Lån til investering i selskab med henblik på valutahandel m.v. Erstatningsansvar. Bevis.

Sagsnummer:27/1993
Dato:29-06-1994
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Gert Bo Gram, Allan Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Lån til investering i selskab med henblik på valutahandel m.v. Erstatningsansvar. Bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved udlånskontrakt underskrevet af klageren den 29. november 1989 ydede indklagede et lån på 150.500 kr. til klageren.

Klageren har oplyst, at han og omkring 10 andre personer af den daværende bestyrer i indklagedes Overlund afdeling blev anbefalet at investere lånte beløb i et selskab med hjemsted i Hong Kong. Beløbet blev indbetalt til selskabet, der oprettede en konto for den pågældende kunde. Selskabet skulle investere midlerne i værdipapirer og valutahandel m.v. Det pågældende selskabs leder, L, havde formidlet kontakten til indklagedes afdeling, hvor han selv var kunde.

Lånet til klageren blev afregnet den 11. januar 1990 og dagen efter overført til selskabets konto hos indklagede, hvorfra beløbet overførtes til selskabets konto i en bank i Hong Kong.

I en skrivelse af 25. januar 1990 fra indklagedes afdeling stilet "To whom it may concern" er anført:

"Re: [L]

Mr. [L] has been a customer of [indklagede], Overlund Branch, for a number of years.

Our co-operation has been extremly positive.

The agreement made and obligations assumed with us have been met completely.

From our knowledge of [L], we can only recommend you to initiate a posseible cooperation."

Tilsvarende skrivelse er afgivet af afdelingen den 4. februar 1991. Ifølge indklagede er skrivelserne udfærdiget til brug for et kundeforhold med en spansk bank.

I januar 1992 anmodede indklagede klageren om at påbegynde lånets afvikling. Klageren protesterede med henvisning bl.a. til, at det med den tidligere bestyrer var aftalt, at lånet skulle være afdragsfrit de første 5 år.

Klageren har oplyst, at han i juni-september 1991 har modtaget i alt 74.542 kr. fra selskabet. Herudover har selskabet - i overensstemmelse med den oprindelige aftale - på klagerens vegne betalt de påløbne renter på lånet indtil udgangen af 1991. Det investerede beløb må i øvrigt anses for tabt.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han mod betaling af 74.542 kr. er frigjort for sine forpligtelser efter lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at L opfordrede ham til at rette henvendelse til bestyreren af indklagedes Overlund afdeling for at opnå et lån. Bestyreren anbefalede stærkt såvel L's person som investeringen, og han handlede i tillid hertil. Indklagedes bestyrer har på utilstrækkeligt grundlag anbefalet L og investeringsprojektet. Denne anbefaling er fulgt op ved skrivelsen af 25. januar 1990, som blev gentaget i februar 1991. Hertil kommer, at indklagede ved at udlåne beløbet på favorable og usædvanlige vilkår - afdragsfrihed i 5 år - uden forudgående undersøgelse af hans økonomiske forhold og uden sikkerhedsstillelse tilskyndede ham til at indgå i arrangementet og foretage investeringen.

Indklagede har anført, at den daværende bestyrer af Overlund afdeling fratrådte sin stilling med udgangen af april måned 1991 efter eget ønske. Klagen har været drøftet med den fratrådte medarbejder, som har oplyst, at han ikke på nogen måde gav klageren eller andre vildledende eller fejlagtige oplysninger om selskabet eller L. Indklagede har ikke etableret klagerens kontakt til L eller selskabet og rådgav ikke klageren omkring investeringen og har således heller ikke anbefalet den. Skrivelsen af 25. januar 1990, som først blev udfærdiget efter at klageren havde optaget lånet, og dette var overført til selskabet er ikke udarbejdet til klageren, som heller ikke har forespurgt på L. I øvrigt svarer udtalelsen til indklagedes opfattelse af L på daværende tidspunkt. Lånet til klageren blev bevilget på sædvanligt bevillingsgrundlag, og indklagede har på ingen måde tilskyndet klageren til at investere i projektet. Indklagede er derfor ikke erstatningsansvarlig overfor klageren.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til det af parterne anførte ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.