Valutaterminsforretninger.

Sagsnummer:262/1990
Dato:06-03-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Bolt-Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Valutaterminsforretninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren indgik ultimo 1988 aftale med indklagedes Odense afdeling om valutaterminsforretninger. Ved fuldmagt af 29. december 1988 bemyndigedes indklagede til på klagerens vegne at indgå valutaterminsforretninger indenfor den ramme, som var aftalt mellem parterne. Fuldmagten indeholdt tillige fuldmagt til "..... at omlægge og indgå modforretninger, såfremt det findes hensigtsmæssigt." I fuldmagten var endvidere anført, at "Straks og senest dagen efter indgåelse af nye forretninger og omlægningen fremsender lindklagede] bekræftelse til mig på handlen."

Den aftalte ramme for forretningerne var 460.000 DEM. Klageren meddelte til sikkerhed for engagementet indklagede håndpant i nogle pantebreve.

I forbindelse med etableringen af aftalen afholdtes et møde hos indklagede, hvori også klagerens ægtefælle deltog. Klagerens ægtefælle, der var ansat i et andet pengeinstitut, skulle efter aftalen være den daglige kontakt omkring indgåelse af forretninger.

I tidsrummet frem til ultimo januar 1990 blev der herefter indgået en række valutaterminsforretninger. De enkelte forretninger blev indgået efter kontakt med klagerens ægtefælle, idet indklagede efter at have indgået en forretning fremsendte en bekræftelse på forretningen til klageren med opfordring til, at denne ved sin underskrift på en medsendt genpart tiltrådte forretningen, samt returnerede genparten til indklagede. Fra ultimo oktober 1989 ophørte indklagede med denne praksis med hensyn til, at klageren skulle returnere genparten med underskrift vedrørende de enkelte forretninger.

På tidspunktet for forretningernes ophør i januar 1990 var der opstået et tab på 358.888,17 kr.

Efter at have korresponderet med indklagedes direktion har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte sit krav mod klageren med principalt 203.000 kr., subsidiært 127.900 kr., mere subsidiært 194.385 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand anført, at det er korrekt, at de daglige forretninger, der skulle indgås med forsigtighed, skulle aftales med ægtefællen, men inden for den aftalte ramme. Med hensyn til fremsendelse af kopi af de indgåede forretninger skete det ikke blot for god ordens skyld. Det var derimod en aftale, at hvis forretningen kunne godkendes af klageren, skulle genparten underskrives og returneres til indklagede. Udvidelsen af den oprindelige aftalte ramme til 700.000 DEM er ikke sket efter aftale med klageren. Den af klageren nedlagte påstand vedrører tab på forretninger, der ligger ud over den aftalte ramme. Den 15. eller 16. november 1989 rettede klageren henvendelse til indklagede med henblik på at få forretningerne omlagt fra US-dollars til DEM. Dette skete imidlertid ikke før ultimo december 1989. Indklagede bør selv dække tabet for den del af forretningerne, som går ud over den aftalte ramme på 460.000 DEM. Endvidere bør indklagede bære tabet som følge af, at forretningerne ikke blev omlagt i november 1989. Indklagede har endvidere undladt at orientere klageren om risikoen ved forretningerne, samt at risikoen langt oversteg den stillede sikkerhed. Det må således anses for kutyme, at forretninger standses, nar halvdelen af værdien af et deponeret beløb overskrides.

Indklagede, der bestrider klagerens tabsopgørelse, har anført, at det i forbindelse med indgåelsen af rammeaftalen blev aftalt, at kontakten omkring forretningerne skulle ske gennem klagerens ægtefælle. Med hensyn til indgåelsen af de enkelte forretninger fremgår det af parternes aftale, at indklagede skulle fremsende bekræftelse på aftalerne. Det blev ikke fremhævet, at der skulle udvises forsigtighed ved forretningerne. Det var indklagedes kutyme at medsende en kopi, som man for god ordens skyld bad klageren returnere, men dette var ingen betingelse for handelens indgåelse. Skulle indklagede i hvert tilfælde afvente en sådan bekræftelse, ville indklagede ikke kunne handle på de rigtige tidspunkter, ligesom indklagedes fuldmagt i realiteten ville være sat ud af kraft. Forhøjelsen af den aftalte ramme skete på ægtefællens anmodning. Klageren har efter forhøjelsen modtaget bekræftelser på alle handler og har således været i stand til at konstatere, at en højere ramme blev benyttet. Med hensyn til omlægningen fra US-dollars til DEM rettede ægtefællen ultimo november 1989 henvendelse til indklagede for at få indklagedes vurdering af en sådan omlægning. Indklagede kunne ikke anbefale omlægningen, men foreslog omlægning til CAD. Ægtefællen afviste dette, da han ikke kunne følge kursudviklingen på denne valuta på sit arbejde. Det bestrides, at der blev afgivet ordre til omlægning, førend ultimo december 1989. Indklagede har endvidere konstateret, at klageren først efter at forretningerne gav underskud har protesteret mod disses indgåelse. Indklagede har endelig anført, at de indgåede forretninger er indgået i henhold til parternes aftale, der i nogle tilfælde har været mundtlig.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har gjort gældende, at valutaterminsforretningerne og forhøjelsen af rammebeløbet er foretaget i henhold til parternes aftale i nogle tilfælde mundtlige aftaler, medens klageren har bestridt, at nogle af de indgåede forretninger er aftalt, og at rammebeløbet er forhøjet. En stillingtagen til disse tvistepunkter vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.