Formuestyring.

Sagsnummer:344/1990
Dato:25-01-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Formuestyring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I forbindelse med overførslen af sit engagement fra Amagerbanken til indklagedes Glostrup afdeling oprettede klageren i begyndelsen af oktober 1989 en totalkonto med et kreditmaksimum på 50.000 kr. Til sikkerhed håndpantsatte klageren sit værdipapirdepot, som da indeholdt Difko Shipping nominelt 28.000, Difko Partner nominelt 20.000, Difko Dairy nominelt 37.000, Invest Manager nominelt 20.000 samt et ikke nærmere oplyst antal aktier i Bordeaux Vin Invest.

Samtidig indgik klageren en "Aftale om Aktiv Depotpleje" vedrørende de til enhver tid i det pantsatte depot beroende værdipapirer. Det var i aftalen anført, at indklagede påtog sig at yde investeringsrådgivning, og at de ".... enkelte investeringer vil således alene blive foretaget efter forudgående godkendelse. Denne godkendelse kan gives såvel skriftlig som mundtlig og vil efterfølgende alene blive bekræftet ved udstedelse af fondsnota, der fremsendes som almindelig post."

Den 18. oktober 1989 meddelte en medarbejder i afdelingen klageren telefonisk, at klagerens Difko aktier og Invest Manager aktier var solgt. Under en efterfølgende brevveksling mellem klageren og afdelingen opsagde afdelingen ved skrivelse af 20. juli 1990 engagementet med klageren.

Klageren har efter yderligere brevveksling med afdelingen indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at genkøbe de i oktober 1989 solgte aktier eller yde klageren en erstatning på 30.000 kr.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning i medfør af vedtægternes § 7, subsidiært frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede i forbindelse med overførslen af engagementet og oprettelsen af kassekreditten accepterede, at den daværende værdipapirbeholdning kunne ligge til sikkerhed for kassekreditten, men at det aftaltes, at værdipapirbeholdningen på længere sigt skulle omlægges til noterede papirer, når dette var fordelagtigt. Det var således ingen betingelse for oprettelsen af kreditten, at værdipapirbeholdningen blev omlagt. Indklagede har ikke indhentet klagerens tilladelse til at sælge aktier og købe obligationer, og det har ikke været fordelagtigt for klageren at låne til en forrentning af 17% for at få 10% i rente på de købte obligationer. Uanset der foreligger en aftale om en kassekredit på 50.000 kr., som ikke var opsagt, har indklagede endvidere i sin skrivelse af 20. juli 1990 meddelt klageren, at et overtræk på 6.000 kr. skal indbetales.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens kredit alene blev bevilget under forudsætning af, at de værdipapirer, der lå til sikkerhed, skulle være kursstabile, let omsættelige børsnoterede papirer. Eftersom klageren bestrider dette, påstår indklagede sagen afvist under henvisning til 5 7 i Ankenævnets vedtægter, eftersom det må bero på en konkret bevisbedømmelse, hvad der rent faktisk er aftalt mellem klageren og indklagede i forbindelse med overtagelsen af engagementet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det fremgår af depotplejeaftalen, at de enkelte investeringer alene kan foretages efter klagerens forudgående godkendelse, hvilken godkendelse kan gives såvel skriftligt som mundtligt og efterfølgende blive bekræftet ved udstedelse af fondsnota, der fremsendes som almindelig post. Indklagede fastholder, at de omhandlede aktier er solgt som led i overtagelsen af engagementet fra Amagerbanken og efter klagerens forudgående accept. Det er indklagedes opfattelse, at klagerens reaktion på nuværende tidspunkt alene skal ses på baggrund af, at de omhandlede aktier har været ude for en kursstigning, hvorfor klageren ville have været stillet bedre ved først at realisere aktierne på nuværende tidspunkt. For så vidt angår indklagedes anmodning i skrivelse af 20. juli 1989 om inddækning af et overtræk på 6.000 kr. på klagerens konto beror dette på, at indklagede nedskrev kreditten til 0 efter klagerens eget ønske, da klagerens obligationer medio marts blev solgt.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at klagerens kredit alene blev givet under forudsætning af, at de værdipapirer, der lå til sikkerhed, skulle være kursstabile let omsættelige børsnoterede papirer, ligesom den foretagne omlægning af depotet er foretaget med klagerens accept, medens klageren bestrider dette. En stillingtagen til disse tvistepunkter vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.