Indsigelse om mangelfuld rådgivning om omkostninger i forbindelse med overførsel af pensionsordning.

Sagsnummer:140/2016
Dato:30-06-2016
Ankenævn:Vibeke Rønne, Lani Bannach, Troels Hauer Holmberg, Astrid Thomas
Klageemne:Pensionskonti - overførsel
Rådgivning - pensionsforhold
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning om omkostninger i forbindelse med overførsel af pensionsordning.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning om omkostninger i forbindelse med overførsel af pensionsordning

Sagens omstændigheder

Klageren og dennes ægtefælle, H, var kunder i Danske Bank.

I 2014 havde klageren blandt andet to indekskonti i banken med indeståender på i alt ca. 110.000 kr. H havde én indekskonto med et indestående på ca. 122.000 kr.

I et pensionsselskab, P1, der er koncernforbundet med banken, havde klageren en livrente med en værdi på ca. 134.000 kr. H havde tre pensionsordninger hos P1 med en værdi på i alt knap 2,2 mio. kr.

Klageren og H havde endvidere pensionsordninger i pensionsselskabet P2. Efter det oplyste udgjorde værdien af klagerens pensionsordning 4,5-5 mio. kr.

Ved e-mail af 2. april 2014 til banken anmodede klageren og H om informationer om parrets pensionsordninger i banken og hos P1. Baggrunden var at klageren, der havde ”modtaget forsikringsoversigt fra privat forsikringsagent” ønskede at få nogle pensionsoplysninger bekræftet.

Ved e-mail af 3. april 2014 vejledte banken om muligheden for at hente informationerne på internettet og tilføjede ”P.s. Det er vel ikke [navn] der er den private forsikringsagent?

På baggrund af en fornyet henvendelse fra klageren sendte banken efterfølgende de ønskede informationer. Klageren og H accepterede endvidere en mødeinvitation fra banken.

Henholdsvis den 23. og 30. juni 2014 blev der afholdt et møde mellem, klageren, H og banken om pensionsordningerne. Det blev aftalt at overføre klagerens pensionsmidler i P2 til P1. Opsigelse i P2 skulle ske med seks måneders varsel. Under mødet den 30. juni 2014 underskrev klageren en anmodning om en såkaldt § 41 - overførsel af pensionsmidler på 4,6 mio. kr. til P1.

Som opfølgning på et møde mellem parterne i april 2015, hvor P2-ordningen endnu ikke var overført, sendte banken en mail af 22. april 2015 til klageren og H. Af mailen fremgik blandt andet:

”…

4) Hvad er omkostningerne i [klagerens ordning i P1] - både i ÅOP og beløb:

ÅOP er beregnet til 1 % p.a.

Regnskabet er således indtil pensionsalder nås:

Indirekte omkostninger udgør ca. 0,99% af saldoen 5.000.000

49.268 kr.

Garanti 0,25%

12.500 kr.

Administrationsgebyr årligt

732 kr.

-Heraf fragår Kick-back i omkostninger 0,25%

-12.500 kr.

I alt

50.000 kr.

Normalt ser I ikke de indirekte omkostninger, idet de er trukket fra når afkastet tilskrives. Når pensionsalder nås vil kick-backen ophøre, og garantien falde til 0,15% p.a.

…”

Banken genfremsendte mailen den 27. maj 2015, da klageren oplyste, at han ikke havde modtaget den.

I juni 2015 blev overførslen fra P2 til P1 gennemført. Efterfølgende valgte klageren at flytte ordningen tilbage til P2.

Ved mail af 6. marts 2016 rejste klageren et erstatningskrav, som blev afvist af banken.

Parternes påstande

Den 18. april 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale økonomisk kompensation for tab.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken udnyttede hans henvendelse af 2. april 2014 til uopfordret at blande sig i hans private sag. Han efterspurgte på ingen måde en invitation til et møde med banken om hans pensionsforhold. Tværtimod meddelte han banken, at han havde fået de oplysninger, som han efterspurgte. Banken handlede således i strid med forbrugeraftalelovens § 4, og aftalen var derfor ikke bindende for ham.

Bankens oplysninger om omkostninger var forkerte og mangelfulde. P1 oplyste telefonisk, at omkostningerne udgjorde 732 kr. årligt. Ifølge banken ville han opnå en besparelse på mindst 60.000 kr. årligt. Efterfølgende viste det sig, at ÅOP var 1,25 fratrukket 0,25 procentpoint indtil udbetaling påbegyndes, hvilket betød, at omkostningerne i hvert fald ville blive fordoblet efter overførsel til P1. Han blev først bekendt hermed, da det var for sent at standse overførslen.

Banken bør betale en erstatning svarende til værdiforringelsen af pensionen i perioden mellem overførslen og tilbageførslen, som udgør 152.327 kr. Alternativt bør banken betale en erstatning svarende til det beløb hvormed omkostningerne til P1 har oversteget 732 kr., dog mindst 60.000 kr.

Danske Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende eller i strid med forbrugeraftalelovens bestemmelser.

Klageren rettede selv henvendelse til banken med henblik på at få sendt oplysninger om sine pensionsordninger, og i den forbindelse blev der aftalt et møde.

Under møderne, der blev afholdt i juni 2014 blev klageren rådgivet om konsekvenserne af at overføre pensionsordningen, herunder de omkostninger, der var forbundet hermed. Dette understøttes af rådgiverens interne notater i bankens system. Af disse fremgår blandt andet, at omkostningerne ved ordningen i P2 udgjorde i alt 0,95% plus 1.020 kr. i fast gebyr, mens omkostningerne ved den drøftede ordning i P1 udgjorde 0,6% af 500.000 kr. og 0,4% af saldoen plus 775 kr. i fast gebyr. Efterfølgende valgte klageren en anden ordning.

Klageren blev også oplyst om ÅOP og ÅOK.

Omkostningerne blev drøftet på ny under mødet i april 2015, jf. mailen af 22. april 2015.

Ordningerne i henholdsvis P1 og P2 var ikke direkte sammenlignelige, idet den ene ordning blev forrentet med markedsrenten og den anden med kontorenten.

Klagerens tabsopgørelse bestrides.

Ankenævnets bemærkninger

Den 30. juni 2014 underskrev klageren efter rådgivning i Danske Bank, hvor han er kunde, en ”Aftale om bestilling af Pension/forsikring”, idet klagerens pensionsmidler i pensionsselskabet P2 skulle overføres til pensionsselskabet P1, som er koncernforbundet med banken. Aftalen kan derfor ikke tilsidesættes som ugyldig, jf. forbrugeraftalelovens § 4 om uanmodet henvendelse.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Lani Bannach, Troels Hauer Holmberg – udtaler:

Vi finder, at det er uklart om klageren i forbindelse med aftaleindgåelsen i juni 2014 modtog fyldestgørende rådgivning, jf. § 8, stk. 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, nu bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016, hvorefter et pengeinstitut ved sin rådgivning skal give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Vi har herved navnlig lagt vægt på, at banken ikke har fremlagt en redegørelse for grundlaget for bankens anbefaling om at flytte pensionsordningerne fra P2. Banken må efter vores opfattelse bære risikoen for denne uklarhed, jf. bekendtgørelsen § 6, stk. 1 om pengeinstitutters pligt til at bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt medium.

Klageren har efterfølgende fået rådgivning om de økonomiske konsekvenser af at flytte pensionsmidlerne fra P2, men vi finder det ikke godtgjort, at denne rådgivning blev givet så betids, at klageren kunne annullere flytningen.

Under disse omstændigheder finder vi, at banken skal stille klageren som om flytningen af pensionsmidlerne fra P2 ikke var foretaget.

Et medlem – Astrid Thomas – der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 16, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler herefter:

Jeg finder, at det er uklart om banken forud for overførslen gav klageren fyldestgørende rådgivning om omkostningsspørgsmålet. Jeg finder endvidere, at en afgørelse heraf vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Det følger af vedtægternes § 5, stk. 3 nr. 4, at Ankenævnet derfor må afvise at afgøre sagen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Danske Bank skal inden 30 dage stille klageren som om overførslen af pensionsmidlerne fra P2 ikke var gennemført.

Klageren får klagegebyret tilbage.