Spørgsmål om hæftelse for hævetransaktioner, som klager-ne ikke kunne vedkende sig.

Sagsnummer:302/2003
Dato:09-12-2003
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Jette Kammer Jensen, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for hævetransaktioner, som klager-ne ikke kunne vedkende sig.
Indklagede:Nordjydske Bank, PBS
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagernes indsigelse mod en række hævetransaktioner debiteret på klagernes konto. Klagerne kan ikke vedkende sig transaktionerne.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H. Klagerne har en konto hos indklagede 1, hvortil M har et hævekort og H et dankort.

Klagerne har anført, at de i sommeren 2002 bemærkede en række hævninger på kontoen, som de umiddelbart ikke kendte til, men hævningerne kunne muligvis godt være foretaget af H. Da det fortsatte, kontaktede de indklagede 1 og oplyste herom. Indklagede meddelte, at da H havde dankortet og M et almindeligt hævekort, var det dem selv, der havde foretaget hævningerne, og de gjorde ikke mere ved sagen. Der var herefter en pause i hævningerne indtil slutningen af 2002, hvor der i løbet af få uger blev hævet større beløb. De rettede igen henvendelse til indklagede, hvor de havde fået en ny rådgiver. Medarbejderen foretog sig ikke noget. I slutningen af februar 2003 blev de igen opmærksomme på en uretmæssig hævning og rettede henvendelse til indklagede, hvorefter dankortet blev spærret. Efterfølgende har der ikke været uretmæssige hævninger.

Ved skrivelser af 10. marts 2003 meddelte indklagede 1 klagerne, at indklagede havde gennemgået en posteringsoversigt for klagernes konto med henblik på at finde frem til uberettigede hævninger. Det blev konstateret, at hævningerne fortrinsvis var sket i pengeautomaten i klagernes egen afdeling. Indklagede oplyste, at det var muligt via indklagede 2, der centralt varetager dankorttransaktioner, at foretage en undersøgelse. Indklagede anmodede klagerne om at meddele konkret, hvilke hævninger de anså for uberettigede.

Der blev herefter iværksat en undersøgelse via indklagede 2 af de omstridte hævninger, som vedrørte 17 hævninger foretaget i perioden 17. oktober 2002 til 3. marts 2003 med H's dankort. Det samlede beløb i henhold til hævningerne udgjorde 38.600 kr. hvor den største hævning var 4.000 kr. og mindste 1.100 kr.

I forbindelse med behandlingen af klagernes indsigelser underskrev klagerne tro- og love erklæring om, at hverken de eller nogen anden med deres accept havde brugt H's dankort.

Ved skrivelse af 26. juni 2003 meddelte indklagede 2 indklagede 1, at man ikke kunne tage indsigelsen til følge. Der var intet ved transaktionerne, der indikerede, at der skulle være tale om tredjemands misbrug. 14 af transaktionerne var foretaget på dage, hvor H i forvejen havde brugt kortet, ligesom de fleste af hævningerne var sket fra en pengeautomat, som H normalt benyttede. Der forelå ikke tilstrækkeligt grundlag for at betragte transaktionerne som uretmæssige, og at H dermed ikke skulle have deltaget i hævningerne.

Ved skrivelse af 1. juli 2003 meddelte indklagede 1 klagerne resultatet af undersøgelsen foretaget via indklagede 2

Indklagede 1 har anført, at der blev fremsendt kontoudskrift til klagerne pr. 8.,15., 23. og 31. oktober, 5., 13. og 22. november, 2., 9., 16., 23. og 30. december 2002 samt 3., 16., 21. og 28. januar, 4. og 20. februar og 10. marts 2003.

Indklagede har oplyst, at 14 af hævningerne er foretaget i den afdeling, hvor klagerne er kunder, samt tre hævninger foretaget i to andre pengeinstitutter beliggende i samme gade.

Parternes påstande.

Klagerne har den 18. august 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 38.600 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede i hele forløbet, hvor de er fremkommet med deres indsigelser, har været modvillig. Da de skulle afgive en tro- og love erklæring, spurgte de indklagedes medarbejder, hvorledes erklæringen skulle udformes. Svaret var, at det hverken ville, kunne eller måtte han fortælle.

De kontaktede herefter deres andet pengeinstitut, hvor de fik oplyst, at erklæringen ligger som en standardformular i indklagede 1's system. Forholdt dette var medarbejderens reaktion ligegyldighed.

De blev nægtet en kopi af indklagede 2's skrivelse af 26. juni 2003.

De indklagede har anført, at indklagede 1 i overensstemmelse med gældende forretningsgang for behandling af ikke-vedkendelse sager har overgivet indsigelserne til behandling og undersøgelse hos indklagede 2. Undersøgelsen viser, at der ikke foreligger indikationer af, at hævningerne er foretaget af andre end H eller M. Dette baseres på, at alle transaktioner er foretaget ved brug af korrekt PIN-kode, og der er ikke registreret forkerte PIN-kode forsøg i forbindelse med hævningerne, hvoraf 14 er foretaget på dage, hvor H i øvrigt anvendte kortet.

Der er ikke indikationer af, at kortet skulle være kopieret, og der er heller ikke forekommet hævninger eller forsøg herpå efter, at kortet blev spærret.

Transaktionsmønsteret, der består af pengeautomat hævninger samt køb i forretninger i klagernes nærområde, kan ikke anses for atypisk, ligesom alle hævninger er foretaget i automater, som sædvanligvis anvendes af H.

Ifølge klagerne oplevede de i sommeren 2002 hævninger, som de ikke mente at have foretaget, uden at der blev gjort indsigelse herimod. Hverken på dette tidspunkt eller senere anmodede klagerne om, at H's dankort blev udskiftet.

Klagerene har modtaget en række kontoudtog i perioden fra 7. oktober til 11. marts 2003, men har tilsyneladende ikke været omhyggelig med kontrol heraf.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende må det lægges til grund, at de bestridte hævninger på i alt 38.600 kr. er korrekt registreret og bogført, og at den til H's dankort hørende PIN-kode har været anvendt.

H hæfter herefter under alle omstændigheder for 1.200 kr. af det hævede beløb, jf. § 11, stk. 2, i lov om visse betalingsmidler.

En stillingtagen til, om H hæfter for hele det hævede beløb, enten fordi der ikke er tale om misbrug, eller fordi der foreligger misbrug under sådan omstændigheder, at hæftelsen ikke er begrænset til 1.200 kr., vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Som følge heraf afvises sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.