Indsigelse om mangelfuld rådgivning og for lang ekspediti-onstid ved behandling af anmodning om låneomlægning.

Sagsnummer:536/2024
Dato:28-05-2025
Ankenævn:Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Signe Kjørup Carlsson, Rolf Høymann Olsen og Ann-Mari Faldt Agerlin.
Klageemne:Udlån - omlægning
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning og for lang ekspediti-onstid ved behandling af anmodning om låneomlægning.
Indklagede:Ringkjøbing Landbobank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klager medhold

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning og for lang ekspeditionstid ved behandling af anmodning om låneomlægning.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H var kunder i pengeinstitut A, hvor de blandt andet havde to prioritetslån og et indlån på 1.198.906 kr.

Endvidere havde klagerne en ejendom.

Banken har oplyst, at klagernes ene prioritetslån i pengeinstitut A var på 1.365.000 kr. med en variabel rente og med aftalt udløb den 31. marts 2025, og at det andet prioritetslån var på 1.745.000 kr. med variabel rente og med aftalt udløb den 16. marts 2021.

Banken har endvidere oplyst, at klagerne ønskede at blive kunder i banken og i den forbindelse omlægge lånene i pengeinstitut A samt forhøje lånet med 600.000 kr. til en ønsket renovering.

Ved e-mail af 29. december 2020 til klagerne sendte banken et tilbud på et prioritetslån med en variabel rente på for tiden 1,45 % og 10 års afdragsfrihed. Til lånet hørte en indlånskonto, hvor klagerne ville få 0,70 % i rente af indeståendet.

Banken har oplyst, at der den 4. januar 2021 blev afholdt et møde mellem klagerne, klagernes daværende svigersøn, B, og banken. Parterne drøftede lånemuligheder i form af et Totalkredit-lån med fast rente og 30 års afdragsfrihed samt prioritetslånet anført i bankens tilbud af 29. december 2020. Det blev aftalt, at der skulle bestilles en vurdering af klagernes ejendom, inden beslutning om belåning skulle tages.

Banken har endvidere oplyst, at den modtog en vurdering af klagernes ejendom på 6,9 mio. kr. den 27. januar 2021. Samme dag drøftede parterne og B klagernes lånemuligheder.

Af en vejledende beregning af 27. januar 2021 fra banken fremgår en beregning på et 1 % Fastrente+-lån med en løbetid på 30 år og afdragsfrihed.

Den 29. januar 2021 meddelte klagerne banken, at de ønskede et fastforrentet Totalkredit-lån med 30 års afdragsfrihed.

Den 3. februar 2021 sendte klagerne oplysninger til banken, som banken havde bedt om til brug for oprettelse af Totalkredit-lånet.

Den 12. februar 2021 rykkede B banken telefonisk.

Banken har oplyst, at banken i den forbindelse informerede B om, at banken arbejdede på sagen, men at den på grund af en høj arbejdsbelastning ikke kunne oplyse, hvornår låneaftalen ville være færdigbehandlet.

Den 26. februar 2021 rykkede B banken telefonisk.

Banken har oplyst, at banken i den forbindelse informerede om, at banken stadigvæk var i gang, men at kursen på et fastforrentet 1 % Totalkredit-lån var faldet væsentligt. Dette medførte, at restgælden ville blive større, og at tilbuddet derfor ikke var fordelagtigt længere. B oplyste banken om, at han nu var i tvivl om, hvorvidt klagerne skulle hjemtage det fastforrentede 1 % Totalkredit-lån, eller om klagerne skulle vente på, at renten og kurserne ændrede sig. B ville derfor drøfte situationen med klagerne og vende tilbage.

Ved e-mail af 26. februar 2021 til B oplyste banken, at kursen p.t. var 93,40, hvilket betød et kurstab på 272.000 kr.

Ved e-mail af 1. marts 2021 til banken spurgte B, om det var muligt at optage et fastforrentet lån med en rente på 1,5 %. B gjorde endvidere banken opmærksom på, at de af banken efterspurgte dokumenter var blevet sendt til banken primo februar, da kursen var god. B spurgte endvidere, om der var en grund til, at banken ikke havde rettet henvendelse til klagerne med henblik på at foretage kurssikring.

Ved e-mail af 2. marts 2021 til B og klagerne svarede banken, at det ikke var muligt at optage et lån med en rente på 1,5 %, samt at kursen på 1 %-lånet var 95,5. Banken spurgte, om banken skulle haste et tilbud igennem, eller om de ville vente og se, om 1,5 %-lånet ville blive muligt senere på ugen.

Samme dag svarede B, at klagerne gerne ville slå til nu. Samme dag svarede banken, at den var i gang med dokumenterne, så klagerne ville modtage det første den næste dag.

Ved e-mail af 3. marts 2021 til banken spurgte B, om det var korrekt, at kursen på 1 %-lånet p.t. var 97,08. Samme dag svarede banken, at det var kursen på et andet lån. Banken sendte B et link, hvor kursen kunne følges.

Ved e-mail af 9. marts 2021 til banken spurgte B blandt andet, hvorfor det tog så lang tid, da klagerne primo februar havde sendt de af bankens efterspurgte oplysninger til brug for lånet. B anførte endvidere, at klagerne stadig ikke havde hørt fra banken vedrørende lånetilbuddet, og at klagerne senest pr. 12. marts 2021 skulle opsige et af lånene i ejendommen.

Ved e-mail af 10. marts 2021 til banken meddelte B:

”…

Jeg talte med [H og M] i går omkring deres muligheder.

De er begge enige om at de gerne vil tage imod jeres tilbud om et prioritetslån, og så færdiggøre deres projekter på ejendommen, når dette er sket må vi se på om det kan lade sig gøre med et 30 årige afdragsfrit lån, hvis dette stadig er interessant.

…”

Ved e-mail af 11. marts 2021 til klagerne sendte banken oplysninger om prioritetslånet. Det fremgik, at lånet havde en hovedstol på 3.715.000 kr. og en rente på p.t. 1,45 %. Lånet var afdragsfrit i 10 år, og renten på den tilknyttede indlånskonto var 0,70 %. Ved omlægningen ville klagerne få udbetalt et provenu på 605.000 kr. Endvidere bad banken klagerne om at bekræfte, at de ønskede at opsige deres lån i pengeinstitut A.

Ved e-mail af 12. marts 2021 til banken meddelte klagerne, at de ønskede at opsige deres lån i pengeinstitut A.

Banken har oplyst, at klagerne den 7. april 2021 underskrev en anmodning om overførsel af deres engagement fra pengeinstitut A til banken.

Klagerne underskrev aftale om prioritetslån af 15. april 2021 med en hovedstol på 3.715.000 kr. og en rente på p.t. 1,45 %.

Banken har oplyst, at klagerne ved indgåelsen af låneaftalen fik udbetalt et provenu, som banken anbefalede klagerne at benytte til nedsparing.

Sammen med låneaftalen modtog klagerne dokumentet Anbefaling af finansiering af 15. april 2021. Af dokumentet fremgår blandt andet:

"…

I ønsker at omlægge lån i boligen og samtidigt låne yderligere.

Om jeres forhold, målsætninger og præferencer har I oplyst at:

  • I ønsker ikke at spare yderligere op i boligen, da I allerede har tilstrækkelig friværdi i boligen
  • I ønsker ikke at afdrage mere på jeres gæld
  • I er gået på pension.    

Om jeres risikovillighed i forhold til rentestigninger har I oplyst at:

  • I er villige til at løbe risikoen for en stigning i renten på lånene, mod til gengæld at få en lavere ydelse her og nu. I er bekendt med, at et evt. rentetillæg eller bidragssatser også kan stige. I har høj risikovillighed.

Om jeres risikovillighed i forhold til omkostninger ved indfrielse af det nye lån har I oplyst at:

  • I ønsker at kunne opsige og indfri lånene ekstraordinært inden for en kortere tidshorisont uden risiko for at skulle betale en overkurs ved førtidig indfrielse.

Bankens anbefaling og begrundelse herfor

På baggrund af ovenstående oplysninger og de oplysninger vi har om jeres indtægts- og formueforhold, anbefaler vi jer følgende finansiering.

Finansieringsforslag 1

Prioritetslån u/indlånskonto uden afdrag

Vi anbefaler dette lån, fordi:

- I får et banklån med variabel rente, da I er villig til at løbe risikoen for en rentestigning

- I kan indfri lånet til kurs 100 med tillæg af endnu ikke tilskrevne renter - med to måneders varsel, eller foretage delvis indfrielse af lånet ultimo hvert kvartal - med 2 måneders varsel. Ved delvis indfrielse fastholdes lånets oprindelige løbetid

- I har en lavere ydelse til at begynde med, fordi I ikke betaler afdrag på lånet.

…”

Banken har oplyst, at klagerne kontaktede banken på grund af rentestigning på prioritetslånet.

Ved e-mail af 15. maj 2024 til klagerne oplyste banken blandt andet, at klagerne havde mulighed for at omlægge deres prioritetslån til et 30-årigt fastforrentet lån med en rente på 4 %.

Ved e-mail af 7. juni 2024 til banken svarede klagerne, at bankens forslag ikke ville stille dem i en bedre situation, og at de ikke havde haft direkte dialog med banken ved optagelsen af prioritetslånet, da dialogen var foregået med hjælp fra B. Klagerne havde nu fået en personlig rådgiver, der var uforstående over for bankens tilbud om et variabelt lån til klagerne grundet deres alder og økonomi som pensionister. Klagerne var nødsaget til at sælge deres ejendom længe før, de havde beregnet. Klagerne anmodede endvidere banken om at etablere en favørordning til dem.

Ved e-mail af 17. juni 2024 til klagerne svarede banken, at klagerne alternativt kunne få et prioritetslån med en rente på 4,85 % og belåne ejendommen op til 60 % med afdragsfrihed, hvilket ville medføre, at klagerne ville have 1,8 mio. kr. på indlånskontoen. Dette ville betyde, at klagerne ville kunne blive boende i deres ejendom i cirka 6-7 år længere.

Klagerne afviste at omlægge lånet som anført af banken.

Klagerne klagede til banken over dens rådgivning i forbindelse med låneomlægningen.

Banken afviste klagen.

Kursen på obligationerne bag 1 %-lånet udviklede sig i perioden fra den 26. januar 2021 til den 10. marts 2021 således:

10-03-2021 94,922

09-03-2021 94,69

08-03-2021 94,357

05-03-2021 94,684

04-03-2021 95,059

03-03-2021 95,23

02-03-2021 95,433

01-03-2021 95,138

26-02-2021 94,088

25-02-2021 93,607

24-02-2021 94,602

23-02-2021 95

22-02-2021 95,557

19-02-2021 95,55

18-02-2021 96,038

17-02-2021 96,581

16-02-2021 96,839

15-02-2021 96,961

12-02-2021 97,475

11-02-2021 97,725

10-02-2021 97,529

09-02-2021 97,533

08-02-2021 97,432

05-02-2021 97,726

04-02-2021 98,008

03-02-2021 98,21

02-02-2021 98,407

01-02-2021 98,644

29-01-2021 98,673

28-01-2021 98,775

27-01-2021 98,85

26-01-2021 98,785

Parternes påstande

Den 8. november 2024 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal stille dem som om, at de havde optaget et 1 % fastforrentet realkreditlån i februar 2021, herunder godtgøre dem renteudgifter.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de anmodede banken om et nyt lån i december 2020.

De fik ikke det 30-årige lån med en rente på 1 %, som de anmodede om. Dette er på grund af bankens nøl.

Den 24. januar 2021 var to låntyper i spil. Disse blev drøftet. Den 29. januar 2021 meddelte de banken, at de ønskede at acceptere det fastforrentede 30-årige lån. Den 12. februar 2021 rykkede de første gang for svar og anden gang den 26. februar 2021. Da fik de at vide, at det tilbudte fastforrentede lån ikke længere var fordelagtigt for dem, og de blev frarådet at acceptere det. Med respekt for ekspeditionstid kunne de have forventet, at banken havde fastlåst renten. Bankens ekspeditionstid var 29 dage.

Det lån, som de i stedet fik, bør banken ikke tilbyde kunder i deres alder. De er 77 år. Deres indtægt er begrænset til folkepension. På nuværende tidspunkt betaler de 200.000 kr. i renter om året. 

Banken burde ikke tilbyde dem et variabelt forrentet lån, hverken i 2021 eller 2024 vel vidende, at deres indtægt var uændret og sårbar med et sådant arrangement.

Banken har en rådgivningspligt og moralsk forpligtelse til at tage deres alder og indtægt i betragtning. Det kan ikke være en uvildig rådgiver, der fungerer som den primære rådgiver, det må være banken.

Ringkjøbing Landbobank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerne modtog tilstrækkelig rådgivning både gennem afholdte telefonmøder og via fremsendte dokumenter. Klagerne tilkendegav og godkendte skriftligt oprettelsen af prioritetslånet via fremsendt e-mail til banken samt indgik efterfølgende aftale ved underskrift. Klagerne modtog den rådgivning og det lån, der på det pågældende tidspunkt blev vurderet som den mest hensigtsmæssige løsning i overensstemmelse med de ønsker og behov, som klagerne havde oplyst over for banken.

Ved indgåelse af aftale om et prioritetslån med variable rente og 10 års afdragsfrihed fravalgte klagerne dermed selv de i perioden fra den 1. marts til 5. marts 2021 drøftede 1 % og 1,5 % fastforrentede Totalkredit-lån.

Banken har ydet korrekt rådgivning efter klagernes daværende behov og ønsker til låneforhold.

Eftersom klagernes indlånskonto kunne tilknyttes prioritetslånet, betød det, at lånebeløbet, som der skulle betales renter af, blev reduceret. Samtidig var renteforskellen mellem indlånskontoen og udlånskontoen på 0,6%-point, hvilket den har været uændret siden. På baggrund af dette blev prioritetslånet på daværende tidspunkt vurderet som den mest fordelagtige løsning for klagerne.

Først den 3. februar 2021 fremsendte klagerne oplysninger, som bankens rådgiver havde anmodet om i forbindelse med udarbejdelsen af lånetilbud vedrørende Totalkredit-lånet. Banken kunne således først påbegynde udarbejdelsen af klagernes lånetilbud efter denne dato.

Banken havde på daværende tidspunkt en ekspeditionstid på minimum 14 arbejdsdage, da låne- og dokumentbehandlingen skete manuelt. Der var 16 arbejdsdage mellem den 3. februar 2021 og den 26. februar 2021, hvorfor kursudviklingen fandt sted inden for bankens normale minimumsekspeditionstid.

Banken havde ikke mulighed for at fastlåse renten og kursen uden et udstedt lånetilbud. Udarbejdelsen af lånetilbuddet blev afbrudt som følge af kursudviklingen og efter modtagelsen af meddelelsen fra B den 26. februar 2021 om, at han ville drøfte den ændrede situation med klagerne.

Klagerne havde inden deres optagelse af et nyt prioritetslån i banken to variabelt forrentede prioritetslån i pengeinstitut A, hvorfor et sådant produkt og risici forbundet hermed ikke vurderes at have været ukendte for klagerne.

I 2021 var det ikke muligt at forudsige Ruslands invasion i Ukraine i februar 2022 og de efterfølgende rentestigninger, som påvirkede renten på klagernes prioritetslån i banken.

Udover kontakten med klagerne var der også kontakt via klagernes daværende svigersøn, B, som på daværende tidspunkt arbejdede i finansieringsselskab A, og som var udlært i en bank og derfor besad finansiel forståelse. B fungerede således også som klagernes personlige rådgiver i forbindelse med overflytningen af deres engagement og etableringen af deres nuværende prioritetslån i banken.

Klagerne var på ingen måde blevet pålagt af banken at benytte B som deres personlige rådgiver. Banken rådgav således klagerne, herunder med information samt kontakt til B. At klagerne anvendte B som en ekstra personlig rådgiver var klagernes eget valg.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet bør afvise at behandle klagen, idet dette forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter§ 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne M og H var kunder i pengeinstitut A, hvor de blandt andet havde to prioritetslån og et indlån. Det ene prioritetslån udløb den 16. marts 2021.

Klagerne ønskede at omlægge lånene i deres ejendom. Den 29. januar 2021 meddelte klagerne banken, at de ønskede et fastforrentet 1 % Totalkredit-lån med 30 års afdragsfrihed.

Den 3. februar 2021 sendte klagerne de oplysninger til banken, som banken havde bedt om til brug for oprettelse af Totalkredit-lånet. På dette tidspunkt var kursen på obligationerne bag 1 %-lånet 98,21.

Blandt andet den 26. februar 2021 rykkede klagerne banken. Banken informerede klagerne om, at banken var i gang, men at kursen på et fastforrentet 1 % Totalkredit-lån var faldet væsentligt. Dette medførte, at tilbuddet ikke længere var fordelagtigt for klagerne. På dette tidspunkt var kursen på obligationerne bag 1 %-lånet faldet til 94,088.

Klagerne underskrev aftale om prioritetslån af 15. april 2025. Lånet havde en hovedstol på 3.715.000 kr. og en rente på p.t. 1,45 %. Lånet var afdragsfrit i 10 år, og renten på en tilknyttet indlånskonto var 0,70 %. Ved omlægningen fik klagerne udbetalt et provenu.

Ankenævnet lægger til grund, at klagerne og banken aftalte, at banken skulle udarbejde et tilbud på fastforrentet 1 % realkreditlån med 30 års afdragsfrihed, og at banken pr. 3. februar 2021 havde de oplysninger, den havde behov for, for at kunne give klagerne lånetilbuddet.

Banken har vedrørende lånetilbuddet oplyst, at banken havde en ekspeditionstid på minimum 14 arbejdsdage, da låne- og dokumentbehandlingen skete manuelt. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken over for klagerne oplyste om eller tog forbehold for bankens sagsbehandlingstid.

Ankenævnet finder, at det var ansvarspådragende for banken, at der ikke den 26. februar 2021, da klagerne rykkede banken, hvilket var 17 ekspeditionsdage efter banken havde modtaget de nødvendige oplysninger fra klagerne den 3. februar 2021, forelå et lånetilbud. Efter Ankenævnets skøn kunne og burde et lånetilbud have været udstedt og kurssikret den 17. februar 2021. Ankenævnet finder ikke anledning til at antage, at klagerne ikke den 17. februar 2021 ville have kurssikret lånet, hvorfor banken, således som sagen er forelagt for Ankenævnet, skal anerkende at være erstatningsansvarlig overfor klagerne for det påregnelige tab som følge af, at de ikke fik udstedt og kurssikret et lånetilbud den 17. februar 2021.

Klagerne henvises til at indgive en ny klage til Ankenævnet vedrørende erstatningsopgørelsen, hvis der ikke kan opnås enighed mellem parterne herom.

Ankenævnets afgørelse

Ringkjøbing Landbobank skal inden 30 dage anerkende at være erstatningsansvarlig overfor klagerne for det påregnelige tab som følge af, at de ikke fik udstedt og kurssikret et lånetilbud den 17. februar 2021.

Klagerne får klagegebyret tilbage.