Indsigelse vedrørende håndtering af kundeforhold samt opgørelse af gæld

Sagsnummer:92/2013
Dato:20-12-2013
Ankenævn:Kari Sørensen, Lani Bannach, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Astrid Thomas
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelse vedrørende håndtering af kundeforhold samt opgørelse af gæld
Indklagede:Santander Consumer Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af bankens håndtering af kundeforholdet samt bankens opgørelse af klagerens gæld efter en misligholdt leasingaftale indgået mellem klagerens firma og banken.

Sagens omstændigheder

I marts 2006 indgik klagerens firma /v klageren en leasingaftale med et finansieringsselskab, der var ejet af et pengeinstitut P, vedrørende en bil (bil 1).

Ankenævnet lægger til grund, at P på et ikke nærmere angivet tidspunkt overdrog leasingaftalen til Santander Consumer Bank (herefter banken) i henhold til P’s almindelige forretningsbetingelser for leasing.

I maj 2007 købte klageren selv en bil (bil 2) til 107.227 kr., hvoraf 91.626 kr. blev finansieret af banken. Som led i finansieringen af bilen, fik banken ejendomsforbehold heri, indtil det fulde beløb var betalt.

Af bankens almindelige forretningsbetingelser fremgår, at klageren var forpligtet til at holde bilen kaskoforsikret og sørge for, at forsikringsselskabet noterede bankens rettigheder.

Ifølge det oplyste misligholdte klageren i 2009 firmaets leasingaftale med banken, hvorefter bil 1 blev tilbageleveret og det tilbageværende gældsforhold overgik til inkassobehandling hos bankens advokat.

I den forbindelse sendte bankens advokat den 8. februar 2010 en skylderklæring til klagerens firma på 75.129 kr.

Da klageren ikke returnerede skylderklæringen, blev forholdet indbragt for retten. Inden retsmødet indgik klageren imidlertid aftale med bankens advokat om afvikling af gælden med 2.000 kr. om måneden, første gang den 1. august 2010.

Det fremgår af advokatens bekræftelse af afdragsaftalen til klageren, at det kommende fogedretsmøde fastholdes med henblik på at afbryde forældelsen.

Den 9. juli 2010 vedkendte klageren sig gælden i retten, hvorefter retten fastslog, at klageren skulle betale 72.387 kr. med tillæg af en månedlig rente på 2 % fra den 21. januar 2010 samt sagens omkostninger på 3.720 kr.

Banken har oplyst, at man for at fastslå tilstedeværelsen af udlægsegnede aktiver ligeledes fastholdt et fogedretsmøde den 15. september 2010. Indkaldelsen til fogedretsmødet blev sendt til klageren den 18. august 2010, hvori det skyldige beløb blev opgjort til 86.400 kr.

Ved en fejl havde bankens advokat ikke registreret klagerens indbetalinger i henhold til afdragsaftalen, som klageren imidlertid efterfølgende fremsendte dokumentation for til fogedretten. Ifølge banken blev disse betalinger godskrevet fogedretsopgørelsen fra fogedretsmødet den 15. september 2009.

Banken har under sagen oplyst, at klageren efterfølgende har overholdt afdragsordningen.

Den 3. marts 2011 skrev klageren til banken, idet hun oplyste, at hun var blevet kontaktet på sin bopæl af en repræsentant fra banken, der anmodede hende om at underskrive en ny skylderklæring. Klageren gjorde gældende, at hun følte sig presset til at underskrive gældsaftalen for at afværge en ny retssag samt at hun efterfølgende konstaterede, at beløbet i den nye skylderklæring uberettiget var 16.000 kr. større end bankens hidtidige krav mod hende.

Primo 2013 blev klagerens bil 2 totalskadet. Som følge af bankens ejendomsforbehold modtog banken erstatningsudbetalingen på 32.190 kr. fra klagerens forsikringsselskab. Beløbet blev anvendt til indfrielse af klagerens restgæld på billånet.

Klagerens udestående med banken vedrørte herefter alene gælden som følge af misligholdelsen af hendes firmas leasingaftale for bil 1.

Indklagede har under sagen oplyst, at banken pr. kulance ville fratrække 1.470 kr. fra klagerens gæld svarende til fogedgebyr og mødesalær i forbindelse med fogedsagen den 15. september 2010.

Af en posteringsoversigt for perioden 3. april 2013 til 2. juli 2013 fremgår, at klagerens restgæld til banken på dette tidspunkt udgjorde 30.532 kr. Det fremgår ikke af posteringsoversigten, at banken har fratrukket 1.470 kr. som anført.

Parternes påstande

Den 26. marts 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Santander Consumer Bank skal reducere det skyldige beløb, så det svarer til det indgåede forlig.

Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun har overholdt den indgåede afdragsordning. På trods heraf, lagde banken sag an mod hende, fordi banken havde rod i deres papirer.

Hun fremlagde dokumentation for sine indbetalinger og fik ret ved domstolen. Alligevel pålagde banken hende at betale deres omkostninger i forbindelse med sagen.

Senere blev hun opsøgt på sin bopæl af en repræsentant for banken, da hun var på vej ud af døren med sin søn. Vedkommende ville have hende til at underskrive et nyt gældsbrev på et større beløb. Den pågældende sagde, at beløbets størrelse skyldtes renter, som hun ikke kunne undgå og at sagen ville komme i retten igen, hvis hun ikke underskrev dokumentet.

Hun har gennem de seneste år været meget psykisk påvirket af sagen og kan ikke overkomme at skulle i retten igen. Derfor skrev hun under. Da hun efterfølgende gennemgik sine papirer, kunne hun se, at beløbet var 16.000 kr. større end det, der fremgår af den afdragsaftale, hun hele tiden har overholdt. Hun er således kommet til at betale for en retssag, som hun var uden skyld i.

Siden 2009 har hun aldrig fået en opgørelse over, hvor meget hun skylder banken. Hun ved, at banken i foråret fik udbetalt 32.000 kr. for bil 2, som blev totalskadet. Det var penge, som hun skulle have haft udbetalt til en ny bil. Da banken havde pant i bilen, blev de i stedet inddraget af banken.

Banken har ageret amoralsk og udnyttet hendes situation.

Santander Consumer Bank har anført, at opgørelsen af leasingsagen er foretaget i overensstemmelse med gældende regler for den indgåede leasingaftale.

Klageren har accepteret denne opgørelse og indgået afdragsordningen som overholdes.

Opgørelsen af leasingaftalen er desuden godkendt af retten.

Årsagen til, at beløbet ved retssagen udgjorde mere end de 72.387, som fremgik af afdragsaftalen fra marts 2010, skyldes, at der var påløbet renter og sagsomkostninger.

Da klageren gjorde gældende, at der var foretaget indbetalinger på afdragsordningen, blev dette undersøgt og indbetalinger, som klageren havde foretaget henholdsvis den 10. august 2010 og den 8. september 2010, blev godskrevet restgælden den 15. september 2010.

Det pågældende fogedretsmøde var blevet gennemført, uanset om banken havde registreret de pågældende indbetalinger, da formålet var at få fastslået tilstedeværelsen af udlægsegnede aktiver.

Banken har pr. kulance nedbragt restgælden med de omkostninger, der var forbundet med fogedretsmødet den 15. september 2010 på i alt 1.470 kr.

Vedrørende henvendelsen til klageren i marts 2011 var det på daværende tidspunkt almindelig praksis for banken, at banken i forbindelse med domsafsigelse og stadfæstelse af bankens krav over for klageren med hjælp fra ekstern inkassopartner fik underskrevet et nyt gældsbrev. Det gjorde man for at efterleve krav til formalia og for oprettelse i interne systemer.

Proceduren for disse henvendelser var, at sådanne besøg blev varslet med brev og at der ved manglende tilbagemelding blev sendt i alt to varsler. Hvis andet varsel ikke blev besvaret, ville en konsulent fra bankens inkassopartner henvende sig uanmeldt på debitors adresse.

Herudover var der flere krav for proceduren ved sådanne besøg, herunder blandt andet en oplysningspligt for konsulenten overfor debitor. Bankens inkassopartner står i den forbindelse uforstående overfor, at der i samtalen med klageren skulle være fremsat trusler.

For så vidt angår bil 2 skal forsikringsudbetalinger for købekontrakter med ejendomsforbehold benyttes til at nedbringe den udestående betaling på købekontrakten.

Ankenævnets bemærkninger

Klagen vedrører dels et gældsforhold opstået som følge af klagerens firmas misligholdelse af en erhvervsleasingaftale indgået i 2006 og dels et privat kundeforhold opstået i forbindelse med Santander Consumer Banks finansiering af klagerens private bilkøb i 2007.

Ankenævnet finder i den forbindelse, at begge forhold kan behandles af Ankenævnet, da den af klageren indgåede leasingaftale vedrørende hendes firma ikke efter det oplyste adskiller sig væsentlig fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2.

For så vidt angår leasingaftalen indgik klageren i juni 2010 en afdragsaftale med bankens advokat, som klageren har overholdt.

Banken har oplyst, at gældsforholdet blev indbragt for domstolen i juli 2010, da banken ikke havde modtaget en underskrevet skylderklæring fra klageren. Ligeledes har banken oplyst, at der i september 2010 blev afholdt fogedretsmøde for at få fastslået tilstedeværelsen af udlægsegnede aktiver.

Banken har under sagen meddelt, at man vil nedskrive klagerens restgæld med 1.470 kr. svarende til omkostninger i forbindelse med fogedretsmødet, som i den forbindelse blev tilskrevet klagerens gæld. Ankenævnet lægger til grund, at banken var uberettiget til at påføre klageren omkostninger ved at indgive sagen til fogedretten, og lægger til grund, at banken nedskriver klagerens gæld med 1.470 kr., hvilket ikke ses gjort endnu.

Klageren har anført, at hun i marts 2011 blev opsøgt af bankens inkassopartner og i den forbindelse følte sig truet til at underskrive en ny skylderklæring på et beløb, der var 16.000 kr. højere end hidtil for at undgå endnu en retssag. Indklagede har stillet sig uforstående overfor, at der skulle være anvendt trusler over for klageren.

Ankenævnet finder det ikke på det foreliggende grundlag godtgjort, at bankens tilgodehavende skulle være opgjort forkert. Det bemærkes i den forbindelse, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af forholdet.

Videre finder Ankenævnet, at en stillingtagen til, hvorvidt klageren på utilbørlig måde blev presset af bankens inkassopartner til at underskrive skylderklæringen kræver bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske ved retten, jf. Ankenævnets vedægter § 7, stk. 1.

Vedrørende klagerens private kundeforhold hos Santander Consumer Bank fremgår det af det i sagen fremlagte materiale, at kundeforholdet ophørte i foråret 2013 ved klagerens forsikringsselskabs indbetaling af 32.000 kr. til banken i forbindelse med, at klagerens bil blev totalskadet.

Ankenævnet finder i den forbindelse, at forsikringsselskabets indbetaling til banken skete i overensstemmelse med bankens ejendomsforbehold i bilen og bankens forretningsbetingelser herom i øvrigt.

På baggrund af ovenstående får klageren ikke medhold i sin påstand.

Ankenævnets afgørelse

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren på utilbørlig vis blev presset af bankens inkassopartner til at underskrive skylderklæringen, afvises sagen.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.