Bevis. Afvisning.

Sagsnummer:14/1989
Dato:20-12-1989
Ankenævn:Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Bevis. Afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren, som i ca. 15 år har drevet selvstændig ejendomsmægler virksomhed, har indbragt denne sag for Ankenævnet med oprindelig påstand om, at indklagede tilpligtes at overføre hendes indekskonti til andet pengeinstitut, at indklagede tilpligtes at aflyse udlæg foretaget i hendes ejendomme, og at indklagede tilpligtes at erstatte hende de tab, afdelingsbestyreren i den afdeling, hvori engagementet har været ført, har påført hende ved at hindre hende i at afbetale gæld såvel til indklagede som til kredit foreninger.

Klageren har nærmere henvist til en række forskellige forhold, herunder bl.a. at afdelingsbestyreren i 1981 afviste hendes ønske om at benytte indeståendet på en selvpensioneringskonto, som kom til udbetaling på dette tidspunkt, til indløsning af nogle pantsatte obligationer, idet han forlangte, at beløbet skulle benyttes til nedbringelse af hendes kassekredit. Ved senere lejligheder har bestyreren som betingelse for at udlevere "tomme" ejerpantebreve forlangt indbetaling af et beløb svarende til hovedstolen med tillæg af renter i 5 år. Klagen omfatter adskil lige yderligere forhold.

Indklagede, som efter modtagelsen af klagen har overført klagerens indekskonti til et andet pengeinstitut som ønsket af klageren, har herefter nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har oplyst, at man fortsat har sikkerhed for sit tilgodehavende på i alt ca. 322.000 kr. i form af pant i 4 ejerpantebreve med pant for i alt 255.600 kr. i forskellige ejendomme tilhørende klageren. Der er ikke foretaget udlæg i disse ejendomme, ligesom klageren ikke er blevet belastet med advokatomkostninger.

Indklagedes tilgodehavende inklusive renter udgjorde pr. 31. december 1986 ca. 326.000 kr. Gælden har herefter henstået rente og afdragsfrit.

Indklagede har senest ved skrivelse af 23. juni 1988 meddelt klageren, at engagementet fortsat henstår rente- og afdragsfrit, foreløbig indtil 1. juni 1989.

Ved skrivelse af 13. september 1988 til klageren meddelte Finans tilsynet i anledning af klagerens henvendelse dertil, at man under hensyn til indklagedes tilsagn om at medvirke til en rimelig ordning om afvikling af klagerens gæld måtte henvise hende til at rette henvendelse til indklagede med henblik på opnåelse af en aftale. Klageren har ikke kontaktet indklagede herom.

Ved skrivelse af 11. september 1989 til klageren afviste Ankenævnets sekretariat den resterende del af den indgivne klage under henvisning til, at denne vedrørte klagerens ejendomsmæglervirksom hed, og i de forhold, den angik, klart adskilte sig fra klager vedrørende private kundeforhold.

Denne afgørelse har klageren begæret indbragt for Ankenævnet.

Det fremgår af sagen, at klagerens engagement med afdelingen består af tre udlån på henholdsvis 75.000 kr., 21.127,47 kr. og 35.000 kr. samt af en kassekredit på oprindelig 13.000 kr., fire gange forhøjet, senest den 29. juni 1984 til 120.000 kr.

Af de almindelige vilkår, der er optrykt på lånedokumenterne og kassekreditkontrakten, fremgår, at pant stillet af debitor (klageren), tillige hæfter for det samlede mellemværende.

Ved skrivelse af 21. juli 1986 meddelte afdelingen klageren, at kassekredittens debetsaldo udgjorde ca. 235.000 kr. og anmodede klageren om at fremkomme med forslag til nedbringelse af denne saldo. Det oplystes i skrivelsen, at der forinden ny aftale forelå, ikke kunne foretages yderligere træk på kassekreditten.

Ved anbefalet skrivelse af 10. november 1986 opsagde afdelingen herefter engagementet, som blev opgjort til ca. 322.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til klagen, som til dels angår forhold, der ligger langt tilbage i tiden, findes at ville forudsætte en bevisførelse, som efter sit omfang og sin karakter ligger udenfor, hvad der kan ske for Ankenævnet. Uanset om klagen måtte kunne sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold, findes den derfor at være uegnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor klagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Det tilføjes, at det efter det for Ankenævnet foreliggende ikke er sandsynliggjort, at klageren har lidt tab ved de forhold, klagen angår, i hvert fald ikke når hensyn tages til, at indklagede har imødekommet klageren ved at lade gælden henstå rentefrit gennem flere år.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.