Indklagedes ekspedition i forbindelse med frigivelsen af skødedeponeringskonto.

Sagsnummer:53/2003
Dato:16-09-2003
Ankenævn:John Mosegaard, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Skødedeponeringskonto - frigivelse
Ledetekst:Indklagedes ekspedition i forbindelse med frigivelsen af skødedeponeringskonto.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes ekspedition i forbindelse med frigivelsen af skødedeponeringskonto.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med klagernes køb af en fast ejendom med overtagelse i sommeren 2002 blev der hos indklagede, der er sælgers pengeinstitut, etableret en sædvanlig skødedeponeringskonto.

Den 12. og henholdsvis 17. september 2002 underskrev klagerne og sælgerne refusionsopgørelse, der udviste en saldo på 3.855 kr. i klagernes favør.

Ved skrivelse af 13. november 2002 orienterede klagernes rådgiver R, som berigtigede handlen, indklagede om, at skødedeponeringskontoen ikke kunne frigives, idet der ikke forelå tinglyst skøde uden retsanmærkninger, ligesom et pantebrev til Totalkredit var blevet lyst med retsanmærkning.

Ved skrivelse af 20. november 2002 meddelte R indklagede tilladelse til at frigive skødedeponeringskontoen, dog således at refusionssaldoen på 3.855 kr. i klagernes favør skulle tilbageholdes, indtil indklagede havde modtaget kopi af refusionsopgørelsen med klagernes og sælgernes underskrifter. R anmodede samtidig om, at refusionsbeløbet, når kopi af refusionsopgørelse var modtaget, blev overført til klagernes konto i pengeinstituttet J.

Den 25. november 2002 fremsendte R til indklagede kopi af refusionsopgørelsen med parternes underskrifter.

Ved skrivelse af 25. november 2002 meddelte sælger klagerne, at sælger havde et rentekrav som følge af for sen frigivelse af skødedeponeringskontoen. Sælger opgjorde sit rentetab til 4.832,39 kr. Det fremgik, at sælger mente at have lidt et rentetab som følge af, at en sælger bevilliget boligkredit først havde kunnet nedbringes den 20. november 2002 ved frigivelsen af skødedeponeringskontoen.

Ved skrivelse af 28. november 2002 meddelte klagerne sælger, at de ikke mente at hæfte for det opkrævede beløb.

Indklagede har anført, at sælger den 27. november 2002 kontaktede indklagede telefonisk for at gøre indsigelse mod refusionsopgørelsen. Sælger meddelte, at refusionsbeløbet på 3.855 kr. ikke måtte udbetales til klagerne. Sælger oplyste, at han havde et krav, som ikke var medtaget i refusionsopgørelsen. Man vurderede, at sælgers indsigelse måtte medføre, at man ikke kunne udføre R's instruks i henhold til skrivelsen fra R af 25. november 2002. Ved en fejl overførte man alligevel den 28. november 2002 refusionsbeløbet til klagernes pengeinstitut J. Man blev dog straks opmærksom på fejlen og kontaktede samme dag J. J indhentede klagernes accept, hvorefter beløbet blev tilbageført til indklagede. Beløbet blev herefter fejlagtigt indsat på sælgers konto til fri disposition.

Ved skrivelse af 17. december 2002 protesterede R over for indklagede mod, at refusionsbeløbet var blevet udbetalt til sælger, og krævede beløbet tilbageført snarest muligt til skødedeponeringskontoen, ligesom indklagede skulle anerkende, at sælger ikke kunne gøre indsigelse mod den foreliggende refusionsaftale og derfor var forpligtet til på klagers anmodning at overføre refusionsbeløbet til klagernes konto hos J.

Ved skrivelse af 9. januar 2003 meddelte indklagede R, at refusionsbeløbet snarest muligt ville blive overført til en skødekonto.

Parternes påstande.

Klagerne har den 6. februar 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.855 kr., subsidiært at indklagede tilpligtes at friholde dem for deres tab, de måtte blive påført ved at inddrive beløbet hos sælger.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at sælgerne uberettiget afkrævede dem et rentegodtgørelsesbeløb på ca. 4.800 kr. Der var tale om renter vedrørende et privat lån, som sælger havde optaget til finansiering af blandt andet reparationer på en nyerhvervet ejendom samt køb af rejsevaluta.

Ved skrivelsen af 25. november 2002 gjorde sælger ikke indsigelse mod refusionsopgørelsen. Sælgers ide om at kæde kravet om erstatning for renter sammen med refusionsopgørelsen blev først fremsat i skrivelsen af 28. november 2002, hvoraf indklagede modtog kopi.

Indklagede var således i god tro på det tidspunkt - den 28. november 2002 - hvor beløbet på 3.855 kr. blev overført til deres konto i J. Sælgers indsigelse mod refusionsopgørelsen kom først til indklagedes kundskab, efter at beløbet var overført, men inden for så kort et tidsrum eller under omstændigheder, der gjorde, at indklagede mente sig forpligtet til at søge beløbet tilbageført.

Dette understøttes af indklagedes egen oplysning om, at skødekontoen var lukket, da beløbet skulle føres tilbage, ligesom den ekspederende medarbejder hos indklagede overså, at enhver udbetaling fra skødekontoen kræver tilladelse fra den, som er ansvarlig for handlens berigtigelse, nemlig R. Indklagede havde derfor ikke ved beløbets modtagelse fra J ret til at indsætte beløbet på sælgers konto.

Konsekvensen af, at indklagede indsatte beløbet på 3.855 kr. på en ny skødekonto, er, at de nu er tvunget til at anlægge retssag mod sælger for at få beløbet frigivet, idet sælger fastholder sin "indsigelse".

Det bestrides, at R på deres vegne har accepteret tilbageførslen af beløbet. Det er deres påstand, at indklagede ikke modtog en indsigelse mod refusionsopgørelsen, men alene et krav fra sælger, der indeholdt det budskab, at beløbet skulle tilbageføres til sælger og derfor sættes ind på sælgers private konto. Dette støttes af, at kravet kom fra en sælger, der selv er bankmand og gift med en af indklagedes medarbejdere og derfor en person, som nyder så megen tillid, at indklagede ikke fandt det nødvendigt at bede om dokumentation endsige notere en dato og klokkeslæt. Kun ved at lægge denne antagelse til grund er det muligt at give en fornuftig forklaring på, hvorfor indklagede kunne begå den fejl at anbringe beløbet på sælgers private konto, når det må tages i betragtning, at det er åbenbart, at et beløb, der befinder sig på en skødekonto, ikke kan frigives efter anmodning fra en sælger.

Det er rigtigt, at de forsåvidt accepterede tilbageførslen, men indklagede havde ikke givet deres pengeinstitut eller dem tilstrækkelige oplysninger om baggrunden for anmodningen om tilbageførslen.

Indklagede overser, at deres pengeinstitut også var involveret i hushandlen og derfor ville have fortalt dem, hvis beløbet stammede fra skødekontoen, hvis dette havde været deres egen bank bekendt.

Det, som sælger kalder en indsigelse imod refusionsopgørelsen, er ikke en indsigelse men et krav om erstatning for renteudgifter på et privatlån. Sælgers påstand er, at renterne er løbet unødigt i vejret, fordi R skulle have forhalet købesummens frigivelse og derfor afskåret sælger fra at bruge købesummen til at nedbringe sit lån på et tidligere tidspunkt. Uanset om sælger måtte få ret i sin påstand om, at R skulle have frigivet købesummen for sent, er der efter dansk rets regler ikke grundlag for at pålægge erstatningspligt for renteudgifter, som har baggrund i manglende likviditet. Allerede af den grund kan sælgers erstatningskrav ikke inddrages som en post i en revideret refusionsopgørelse.

Det, som klagen drejer sig om, er, om indklagede, når man ved egne fejl og forsømmelser har bragt sig selv i ond tro angående berettigelsen af sælgers indsigelser, kan nægte at forholde sig til sin onde tro, når konsekvensen af en sådan adfærd er, at indklagede ved at sætte beløbet ind på en ny skødekonto i sælgers navn, gør sig til part i sagen ved at give sælger sikkerhed for et erstatningskrav, som indklagede bekendt, hverken vedrører refusionsopgørelsen eller skødekontoen i øvrigt.

Indklagede har anført, at det fastholdes, at sælger den 27. november 2002 kontaktede indklagede telefonisk for at gøre indsigelse imod refusionsopgørelsen. I denne forbindelse meddelte sælger, at refusionsbeløbet ikke måtte betales til klagerne. Efterfølgende - ved skrivelsen af 28. november 2002 - orienterede sælger klagerne om sit krav.

Indklagede måtte derfor ikke overføre refusionsbeløbet til klageren den 28. november, da sælgers indsigelse var modtaget forinden. Indklagede skal ikke forholde sig til berettigelsen af sælgers krav, ligesom klagerne har accepteret tilbageførslen af beløbet.

Den fejlagtige frigivelse af refusionsbeløbet til sælger er uden sammenhæng med den ene af sælgernes ansættelse hos indklagede.

Det bestrides, at indklagede har en selvstændig forpligtelse til at forholde sig til berettigelsen af sælgerens indsigelser. Netop ved igen at indsætte beløbet på skødekontoen har man rådet bod på de fejloverførelser, som skete, efter at sælger havde fremsat sin indsigelse mod refusionsbeløbet.

Man har ikke tilkendegivet en opfattelse af, at klagerne var fuldt informeret af deres pengeinstitut, men alene tilkendegivet, at J indhentede klagernes accept af tilbageførelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at det har betydning for sagens afgørelse, at det ved bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer afklares under hvilke forudsætninger J og klagerne accepterede tilbageførslen til indklagede af det frigivne beløb fra deponeringskontoen.

Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for Ankenævnet, afvises sagen, jf. vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.