Finansiering af diamantkøb. Kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2. Bevis. Afvisning.

Sagsnummer:338/1989
Dato:17-11-1989
Ankenævn:Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Finansiering af diamantkøb. Kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2. Bevis. Afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 3. april 1987 underskrev klageren og hans ægtefælle hver en kassekreditkontrakt med indklagedes Brønshøj afdeling, lydende på 111.000 kr. Fra de to kassekreditter trak afdelingen den 9. april 1987 et beløb på i alt ca. 200.000 kr. til dækning af klagerens og hans hustrus køb af to diamanter hos et investeringsanpartsselskab, som var kunde i afdelingen. Klageren og hans hustru, der ikke i forvejen var kunder i den pågældende afdeling, indlagde de købte diamanter til sikkerhed for de etablerede kassekreditter.

I februar 1988 ønskede klageren og hans ægtefælle at afhænde de købte diamanter og indfri kassekreditterne, men det anpartsselskab, som klagerne havde købt diamanterne af meddelte, at det ikke umiddelbart var muligt at afhænde disse til en anden investor til en pris, der svarede til den erlagte købesum. Klageren og hans hustru kontaktede herefter en gemmolog, som anslog ædelstenenes værdi på købstidspunktet til i alt 137.500 kr.

Ved skrivelse af 28. december 1988 rettede klageren herefter henvendelse til afdelingen med anmodning om, at den indgåede handel gik tilbage, således at han og hans hustru fik tilbagebetalt erlagte afdrag og omkostninger. Til støtte herfor gjorde klageren gældende, at værdien af de købte ædelstene blev fastsat til en urealistisk høj pris, og at afdelingen, som førte konto for det sælgende anpartsselskab havde medvirket ved handelens indgåelse.

Ved skrivelse af 5. januar 1989 meddelte indklagede klageren, at anpartsselskabet på et tidspunkt forespurgte afdelingen om muligheden for dennes medvirken ved finansiering af anpartsselskabets kunder ved investering i diamanter. Afdelingen oplyste anpartsselskabet om, at långivning alene ville ske på baggrund af indklagedes almindelige kreditvurdering af den enkelte låneansøger, hvorfor det ville være nødvendigt, at den enkelte låneansøgning var vedlagt oplysning om skatteforhold og lønindkomst m.v. Indklagede havde på ingen måde henvist eller anbefalet eventuelle investorer til det pågældende anpartsselskab, og indklagedes medvirken udsprang alene af investorernes henvendelser til indklagede. Indklagedes kreditgivning hvilede alene på en almindelig kreditvurdering, da man ikke havde mulighed for at vurdere værdien af de indkøbte diamanter.

Ved skrivelse af 16. februar 1989 til indklagede anførte klagerens advokat, at klageren og hans ægtefælle ikke i forvejen var kunder hos indklagede, og at al forhandling om oprettelse af kassekreditterne alene foregik mellem afdelingen og en repræsentant fra anpartsselskabet. Den pågældende medbragte den 3. april 1987 de to kassekreditkontrakter og håndpantsætningserklæringer, som han havde modtaget i afdelingen. Dokumenterne blev underskrevet den pågældende dag, og to repræsentanter for anpartsselskabet underskrev til vitterlighed, hvorefter dokumenterne af de pågældende blev bragt til afdelingen. På grundlag af en fuldmagt påført anpartsselskabets faktura af samme dato udbetalte afdelingen den 9. april 1987 købesummen til anpartsselskabet.

Under henvisning til, at indklagedes engagement i sagen således havde været betydeligt mere omfattende end blot at være låneformidler og til, at indklagede ved sin adfærd havde bibragt klageren den opfattelse, at de håndpantsatte sikkerheders værdi svarede til købesummen, forbeholdt klagernes advokat sig at gøre et eventuelt erstatningsansvar gældende overfor indklagede.

Ved skrivelse af 13. marts 1989 til klagerens advokat oplyste indklagede, at man forud for etablering af kassekreditterne havde modtaget såvel klagerens som hans ægtefælles forskudsopgørelse for 1987 og lønafregninger for marts måned 1987. Indklagede bestred, at man skulle have bibragt klageren og hans ægtefælle den opfattelse, at værdien af de håndpantsatte sikkerheder svarede til købesummen og gjorde som sin opfattelse gældende, at klageren og hans ægtefælle efter almindelige regler havde meddelt anpartsselskabet fuldmagt til at søge om optagelse af lån hos indklagede på deres vegne, ligesom de efterfølgende i forbindelse med udbetaling til anpartsselskabet lod købesummen for diamanterne udbetale i henhold til en af dem til anpartsselskabet meddelt fuldmagt.

Efter yderligere brevveksling med indklagede har klageren herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de etablerede kassekreditter ophæves, således at renter og afdrag, han og hans ægtefælle har betalt på kreditterne, tilbagebetales med tillæg af sædvanlig rente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parterne har til støtte for de nedlagte påstande henvist til de synspunkter, der har været fremført under den mellem dem stedfundne brevveksling.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må efter de for Ankenævnet foreliggende oplysninger anses for nærliggende, at der består en sådan forbindelse mellem købet af diamanterne og de af indklagede ydede lån, at der foreligger et kreditkøb som omhandlet i kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2. Da der tillige må antages at foreligge et forbrugerkøb, vil klageren og hans hustru i så fald kunne gøre samme indsigelser og krav gældende mod indklagede, som de måtte kunne gøre gældende mod sælgeren, jf. kreditkøbslovens § 12, stk. 1.

En afgørelse af, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang klageren og hans hustru kan gøre mangelskrav gældende i anledning af købet, findes ikke at kunne baseres alene på den af klageren ensidigt indhentede erklæring om diamanternes handelsværdi på købstidspunktet. Det vil derfor i mangel af aftale om andet formentlig være nødvendigt at afholde syn og skøn, ligesom der kan blive spørgsmål om at inddrage sælgeren i sagen. På denne baggrund findes sagen ikke at være egnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor klagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.