Investeringsrådgivning. Spørgsmål om ansvar for investering i lange, lavt forrentede obligationer ca. 8 måneder før emigration. Afvisning.

Sagsnummer:432/1995
Dato:09-09-1996
Ankenævn:Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen
Klageemne:Værdipapirer - formuestyring
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Investeringsrådgivning. Spørgsmål om ansvar for investering i lange, lavt forrentede obligationer ca. 8 måneder før emigration. Afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klager A og klager B er ægtefæller.

I forbindelse med klager A's salg af sin andel af en erhvervsvirksomhed medio 1993 realiseredes et større kontantprovenu, hvoraf ca. 30 mio. kr. indestod på en aftaleindskudskonto med indklagede og ca. 8 mio. kr. indestod på en aftaleindskudskonto med et bankieraktieselskab. Indklagede tilbød at rådgive om placering af dette salgsprovenu. Rådgivningen skulle ydes af en specialafdeling hos indklagede, der betjener formuende kunder, der har brug for særlig kvalificeret rådgivning i komplicerede finansierings-, investerings- og skatteforhold. Rådgivningen kom også til at omfatte placering af midler tilhørende klager B.

I efteråret 1993 blev der løbende afholdt møder med klagerne vedrørende investering af deres formue samt de skattemæssige aspekter i forbindelse hermed, idet klagerne tilkendegav, at de forventede at emigrere.

I december 1993 meddelte klagerne, at de havde købt en ejendom i London, og at de forventede at emigrere til England inden udgangen af 1994.

I januar 1994 indkøbtes i alt nominelt 18.450.000 kr. 6% obligationer Realkredit Danmark 2026 til kurs 91 - 92.

I juni 1994 indkøbtes yderligere i alt nominelt 4 mill. kr. i samme obligationsserie til kurs ca. 76.

Ultimo august 1994 solgte klagerne beholdningen af 6% obligationer Realkredit Danmark 2026, i hvilken forbindelse klagerne opgjorde deres kurstab på investeringen til i alt 3.425.515 kr.

Klagerne emigrerede til England den 1. september 1994.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 3.425.525 kr.

Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klagerne har anført, at de udtrykkeligt tilkendegav, at de ønskede at emigrere senest i oktober 1994, i hvilken forbindelse investeringerne skulle afvikles, og at de ønskede et sikkert afkast indtil realiseringen. Det er uhensigtsmæssigt at investere i 30-årige værdipapirer på et tidspunkt, hvor man ved, at den pågældende investering vil skulle realiseres inden for en periode af et år. Alene af den grund er det mangelfuld rådgivning at anbefale køb af 6% 30-årige realkreditobligationer under de foreliggende omstændigheder. Renten på kortvarige pengemarkedsinstrumenter i december 1993 og januar 1994 var mindst lige så høje eller højere end den effektive rente på 6% realkreditobligationer. Rådgivningen bærer præg af snarere at have været indrettet på at opnå og skabe et marked i 6% realkreditobligationer end at tjene klagernes interesser bedst muligt. Der må gælde et øget krav til kvaliteten af den rådgivning, som indklagede skulle give i det foreliggende tilfælde, idet indklagede havde påtaget sig at rådgive på grundlag af specielt markedskendskab og særlige rådgivningskoncepter. Rådgivningen i dette tilfælde har ikke tilgodeset deres interesse og ej heller sikret, at de har fået anbefalinger og vejledninger af høj professionel art. Indklagede har således ikke opfyldt kravet om at rådgivning skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt. De blev påfaldende stærkt anbefalet at placere en så stor del af formuen som muligt i 6% realkreditobligationer med udløb i 2026 uden samtidig at blive gjort opmærksom på kursrisikoen. Indklagedes forventninger til kursudviklingen var irrelevante, idet de uden kursrisiko havde kunnet opnå et tilsvarende afkast ved investering i aftaleindskud. Indklagede var bekendt med, at alle rentebærende investeringer i Danmark skulle afvikles inden emigrationen med henblik på at undgå begrænset skattepligt i Danmark. Deres emigration var tilrettelagt således, at de hverken skulle betale skat i Danmark eller England, hvorfor en udskydelse af salget til efter 1. september 1994 med henblik på at afvente højere kurser ikke var en brugbar løsning. Kursfaldet på obligationerne i foråret 1994 gav ikke anledning til, at indklagede anbefalede salg af beholdningen. Tværtimod anbefalede indklagede at fortsætte opkøb af de pågældende obligationer for at opnå en lavere gennemsnitlig anskaffelsessum, hvilket var baggrunden for handlerne i juni 1994. Ved at undlade at tage hensyn til deres særlige skattemæssige forhold og ved at anbefale køb af 30-årige papirer på et tidspunkt, hvor man vidste, at investeringen skulle realiseres inden for en periode af 1 år, har indklagede begået ansvarspådragende fejl, der bør medføre et erstatningsansvar. Kernepunktet i sagen er, at indklagedes rådgivning har været baseret på en fejlagtig opfattelse af de faktiske retlige forhold og en manglende hensyntagen til klagernes skattemæssige forhold. Deres revisor har alene beskæftiget sig med udarbejdelse af regnskaber og selvangivelser og har ikke været involveret i investeringsrådgivning.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen for den ene klagers vedkommende vedrører en investering på ca. 18 mill. kr. af en portefølje på ca. 38 mill. kr. og for den anden klager en investering på ca. 1,8 mill. kr. På grund af investeringsbeløbets størrelse - i hvert fald for den ene klagers vedkommende - er sagen ikke egnet til ankenævnsbehandling.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man anbefalede investering i 6% obligationer frem for aftaleindlån, idet man forventede faldende renter. Det var en fordel for klagerne at få renten "låst fast" ved køb af fast forrentede obligationer, idet midlerne løbende skulle genplaceres ved placering på aftalekonti. Kursrisikoen blev grundigt drøftet med klagerne, som var enige i, at investeringen ikke var forbundet med større kursrisiko. Endvidere var der udelukkende tale om anbefaling af likvide serier, således at der ikke ville blive problemer med en eventuel afhændelse i forbindelse med emigrationen. Rådgivningen var baseret på klagernes tilkendegivelse af ønsker til investeringsstrategi samt med henblik på den påtænkte og senere gennemførte emigration. I løbet af perioden ændrede klagerne investeringsstrategi fra et ønske om størst muligt afkast efter skat til et ønske om størst muligt afkast før skat. Klagerne valgte selv at investere i den pågældende obligation, der gav det højeste afkast før skat, frem for investering i kortere papirer og/eller aftaleindskud med mindre kursrisiko men til gengæld også et lidt lavere afkast. I løbet af foråret 1994 blev klagerne løbende forespurgt, om de ville sælge, hvorpå klagerne meddelte, at de ville vente, til kurserne havde rettet sig. Det var ligeledes klagernes eget valg fortsat at investere i de pågældende obligationer i juni 1994 for at nedbringe den gennemsnitlige købskurs for beholdningen. Klagerne har over for indklagede givet udtryk for, at de tillige blev rådgivet af revisorer, som planlagde den skattemæssige side at emigrationen. Klagerne valgte selv at realisere obligationerne på et kursmæssigt ugunstigt tidspunkt. Salget kunne f.eks. være udskudt mod betaling af 30% renteskat. Efter indklagedes opfattelse synes det ikke muligt på lovlig vis at etablere skattefrihed for renteindtægterne, uanset om obligationerne blev solgt eller ej, idet renterne enten ville være skattepligtige i England eller begrænset skattepligtige i Danmark.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må antages, at langt den væsentligste del af det kurstab, der realiseredes ved klagernes salg af deres 6% obligationer, skyldtes den almindelige udvikling i renteniveauet i foråret 1994 og specielt udviklingen i kurserne på 6% obligationer. Klagernes og indklagedes oplysninger om indklagedes forudgående rådgivning med hensyn til kursrisikoen ved anbringelse af anbringelse af klagernes formue i obligationer som de i sagen omhandlede er modstridende, idet indklagede anfører, at kursrisikoen ved investering i obligationer blev grundigt drøftet, mens klagerne anfører, at de ikke blev gjort opmærksom på kursrisikoen. Endvidere er der modstridende oplysninger om, i hvilket omfang det var forudsat, at klagernes revisor skulle rådgive med hensyn til de skattemæssige aspekter af klagernes dispositioner. Ankenævnet finder, at en nærmere stillingtagen til sagens faktiske omstændigheder herefter forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske ved Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Hertil kommer, at spørgsmålet om de komplicerede skattemæssige aspekter i forbindelse med placeringen af de meget betydelige beløb ved emigration til England findes at gøre sagen uegnet til behandling i Ankenævnet. Herefter afvises sagen i medfør af § 7 i Ankenævnets vedtægter, hvorefter Ankenævnet kan afvise sager, som på grund af deres principielle juridiske karakter, usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne oplysninger eller af andre særlige grunde findes uegnede til behandling i Ankenævnet.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.