Realkreditbelåning, ekspeditionstid. Afvisning, bevis.

Sagsnummer:660/1994
Dato:16-11-1995
Ankenævn:Niels Waage, Inge Frølich, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Ledetekst:Realkreditbelåning, ekspeditionstid. Afvisning, bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I sommeren 1993 rettede indklagede skriftlig henvendelse til en række kunder, herunder klagerne, med oplysning om de muligheder, som var til stede vedrørende omprioritering af eksisterende realkreditlån. På grundlag heraf henvendte klagerne sig til indklagede, som i skrivelse af 2. august 1993 fremsendte en konsekvensberegning for omprioritering af klagernes ejendom. Klagerne havde et eksisterende mixlån i BRF-kredit 9% med en obligationsrestgæld på ca. 539.000 kr. I skrivelsen anførte indklagede, at det eksisterende lån forudsattes erstattet af et kontantlån på 554.000 kr. med løbetid 27 år, hvilket ville give en månedlig besparelse på 596,25 kr. efter skat.

Klagerne har anført, at de på grundlag af indklagedes konsekvensberegning traf beslutning om at gennemføre konverteringen. Ejendommen blev herefter vurderet af Realkredit Danmarks vurderingsmand ultimo august 1993. Ifølge indklagede havde klagerne på dette tidspunkt ikke truffet endelig beslutning om gennemførelse af en omprioritering. Klagerne ønskede ikke at bruge unødige omkostninger før den endelige beslutning blev truffet. Det besluttedes derfor at foretage konverteringsberegninger på baggrund af et låneformidlerskifte til Realkredit Danmark, med hvem indklagede da havde et samarbejde, som muliggjorde, at man kunne få lånetilbud uden gebyrberegning.

Ved skrivelse af 30. september 1993 til indklagede anmodede Realkredit Danmark om at modtage yderligere oplysninger om klagernes økonomiske forhold, forinden en egentlig lånesagsbehandling kunne påbegyndes. Af skrivelsen fremgik, at der måtte påregnes en ekspeditionstid på p.t. ca. 1 måned. Indklagede anmodede klagerne om at indsende oplysningerne til Realkredit Danmark, hvilket herefter skete.

Klagerne har oplyst, at de flere gange i efteråret 1993 i forbindelse med andre ekspeditioner hos indklagede forespurgte til ekspeditionen af omprioriteringssagen. Indklagedes medarbejdere meddelte hver gang, at kreditforeningerne havde travlt, hvilket var baggrunden for ekspeditionstidens længde. Ifølge indklagede blev Realkredit Danmark rykket for lånetilbud i januar 1994. Realkredit Danmark har oplyst til indklagede, at lånesagsbehandlingen påbegyndtes 21. januar 1994.

Den 8. februar 1994 fremsendte Realkredit Danmark lånetilbud på et 30-årigt kontantlån på 555.000 kr. til indklagede. Indklagede fremsendte omkring den 15. s.m. tilbuddet til klagerne med opfordring til at aftale et møde, hvilket aftaltes til den 22. s.m.

Om mødet den 22. februar 1994 har indklagede oplyst, at indklagedes medarbejder gennemgik relevant materiale omkring omprioritering herunder muligheden for at kurssikre, ligesom klagerne opfordredes til at stille spørgsmål, såfremt de var i tvivl. Klagerne ønskede ikke at træffe endelig beslutning om at foretage omprioriteringen, men ville overveje spørgsmålet. Ifølge klagerne undlod de på mødet at træffe beslutning om at hjemtage det nye lån, fordi det ikke længere var fordelagtigt at foretage omprioriteringen.

Den 2. marts 1994 underskrev klagerne pantebrev vedrørende lånet til Realkredit Danmark. Indklagede har oplyst, at det aftaltes at sende pantebrevet til tinglysning inden opsigelsen af det eksisterende lån, idet der forventedes at ske stigning i obligationskurserne inden 1. april 1994. Ifølge indklagede blev klagerne gjort opmærksom på, at der var tale om en forventning med hensyn til kursudviklingen, men at ingen kunne forudsige denne.

Efter at klagerne havde indleveret skødet på ejendommen til brug for tinglysning, fremsendtes pantebrevet den 15. marts 1994 til lysning.

Den 27. april 1994 opsagde indklagede det eksisterende BRF-kreditlån. Ifølge indklagede skete dette efter aftale med klagerne. Klagerne bestrider, at de med indklagede havde indgået aftale herom. Ifølge indklagede blev det på dette tidspunkt aftalt, at begge parter nøje skulle følge kursudviklingen i obligationskurserne.

På et møde den 7. juni 1994 modtog klagerne ny konsekvensberegning for en omprioritering på grundlag af aktuelle kurser. På grundlag heraf rettede klagerne henvendelse til advokat, som forgæves forsøgte at tilbagekalde opsigelsen af BRF-kreditlånet.

Den 8. juli 1994 afregnede Realkredit Danmark kontantlånet.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning med 121.300 kr. Beløbet udgør mistet besparelse ved omlægning på 25.800 kr., 4 års forlænget løbetid, nutidsværdi 75.500 kr. samt omkostninger 20.000 til klagernes advokat.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klagerne har anført, at de på initiativ fra indklagede påbegyndte omprioriteringen, idet de var stillet en besparelse på ca. 600 kr. månedligt i udsigt. På grundlag af indklagedes konsekvensberegning fra primo august 1993 traf de beslutning om at gennemføre konverteringen. Dette er dokumenteret ved, at ejendommen blev vurderet af kreditforeningen ultimo august 1993. Skiftet af låneformidler medførte en forlænget sagsekspedition, idet det var nødvendigt, at ejendommen blev besigtiget, ligesom der skulle fremsendes oplysninger om klagernes økonomiske forhold. Indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved ikke at søge lånesagen gennemført inden for rimelig tid. Endvidere har indklagede ikke på noget tidspunkt rådgivet klagerne med hensyn til muligheden for kurssikring. Hertil kommer, at indklagede uden aftale med klagerne opsagde det eksisterende BRF-kreditlån, hvilket gjorde, at det var nødvendigt at gennemføre omprioriteringen. Det bestrides, at sagen ikke skulle have den fornødne klarhed.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er en sådan uenighed om det faktiske hændelsesforløb, at sagen ikke er egnet til afgørelse i Ankenævnet, men vil kræve en bevisførelse, der ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises efter nævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at indklagede ikke har begået fejl i forbindelse med rådgivningen omkring sagens ekspedition. Klagerne er blevet orienteret om alle muligheder i forbindelse med omprioriteringen, herunder kurssikring. Klagerne blev gjort opmærksom på markedets forventninger til kursudviklingen, men at klagerne selv måtte træffe den endelige beslutning herom. Den endelige beslutning om omprioritering blev først taget af klagerne i marts 1994, og der er derfor ikke grundlag for at bebrejde indklagede den lange ekspeditionstid. Hertil kommer, at indklagede ikke kan gøres ansvarlig for sagsbehandlingstiden hos Realkredit Danmark; klagerne var indforstået med, at lånetilbud blev hjemtaget fra Realkredit Danmark.

Ankenævnets bemærkninger:

Der foreligger modstridende oplysninger, navnlig om 1) hvornår klagerne endeligt besluttede sig for at foretage omprioritering, 2) hvorvidt indklagedes medarbejdere har rådgivet med hensyn til kurssikring og 3) hvorvidt opsigelsen af det eksisterende lån skete med eller uden klagernes samtykke.

Ankenævnet finder, at disse centrale punkter må afklares for, at der kan træffes en afgørelse i sagen, og at en såden afklaring forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.