Rådgivning, kundeforhold.

Sagsnummer:113/1991
Dato:19-12-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning, kundeforhold.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I august 1984 påbegyndte klageren afviklingen af sit studielån optaget i indklagedes Århus afdeling med en årlig ydelse på 42.000 kr. I 1986 overførte klageren sit engagement til indklagedes Slotsgade afdeling i Aalborg. I den efterfølgende periode ydede en medarbejder i afdelingen klageren rådgivning for så vidt angik færdiggørelsen af selvangivelsen for 1987, forskudsskema og selvangivelse for 1988 og udfyldelse af forskudsskema for 1989.

I november 1989 udbad Aalborg skattevæsen sig nærmere dokumentation for størrelsen af de fradragsberettigede renter i forbindelse med afviklingen af klagerens studielån. I henholdsvis februar og marts 1990 blev klageren omlignet for så vidt angik skatteårene 1987, 1988 og 1989, i hvilken forbindelse Aalborg skattevæsen opkrævede i alt 72.930 kr. i restskat.

Efter at klageren ved sin advokat har brevvekslet med indklagede om indklagedes ansvar i forbindelse med den restskat, klageren er blevet pålignet, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende procenttillæg pålignet restskatterne som følge af for sen betaling 5.213,12 kr., samt renteudgifter i forbindelse med betaling af restskat, 14.250 kr., samt udgifter til revisor og advokat.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagedes medarbejder ved beregninger af rentefradrag har begået en fejl, der har bevirket, at klageren efterfølgende er opkrævet en restskat på 72.930 kr. Selvom klageren skulle have erlagt den pågældende skat, og klageren således ikke, for så vidt angår selve skattebeløbet, har lidt et økonomisk tab, har klageren ikke været i stand til umiddelbart at udrede dette beløb og har måttet indgå en afdragsordning med skattevæsenet, hvilket påfører klageren en ikke fradragsberettiget renteudgift på 14.250 kr. foruden procenttillæg. Klageren bestrider, at den pågældende medarbejder skulle have ydet rådgivningen i sin fritid, og at dette skulle være sket med baggrund i et personligt kendskab til klageren. Beregningerne er udført i arbejdstiden på indklagedes EDB-system og blanketter og med udnyttelse af indklagedes oplysninger om afvikling af studielånet. Medarbejderen har kun en enkelt gang henvendt sig til klageren uden for afdelingens åbningstid, hvilket skyldtes tidspres med hensyn til gennemgang af dokumenter, samt at medarbejderen ikke havde mulighed for at befinde sig i afdelingen efter almindelig åbningstid. Medarbejderen indfandt sig da på klagerens privatadresse med henblik på at afhente papirerne. Klageren har forespurgt medarbejderen, om denne skulle have vederlag for sin rådgivning, hvortil medarbejderen oplyste, at rådgivningen ikke blev ydet af denne privat, men i hendes egenskab af bankrådgiver hos indklagede.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en medarbejder fra indklagede i sin fritid har været klageren behjælpelig med udfyldelse af de pågældende forskudsskemaer og selvangivelser, og at dette er sket med baggrund i et personligt kendskab mellem klageren og medarbejderen og tillige er sket uden erlæggelse af vederlag. Den korrespondance, kontoudtog m.v., der har dannet basis for rådgivningen, vil naturligvis altid være udstedt af et pengeinstitut, hvilket imidlertid ikke statuerer, at rådgivningen også er foretaget af pengeinstituttet.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at den omhandlede rådgivning er foretaget af en medarbejder på baggrund af et personligt kendskab mellem medarbejderen og klageren i medarbejderens fritid. Dette er bestridt af klageren. En stillingtagen hertil findes at ville forudsætte en bevisførelse herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.