Indsigelse om ugyldighed som følge af manglende orientering om gammel gæld m.v.

Sagsnummer:382/2001
Dato:14-02-2002
Ankenævn:John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen.
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kaution - stiftelse
Ledetekst:Indsigelse om ugyldighed som følge af manglende orientering om gammel gæld m.v.
Indklagede:Bjergy-Flade Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse om ugyldighed vedrørende en kautionsforpligtelse som følge af manglende orientering om gammel gæld m.v.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev underskrevet af debitor den 3. september 1997 ydede indklagede et lån på 435.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.400 kr. Debitors ægtefælle underskrev som selvskyldnerkautionist. Klageren underskrev særskilt kautionserklæring, hvorefter han som selvskyldnerkautionist kautionerede for lånet begrænset til 75.000 kr. To andre kautionister kautionerede hver for 75.000 kr., ligesom to kautionister afgav kautionserklæring for tilsammen 200.000 kr.

Indklagede har anført, at lånet på 435.000 kr. var en forhøjelse af et lån på 222.848,70 kr., der var etableret i 1995, og som var nedbragt til 198.481 kr. Af provenuet anvendtes 74.905 kr. til indfrielse af et andet af debitors lån hos indklagede, medens 159.545 kr. anvendtes til indfrielse af debitors gæld til finansieringsselskaber samt diverse forfalden forbrugsgæld.

For kautionslånet stillede debitor sikkerhed i form af et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i en fast ejendom.

Indklagede har anført, at i forbindelse med etableringen af lånet og kautionsforpligtelserne deltog debitor og kautionisterne i et møde hos indklagede. Debitors økonomiske forhold blev gennemgået, herunder debitors rådighedsbeløb, og det blev oplyst, at lånet medgik til at indfri anden gæld. Afviklingen af lånet med 5.400 kr. blev vedtaget og godkendt af kautionisterne. Det blev gjort klart, at debitors økonomi ikke tillod, at der blev stiftet ny gæld. Det blev nævnt, at såfremt debitor overholdt forpligtelserne, ville det ikke være nødvendigt at realisere sikkerheder. Kautionisterne fik mulighed for at stille spørgsmål om debitors økonomi, og klageren stillede kritiske spørgsmål. Klageren har anført, at han på mødet blev orienteret om, at der ingen risiko var ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen.

Den 28. oktober 1999 underskrev debitor samt kautionslånets kautionister tillæg til gældsbrevet om, at lånets ydelse blev nedsat til 3.400 kr. månedligt. Samtidig blev der givet tilladelse til, at ejerpantebrevet på 200.000 kr. udgik af sikkerheden. Af tillægget fremgår, at kautionisterne ved deres underskrifter bekræftede, "at de også efter de nævnte ændringer fortsat til fulde vedstår deres kaution som tidligere afgivet iflg. kautionserklæring af 03.09.97."

Indklagede har anført, at debitors økonomi på dette tidspunkt ikke tillod, at debitor beholdt den faste ejendom, hvorfor denne blev solgt. På mødet den 28. oktober 1999 blev debitors økonomi gennemgået med kautionisterne, og det blev oplyst, at debitor havde stiftet ny forbrugsgæld på ca. 94.000 kr. Klageren stillede kritiske spørgsmål vedrørende debitors økonomi.

Den 27. september 2000 blev der ved skifteretten indledt gældssaneringssag for debitor og dennes ægtefælle.

Ved skrivelse af 10. oktober 2000 meddelte skifterettens medhjælper ved gældssaneringssagen indklagede, at gældssaneringssag var indledt.

Ved skrivelse af 11. oktober 2000 fremsendte indklagede til klageren kopi af skrivelsen fra skifterettens medhjælper. Indklagede oplyste samtidig, at man ville afvente gældssaneringssagens videre forløb, inden der blev taget beslutning om lånets opsigelse.

Den 29. november 2000 opsagde indklagede engagementet med debitor.

Ved skrivelse af 14. december 2000 orienterede indklagedes advokat klageren om, at indklagede havde opsagt kautionslånet. Da betaling ikke var sket, blev klageren anmodet om at indfri kautionsforpligtelsen for kautionslånet, hvis restgæld blev oplyst til 374.306,24 kr. Ved skrivelse af 22. s.m. rykkede advokaten klageren for betaling.

Ved skrivelse af 11. januar 2001 tog indklagedes advokat kravet til inkasso over for klageren.

Den 12. marts 2001 blev der på begæring af indklagede foretaget udlæg i klagerens faste ejendom for 80.743,75 kr. Indklagede har anført, at klageren ikke gjorde indsigelser og indvilgede i udlægget. Klageren kunne ikke tilbyde nogen afdragsordning.

Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved skrivelse af 30. maj 2001 anmodede indklagedes advokat om nærmere dokumentation for kravet mod klageren.

Ved skrivelse af 26. juni 2001 redegjorde indklagedes advokat over for klagerens advokat for kautionslånets etablering samt sikkerheder.

Efter yderligere korrespondance mellem parternes advokater meddelte klagerens advokat ved skrivelse af 6. september 2001, at sagen ville blive indbragt for Ankenævnet, såfremt kautionsforpligtelsen blev fastholdt.

Efter at indklagedes advokat ved skrivelse af 13. september 2001 havde meddelt klagerens advokat, at tvangsauktionsbegæring ville blive indgivet, medmindre dokumentation for sagens indbringelse for Ankenævnet fremkom inden for en måned, anmodede indklagedes advokat den 26. oktober 2001 fogedretten om at beramme tvangsauktion for klagerens ejendom.

Parternes påstande.

Klageren har den 9. november 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på tidspunktet for kautionens påtagelse var 76 år.

Ved mødet, hvor kautionserklæringen blev underskrevet, blev det oplyst, at kautionen alene var en formssag, og han blev på ingen måde orienteret om konsekvenserne ved kautionsforpligtelsen.

Han finder, at kautionsforpligtelsen, hvor der blev kautioneret for gammel gæld, er ugyldig.

Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med underskrift af kautionserklæringen den 3. september 1997 blev orienteret indgående om kautionens virkninger, debitors økonomiske forhold, herunder at kautionslånet blev anvendt til indfrielse af tidligere stiftet gæld.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er fast antaget i Ankenævnets praksis, at en kautionist i almindelighed må kunne forudsætte, at provenuet af et kautionssikret lån stilles til låntagers disposition, således at pengeinstituttet forud må underrette kautionisten, såfremt dette ikke er tilfældet.

3 medlemmer - John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft og Inge Frølich - bemærker, at også den del af provenuet, 159.545 kr., der er anvendt til indfrielse af debitors gæld til finansieringsselskaber samt diverse forbrugsgæld må anses for tidligere stiftet gæld.

2 medlemmer - Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen - bemærker, at alene den del af provenuet, der er anvendt til indfrielse af gæld hos indklagede kan anses for anvendt til indfrielse af tidligere stiftet gæld.

Klageren har bl.a. anført, at han ikke blev informeret om, at kautionsforpligtelsen skulle dække allerede stiftet gæld, mens indklagede har anført, at klageren blev indgående orienteret om debitors økonomiske forhold, samt om at kautionslånet blev anvendt (også) til indfrielse af tidligere stiftet gæld.

En stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.