Spørgsmål om hæftelse for hævning på bar i Warszawa med Visa/dankort, der ikke var bortkommet.

Sagsnummer:127/2015
Dato:15-10-2015
Ankenævn:Vibeke Rønne, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Michael Reved, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for hævning på bar i Warszawa med Visa/dankort, der ikke var bortkommet.
Indklagede:P/F BankNordik
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om klageren hæfter for en hævning på en bar i Warszawa med hans Visa/dankort, der ikke var bortkommet.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i BankNordik, hvor han har en konto med tilknyttet Visa/dankort.

Under en rejse til Warszawa foretog klageren den 19. marts 2015 en betaling med Visa/dankortet svarende til 157,89 kr. Cirka en halv time senere blev der samme sted gennemført en betaling med kortet svarende til 9.203,52 kr.

Den 24. marts 2015 udfyldte og underskrev klageren et spørgeskema til banken, hvor han gjorde indsigelse mod hævningen på 9.203,52 kr. Klageren anførte, at han opbevarede kortet, som ikke var bortkommet, i sin pung i lommen. Han opbevarede pinkoden i ”mit hoved” og havde ikke fortalt pinkoden til andre. Han havde heller ikke lånt kortet ud. Klageren anførte i øvrigt følgende redegørelse:


”…

Mit visa/dankort er blevet misbrugt i Warszawa. Uden mit samtykke er der blevet trukket et engangsbeløb på 5000 zloty, svarende til 9200 kr.

Beløbet er blevet hævet på en bar, hvor jeg torsdag aften ved ti-tiden købte 4 øl til 158 kr.

Inde på baren gik jeg op i baren, bestilte fire øl og gav[e] bartenderen kortet, som stak det i den mobile terminal på hendes side af baren. Vi ventede på at terminalen registrerede kortet, da kortet var registreret, gav hun mig terminalen. Jeg tjekkede at beløbet var korrekt og tænkte at 160 kr. for fire øl var billigt, hvorefter jeg godkendte. Jeg var hverken i baren eller havde mit kort fremme igen samme sted. Mine venner og jeg gik efter vi havde drukket vores øl og tog derefter en taxa hjem. Vi besøgte ikke samme sted igen. I dag (to dage efter hjemkomst) tjekker jeg så mine posteringer fra turen, og ser at der yderligere er blevet trukket 9200 kr. fra samme sted! Et så stort et beløb har jeg hverken brugt eller kunne nogensinde finde på at bruge. Til sammenligning var min største udgift fra turen en kontant udbetaling på 900 kr., som det fremgår af min kontoudtog.

…”

Banken afviste indsigelsen.

Parternes påstande

Den 10. april 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at P/F BankNordik skal tilbageføre hævningen på 9.203,52 kr.

P/F BankNordik har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hævningen på 9.203,52 kr. ikke er foretaget ham eller med hans samtykke.

Der er tale om uberettiget brug af kortet, og han hæfter derfor højst for 1.100 kr., jf. lov om betalingstjenester.

I den pågældende bar anvendte han kun Visa/dankortet én gang til købet på 157,89 kr. Købet skete på normal måde ved, at bartenderen stak kortet i den mobile terminal og rakte terminalen til ham, hvorefter han med afskærmning med hånden indtastede pinkoden. Besøget i baren varede en halv til en hel time. Han og hans danske venner købte/indtog alene de fire øl, hvilket vennerne kan bevidne.

Hans kontoudskrift udviser normale og meget moderate træk på kontoen. Beløbet på 9.203,52 kr. fremstår som usædvanligt og usandsynligt.

Han har optrådt som en samvittighedsfuld kortindehaver/betaler, der har fulgt god praksis i forbindelse med brug af Visa/dankortet. Han opfylder derfor betalingstjenestelovens forudsætning for udgangspunktet om, at udbyderen skal bære tabet, hvis et betalingsinstrument misbruges.

Der er ikke usikkerhed med hensyn til de faktiske oplysninger, og sagen er ikke af principiel juridisk karakter. Ankenævnet bør derfor ikke afvise sagen.

P/F BankNordik har til støtte for frifindelsespåstand anført, at det med de under sagen fremlagte udskrifter er dokumenteret, at kortet har været til stede ved den omhandlede betalingstransaktion, at chippen har været aflæst, og at pinkoden har været indtastet. Det er endvidere dokumenteret, at transaktionen ikke har været ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Banken har dermed løftet bevisbyrden i medfør af betalingstjenestelovens § 64. Det påhviler herefter klageren at bevise, at der er fundet en ”uberettiget anvendelse” sted, således at ansvars- og tabsbegrænsningsreglerne i § 62 er anvendelige. Denne bevisbyrde har klageren ikke løftet.

Klagerens oplysning om, hvilke udgifter han ellers har haft på turen, eller hvor store træk han normalt har på kontoen, har ingen betydning i denne sammenhæng, og kan på ingen måde være bevis for, at hans kort har været misbrugt.

Klageren har selv oplyst, at han hele tiden har haft kortet i sin varetægt, og at det kun er ham selv, der har kendskab til pinkoden. Det er usandsynligt, at en fremmed person, uden klagerens vidende, skulle have taget klagerens kort, gættet pinkoden i første forsøg, og efterfølgende ubemærket havde genplaceret kortet hos klageren.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at en afgørelse forudsætter parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Det lægges som anført af BankNordik til grund, at den omtvistede betaling svarende til 9.203,52 kr. er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. lov om betalingstjenester § 64, stk. 1.

Efter bestemmelsens tredje punktum er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. § 59.

Ankenævnet lægger videre til grund, at chippen på klagerens Visa/Dankort blev aflæst ved betalingen, og at korrekt pinkode blev indtastet. Klageren har ikke konstateret, at kortet skulle være bortkommet.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget af klageren selv.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for nævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Det følger af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1, at nævnet derfor må afvise at afgøre sagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.