Rådgivning om kreditorbeskyttelse i forbindelse med udbetaling af kapitalpensionsforsikring til person under konkurs. Spørgsmål om ansvar for overførsel af de udbetalte beløb til konkursboet.

Sagsnummer:356/1998
Dato:10-03-1999
Ankenævn:Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kapitalpensionskonti - rådgivning
Ledetekst:Rådgivning om kreditorbeskyttelse i forbindelse med udbetaling af kapitalpensionsforsikring til person under konkurs. Spørgsmål om ansvar for overførsel af de udbetalte beløb til konkursboet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar for mangelfuld rådgivning i forbindelse med udbetalingen af klagerens kapitalpensionsforsikringer og for overførsel af midler hidrørende fra kapitalpensionerne til klagerens konkursbo.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i april 1937, oprettede i henholdsvis 1973 (I) og 1984 (II) to kapitalpensionsordninger (arbejdsgiverordninger) i en bank og et forsikringsselskab. Kapitalpensionsordningerne blev efterfølgende overført til et forsikringsselskab, som er koncernforbundet med indklagede.

I oktober 1992 blev klageren erklæret konkurs. Konkursboet er ikke afsluttet.

Ved skrivelser af 19. marts 1997 til klageren meddelte forsikringsselskabet under overskriften "Udbetaling af Deres livsforsikring", at klagerens forsikringer kom til udbetaling den 1. maj 1997. Forsikringssummen inkl. bonus vedrørende I udgjorde 3.769.844 kr. En del heraf skulle afgiftsberigtiges med 25% og i øvrigt med 40%. Forsikringssummen i henhold til II blev inkl. bonus opgjort til 601.467 kr., der skulle afgiftsberigtiges med 40%. Af skrivelserne fremgår i øvrigt bl.a.:

"Da forsikringen er en pensionsordning, skal der ifølge pensionsbeskatningslovens regler betales afgift af forsikringens værdi.

Statsafgiften bliver lempeligst, når alle opsparinger og kapitalforsikringer i pensionsøjemed afgiftsberigtiges i samme kalenderår.

.....

Det seneste tidspunkt udbetalingen kan udskydes til, er den 17.12.2007.

Hvis udbetalingen skal udskydes, beder vi Dem meddele os om det nye udbetalingstidspunkt samt indsende policen. Vi vil herefter kunne oplyse Dem om hvilke helbredsoplysninger m.v. udskydelsen vil indebære."

Den 30. april 1997 udbetalte forsikringsselskabet til klageren ved check 306.686 kr. svarende til den del af kapitalpension I, hvoraf der blev beregnet afgift på 25%. Klageren indsatte beløbet på to nyoprettede konti hos indklagede fordelt med 300.000 kr. på en højrentekonto og 6.686 kr. på en almindelig indlånskonto.

På klagerens anmodning overførte indklagede den 25. juni 1997 273.020 kr. fra højrentekontoen til tredjemand.

Ved skrivelser af 7., 9. og 10. juli 1997 til klageren fremsendte forsikringsselskabet ved check restudbetalingen vedrørende kapitalpension I på 2.016.598 kr. og rentegodtgørelse vedrørende dette beløb på 19.680 kr. samt udbetaling i henhold til kapitalpension II på 364.553 kr., i alt 2.400.831 kr.

Checkbeløbene blev af klageren indsat på en nyoprettet konto hos indklagede.

Ved skrivelse af 19. juli 1997 til indklagede anmodede klageren om overførsel af 2.400.000 kr. til en tredjemand (et anpartsselskab), der var kontohaver hos indklagede.

Ved telefaxskrivelse af 21. juli 1997 til klageren afslog indklagede at gennemføre overførslen. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Vi må desværre meddele Dem - at da vi er bekendt med, at De er under konkursbehandling - ser vi os ikke i stand til at foretage denne overførsel, medmindre der foreligger en instruks herom fra bobestyrer, kurator eller skifteretten."

Klageren protesterede over indklagedes manglende gennemførelse af overførslen og tog forbehold om erstatning.

Under sagen er fremlagt den efterfølgende korrespondance mellem klagerens advokat og indklagede om sagen.

På baggrund af en anmodning fra konkursboets kurator overførte indklagede den 23. februar 1998 restindeståendet på højrentekontoen på 29.690 kr. inkl. rente og indeståendet på den i juli 1997 oprettede konto på 2.440.888 kr. inkl. rente, i alt 2.470.578 kr., til konkursboet.

Parternes påstande.

Den 28. oktober 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han under et møde med forsikringsselskabet primo 1997 forhørte sig om udbetaling af ordningerne navnlig under hensyn til, at han var under konkurs. Selskabets repræsentant forklarede, at risikoen for at blive erklæret konkurs en gang til først ville være aktuel, når pengene havde stået på en konto hos f.eks. indklagede i mere end 3 måneder, idet han indtil 3-måneders periodens udløb ville have en ubetinget kreditorbeskyttelse. På baggrund af skrivelserne af 19. marts 1997 blev der afholdt et nyt møde med forsikringsselskabet med henblik på at afklare, hvorledes der skulle disponeres ved udbetalingen af ordningerne. Det viste sig at være muligt i første omgang alene at få udbetalt den del af I, der skulle afgiftsberigtiges med 25%, og at der herefter inden udgangen af 1997 skulle træffes endelig beslutning om disponeringen af restbeløbet, hvilket blev løsningen. I forbindelse med udbetalingen den 30. april 1997 var han til møde med en navngiven medarbejder hos indklagede. Han orienterede medarbejderen om drøftelserne med forsikringsselskabet, herunder navnlig at han var under konkurs, men at han havde forstået forsikringsselskabets medarbejdere således, at han ville være ubetinget kreditorbeskyttet i 3 måneder fra forsikringssummernes udbetaling, og at han i denne periode frit kunne råde over pensionsprovenuerne. Medarbejderen rettede telefonisk henvendelse til forsikringsselskabet og bekræftede herefter rigtigheden af det oplyste. Den 25. juni 1997 kunne han konstatere, at det med indklagedes medarbejder drøftede og aftalte holdt stik, idet anmodningen om overførsel af 273.020 kr. fra højrentekontoen til tredjemand blev gennemført uden indsigelse. De efterfølgende forsikringsudbetalinger blev således indsat på en konto hos indklagede i berettiget forventning om, at beløbene kunne videredisponeres herfra. Såfremt indklagede var uenig heri, burde han være blevet orienteret herom. Indklagede burde i hvert fald have undladt at fremsende midlerne til konkursboet, indtil det var afklaret, hvem midlerne tilhører. Indeståenderne var omfattet af kreditorbeskyttelsen i retsplejelovens § 513, stk. 1, jf. forsikringsaftalelovens § 116, stk. 1. Indklagede var derfor ikke berettiget til at afslå overførselsanmodningen af 19. juli 1997 og har handlet ansvarspådragende herved. Subsidiært har indklagede, der var bekendt med, at han er under konkurs, handlet ansvarspådragende ved at yde mangelfuld rådgivning i forbindelse med udbetalingen af ordningerne. Indklagede har endvidere handlet ansvarspådragende ved at fremsende midlerne til konkursboet, idet man herved uberettiget har taget stilling til spørgsmålet om, hvem midlerne tilhører.

Indklagede har anført, at midlerne efter udbetalingen fra forsikringsselskabet ikke var kreditorbeskyttet, og at man var forpligtet til at udbetale midlerne til boet, jf. konkurslovens § 32 og § 29. Klageren må henvises til at rette sit eventuelle krav mod konkursboet, som efter konkurslovens § 82 er pligtig til at udlevere til rette vedkommende, hvad der ikke kan inddrages i konkursmassen. Under et møde hos indklagede primo 1998 har klageren erkendt, at selskabet inden udbetalingen havde tilkendegivet, at en udbetaling af forsikringsmidlerne som sket ville indebære, at midlerne tilfaldt konkursboet. Drøftelserne vedrørende 3-månedersreglen i retsplejelovens § 512, stk. 3, hos indklagede den 30. april 1997 beroede på, at muligheden for en 3-måneders kreditorbeskyttelse for langt størsteparten af ordningerne var til stede på dette tidspunkt, idet udbetaling endnu ikke havde fundet sted. Midlerne skulle i givet fald forblive i forsikringsselskabet. Ved udbetalingen tilhørte midlerne konkursboet. Kreditorbeskyttelsen i retsplejelovens § 513 dækker alene forsikringsydelser vedrørende invaliditet og godtgørelse for tab af forsørger, men ikke kapitalpensionsmidler. Det erkendes, at overførslen på 273.020 kr. til tredjemand skete med urette. Først på baggrund af overførselsanmodningen på 2.400.000 kr. fandt man anledning til at vurdere sagen nærmere og måtte herefter konstatere, at klageren ikke var berettiget til at disponere. Klageren har ikke lidt tab ved, at midlerne blev indsat på konto hos indklagede, idet midlerne straks fra klagerens modtagelse af checkene fra forsikringsselskabet tilhørte konkursboet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har - med henvisning bl.a. til retsplejelovens § 513, stk. 1 - gjort gældende, at de beløb hidrørende fra hans kapitalpensionsforsikringer, som indestod på konti hos indklagede, var unddraget fra kreditorforfølgning, og at indklagede derfor har handlet ansvarspådragende ved at afvise at efterkomme hans overførselsanmodning af 19. juli 1997 og ved efterfølgende at indbetale beløbene til hans konkursbo. En stillingtagen til, hvorvidt indklagede på dette grundlag måtte have pådraget sig erstatningsansvar over for klageren, og til spørgsmålet om dennes tab, forudsætter imidlertid, at der i forholdet mellem klageren og konkursboet træffes afgørelse om retten til midlerne. I anden række har klageren gjort gældende, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar for fejlagtig eller mangelfuld rådgivning vedrørende konsekvenserne af, at pensionsforsikringerne blev udbetalt fra forsikringsselskabet. Dette anbringende får imidlertid kun selvstændig betydning, såfremt udbetalingen af midlerne fra forsikringsselskabet indebar, at de ikke længere var unddraget fra kreditorforfølgning, og forudsætter således ligeledes en afgørelse af dette spørgsmål i forholdet mellem klageren og konkursboet. Hertil kommer, at en stillingtagen til spørgsmålet om rådgivningsansvar ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Af de anførte grunde finder Ankenævnet, at klagen er uegnet til behandling i nævnet, og sagen afvises derfor i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.