Rådgivning i december 2006 om investering i Kalvebod obligationer, der er udstedt af pengeinstituttet som ansvarlig lånekapital.

Sagsnummer:308/2009
Dato:19-01-2010
Ankenævn:Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen og Jørn Ravn
Klageemne:Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Rådgivning - investering
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning i december 2006 om investering i Kalvebod obligationer, der er udstedt af pengeinstituttet som ansvarlig lånekapital.
Indklagede:Amagerbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.
Denne klage vedrører Amagerbankens rådgivning af klageren vedrørende investering af et større beløb i obligationer udstedt af pengeinstitutter som ansvarlig lånekapital.


Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1937, var indtil et tidspunkt i 2009 kunde i Amagerbankens Tårnby afdeling.

Klageren havde i december 2006 et kontantbeløb på ca. 2.3 mio. kr. på konti i banken.

Den 13. december 2006 afregnede Amagerbanken klagerens køb af nominelt 1.080.000 kr. obligationer i 2 % Kalvebod PLC 2005/2013 til kurs 91,55.

Efter købet af obligationerne havde klageren hos Amagerbanken på kontantkonti 1.395.282 kr. samt i depot Amagerbankaktier for 11.305 kr. og værdien af Kalvebod obligationerne, 988.740 kr.

Klageren har anført, at baggrunden for købet af obligationerne var, at hun havde et større beløb stående på en konto, hvor bindingsperioden var udløbet. Bankens medarbejder tilbød hende 2 % obligationer fra Nykredit med udløb i 2010. Hun modtog ikke nærmere oplysninger om Kalvebod obligationerne, herunder at det drejede sig om ansvarlig lånekapital til en række pengeinstitutter.

Amagerbanken har anført, at klageren udtrykkeligt blev informeret om, at obligationerne havde sikkerhed i en portefølje af ansvarlig lånekapital udstedt af forskellige danske pengeinstitutter, og at klagerens risiko var, at hun ved et eventuelt bankkollaps kunne miste den procentandel, som pågældende pengeinstitut deltog med. Klageren fik forevist forsiden af informationsmateriale udarbejdet af Nykredit.

Af det af Amagerbanken omtalte informationsmateriale fra Nykredit fremgår på forsiden en fortegnelse over pengeinstitutterne bag Kalvebod PLC med procentangivelse for det enkelte pengeinstituts deltagele. Det fremgår, at der er tale om 13 daværende danske pengeinstitutter.

Den 24. september 2007 blev der for klageren udarbejdet en investeringsprofil, hvoraf fremgår, at klagerens tidshorisont var 5 år og risikovillighed var 3, hvor 1-3 svarer til lav risiko.

Den 25. september 2007 afregnede Amagerbanken klagerens køb af nominelt 550.000 kr. 2 % Kalvebod PLC 2014 til kurs 88,75.

Klageren har anført, at hun heller ikke ved købet af obligationerne i september 2007 fik oplyst, at obligationerne var ansvarlig lånekapital i pengeinstitutter. Amagerbanken bestrider klagerens sagsfremstilling.

I september 2008 modtog klageren oplysning fra Amagerbanken om, at den nominelle værdi af Kalvebod obligationerne købt i december 2006 ville blive nedskrevet som følge af Roskilde Banks problemer.

Ved brev af 20. september 2008 indgav klageren via en bekendt klage til Amagerbanken over rådgivningen i forbindelse med købet af Kalvebod obligationerne. Der fandt herefter en korrespondance sted mellem banken og klagerens repræsentant, ligesom der i februar 2009 blev afholdt et møde med banken, uden at der blev opnået en forligsmæssig løsning mellem parterne.

Af prospekt af 7. december 2005 for Kalvebod PLC fremgår:

"…

Investment in the Notes is only suitable for investors who:

(1)

Have the requisite knowledge and experience in financial and business matters, and access to, and knowledge of, appropriate analytical resources, to evaluate the information contained in the Base Prospectus and this Prospectus and the merits and risks of an investment in the Issuer in the context of such investors’ financial position and circumstances;

(2)

Are capable of bearing the economic risk of an investment in the issuer for an indefinite period of time:

…"

Amagerbanken har den 12. maj 2009 tilbageført klagerens køb af Kalvebod obliga­tionerne fra september 2007. Bankens beslutning herom er begrundet således i brev af 7. maj 2009 til klagers repræsentant:

"…

Pengeinstitutankenævnet har i en nylig afsagt kendelse (nr. 378/2008) ud fra et synspunkt om risikospredning pålagt Amagerbanken, at tilbagekøbe en post Kalvebod obligationer.

På baggrund af denne kendelse har vi revurderet sagen.

Vi køber den post obligationer tilbage, som [klageren] erhvervede den 25. september 2007.

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 19. marts 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Amagerbanken tilpligtes at tilbageføre hendes køb af Kalvebod obligationerne.

Amagerbanken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ved købet ikke modtog nærmere oplysning om Kalvebod obligationerne, herunder prospekt eller andet relevant informationsmateriale.

Tårnby afdelingen havde fået påbud om ikke at udlevere prospekt og andet skriftligt materiale.

Først på et møde i september 2008 fik hun kendskab til, at der ikke var tale om ordinære obligationer, men gældsbreve uden sikkerhed, hvor det investerede beløb var placeret som ansvarlig lånekapital i pengeinstitutter. Kalvebod papirerne var højrisiko papirer, og af prospektet fremgår, at papirerne kun var egnet for professionelle.

Nykredits redegørelse af 19. april 2006 blev hun først bekendt med under sagens forberedelse for Ankenævnet.

Hun har under forkerte forudsætninger af banken ladet sig lede til at købe spekula­tionspapirer i højrisikogruppen bl.a. ved, at banken tilbageholdt faktuelle oplysninger om papirets art, manglende sikkerhed samt løbetid.

I januar 2008 blev hun af banken for tredje gang tilbudt at købe Kalvebod obligationer, men afviste tilbuddet, da det blev oplyst, at der var tale om ansvarlig lånekapital, som hun meddelte, at hun ikke ville have noget at gøre med. Medarbejderen udlod da at oplyse, at hun allerede to gange tidligere havde købt tilsvarende obligationer.

Amagerbanken har anført, at klageren ved købet af obligationerne udtrykkeligt blev informeret om, at obligationerne havde sikkerhed i en portefølje af ansvarlig lånekapital udstedt af forskellige danske pengeinstitutter, og at hendes risiko var, at hun ved et eventuelt bankkollaps kunne miste en procentandel, svarende til det pågældende pengeinstituts andel.

Bankens medarbejder erindrer tydeligt, at klageren fik forevist forsiden af Nykredits informa­tionsmateriale om obligationerne, hvoraf fremgår, hvilke pengeinstitutter, der deltager i de forskellige Kalvebod obligationsafdelinger.

Klageren fik endvidere forevist bankens interne oversigt over investeringsforslag for obligationer, hvor de forskellige papirers fiktive forrentning efter skat fremgår.

Klageren traf på et oplyst grundlag beslutning om investeringen.

Klageren måtte indse, at Kalvebod obligationerne som følge af den højere effektive rente var forbundet med en større risiko end stats- og realkreditobligationer, og at hun ved at vælge obligationen accepterede den større risiko.

På baggrund af den viden, som ved investeringstidspunktet var til stede bestrides det, at der var tale om investering i højrisiko papirer.

Det fremlagte uddrag af prospektet for Kalvebod Iobligationerne kan ikke læses, som om obligationen kun var egnet for professionelle investorer.

Det bemærkes i øvrigt, at klageren i oktober 2007 investerede for ca. 155.000 kr. i Plus 3 Valuta 2009 samt i oktober 2008 for 198.500 kr. i AP Møller Mærsk, 96.000 kr. i Danske Bank og 131.750 kr. i Novo Nordisk B.

Klageren har uden rådgivning fra banken foretaget investeringerne i enkeltaktier, som alt andet lige er mere risikobetonede end investeringen i Kalvebod papirerne.

Banken har ikke garanteret et bestemt afkast, eller at investeringen ville blive indfriet til kurs 100. Bankens rådgivning om værdipapirer baserer sig på forventninger, som kan vise sig ikke at holde stik. Klageren traf selv beslutningen om investeringen og må bære risikoen herfor.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det bemærkes indledningsvis, at Ankenævnet havde fundet det hensigtsmæssigt, såfremt der var sket en opdeling af det investerede beløb på flere værdipapirer. Dette forhold kan imidlertid ikke i sig selv danne grundlag for erstatningsansvar for Amagerbanken.

Klageren har anført, at hun ikke modtog nogen rådgivning om Kalvebod obligationernes karakter, og at hun først i september 2008 blev klar over, at der ikke var tale om en ordinær obligation, mens Amagerbanken har anført, at klageren før købet i 2006 udtrykkeligt blev informeret om risikoen ved obligationerne.

Det må således anses for uafklaret, om Amagerbanken ved sin rådgivning af klageren forud for dennes køb af Kalvebod obligationerne i 2006 på fyldestgørende måde oplyste om den risikomæssige forskel mellem disse obligationer og realkreditobligationer.

På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :






Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales til klageren.