Indsigelse mod afvikling af klagerens ETF’er som følge af ændringer i amerikansk skattelovgivning. Indsigelse om util-strækkelig varsling/meddelelse.

Sagsnummer:93/2023
Dato:30-11-2023
Ankenævn:Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen og Elizabeth Bonde.
Klageemne:Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - forhold vedrørende udenlandske papirer
Ledetekst:Indsigelse mod afvikling af klagerens ETF’er som følge af ændringer i amerikansk skattelovgivning. Indsigelse om util-strækkelig varsling/meddelelse.
Indklagede:Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod afvikling af klagerens ETF’er som følge af ændringer i amerikansk skattelovgivning. Indsigelse om utilstrækkelig varsling/meddelelse.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er bosiddende i Forenede Arabiske Emirater, blev kunde i Saxo Bank i juli 2020. Klageren accepterede i den forbindelse, at Saxo Banks almindelige forretningsbetingelser var gældende for kundeforholdet.

I april 2022 købte klageren ETF’er (exchange traded funds) ”KOLD”, (herefter KOLD ETF’er), der blev udbudt af Proshares, via bankens handelsplatform.

Den 7. og den 21. november 2022 sendte banken en e-mail ”Your Portfolio and Trade Insights” med oversigt, “Price movements – only non-expiring instruments”, hvori KOLD ETF’er var anført. Klageren har fremlagt skærmprint af visningen, der fremkom, når man klikkede på informationssymbolet i meddelelsen.

Den 25. november 2022 kl. 13:26 sendte banken følgende e-mail til klageren fra adressen info@mail.home.saxo:

“Regulatory changes on publicly traded US partnerships

Dear [klageren]

On 1 January 2023, new US regulations imposing additional withholding, reporting and disclosure obligations on foreign partners interest in US Publicly Traded Partnerships (PTP) will come into effect. The new regulations will only impact tradeable US Partnerships securities, including cash stocks and single stock options, and tradeable securities which have a corporate structure will remain unaffected. CFDs on the impacted PTP securities are not affected by these changes and restrictions.

Due to these additional requirements, effective immediately, you will no longer be able to buy these types of securities, and we ask that you close out any existing positions before 16 December 2022.

Please note that any positions which remain on your account after this deadline will be sold without notice on or before 31 December 2022.

For a list of impacted securities, please click here.”

Klageren har oplyst, at han først klikkede på og læste e-mailen den 27. december 2022.

Klageren har fremlagt en oversigt med eksempler på e-mails fremsendt af banken fra e-mailadressen info@mail.home.saxo. Klageren har endvidere fremlagt skærmprint af et eksempel på visning af ”important messages” i Saxo Bank Trading app.

Banken har om lovændringen oplyst, at de amerikanske myndigheder, Internal Revenue Service (IRS), i juni 2022 opdaterede § 1446 (f) i den amerikanske skattelov, der direkte påvirker beskatningen af ”Publicly Traded US Partnerships” (PTP’er). Lovændringen blev gennemført i juni 2022 ved IRS’ meddelelse 2022-23, og efterfølgende i andre mindre revideringer. I forbindelse med ændringen foretog banken sig følgende:

  • 10. november 2022 – Fortolkningen af de endelige lovgivningsmæssige ændringer og udbuddet af produkter mellem Saxo Bank og bankens depotforvalter blev aftalt.
  • 11. november 2022 – Eksperter inden for det skattemæssige område gennemgik den endelige aftale og omdannede aftalen til en serie af produkttilbud, som Saxo Bank kunne indføre.
  • 14. november 2022 – 15. november 2022 – Møder med konsulentfirmaer for at validere overholdelse af IRS’ lovgivning.
  • 16. - 18. november 2022 – Udarbejdelse af interne politikker og procedure samt forretningskrav.
  • 21. november 2022 – Notifikation til kunder blev skrevet og oversat.
  • 25. november 2022 – Notifikation til kunder blev sendt.

Den 5. december 2022 sendte banken en e-mail ”Your Portfolio and Trade Insights”, “Price movements – only non-expiring instruments” til klageren, hvori KOLD ETF’er var anført.

Den 20. december 2022 afviklede banken klagerens positioner i KOLD ETF’er som følge af ændringen i den amerikansk skattelovgivning.

Klageren klagede til banken over bankens afvikling af hans KOLD ETF’er. Den 27. december 2022 afviste banken klagen og anførte, at afviklingen var begrundet i ændringer i den amerikansk skattelovgivning vedrørende US Publicly Traded Partnerships (PTP), som bankens kunder havde modtaget en e-mail om den 25. november 2022. Klageren fastholdt klagen. Den 30. januar 2023 skrev klageren til banken:

”… After filing a complaint to Saxo Bank I was informed that a newsletter email was sent out on November 25, 2022, regarding new US regulations. Notifications of this nature are always communicated directly through the trading app on both phone and through the web browser - not hidden among emails with general market updates from Saxo Bank.

Moreover, I had received previous emails from Saxo Bank confirming that my positions were non-expiring, which led me to believe that my investment was secure. For example, on November 21st, an email explicitly stated that Kold arcx is a "Non-Expiring Instrument," and on December 5th, another email again confirmed that Kold arcx is a "Non-Expiring Instrument." These two emails confirmed that my positions do not have a set expiration date and would not be affected by any new regulations and no updates have been communicated since then. However, only two weeks later, Saxo Bank liquidated this position without any notice or communication.

I discovered the sale when I suddenly saw that the position had vanished - without any kind of notification through the app, email or any other kind of communication which always happens with every trade on the platform. I find it very alarming that this didn't happen this time. …

… I bought the Kold arcx as a long-term investment. …”

Klageren har oplyst, at ”closing price” på KOLD ETF’er var 15,39 USD den 16. december 2022, at gennemsnitsprisen var 19,88 USD den 20. december 2022, og at prisen var 66,75 USD den 24. marts 2023.

Af Saxo Banks almindelige forretningsbetingelser fremgår blandt andet:

”…

28) "Exceptional Market Condition" includes, but is not limited to, (i) the suspension or closure of any Regulated Market or other market, (ii) the abandonment or failure of any event, service or information to which Saxo Bank relates its quotes and other pricing, (iii) the occurrence of an excessive movement in the level of any Margin Position and/or any underlying market, (iv) situations described in Clause 12.4(i) or Clause 12.5(i) and/or (v) in each of (i)-(iv) Saxo Bank's reasonable expectation that such event might occur;

32) "Force Majeure Event" means, without limitation, any abnormal and unforeseeable event beyond the reasonable control of Saxo Bank, … enactment of new legislation, measures taken by authorities, … notwithstanding that only part of Saxo Bank's functions are affected by such events;

4.5 Notwithstanding any other provision of these Terms, in providing its Services, Saxo Bank is entitled to take any action considered necessary and reasonable to ensure compliance with the Market Rules, decisions by and agreements with Regulated Markets, other markets, Liquidity Providers or public authorities and/or applicable law.

7.5 Any notice or any other communication to be provided by Saxo Bank to the Client, including Account Statements and Settlement/Trade Confirmations, may at Saxo Bank’s discretion be sent to the Client in electronic form via e-mail or by display on the Client's Account Summary on the Trading Platform. The Client is obliged to provide Saxo Bank with an e-mail address for this purpose. An e-mail is considered received by the Client when sent from Saxo Bank. Saxo Bank is not responsible for any delay, alteration, redirection or any other modification an e-mail or other message may undergo after transmission from Saxo Bank. A message on the Client's account on the Trading Platform is considered received by the Client when Saxo Bank has placed the message on the Trading Platform. It is the responsibility of the Client to ensure that the Client's software and hardware setup does not prevent the Client from receiving e-mails or accessing the Trading Platform.

11.2 The Client accepts and acknowledges that Saxo Bank shall have the right (in addition to any other rights Saxo Bank may have under these Terms, or under Danish law in general) to reduce the size of the Client’s open positions (net or gross). Saxo Bank will inform the Client as soon as practicable regarding such reduction and the reason hereof. Situations where Saxo Bank may exercise the right to reduce the size of the Client’s open positions include, but are not limited to, situations where:

i. Saxo Bank has reason to believe that the Client may be in possession of Inside Information;

ii. Saxo Bank considers that there are abnormal trading conditions;

iii. the value of the Client’s Collateral (as determined by Saxo Bank in accordance with Clause 26.7) falls below the Margin Requirement;

iv. the Client has a negative cash balance on any Account; or

v. an Exceptional Market Condition occurs or is likely to occur.

12.4 (i) In the event that a price quoted by Saxo Bank or at which any Contract or other transaction is entered into (including where confirmed in a Settlement/Trade Confirmation) does not reflect the market price (e.g. due to market liquidity, announcements affecting the market, misfeeds from providers of prices, quotes from Liquidity Providers, or suspension of trading) (a "Misquoted Price") or (ii) if an Exceptional Market Condition occurs or is likely to occur, Saxo Bank may in its sole discretion either (a) refrain from executing, or cancel, any Contract or any purchase or sale of any Instrument which is, or purports to have been, entered into at the Misquoted Price, …

31.5 Saxo Bank shall not be liable for any failure, hindrance or delay in performing its obligations under these Terms where such failure, hindrance or delay is, directly or indirectly, due to a Force Majeure Event and Saxo Bank shall not be liable for any losses due to any Force Majeure Event.

…”

Parternes påstande

Den 8. februar 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal erstatte ham tabet, som han blev påført ved bankens afvikling af hans KOLD ETF’er.

Saxo Bank har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken uberettiget og uden hans samtykke afviklede hans KOLD ETF’er.

Banken forsømte at give ham tilstrækkelig notifikation/information. Banken tilbageholdt afgørende informationer i seks måneder.

Banken udsendte vildledende informationer om hans KOLD ETF’er, der angav disse som ”Non-expiring position”, hvorefter banken to uger senere afviklede hans KOLD ETF’er. Han modtog således e-mails fra banken den 7. og 21. november og den 5. december 2022 om, at hans KOLD ETF’er var et ”Non-expiring instrument”. En ”Non-expiring” position i forbindelse med aktier henviser til en position uden en udløbsdato, som kan ejes på ubestemt tid, indtil investor beslutter sig for at afvikle/lukke den, og ikke indtil banken pludselig afvikler den uden autorisation eller uden passende notifikation. En ”Non-expiring” position er ikke en position, man som langsigtet investor behøver at tjekke på daglig basis.

Da han klagede til banken, oplyste den, at afviklingen skyldtes ændringer i ”Publicly Traded US Partnerships” (PTP) Securities. Banken henviste til en e-mail af 25. november 2022. Han klikkede først på e-mailen af 25. november 2022 den 27. december 2022. E-mailen af 25. november 2022 var helt utilstrækkelig. E-mailen af 25. november 2022 fremtrådte som en generel marketing e-mail blandt mange andre generelle e-mails, som banken sender adskillige gange om ugen. E-mailen var gemt mellem andre markedsupdates og generelle informationer. E-mailen angav ikke, at handling fra hans side var påkrævet, og at der var tale om vigtig information. Den manglende klare og tydelige kommunikation er uacceptabel. Dette gælder særligt, når der som her var tale om vigtig information om hans specifikke portefølje, hvilket altid kommunikeres gennem bankens app eller handelsplatformen. Han modtog endvidere ikke information, da banken havde afviklet hans KOLD ETF’er.

Lovændringen skete i juni 2022. Banken havde rigelig tid til at informere sine kunder om ændringen. Dette burde ikke have taget seks måneder. Det burde kun tage få timer at tilføje informationen på bankens handelsplatform. Hvis tidsfristen som anført af banken var ”extremely short”, burde banken have formuleret e-mailen omhyggeligt, fulgt op med påmindelser og oplyst om den alvorlige indvirkning, som ændringerne ville have på bankens kunder. Det fremgår af bankens forretningsbetingelser, at banken vil informere sine kunder ”as soon as possible”. Banken har handlet i strid med sine forretningsbetingelser.

Han blev påført et betydeligt tab som følge af bankens fejl, mangelfulde og vildledende information og håndtering. Banken har anført, at han ikke har lidt et tab som følge af, at banken lukkede positionen den 20. december 2022, fremfor hvis han selv havde lukket positionen den 16. december 2022. Dette er ikke relevant. Prisen pr. KOLD ETF’er var 66,75 USD pr. den 24. marts 2023 mod 19,88 USD den 20. december 2022. Han er således blevet påført et betydeligt tab sammenholdt med, hvis han havde kunnet beholde sine KOLD ETF’er i overensstemmelse med sit investeringsformål, da han betroede banken sine KOLD ETF’er, som han havde købt som en langsigtet investering.

Saxo Bank har anført, at banken ikke har foretaget nogen uautoriserede afviklinger.

Det kunne ikke forventes, at banken sendte beskeden tidligere. Lovændringen var en af de mest komplekse, som de amerikanske skattemyndigheder har lavet i de senere år. Det tog nogen tid for skatteindustrien at nå til enighed om, hvordan ændringen skulle gennemføres, og hvad produktudbuddet skulle være. Mellem juni og november 2022 var Saxo Bank i dialog med sin depotforvalter og organisationer i industrien for at finde ud af, hvordan fremtiden skulle se ud samt blive enige om bedste praksis i forhold til, hvordan ændringerne skulle gennemføres. Vurderinger og råd skulle afklares, inden banken kunne kommunikere ændringen til sine kunder. At levere og kommunikere et af de mest komplekse markedsændringer i nyere tid på to uger var rettidigt. Valget om at fjerne produktet var begrundet i en lovændring i markedet, og som resultat heraf var Saxo Bank ikke længere i stand til at holde værdipapiret på sine kunders vegne. At holde disse værdipapirer ville betyde, at banken ville overtræde amerikansk skattelovgivning.

Grunden til, at Saxo Bank ikke indsatte en platformsnotifikation sammen med e-mailen, var, at fristen var meget kort, og der var ikke tid til at tilføje kommunikation på yderligere en kanal. Al kommunikation konfigureres manuelt, så banken var nødt til at fokusere på e-mailkommunikationen, der er den eneste kanal, der dækker de juridiske krav, der er for kommunikation. Der henvises endvidere til bankens almindelige forretningsbetingelser, pkt. 7.5.

Definitionen ”ikke udløbende” (”Non-expiring”) i nyhedsbrevet, som klageren refererer til, henviser til optioner, futures osv. Eftersom disse instrumenter ikke har nogen udløbsdato, er informationen i nyhedsbrevet korrekt. Instrumentet udløb ikke, men Saxo Bank afsluttede sin distribuering af produktet på grund af lovgivningsmæssige ændringer.

Klageren har ret i, at emnefeltet i mailen ikke indikerede, at det krævede handling af ham. Dette vil banken være mere opmærksom på i fremtidige kommunikationer. Klageren blev dog finansielt bedre stillet, fordi Saxo Bank lukkede positionen den 20. december sammenlignet med, hvis klageren selv havde lukket positionen den 16. december 2022. Klageren har således ikke lidt et tab som følge af, at banken lukkede positionen den 20. december 2022.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.

Klageren var kunde i Saxo Bank. I april 2022 købte klageren ETF’er (exchange traded funds) ”KOLD”, (herefter KOLD ETF’er), der blev udbudt af Proshares, via bankens handelsplatform.

Den 25. november 2022 sendte banken en e-mail til klageren, hvoraf det fremgik, at klageren som følge af en pr. 1. januar 2023 indført ændring i den amerikanske skattelov vedrørende ”US Publicly Traded Partnerships” (PTP’er) inden den 16. december 2022 skulle afvikle værdipapirer, der var omfattet af ændringen, og at sådanne værdipapirer i modsat fald ville blive afviklet af banken senest den 31. december 2022. Klageren har oplyst, at han først læste e-mailen den 27. december 2022.

Den 20. december 2022 afviklede banken klagerens positioner i KOLD ETF’er som følge af ændringer i den amerikansk skattelovgivning.

Ankenævnet finder, at e-mailen af 25. november 2022 indeholdt tilstrækkelige oplysninger om eventuelle konsekvenser af lovændringen. Ankenævnet finder ikke, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren som følge af e-mailens udformning og fremtræden eller som følge af, at meddelelsen alene blev sendt pr. e-mail. Ankenævnet bemærker herved, at det følger af bankens almindelige forretningsbetingelser, at banken kan afgive enhver meddelelse via e-mail.

Henset til bankens redegørelse for sin sagsbehandling fra vedtagelsen af de nye amerikanske skatteregler i juni 2022 til fremsendelse af meddelelsen den 25. november 2022, finder Ankenævnet ikke, at banken har handlet ansvarspådragende ved at sende meddelelsen som sket.

Banken har oplyst, at ændringerne medførte, at banken ikke kunne holde værdipapiret på sine kunders vegne uden at overtræde amerikansk skattelovgivning. Ankenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte Saxo Banks vurdering af, at lovændringen nødvendiggjorde at afvikle klagerens beholdning af KOLD ETF’er. Ankenævnet finder, at banken i medfør af sine almindelige forretningsbetingelsers punkt 4.5 og 11.2 som følge af lovændringen var berettiget til at afvikle klagerens KOLD ETF’er som sket den 20. december 2022.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge banken erstatningsansvar overfor klageren.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.