Bogløs konto, udbetaling.

Sagsnummer:349/1990
Dato:05-04-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Bogløs konto, udbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren, der er bosiddende i Italien, oprettede i henholdsvis 1980 og 1981 to konti hos indklagede. Kontiene blev oprindelig oprettet med bog og uden mærke, men er senere overført til bogløse konti.

Den 7. august 1989 modtog indklagede en skrivelse, hvorefter klagerens adresse oplyste til en postboks i Lagos, Nigeria. Skrivelsen angav at være underskrevet af klageren.

Den 11. september 1989 modtog indklagede en skrivelse, som angav at være underskrevet af klageren, og hvori der anmodedes om overførsel af 87.300 kr. fra den ene af klagerens konti til en nærmere angivet konto i en fransk bank. Indklagede efterkom overførslen, hvorefter kontoens saldo var 10.394,65 kr. (positiv).

Den 13. september 1989 modtog indklagede en skrivelse, der ligeledes angav at være underskrevet af klageren, og hvori der anmodedes om overførsel af 20.000 kr. fra den samme konto til en konto tilhørende en navngiven person c/o et Building Society i London. Efter at have overført 10.000 kr. fra den anden af klagerens konti foretog indklagede overførslen.

I skrivelserne, der er dateret 5. og 8. september, oplystes klagerens adresse til den tidligere angivne postboks i Nigeria.

Efter at have korresponderet med indklagede samt indgivet politianmeldelse i Danmark, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de udbetalte beløb med refusion af rentetab, ligesom indklagede tilpligtes at udrede sagsomkostninger.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.

Københavns Politi, advokatur B, har i skrivelse af 1. november 1990 til klagerens advokat meddelt, at:

"... politiets antagelse om, at der i sagen er begået dokumentfalsk, alene hviler på samligning af fotokopier af [klagerens] underskrifter på åbningsdokumenter og de foreliggende kopier af skrivelser til [indklagede].

Der er ikke lavet en egentlig skriftprøveundersøgelse, da der ikke er nogen konkret mistænkt her i landet, og da fotokopier af håndskrift er uegnede til sådanne undersøgelser.

Da de originale bilag vedrørende sagen må antages at bero i [indklagede] må jeg henvise Dem til at søge at formå banken til at udlevere bilagene, idet alene en undersøgelse af de originale bilag kan danne grundlag for en kvalificeret bedømmelse af, om dokumentfalsk er begået.

Da der som nævnt ikke er grundlag for at rette mistanke mod en bestemt person her i landet, vil politiet ikke forestå yderligere undersøgelser, som De derfor henvises til selv at lade iværksætte."

Det fremgår af sagen, at tidligere dispositioner over klagerens konti er sket i henhold til skriftlige intruktioner fra klageren til indklagede, ligesom det også er oplyst, at klageren tidligere har haft adresse i Nigeria.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at der foreligger dokumentfalsk i forbindelse med skrivelserne af 5. og 8. september 1989 til indklagede. Klageren har ikke haft nogen mulighed for at gardere sig mod dokumentfalsk, medens indklagede ved modtagelsen af de falske skrivelser burde have sikret sig, at de hidrørte fra klageren. Det er endvidere kritisabelt, at indklagede har henvist klageren til at anlægge sag mod indklagede. Indklagede burde i stedet have henvist klageren til Ankenævnet. Indklagedes opfordring synes at have til formål at afskrække klageren fra at kræve indklagede på grund af de med et søgsmål forbundne advokatomkostninger.

Indklagede har anført, at en stillingtagen til, hvorvidt der er tale om dokumentfalsk eller ej, vil forudsætte en bevisførelse, som efter sin karakter ikke kan ske for Ankenævnet. Det gøres i øvrigt gældende, at der ikke foreligger dokumentfalsk i forbindelse med udbetalingerne.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at der foreligger dokumentfalsk vedrørende brevene af 5. og 8. september 1989, medens indklagede bestrider dette. En stillingtagen hertil vil forudsætte en bevisførelse, som efter sin karakter ikke findes egnet til at foregå for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.