Antal.

Sagsnummer:228/1994
Dato:30-11-1994
Ankenævn:Niels Waage, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen, Søren Stagis
Klageemne:Gebyr - rykkergebyr
Ledetekst:Antal.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved låneaftale underskrevet af klageren den 27. juli 1990 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 9.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 293 kr. Af låneaftalen fremgik bl.a.:

"Såfremt jeg/vi i låneansøgningen har anført PBS som ønsket betalingsform, giver jeg/vi [indklagede] tilladelse til at trække de månedlige ydelser på lånet via PBS (Pengeinstitutternes Betalingsservice) på den anførte konto.

(..........)

Hvis tilbagebetaling på lånet ikke sker via PBS, udsendes der opkrævning. Det beløb der opkræves, indeholder ydelse + opkrævningsgebyr.

(..........)

Almindelige bestemmelser.

(..........)

OMKOSTNINGER, GEBYRER, RENTE M. V.

Hvis låntager ikke overholder låneaftalen, kan [indklagede] forlange betaling for evt. ekstraomkostninger i forbindelse med administration af lånet - herunder eventuelle inkassoomkostninger. (.........) Omkostninger, gebyrer, rente, morarenter fremgår af den udleverede ydelsestabel.

De anførte satser og beløb kan til enhver tid ændres af [indklagede]."

Af den omtalte ydelsestabel fremgår, at pr. 1. november 1989 var gebyr for første rykkerskrivelse 100 kr. og efterfølgende rykkerskrivelser 150 kr. Gebyrerne blev pr. 1. februar 1991 forhøjet til henholdsvis 125 kr. og 200 kr. og pr. 1. februar 1993 til henholdsvis 135 kr. og 225 kr. Af ydelsestabellen fremgår endvidere, at hvis lånets afvikling ikke sker via PBS, udsendes der opkrævning mod gebyr 15 kr. pr. opkrævning. Pr. 1. januar 1991 blev opkrævningsgebyret forhøjet til 20 kr. pr. opkrævning.

Indklagede har oplyst, at tilbagebetaling af lånet skete via PBS-træk til og med 3. august 1992. Herefter blev betalingstilladelsen af klagerens pengeinstitut slettet af årsager, som indklagede ikke er bekendt med. For efterfølgende ydelser udsendte indklagede girokort, på hvilket der beregnedes et gebyr på 20 kr., som tillagdes de månedlige opkrævninger.

Af fremlagte kontoudtog fremgår, at lånets afvikling fra august 1992 forløb uregelmæssigt. I 1992 er debiteret 3 rykkergebyrer á 125 kr. og i 1993 4 gebyrer á 135 kr., 1 á 200 kr. og 3 á 225 kr. For sannenhængende perioder med stadige restancer er der i intet tilfælde opkrævet mere end gebyr for 2 rykkerbreve.

Klageren betalte senest ydelse på lånet den 27. oktober 1993, hvor en restance på 2 ydelser (september- og oktoberydelse) blev berigtiget. Efter at indklagede i november og december havde rykket for lånets restancer, aftalte klageren telefonisk med indklagede den 4. januar 1994, at lånets afvikling ændredes, således at der som et engangsbeløb skulle betales 750 kr. og herefter 250 kr. månedligt. Trods denne aftale overgav indklagede ved en fejl sagen til retslig incasso. Efter henvendelse fra klageren berigtigedes fejlen den 19. januar 1994.

Klageren rettede i skrivelse af 6. februar 1994 henvendelse til indklagede og oplyste bl.a., at han den 21. januar 1994 havde modtaget oplysning om at været blevet registreret i RKI på foranledning af indklagede.

Ved skrivelse af 10. februar 1994 blev klageren rykket for en restance på 750 kr. Rykkergebyr herfor blev oplyst til 225 kr. Af skrivelsen fremgik, at hvis restancen ikke var betalt i løbet af 7 dage, ville klageren blive registreret i kreditoplysningsbureau samt lånet overgivet til incasso.

Indklagede besvarede klagerens henvendelse af 6. februar 1994 i skrivelse af 17. februar 1994 og oplyste, at man, efter at fejlen vedrørende lånets overgang til incasso var blevet berigtiget, forventede at klageren ville overholde aftalen om indbetaling af 750 kr. Da man ikke havde modtaget betaling siden 27. oktober 1993, tilkendegav indklagede, at hvis klageren ikke betalte mindst 1.000 kr. inden udgangen af februar måned 1994, ville lånet påny blive overgivet til incasso.

Indklagede har oplyst, at da man den 3. marts 1994 ikke havde modtaget nogen indbetaling, blev sagen påny overgivet til incasso og skyldneren indberettet til RKI. Man er villig til at sætte incassosagen i bero under forudsætning af, at klageren træffer en acceptabel afviklingsaftale og genoptager indbetalingerne.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedskrive lånets restgæld med et ikke nærmere angivet beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Lånets restgæld var pr. 31. december 1993 5.811,05 kr.

Klageren har anført, at han i sin tid lånte 9.000 kr., men nu har betalt 11.121 kr. i ydelser. Han stiller sig uforstående over for, at lånets restgæld derfor skulle være som af indklagede oplyst. I 1993 har han betalt 3.443 kr. i ydelser, men restgælden er kun faldet med 450,47 kr.

Indklagede har anført, at sagen med rette er overgivet til retslig incasso, idet seneste indbetaling blev foretaget i oktober 1993, uanset at klageren telefonisk havde tilkendegivet at ville foretage indbetalinger. De opkrævede gebyrer er berettigede, idet der ikke er udsendt rykkerbreve med deraf følgende gebyrdebitering for restancer på mere end 2 ydelser, idet restancerne løbende er blevet berigtiget. Det er klagerens manglende indbetalinger/forsinket indbetaling, som har medført gebyr- og rentedebitering.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes beregning af restgælden, hvis størrelse i væsentligt omfang må antages at skyldes de tilskrevne gebyrer.

De rykkergebyrer, der er opkrævet som følge af klagerens manglende indbetaling af ydelser på lånet, er i overensstemmelse med Ankenævnets praksis for et pengeinstituts/finansieringsselskabs adgang til at debitere rykkergebyr, ligesom det af låneaftalen fremgår, at indklagede forbeholder sig adgang hertil. Det er endvidere i overensstemmelse med lånets aftale, at indklagede har opkrævet et opkrævningsgebyr i forbindelse med, at lånet ikke længere betales via automatisk betalingsservice. Ankenævnets finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor

Den indgivne klage tages ikke til følge.