Udlån, hæftelse.

Sagsnummer:573/1991
Dato:09-07-1992
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne:Udlån - hæftelse
Ledetekst:Udlån, hæftelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved dom af 8. september 1987 blev klageren separeret. Klagerens engagement med indklagedes Ikast afdeling bestod på dette tidspunkt af et billån med en restgæld på 84.657 kr., til sikkerhed for hvilket klageren havde håndpantsat et løsøreejerpantebrev på 125.000 kr. med pant i bilen, samt et lån på oprindelig 80.000 kr. med en restgæld på 62.642 kr., som klageren og hans fraseparerede ægtefælle havde optaget i oktober 1984. Til sikkerhed for dette lån havde klagerens far kautioneret. Til sikkerhed for et lån på 64.000 kr., som indklagede også i 1984 havde ydet klageren og ægtefællen, havde ægtefællen håndpantsat 2 ejerpantebreve på i alt 100.000 kr. med pant i sin ejendom. Af lånedokumentet fremgik, at det pantsatte subsidiært tjente til sikkerhed for, hvad debitorerne var eller måtte blive indklagede skyldig. I forbindelse med separationen blev ejendommen solgt, og provenuet af ejerpantebrevene blev afskrevet på ægtefællens engagement med indklagede og en servicekonto, som klageren og ægtefællen havde fælles hos indklagede.

Den 28. september 1988 opsagde indklagede det fælles kautionslån til fuld indfrielse på grund af misligholdelse.

Ved gældsbrev af 10. november 1988 ydede indklagede klageren et lån på 79.290 kr. Det fremgik af lånedokumentet, at lånets provenu skulle anvendes til indfrielse af det opsagte kautionslån. Til sikkerhed for lånet kautionerede klagerens far; lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr., første gang den 30. november 1988.

Den 19. januar 1989 indfriedes det fælles kautionslån med det af klageren optagne lån.

Ved skrivelse af 3. januar 1991 til indklagedes Ikast afdeling fremsendte klagerens advokat bodelingsoverenskomst. Advokaten anførte, at det af klageren indfriede fælles kautionslån ifølge bodelingsoverenskomsten skulle deles mellem parterne pr. 8. september 1987. Da klageren ikke ønskede, at hans tidligere ægtefælle skulle være ham noget beløb skyldig, anmodede advokaten indklagede om at foretage en opdeling af lånet med virkning fra den 8. september 1987, således at ydelser indbetalt efter dette tidspunkt blev godskrevet klagerens andel af lånet. Den 17. januar 1991 afslog indklagede at foretage en sådan opdeling under henvisning til, at klageren og ægtefællen havde hæftet solidarisk for det af klageren indfriede lån.

Den 9. juli 1991 rykkede indklagede klageren for betaling af restancer på kautionslånet og billånet samt for betaling af et overtræk på klagerens økonomikonto. Efter af have fremsendt yderligere rykkere til klageren meddelte indklagede ved skrivelse af 2. august 1991, at klagerens samlede engagement ville blive opsagt som misligholdt, såfremt overtrækket ikke var indbetalt inden 8 dage. Den 17. september 1991 indfriede klagerens far kautionslånet med 86.357,84 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han alene hæftede for halvdelen af det oprindelige fælles kautionslån og halvdelen af det kautionslån, med hvilket han i november 1988 indfriede det oprindelige lån.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede i oktober 1988 telefonisk kontaktede ham og forlangte, at han skulle overtage det fælles kautionslån, idet indklagede i modsat fald ville opsige hele klagerens engagement og gøre kautionsforpligtelsen gældende over for klagerens far. Der blev herefter afholdt et møde mellem afdelingen, klageren og klagerens far, hvorunder afdelingen gav tilsagn om, at lånet ville blive opdelt, når bodelingsoverenskomsten forelå. Uanset at det i forbindelse med bodelingen bestemtes, at lånet skulle deles, afviste indklagede at opdele lånet. Klagerens fraskilte ægtefælle har haft mulighed for at afvikle engagementet, men uanset dette, og uanset at klageren har været arbejdsløs i 2 år, har indklagede alene gjort kravet gældende over for ham. Da klageren således var nødt til at afvikle hele lånet, forlangte han, at lånet skulle overføres i hans navn, således at han ville få det fulde rentefradrag. Selv om det nye kautionslån blev oprettet i november 1988, blev det fælles kautionslån først indfriet i januar 1989. Klageren blev opmærksom herpå i forbindelse med, at han modtog et kontoudtog den 4. februar 1989, hvorefter han rettede henvendelse til afdelingen, som beklagede fejlen og i den forbindelse gav ham ydelsesfrafald fra 31. december 1988 og 31. januar 1989. Det viste sig efterfølgende, at indklagede i den forbindelse havde taget et gebyr på 300 kr.

Indklagede har anført, at det er korrekt, at man i afdelingen i oktober 1988 drøftede engagementet på et møde, hvor klageren og hans far deltog, men indklagede gav ikke noget løfte om at ville acceptere en opdeling af lånet, når bodelingsoverenskomsten forelå. I forbindelse med oprettelsen af det oprindelige fælles kautionslån betingede klageren og den fraskilte ægtefælle sig ikke proratarisk hæftelse for lånet, hvorfor indklagede var berettiget til at gøre sit fulde tilgodehavende gældende over for hver af debitorerne. Dette ændres ikke af, at klageren indfriede lånet med provenuet af et nyt lån, som indklagede ydede under bodelingen, og som den fraskilte ægtefælle ikke hæftede for. Indklagede har fremlagt en uunderskrevet kopi af allonge til lånedokumentet for det kautionslån, klageren optog i 1988, hvoraf fremgår, at de to ydelser pr. 31. december 1988 og 31. januar 1989 blev udskudt og tillagt lånets restløbetid; det debiterede beløb på 300 kr. er sædvanlig provision for udskydelsen af de to ydelser.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren og dennes tidligere ægtefælle hæftede solidarisk for det i 1984 optagne lån, for hvilket klagerens far havde kautioneret. Indklagede var derfor berettiget til at gøre sit fulde krav gældende mod klageren, og denne har da også indfriet det oprindelige lån ved optagelse af et nyt lån, for hvilket han alene hæftede. Det er ikke godtgjort, at indklagede har givet klageren tilsagn om, at man, når bodelingen forelå, ville foretage en opdeling af det oprindelige eller det senere lån, således at klageren blev frigjort for halvdelen af gælden.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.