Bevis for udbetaling.

Sagsnummer:137/1998
Dato:02-09-1998
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Bevis for udbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører en ekspedition foretaget den 21. november 1997 i forbindelse med, at klageren indsatte en check på sin konto. I samme forbindelse foretoges betaling af nogle girokort. Ifølge indklagede fik klageren desuden udbetalt et beløb på ca. 9.400 kr., hvilket bestrides af klageren.

Sagens omstændigheder.

Den 21. november 1997 indsatte klageren en check på 30.832,25 kr. på sin konto i indklagedes Islands Brygge afdeling. Kontoens saldo var forinden 141,62 kr. (positiv). På klagerens anmodning blev der hævet 13.904,54 kr. til indsætning på en trediemandskonto hos indklagede, hvorefter kontoens saldo var 17.068,31 kr. Af kontoudskrift for kontoen fremgår, at der herefter samme dag blev hævet 17.050 kr.

Ved samme ekspedition betalte indklagede 8 girokort til et samlet beløb på 7.598,84 kr. Det resterende beløb af de hævede 17.050 kr. eller 9.451,16 kr. blev ifølge indklagede udbetalt kontant til klageren, hvilket denne bestrider.

Ved skrivelse af 16. januar 1998 rettede klageren henvendelse til indklagedes afdeling og anførte, at kontoens saldo var forkert, idet han ikke i sit eget regnskab kunne se hævningen på 17.050 kr. fra den 21. november 1997. Ved skrivelse af 22. s.m. oplyste afdelingen, at 17.050 kr. var hævet til betaling af 8 girokort på 7.598,84 kr., mens klageren herefter havde modtaget 9.451,16 kr. i kontanter.

Ved skrivelse af 13. februar 1998 anmodede klageren om at modtage bilag for beløbet på 9.451,16 kr. Ved skrivelse af 17. s.m. oplyste indklagede, at man ikke havde mulighed for at fremsende udbetalingsbilaget.

Ved skrivelse af 11. marts 1998 meddelte klageren, at han ikke erindrede at have modtaget beløbet på 9.451,16 kr., hvorfor han på ny anmodede om kopi af kvittering. Ved skrivelse af 20. s.m. fra indklagedes hovedsæde fastholdt indklagede, at 9.451,16 kr. var udbetalt kontant. Indklagede oplyste samtidig, at indklagedes revisionsafdeling, der nøje havde gennemgået de interne registreringer af den samlede ekspedition, kunne bekræfte ekspeditionsforløbet.

Parternes påstande.

Klageren har den 16. april 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 9.451,16 kr. med tillæg af renter fra 21. november 1997.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han mener at have 9.451,16 kr. til gode. Indklagede påstår, at han har fået beløbet udbetalt, men har ikke på hans anmodning kunnet dokumentere dette ved fremlæggelse af bilag.

Indklagede har anført, at klageren ved ekspeditionen modtog kontant 9.451,16 kr., svarende til differencen mellem det hævede beløb på 17.050 kr. og de betalte girokort. Den pågældende kasse i afdelingen, hvor ekspeditionen blev gennemført, stemte den pågældende dag, og indklagedes revisionsafdeling har gennemgået ekspeditionsforløbet og intet fundet at bemærke. Udbetalingsbilaget vedrørende hævningen på de 17.050 kr. er efter indklagedes opfattelse sandsynligvis blevet udleveret til klageren sammen med det kontant udbetalte beløb. Af fremlagte kontoudtog fremgår, at indeståendet på klagerens konto generelt har været beskedent, og at indgåede beløb på kontoen stort set er blevet hævet igen med det samme. Dette indicerer, at klageren har været godt bekendt med den til enhver tid værende saldo.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at han ved ekspeditionen den 21. november 1997 ikke mener at have modtaget det omhandlede beløb på 9.451,16 kr., medens indklagede har anført, at dette er tilfældet.

Da en stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald for domstolene, afviser Ankenævnet sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.