankens kunder, jf. særligt hvidvasklovens § 11. Banken gennemfører derfor løbende kundekendskabsprocedurer for at sikre, at banken opnår og vedligeholder tilstrækkeligt kendskab til kunderne.

Banken foretager konkrete risikovurderinger af de enkelte kunder og målretter gennemførelsen af kundekendskabsproceduren derefter. Banken foretager således en individuel risikovurdering, men det er ikke det samme som, at alle bankens kunder modtager individuelle breve vedrørende kundekendskabsproceduren. De kunder, der er vurderet til samme risiko, har således modtaget lignende breve.

Det følger af hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 2, at banken "skal kontrollere kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.” Det følger ikke af bestemmelsen, hvilke oplysninger banken skal kræve af den enkelte kunde. Banken anmoder som udgangspunkt om billedidentifikation i form af kopi af pas eller kørekort, da banken mener, at det er proportionelt i forhold til formålet, idet det øger sikkerheden for, at kunden er den, som kunden udgiver sig for at være.

Ankenævnet har tidligere bemærket, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke oplysninger der skal indhentes fra kunderne, for at pengeinstituttet kan opfylde sine forpligtelser efter hvidvaskloven.

Banken er endvidere forpligtet til at opbevare de indhentede oplysninger i som udgangspunkt mindst fem år efter, at kunden måtte ophøre som kunde i banken, jf. hvidvasklovens § 30. Også for at leve op til denne forpligtelse, anmoder banken om kopi af den efterspurgte billedidentifikation.

På baggrund af ovennævnte fandt banken, at det var i overensstemmelse med hvidvaskloven at anmode klageren om kopi af billedidentifikation.

Da klageren undlod at indsende billedidentifikationen, skrev banken til hende med varsel om, at den ville spærre hendes konti, kort med mere, hvis ikke hun indsendte den efterspurgte dokumentation. En spærring af klagerens konti, kort med mere var altid en sidste udvej, og banken har i relation til klageren konstateret, at en spærring ikke var nødvendig. Banken oplyste dette til klageren ved brev af 21. oktober 2020. 

Til støtte for frifindelsespåstanden vedrørende klagepunkt 2 har banken anført, at den var berettiget til at afslå at oprette klagerens private konto som NemKonto for klagerens enkeltmandsvirksomhed, V. Banken tillader ikke, at private kunder anvender deres private konti til transaktioner for erhverv. Banken forklarede dette til klageren og oplyste, at hun kunne oprette en separat konto til V. Det følger direkte af bankens Almindelige forretningsbetingelser – Forbrugere. Bankens afslag til klageren på at kunne anvende hendes private konto beroede derfor ikke på en konkret vurdering, men skyldtes, at banken generelt kræver, at private midler og erhvervsmidler ikke sammenblandes.

Ved oprettelse af en erhvervskonto opkræver banken et etableringsgebyr. I nærværende sag foretog banken en konkret vurdering af oprettelsen af den pågældende erhvervskonto, og da klageren allerede var privatkunde i banken, og da der ikke var tale om en kompleks sag, kunne banken oprette erhvervskontoen til V for et etableringsgebyr på 2.000 kr.

Der er ikke lovgivningsmæssigt fastsat en grænse for størrelsen på gebyret for oprettelse af en erhvervskonto. Et gebyr på 2.000 kr. for oprettelse er rimeligt og i overensstemmelse med redelig handlemåde.

Til støtte for afvisningspåstanden vedrørende klagepunkt 2 har banken anført, at klagen ikke vedrører et privat kundeforhold, og at klagen adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, idet klagen vedrører en NemKonto til en erhvervsvirksomhed. Ankenævnet bør derfor afvise sagen under henvisning til Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde en privatkonto. Klageren har oplyst, at hun siden 1988 har brugt privatkontoen til sin enkeltmandsvirksomhed, V.

I 2020 anmodede klageren banken om, at hendes privatkonto blev registreret som NemKonto til V til brug for udbetaling af moms. Banken afviste anmodningen med henvisning til, at der skulle oprettes en separat erhvervskonto til V, som kunne anvendes til V’s NemKonto. Etableringen af erhvervskontoen ville koste klageren et etableringsgebyr på 2.000 kr.

Ved breve af 19. juni 2020, 14. juli 2020 og 12. august 2020 anmodede banken klageren om at sende kopi af billedidentifikation. Banken oplyste til klageren, at manglende fremsendelse af dokumentationen ville medføre spærring af hendes konti, kort med mere. Klageren sendte ikke den efterspurgte billedidentifikation og klagede til banken over forløbet.

Ved brev af 21. oktober 2020 skrev banken til klageren, at banken havde foretaget en konkret vurdering, og at en spærring af hendes konti, kort med mere ikke ville ske. Ankenævnet behandler derfor ikke denne del af klagen.

Vedrørende klagepunkt 1 bemærker Ankenævnet, at en stillingtagen til sagen beror på, om banken var berettiget til at kræve en kopi af klagerens billedidentifikation, jævnfør hvidvasklovens kapitel 3 om kundekendskabsprocedurer. Efter hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 2, skal banken kontrollere kunders identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.

Det følger af hvidvasklovens § 47, at Finanstilsynet påser pengeinstitutters overholdelse af loven. Ankenævnet er imidlertid bekendt med, at Finanstilsynet ikke træffer afgørelse i konkrete sager, hvor en kunde klager over en virksomhed omfattet af hvidvaskloven. Ankenævnet har på den baggrund besluttet at realitetsbehandle sagen.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Ankenævnet finder, at tilsvarende må gælde i denne sag.

Ankenævnet finder således ikke grundlag for at fastslå, at bankens krav om kopi af klagerens billedidentifikation var uberettiget.

Klageren får herefter ikke medhold i denne del af klagen.

Vedrørende klagepunkt 2 bemærker Ankenævnet, at klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3, 2. pkt.

Ifølge Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 4, falder klager fra erhvervsdrivende i øvrigt uden for Ankenævnets kompetence.

Ankenævnet finder ikke, at klagen skal afvises som erhvervsmæssig. Ankenævnet har lagt vægt på, at klageren er en mindre erhvervsdrivende, og at det spørgsmål, som klagen angår, ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.

Det forhold, at et pengeinstitut ifølge bekendtgørelse nr. 330 af 4. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder § 15 som udgangspunkt har pligt til at oprette en almindelig indlånskonto for private medfører ikke, at pengeinstituttet har pligt til at acceptere, at en privat konto også anvendes til erhvervsmæssige formål.

Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at pålægge Danske Bank at acceptere, at klageren benytter den private konto til erhvervsmæssig brug. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte bankens etableringsgebyr på 2.000 kr. for oprettelse af en erhvervskonto til V.

Klageren får herefter ikke medhold i denne del af klagen.

Under sagen har banken oplyst til klageren, at den alligevel ikke vil gøre brug af muligheden for at spærre hendes konti, kort med mere.

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.