Betalingskortlovens § 21, stk. 2, videregivelse af PIN-koden til tredjemand, § 21, stk. 3, nr. 2, groft uforsvarlig adfærd og § 21, stk. 3, nr. 3, meddelelse om bortkomst.

Sagsnummer:394/1999
Dato:16-02-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne:Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
Betalingstjenester - ikke groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst:Betalingskortlovens § 21, stk. 2, videregivelse af PIN-koden til tredjemand, § 21, stk. 3, nr. 2, groft uforsvarlig adfærd og § 21, stk. 3, nr. 3, meddelelse om bortkomst.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører hæftelse for misbrug af dankort.

Sagens omstændigheder.

Torsdag den 29. juli 1999 i tidsrummet fra kl. 10.59 til kl. 12.23 blev klagerens dankort, som var tilknyttet klagerens konto hos indklagede, anvendt ved én hævning på 2.000 kr. i en kontantautomat og 4 dankortkøb på henholdsvis 2.195 kr., 7.485 kr., 2.999 kr. og 2.415 kr., i alt 17.094 kr. Kortet blev herefter automatisk spærret af PBS.

Mandag den 2. august 1999 meddelte klageren indklagede, at hun ikke kunne vedkende sig de 5 hævninger, hvorpå indklagede krediterede klagerens konto de 17.094 kr.

Ved skrivelse af 16. september 1999 meddelte indklagede klageren, at hun hæftede for 12.609 kr., svarende til det samlede misbrug på 17.094 kr. med fradrag af 4.485 kr., svarende til det beløb, hvormed hævningen på 7.485 kr. oversteg dækningsgarantien over for betalingsmodtageren.

Indklagede hævede de 12.609 kr. på klagerens konto.

Parternes påstande.

Den 23. september 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for misbruget.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren, der har bopæl i Jylland, har anført, at hun den 28. juli 1999 efter en måneds ophold i Grønland ankom til Kastrup lufthavn, hvor hun blev hentet af en ven. De tog sammen hen til en af vennens bekendte, hvor de overnattede.

Om eftermiddagen den 29. juli 1999 tog hun hen til sin søster, der har bopæl i København. Om aftenen konstaterede hun, at dankortet ikke var i håndbagagen, men overbeviste sig selv om, at det var et sted i den øvrige bagage. Om aftenen den 30. juli 1999 konstaterede hun, at dette ikke var tilfældet, hvorpå hun forgæves forsøgte at spærre kortet ved telefonisk henvendelse til PBS.

Den 31. juli 1999, hvor hun rejste til Jylland sammen med vennen, lykkedes det hende at kontakte PBS.

Det er korrekt, at hun til indklagedes medarbejder har oplyst, at hendes mor og vennen havde fået oplyst PIN-koden til dankortet, men det bestrides, at hun skulle have oplyst, at hun ved, hvem der har foretaget misbruget.

Hun mente, at vennen havde fået oplyst PIN-koden til dankortet omkring den 11. april 1999, hvor hendes bror skulle konfirmeres, og hun skulle have nyt tøj, som vennen var med hende ude for at købe. Hun har nu konstateret, at vennen ikke fik PIN-koden til dankortet, men til hendes hævekort tilknyttet en konto i et andet pengeinstitut.

På misbrugstidspunktet var hendes mor i Jylland og vennen var sammen med hende.

Indklagede har anført, at klageren undlod at rette henvendelse til indklagede eller PBS, da hun den 29. juli 1999 savnede dankortet.

Misbruget startede den 29. juli 1999, hvor klageren netop tog afsked med vennen, som var bekendt med PIN-koden. Det må på denne baggrund konkluderes, at vennen har sat sig i besiddelse af dankortet og enten selv har benyttet kortet eller videregivet kort og PIN-kode til sine venner.

Under sagen har klagerens forklaringer ændret sig væsentligt fra gang til gang. Ved den første anmeldelse gav klageren tydeligt udtryk for, at vennen havde anvendt dankortet. Denne forklaring bør klageren fastholdes på.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det findes ikke godtgjort, at misbruget af klagerens dankort den 29. juli 1999 blev foretaget af en person, som har fået PIN-koden oplyst. Allerede som følge heraf hæfter klageren ikke uden beløbsbegrænsning for misbruget i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 2.

Efter det oplyste må det lægges til grund, at klageren tidligst den 29. juli 1999 om aftenen blev bekendt med, at dankortet var bortkommet. På dette tidspunkt havde misbruget fundet sted, og kortet var foranlediget spærret af PBS. Selv om det måtte kunne bebrejdes klageren, at hun ikke sørgede for, at kortet blev spærret før søndag den 31. juli 1999, finder Ankenævnet herefter ikke, at det videregående ansvar i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 2 og 3, kan gøres gældende over for klageren.

Klageren hæfter herefter alene for 1.200 kr. af misbruget, jf. betalingskortlovens § 21, stk. 1.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger kreditere klagerens konto 11.409 kr. med valør den 16. september 1999. Klagegebyret tilbagebetales klageren.