Indsigelser mod fordring, som pengeinstitut havde solgt til tredjemand.

Sagsnummer:290/2020
Dato:09-02-2021
Ankenævn: Vibeke Rønne, Karin Sønderbæk, George Wenning, Ida Marie Moesby, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Ledetekst:Indsigelser mod fordring, som pengeinstitut havde solgt til tredjemand.
Indklagede:Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelser mod fordring, som pengeinstitut havde solgt til tredjemand.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes ægtefælle, M, var kunder i Nordea Danmark, hvor de blandt andet havde et fælles lån (konto -199).

I 2010 købte klageren og M en andelsbolig for 500.000 DKK. I 2012 flyttede parret til Norge og udlejede i den forbindelse andelsboligen. Klageren har oplyst, at lejerne opsagde lejemålet før tid. Klageren har anført, at de ikke måtte genudleje boligen for andelsboligforeningen, og at andelsboligen efterfølgende blev solgt for 125.000-150.000 DKK af andelsboligforeningen i samarbejde med banken.

Ved et gældsbrev underskrevet af klageren den 1. maj 2015 blev lånet forhøjet med 50.000 DKK til 451.575,94 DKK.

Ved et brev til klageren af 25. januar 2016 opsagde banken klagerens engagement som misligholdt til indfrielse senest den 8. februar 2016. Gælden var opgjort til 445.553,94 DKK med tillæg af renter.

I et brev af 28. januar 2016 til M henviste banken til, at M havde meddelt banken, at han ikke for tiden havde mulighed for at tilbagebetale gælden. Banken tilbød, at sagen blev sat i bero i 12 måneder, hvis M underskrev et vedlagt frivilligt forlig.

Den 7. februar 2016 underskrev klageren et frivilligt forlig med banken vedrørende konto -199, hvor gælden var opgjort til 446.266,91 DKK (hovedstol 444.840,98 DKK og renter 1.425,93 DKK). Af forliget fremgik, at gælden ville blive forrentet med bankens rentesats for misligholdte fordringer af den pågældende art, for tiden 19,5 % p.a.

I november 2018 overdrog banken sin fordring mod klageren til et selskab, U.

Den 9. november 2018 sendte en inkassovirksomhed, N, et brev til klageren. Heraf fremgik blandt andet:

Vedr.: din gæld til Nordea 

Vi skal hermed oplyse om, at din gæld til [U] fremover vil blive håndteret af [N]. Gælden er kr. 444.840,98 plus endnu ikke tilskrevne renter.

[N] indkasserer kravet på vegne af [U], som har fået overdraget gælden af Nordea Danmark, filial af Nordea Bank Abp, Finland. Både [N] og [U] er en del af det norske selskab [H].

Det betyder:

- at din sag fortsætter på uændrede vilkår

- at din gæld vil blive administreret af [N], hvorfor betaling kun kan ske hertil

Kan du ikke betale hele din gæld på én gang, har du mulighed for at indgå en betalingsaftale. …”

Ved et brev til klageren af 3. juli 2020 opgjorde et inkassofirma, V, på vegne U kravet til 854.246,59 NOK (hovedstol 638.089,42 NOK, renter 209.816,70 NOK og gebyr 70 NOK). Af brevet fremgik endvidere, at den oprindelige hovedstol var 444.840,98 DKK og vedrørte klagerens gæld til Nordea Danmark.

Parternes påstande

Den 30. juli 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Nordea Danmark skal foranledige, at gælden vedrørende lånet nedsættes til 10-15 % af restgælden.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at gælden blev sat i bero i tolv måneder. De blev ikke opsagt af banken.

Andelsboligforeningen solgte deres andelsbolig uden deres accept med den begrundelse, at foreningen kunne opsige dem, da de to gange havde betalt deres boligafgift for sent. Der var tale om en forsinkelse på maksimalt seks dage. Andelsboligforeningen havde ingen interesse i at hjælpe dem. Deres lejere opsagde lejemålet på grund af den dårlige stemning i foreningen. Andelsboligforeningen overtog salget af deres andelsbolig i samarbejde med banken. Salget skete til første og billigste bud på 125.000-150.000 DKK. De havde selv købere, der ville betale ca. 300.000 DKK. Banken gjorde sig til venner med andelsboligforeningen, som havde en kendt advokat i bestyrelsen.

De afdrog løbende på gælden i ca. halvandet år og havde ofte mundtlig kontakt med banken. De anmodede banken om at notere på sagen, at banken hellere måtte ringe en gang for meget end en gang for lidt til dem.

De hørte herefter ikke mere fra banken. Banken burde have kontaktet dem og burde have givet dem en chance for at indgå en aftale. Banken solgte deres fordring for 10 %. De ønsker, at banken havde givet dem samme mulighed for at få fordringen til 10-15 %. Banken har ikke gjort alt, hvad der stod i bankens magt for at komme i kontakt med dem og finde en fælles løsning.

N tog kontakt, da N havde overtaget sagen. De troede, at N var en del af Nordea Inkasso.

Det virker helt urimeligt, at banken først i samarbejde med andelsboligforeningen solgte deres andelsbolig til billigste bud og derefter solgte deres gæld til et inkassofirma for 10 %.

Banken handlede i strid med loven ved ikke at hjælpe dem og ved ikke at holde dem informeret.

Først i juli 2020 sendte N en regning på 854.246 NOK. Gælden var blevet tårnhøj, uden at de havde fået nogen meddelelse om gælden. N skulle løbende have meddelt, hvad der skete i sagen.

Nordea Danmark har anført, at klagen bør afvises, da fordringen efter kreditorskiftet ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende mellem klageren og banken, men derimod et mellemværende mellem klageren og den nye kreditor.

En stillingtagen til mellemværendet mellem klageren og den nye kreditor er ikke omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3 nr. 2, og Ankenævnet bør derfor afvise sagen.

Klagerens bemærkning om salgsprisen for bankens fordring mod klageren står for klagerens egen regning, og banken ønsker ikke at knytte kommentarer hertil.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hendes ægtefælle, M, var kunder i Nordea Danmark, hvor de havde et lån.

I forbindelse med fraflytning til udlandet i 2012 udlejede klageren og M deres andelsbolig. Klageren har anført, at banken og andelsboligforeningen efter lejernes fraflytning solgte andelsboligen uden hendes og M’s accept, og at salget skete til en for lav pris. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med salget af andelsboligen.

I november 2018 overdrog banken sin fordring mod klageren og M til et selskab, U, der sendte et brev til klageren med meddelelse om overdragelsen og om, at betaling herefter kun kunne ske til U. Ankenævnet finder ikke, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med overdragelsen af fordringen til U eller ved sin sagsbehandling vedrørende fordringen i øvrigt.

Ankenævnet kan ikke behandle klagen over selskabet U, idet U ikke er et pengeinstitut eller ejet af et pengeinstitut, der er etableret i Danmark, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1, litra a. Klagen over selskabet U afvises derfor.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende selskabet U.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.