Misbrug af dankort. Passivitet.

Sagsnummer:493/2000
Dato:19-06-2001
Ankenævn:John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Passivitet - hæftelse
Betalingstjenester - passivitet
Ledetekst:Misbrug af dankort. Passivitet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmål om hæftelse for misbrug af dankort, herunder spørgsmål om passivitet.

Sagens omstændigheder.

Klageren i denne sag er en forening, der er kontohaver hos indklagede.

I 1998 var der i tilknytning til kontoen udstedt to dankort til henholdsvis klagerens daværende formand A og kasserer B.

Den 31. marts 1998 blev der fremsendt en kontoudskrift for kontoen til A. Heraf fremgik bl.a. en hævning på 2.000 kr. i "Egen pengeautomat" den 30. marts 1998.

Den 8. april 1998 henvendte A og en yderligere person sig til indklagede og fik udleveret en kontoudskrift for kontoen. Af denne fremgik bl.a. tre hævninger à 2.000 kr. bogført den 1. april 1998, en hævning på 1.600 kr. bogført den 2. april 1998 og to hævninger à 2.000 kr. bogført den 6. april 1998. Posteringsteksten for hævningerne var "Frem. pengeautomat".

Dankortet, der var udstedt til B, blev spærret samme dag, den 8. april 1998, kl. 14.45.

Indklagede har anført, at A meddelte, at der måtte være foretaget misbrug på kontoen, idet der var opstået overtræk. A havde mistanke om, hvem der stod bag misbruget, men ville selv forsøge at løse problemet, herunder afklare om der skulle foretages anmeldelse til politiet.

Den 14. april 1998 (tirsdag efter påske) anmeldte B til politiet, at bl.a. dankortet tilknyttet kontoen hos indklagede var blevet stjålet på hans bopæl i perioden 27. marts - 9. april 1998 (skærtorsdag), hvor han havde været bortrejst.

Af klagerens årsregnskab for 1998 fremgår en omkostning til "tab på stjålne dankort" på 25.622 kr.

Ved skrivelse af 19. juli 2000 rettede klagerens advokat henvendelse til indklagede om de seks hævninger à 2.000 kr. og hævningen på 1.600 kr., i alt 13.600 kr. i marts/april 1998. Advokaten fremhævede, at hævningerne var sket efter, at dankortet var blevet stjålet, og at klagerens hæftelse begrænsede sig til selvrisikoen på 1.200 kr. Advokaten anmodede derfor indklagede om at betale 12.400 kr. med tillæg af eventuelle gebyrer pålagt i forbindelse med hævningerne. Advokaten fremsatte samtidig rentepåkrav.

I den efterfølgende korrespondance fremsatte indklagede en række spørgsmål om omstændighederne i forbindelse med misbruget. Advokaten oplyste om politianmeldelsen den 14. april 1998 og oplyste i øvrigt, at klageren ikke var bekendt med, hvorledes PIN-koden blev opbevaret, at PIN-koden ikke var oplyst til andre og at der også var sket misbrug af andre kort.

Ved skrivelse af 10. oktober 2000 afviste indklagede klagerens krav.

Indklagede har under sagen opfordret klageren til at fremlægge en erklæring fra A om, hvem hun mistænkte for misbruget, hvem der ledsagede hende i afdelingen den 8. april 1998, hvorfor der ikke blev foretaget videre i sagen og hvorledes det opståede overtræk efterfølgende blev udlignet.

Indklagede har endvidere opfordret klageren til at fremlægge en erklæring fra B om, hvorledes indbruddet skete (vedlagt kopi af anmeldelse til forsikringsselskab), hvor PIN-koden og dankortet blev opbevaret, hvorfor der først blev foretaget anmeldelse til politiet den 14. april 1998, og hvorfor indklagede ikke blev kontaktet umiddelbart efter politianmeldelsen.

Klageren har ikke formået at fremskaffe de ønskede erklæringer.

Af indklagedes regler for dankort fremgår bl.a.:

"2.7. Kontoudskrift og kontrolKontoudskrift udendes månedsvis, medmindre De aftaler andet med Deres pengeinstitut.

Kontoudskriften indeholder bl.a. oplysninger om, hvor kortet har været brugt og om datoen og beløbet. ………

De skal kontrollere Deres kontoudskrift omhyggeligt. ………

Hvis der ikke er overensstemmelse mellem Deres kvittering og de oplysninger, der er noteret på kontoudskriften, skal De give Deres pengeinstitut besked snarest muligt."

Parternes påstande.

Den 20. december 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 12.400 kr. plus gebyrer og med tillæg af renter, jf. skrivelsen af 19. juli 2000.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at sagen ikke bør afvises. Der er tale om en lille forening med et almennyttigt formål, og klagen vedrører spørgsmål, der ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.

Indklagede hæfter i medfør af betalingskortloven for de uberettigede hævninger på i alt 13.600 kr. bortset fra selvrisikoen på 1.200 kr. pr. konto. I forbindelse med spærringen af dankortet fik indklagede oplyst, at der var tale om et stjålet kort. Indklagede havde derfor på daværende tidspunkt anledning til at søge afklaret, i hvilket omfang man havde pligt til at erstatte de uberettigede hævninger.

Indklagede har ikke lidt tab ved, at kravet ikke er blevet rejst på et tidligere tidspunkt.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er tale om et erhvervsengagement, og at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren v/den daværende formand A ved spærringen af kortet den 8. april 1998 ikke meddelte, at kortet var stjålet, men alene at der var sket misbrug.

Indklagedes nuværende bestyrelse har godkendt regnskabet for 1998, hvoraf der fremgår en omkostningspost vedrørende tab på stjålne dankort uden at finde anledning til at forfølge tabene. Klageren har således accepteret det pågældende tab.

Indklagede blev først bekendt med politianmeldelsen i forbindelse med klagerens advokats henvendelse i sommeren 2000 eller mere end to år efter misbruget.

Klageren, herunder kassereren B, til hvem kortet var udstedt, har ikke på noget tidspunkt kontaktet indklagede vedrørende kortet. B har således heller ikke oplyst, hvilke transaktioner, der kunne godkendes/ikke godkendes eller de nærmere omstændigheder ved kortets bortkomst.

Klageren kunne ved en hurtig gennemgang af kontoudskrifterne have konstateret, hvilke posteringer man ikke kunne vedkende sig, og kunne/burde have meddelt dette til indklagede. Det fremgår af reglerne for dankort, at kortindehaveren skal kontrollere sine kontoudskrifter omhyggeligt og snarest muligt give besked ved uoverensstemmelser.

Klagerens sene fremsættelse af kravet har medført, at man ikke har mulighed for at forfølge kravet og begrænse tabet.

Klageren har selv medvirket til tabets opståen og er som følge af passivitet afskåret fra at rette et krav mod indklagede.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises som erhvervsmæssig.

Indklagede har i denne sag bl.a. bestridt, at hævningerne skyldes andres uberettigede brug af dankort, og har gjort gældende, at indklagede har lidt tab som følge af, at indsigelserne mod transaktionerne ikke fremkom tidligere.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at der består en sådan betydelig usikkerhed med hensyn til omstændighederne ved hævningerne på i alt 13.600 kr. bogført i perioden 30. marts-6. april 1998, kortets bortkomst og konsekvenserne af den udviste passivitet, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.