Spørgsmål om erstatning, falskindsigelse

Sagsnummer:289/2002
Dato:23-12-2002
Ankenævn:John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen
Klageemne:Betalingstjenester - notabetalinger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om erstatning, falskindsigelse
Indklagede:Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod hæftelsen for 2 betalingstransaktioner foretaget med klagerens VisaDankort under klageren ophold i Paris.

Sagens omstændigheder.

I dagene omkring den 23. og 24. februar 2002 var klageren på et ferieophold i Paris.

Den 23. februar 2002 klokken 15:14 blev klagerens VisaDankort hos indklagede anvendt til gennemførelse af en betaling af 240 EUR i natklubben A. Samme dag klokken 16:54 blev kortet anvendt vedrørende en transaktion på 300 EUR i natklubben B. Begge natklubber er beliggende i Paris. Transaktionerne blev gennemført i teleterminaler. Klageren har anført, at notaerne, hvoraf kopier er fremlagt under sagen, er påført falsk underskrift.

Klageren anvendte kortet ligeledes den 23. februar 2002 klokken 16:16 i forbindelse med hævning af 40 EUR i en kontantautomat. Klageren indgav den 24. februar 2002 politianmeldelse til politiet i Paris. Samme dag klokken 12:17 blev kortet spærret af PBS.

Indklagede har anført, at klageren den 27. februar 2002 rettede henvendelse og gjorde indsigelse mod transaktionerne på 240 EUR og 300 EUR, som klageren angav, at han ikke havde foretaget.

Indklagede forelagde indsigelserne for PBS, der rekvirerede kopier af de bestridte notaer. Ved skrivelse af 14. juni 2002 meddelte PBS, at man på grundlag af de foreliggende oplysninger ikke havde fundet anledning til at godtgøre de omtvistede transaktioner. Af skrivelsen fremgår blandt andet:

"Vi finder det ikke sandsynligt, at kortholder kl. 15.14 angiveligt udsættes for trusler om hævninger og efterfølgende kl. 16.16. går i en nærliggende kontantautomat og hæver kontanter - hvilket kortholder ikke oplyser, og efterfølgende kl. 16.54 går ind i en anden bar og endnu engang udsættes for trusler om hævninger.

Hvis der skulle være tale om personer, som skulle tvinge kortholder til at gennemføre transaktioner på sit kort, vil de næppe nøjes med et enkelt og forholdsvis lavt beløb, hvilket er tilfældet i begge forløb.

Vi har fra lignende sager erfaringer for at der er mange hævningsforsøg på store beløb og "misbruget" stopper først, når kortet afvises over limit.

Det er vores vurdering, at begge underskrifter er skrevet af samme hånd. Der er flere lighedspunkter i underskrifterne, og det er ikke sandsynligt at 2 forskellige personer skriver under med samme lighedspunkter. Det er også påfaldende, at ingen af disse personer har forsøgt at efterligne kortholders underskrift bedre."

Den 17. juli 2002 indgav klageren klage til Ankenævnet.

Den 26. august 2002 forelagde PBS sagen for en grafolog. Af en erklæring af 2. september 2002 fra grafologen fremgår det vedrørende underskrifterne på de to omtvistede notaer, at "der er en til sikkerhed grænsende sandsynlighed for, at begge bilag er skrevet af samme hånd". En sammenlignende undersøgelse af de omtvistede notaer med underskriften på klagerens VisaDankort beviser ifølge grafologen, at "det er overvejende sandsynligt at samtlige bilag A og B er skrevet af samme person."

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 540 EUR.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han for første gang var på besøg i Paris. Han taler ikke fransk.

De to natklubber, der begge ligger i Pigalle kvarteret, havde en entre på 5 EUR. I klub A var der tomt ved indgangen; tre eller fire mænd truede ham og tog hans Visakort fra hans tegnebog og kørte det igennem betalingsterminalen. De bad ham underskrive, hvilket han nægtede, hvorefter de selv påførte underskriften.

På samme måde skete det i natklub B. Her blev døren låst, efter at han var kommet ind, og han blev tvunget til at give penge, men da han ikke havde nogen, tog de Visakortet og anvendte det. Først forsøgte de at hæve 400 EUR, men dette blev afvist, hvorefter de forsøgte med 300 EUR.

Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men talte med personalet på det hotel, hvor han boede og blev rådet til at gå til politiet.

Han oplyste over for politiet, at begge hændelser var sket i Pigalle kvarteret, men at han ikke kunne huske gadenavnet.

I stedet for at have indgivet anmeldelse om, at hans kort er blevet misbrugt ved falsk, kunne han blot meddele indklagede, at han havde tabt kortet, og at han overhovedet ikke kendte til transaktionerne. Dette viser hans troværdighed.

Han stiller sig uforstående over grafologens erklæring.

Indklagede har anført, at klagerens beskrivelse af hændelsesforløbet forekommer usandsynlig, idet grafologens konklusion må betyde, at samme personer må have misbrugt VisaDankortet på to forskellige natklubber indenfor 1 time og 20 minutter.

Klagerens beskrivelse af hændelsesforløbet forekommer endvidere yderligere usandsynligt på baggrund af grafologens konklusion vedrørende sammenligning af notaerne med klagerens underskrift på VisaDankortet.

Det er indklagedes opfattelse, at der ikke er tale om en uberettiget anvendelse af kortet. Det er overvejende sandsynligt, at klageren selv har underskrevet begge de omtvistede notaer.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det lægges til grund, at de omhandlede betalinger er foretaget ved anvendelse af klagerens VisaDankort. Sagens afgørelse beror herefter på, hvorvidt der må antages at være tale om misbrug, eller om betalingen har været foretaget af klageren selv. På denne særlige baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen ville forudsætte yderligere bevisførelse af en karakter, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.