Krav om realisation af sikkerhed, spørgsmål om individuel renteændring.

Indledning.

Denne klage vedrører klagernes erstatningskrav i anledning af indklagedes krav om klagernes salg af deres sommerhus samt rentekompensation vedrørende klagernes lån hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H. Begge klagere var under uddannelse indtil 1997. H blev færdig med sin uddannelse i januar 1997, men var arbejdsløs indtil år 2000. M blev færdig med sin uddannelse i juni 1997 og opnåede fast arbejde fra 1. august 1997.

Ved gældsbrev af 12. februar 1997 blev klagernes lån hos indklagede forhøjet med ca. 48.000 kr. til 175.000 kr. Forhøjelsen blev anvendt til indfrielse af andre gældsposter. Klagerne havde desuden en kassekredit samt et studielån hos indklagede. Indklagede havde sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i H's sommerhus.

Af gældsbrevet af 12. februar 1997 fremgår, at lånet skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt, første gang 28. februar 1997. Lånets rente var p.t. 10 % af saldoen op til 40.000 kr. og 9 % af saldoen over 40.000 kr. Gældsbrevet indeholder sædvanlige kreditoplysninger. Det fremgår, at lånets sidste ydelse ville være på 1.620,43 kr. med forfald 30. marts 2009. Det samlede antal ydelser ville være 146. Af gældsbrevets generelle vilkår fremgår:

"10. Løbetid:

Den angivne løbetid er fastsat på baggrund af den nuværende rentesats. Der tages derfor forbehold for ændringer i løbetiden som eksempelvis følger af renteændringer, pålagte omkostninger i løbetiden eller ændring i tilbagebetalingsaftalen."

Af årsoversigt ultimo 1997 fremgår, at klagernes gæld til indklagede udgjorde i alt 580.540,11 kr. fordelt med studielånet på 342.474,61 kr., lånet etableret i 1997 (restgæld 168.788,17 kr.) og kassekreditten med en saldo på 69.276,79 kr.

På et møde omkring årsskiftet 1997/1998 hos indklagede blev klagernes engagement drøftet. Ifølge indklagede ønskede man, at klagerne solgte deres sommerhus for at nedbringe gælden. Ifølge klagerne tvang indklagede dem til at sætte sommerhuset til salg.

Klagerne har oplyst, at de satte sommerhuset til salg i foråret 1998, og at det blev solgt for 240.000 kr. Af provenuet blev 60.000 kr. anvendt til indfrielse af kassekreditten, mens de fik 60.000 kr. udbetalt kontant.

Klagerne har anført, at M, der havde bijob bl.a. som taxachauffør, i 2003 blev udsat for et voldeligt overfald og derfor ophørte med taxakørsel. De blev således nødt til at justere deres økonomi. De foreslog indklagede at sælge bilen og anvende provenuet på ca. 60.000 kr. til fuldstændig indfrielse af lånet. Dette afslog indklagede. De anmodede herefter indklagede om en nedsættelse af rentesatsen på lånet.

Klagerne har fremlagt et udkast til gældsbrev af 15. december 2003, hvorefter lånets daværende restgæld på 118.873,84 kr. skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.400 kr.; renten var 8 % af saldoen op til 40.000 kr. og 10,75 % af saldoen over 40.000 kr. Sidste ydelse på lånet skulle betales 30. juli 2015.

Klagerne har anført, at de afslog at ændre lånet, da de fandt, at det ville afskære dem fra fremtidige ankemuligheder.

Ved skrivelse af 14. februar 2005 rettede klagerne henvendelse til indklagede om lånet, hvis restgæld var ca. 105.000 kr. Klagerne anførte, at renten ikke var nedsat i overensstemmelse med den generelle renteudvikling, samt at lånet med den nuværende ydelse ikke ville kunne være tilbagebetalt som forudsat ved etableringen. Et andet pengeinstitut havde oplyst, at restgælden maksimalt ville have været 40.000 kr., hvis de havde fået en reel og ordentlig behandling. Klagerne foreslog derfor, at indklagede acceptere, at lånet blev indfriet ved betaling af 40.000 kr. Kunne indklagede ikke accepterede dette, anmodede de om nærmere oplysninger om afviklingen af lånet. Ved skrivelse af 28. s.m. rykkede klagerne for svar.

Ved skrivelse af 3. marts 2005 meddelte indklagede, at man ikke kunne acceptere klagernes tilbud om betaling af 40.000 kr. til indfrielse af lånet. Såfremt klagerne ønskede yderligere oplysninger om lånet, end hvad fremgik af, hvad klagerne tidligere havde modtaget, ville indklagede beregne sig 500 kr. pr. anvendt time ved fremfind­ing af disse oplysninger.

Under sagen er fremlagt kontoudtog for lånet for perioden 31. december 1998 - 30. december 2004; kontoudskrifter for 1997 har ifølge indklagede ikke kunnet fremlægges. Kontoudskrifterne indeholder tidspunkt for renteændringer samt angivelse af rentesatsen efter ændringen. Under sagens forberedelse har indklagede oplyst om sine generelle renteændringer af udlån siden februar 1997. Kontoudskrifternes og indklagedes oplysning om generelle renteændringer er således:

Indklagede har fremlagt en beregning af lånets restløbetid, hvoraf fremgår, at med rentesatserne pr. 15. september 2005 (8 % op til 40.000 kr. og 10,75 % over 40.000 kr.) er tilbagebetalingstiden et år og syv måneder længere end den oprindeligt aftalte. Dette skyldes ifølge indklagede, at de nuværende vilkår for lånet er forskellige fra de oprindelige vilkår.

Indklagede har endvidere fremlagt en beregning, hvoraf fremgår, at et lån med en hovedstol på 175.000 kr. og en ydelse på 2.000 kr. og rente 10 % for saldo op til 40.000 kr. og 9 % for saldo over 40.000 kr. vil være afviklet efter 146 ydelser a 2.000 kr. og én ydelse a 228,15 kr. Forskellen i forhold til den indgåede aftale skyldes ifølge indklagede, at beregningen er foretaget på forskellige datoer, således at der ikke er et lige antal dage til første ydelse.

Parternes påstande.

Klagerne har den 14. juni 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning samt at nedsætte lånets restgæld.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at der i løbet 1997 kom en ny bestyrer i den afdeling, hvor de var kunder. Omkring årsskiftet 1998 blev de indkaldt til møde med bestyreren og deres kontaktperson. Indklagede påpegede, at deres gældsposter var for store, samt at afvikling af studielånet skulle påbegyndes i løbet af 1998, hvorfor indklagede ikke mente, at de havde råd til at beholde sommerhuset.

De meddelte, at M netop var startet med fuld løn, og at M ville bibeholde ekstrajobbet som taxachauffør, ligesom der var andre muligheder for ekstraindtægter. De anførte, at det var uheldigt at sælge sommerhuset på dette tidspunkt, hvor der blev forudset store prisstigninger på fast ejendom.

Bestyreren meddelte, at de kunne vælge mellem selv at sætte sommerhuset til salg eller blive tvunget til at sælge det af ham.

Efter salget af sommerhuset viste det sig, at de kunne have beholdt sommerhuset, idet M's årsindkomst i 1999 var på 518.000 kr. som følge af en del ekstraindtægter.

Efter at M i april 2003 havde været udsat for det voldelige overfald, ophørte M med at køre taxa. I den forbindelse blev de nødt til at justere deres økonomi. De foreslog et salg af deres bil med et provenu på ca. 60.000 til fuldstændig indfrielse af lånet på oprindeligt 175.000 kr. Dette afviste indklagede, som i stedet foreslog en gældssanering.

De anmodede forgæves om en lavere rentesats på lånet og modtog i den forbindelse lånetilbuddet i december 2003. De fandt dog ikke tilbuddet acceptabelt.

Efter at de havde modtaget årsoversigten for 2004, oplyste deres bankrådgiver i et andet pengeinstitut, at indklagede havde udsat dem for en grov behandling bl.a. i forbindelse med kravet om salg af sommerhuset.

De stiller spørgsmålstegn ved, om det var lovligt, at indklagede tvang dem til at sælge sommerhuset i 1998, da de havde overholdt aftaler og havde udsigt til større indtægter.

De finder, at de har krav på erstatning, da der allerede dengang blev forudset prisstigninger på fast ejendom. De skønner, at de i dag kunne sælge sommerhuset for det dobbelte, hvorfor indklagede bør betale erstatning herfor.

På mødet i januar 1998 gjorde de indklagede opmærksom på, at den hidtidige aftale havde været, at indklagede tillod en betragtelig gæld i studietiden, indtil M var kommet i fast arbejde; herefter skulle der etableres en aftale om tilbagebetaling. M var klar over, at det ville være hårdt med forskellige bijob, men de var indstillet herpå.

Indklagedes anbringende om, at de da i stedet kunne have søgt en anden bankforbindelse, anser de for utilstedeligt, idet de ikke var i stand til at låne andre steder på baggrund af deres økonomi.

Baggrunden for, at de ikke tidligere har rejst krav om erstatning i forbindelse med tvangssalget af sommerhuset, er, at de ikke var klar over klagemuligheder, som indklagede på intet tidspunkt har oplyst dem om.

De har i dagspressen set omtalt en sag vedrørende et billån, hvor långiver måtte acceptere det beløb, som bilen kunne indbringe, således at långiver ikke kunne rejse et restkrav. Deres sag kan sidestilles hermed.

Med hensyn til forrentningen af lånet mener de, at den oprindeligt forudsatte løbetid ikke holder bl.a. som følge af, at indklagede har undladt at regulere renten i overensstemmelse med renteudviklingen.

De beregninger, som indklagede har fremlagt under sagens forberedelse vedrørende lånets afvikling, dokumenterer, at indklagede har givet urigtige oplysninger i forbindelse med deres forespørgsler om udviklingen i lånets rentesats.

Indklagede har anført, at klagen hovedsagelig angår forhold, som fandt sted for ca. syv år siden. Man er generelt ikke forpligtet til at opbevare korrespondance vedrørende forhold, der fandt sted for mere end fem år siden, hvilket vanskeliggør besvarelsen af klagen.

Baggrunden for, at indklagede i 1998 opfordrede klagerne til at sælge sommerhuset, var klagernes økonomiske situation. Pr. 1. januar 1998 var klagernes gæld til indklagede ca. 580.000 kr. Deres månedlige rådighedsbeløb var negativt med ca. 2.600 kr., ligesom der igennem længere tid havde været overtræk på kassekreditten. Klagerne skulle endvidere påbegynde afvikling af studielånet i 1998.

På denne baggrund blev klagerne indkaldt til et møde primo 1998, hvor den økonomiske situation blev drøftet. Indklagede bad klagerne om at sælge sommerhuset, så gælden til indklagede kunne nedbringes, og klagerne kunne få styr på deres økonomi. Klagerne kunne sælge sommerhuset eller give indklagede salgsfuldmagt.

Indklagede tvang ikke klagerne til at sælge sommerhuset, men ønskede, at den aktuelle misligholdelse af engagementet blev bragt til ophør. Klagerne valgte at imødekomme indklagedes opfordring om salg af sommerhuset og stod selv for salget. Det stod klagerne frit for at finde en alternativ bankforbindelse, såfremt de ikke ønskede at sælge sommerhuset.

Det bestrides, at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne i forbindelse med kravet om salget af sommerhuset. Det må i øvrigt anses for udokumenteret, om sommerhuset ville have indbragt et større provenu ved et salg nu end i 1998.

Klagerne har udvist passivitet med hensyn til erstatningskravet begrundet i salget af sommerhuset, idet klagerne har forholdt sig passive i ca. syv år med hensyn til deres eventuelle krav om erstatning.

Indklagede har på intet tidspunkt givet klagerne tilsagn om at ville udstede saldokvittering mod modtagelsen af et mindre beløb end klagernes gæld. Indklagede har derfor ikke været forpligtet til at acceptere noget tilbud. Det er uden betydning, at alene en mindre del af indklagedes samlede tilgodehavende var sikret ved pantet i sommerhuset.

Indklagede fastsætter renten på udlån og kassekreditter ud fra en konkret vurdering af kundens økonomiske forhold. Herved lægges vægt på kundens månedlige rådighedsbeløb, formue samt sikkerheder. Indklagede er derfor ikke forpligtet til at følge udviklingen i markedsrenten. Det fremgår af låneaftalen, at såfremt priser og andre gebyrer ændres, kan dette medføre, at løbetiden forlænges eller forkortes. Klagerne var derfor informerede om, at såfremt vilkårene på lånet blev ændret, ville løbetiden kunne forlænges eller forkortes.

Renten på lånet er løbende blevet ændret i takt med generelle renteændringer hos indklagede. Renteændringerne fremgår af fremsendte kontoudtog.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at indklagede omkring årsskiftet 1997/1998 på retsstridig vis foranledigede klagerne til at sætte sommerhuset til salg. Beslutningen om salg af sommerhuset må anses for taget af klagerne selv under indtryk af, at indklagede oplyste, at man i modsat fald ville foranledige ejendommen solgt efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse, dvs. tvangsauktion. Det bemærkes herved, at klagerne ikke var afskåret fra at indfri deres engagement hos indklagede ved overførsel til et andet pengeinstitut, uanset at det ifølge klagernes egen vurdering ikke var muligt at finde et pengeinstitut, der var villig til at medvirke hertil.

Klagernes krav om erstatning begrundet i omstændighederne i forbindelse med salget af sommerhuset tages derfor ikke til følge.

Lånet etableret i februar 1997 på 175.000 kr. skulle i henhold til gældsbrevet forrentes med p.t. 10 % af saldoen op til 40.000 kr. og 9 % af saldoen over 40.000 kr. Ankenævnet lægger til grund, at lånets forrentning i mangel af aftale om det modsatte skulle følge indklagedes generelle renteændringer for lån af tilsvarende art.

Af kontoudtoget for 1999 fremgår, at lånets rentesatser pr. 8. februar 1999 var 10,75 %/ 9,75 %. Af oplysningerne om generelle renteændringer i perioden fra lånets etablering og indtil da fremgår, at der i perioden netto blev gennemført en renteforhøjelse på 1,5 %. Lånets rente skulle derfor pr. 8. februar 1999 være 10 %, henholdsvis 9 % med tillæg af 1,5 % eller 11,5 %/ 10,5 %. Rentesatserne pr. 8. februar 1999 er imidlertid lavere, og der er derfor ikke grundlag for at antage, at indklagede har gennemført en individuel renteforhøjelse af klagernes lån. Det fremgår endvidere, at renten for lånet den 11. maj 2004 blev nedsat fra 11,75 % til 8 % for så vidt angår saldoen fra 0 til 40.000 kr., uden at dette følger af gennemførte generelle renteændringer. Denne renteændring har heller ikke været til skade for klagerne.

Ankenævnet lægger herefter til grund, at indklagede ikke har foretaget uretmæssige individuelle renteændringer af lånet.

Det kan på det foreliggende grundlag ikke fastslås, at indklagede havde tilsikret klagerne en fast løbetid for lånet. Det fremgår af lånets almindelige betingelser, at løbetiden var fastsat på baggrund af den aktuelle rentesats, og at der blev taget forbehold for ændringer i løbetiden som følge af bl.a. renteændringer.

Det må lægges til grund, at den forlængede løbetid skyldes indklagedes manglende regulering af ydelsen.

I øvrigt bemærkes, at det må følge af Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 200, at klagernes påstand om kompensation som følge af en forlænget løbetid ikke kan tages til følge, selv om det antoges, at indklagede i forhold til klagerne havde begået en fejl ved ikke at regulere ydelsen, således at den oprindeligt forudsatte løbetid blev fastholdt.

Som følge heraf