Kaution, Akupunkturklinik. Afvisning.

Sagsnummer:189/1988
Dato:08-05-1989
Ankenævn:Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst:Kaution, Akupunkturklinik. Afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 23. december 1985 optog en forening, hvis formål var at oprette en akupunkturklinik og en akupunkturskole, en kredit med et maksimum på 100.000 kr. i indklagedes Vesterbrogade afdeling. Foreningens formand og sekretær påtog sig selvskyldnerkaution for beløbet, ligesom klageren, der var bestyrelsesmedlem. Kreditten skulle anvendes til driften af klinikken, der beskæftigede i alt 15 personer.

På foranledning af foreningen stillede indklagede endvidere samme dag overfor en leverandør til foreningen en garanti på 203.700 kr., for hvilken de samme 3 personer påtog sig selvskylderkaution.

I juli 1987 indgav indklagede arrestbegæring imod klageren på grundlag af de afgivne kautionserklæringer. Klageren erkendte under arrestsagen at skylde en del af det beløb, for hvilket arrestbegæringen var indgivet, og erkendte under arrestjustifikationssagen at skylde indklagede yderligere beløb.

Indklagede har herefter ved retten på Frederiksberg anlagt retssag imod klageren til betaling af sit resttilgodehavende på ca. 135.000 kr.

På klagerens begæring har retten den 9. december 1988 bestemt, at sagen kan indbringes for Ankenævnet.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om ikke at hæfte for de af foreningen foretagne overtræk på kreditten, fritagelse for hæftelse i henhold til garantien samt i det hele bortfald af kautionsforpligtelsen.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at rimelig hensyntagen til ham som kautionist tilsiger, at overtræk ikke burde have været accepteret, at betingelserne for som sket at udbetale beløb i henhold til garantien ikke har været opfyldt og endelig, at indklagede ikke har overholdt sin pligt til underretning af kautionisterne i henhold til Bank- og Sparekasselovens § 41, stk. 1.

Klageren har herudover stillet spørgsmål om, hvorvidt indklagedes handlemåde på en række angivne punkter har været i overensstemmelse med god bankskik.

Indklagede har nedlagt påstand om, at klagesagen afvises, og har til støtte herfor gjort gældende, at de af indklagede til rådighed stillede kreditfaciliteter af foreningen var optaget i erhvervsøjemed, hvilket stod klart for klageren ved kautionstilsagnets afgivelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren var bestyrelsesmedlem og lønmodtager i den erhvervsdrivende forening, for hvis engagement med indklagede han påtog sig selvskyldnerkaution.

En stillingtagen til de enkelte led i klagerens påstand findes ud over at nødvendiggøre en bedømmelse af forhold, der klart adskiller sig fra sådanne, som typisk vil forekomme i private kundeforhold, at forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneafhøringer, som efter sin art og sit omfang ikke findes at burde ske for Ankenævnet, jf. herved i det hele § 2, stk. 2, og § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnet afviser derfor sagen.

Det tilføjes, at Ankenævnet ikke har kompetence til at besvare spørgsmål om, hvorvidt en given handlemåde er i strid med god bankskik, men at spørgsmål herom vil kunne forelægges for Finanstilsynet.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.