Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse optagelse af realkreditlån, der medførte tab af kontanthjælp.

Sagsnummer:157/2021
Dato:09-11-2021
Ankenævn:Vibeke Rønne, Karin Sønderbæk, Kritte Sand Nielsen, Morten Bruun Pedersen, Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:Rådgivning - låneoptagelse m.v.
Realkreditbelåning - rådgivning
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse optagelse af realkreditlån, der medførte tab af kontanthjælp.
Indklagede:Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klager medhold.

Indledning

Denne sag vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse optagelse af realkreditlån, der medførte tab af kontanthjælp.

Sagens omstændigheder

I 2013 blev klageren kunde i Nordea Bank, hvor hun efter det oplyste havde tre konti. Der er ikke fremlagt kontoudskrifter, årsopgørelser eller lignende oplysninger om engagementet.

Banken har oplyst, at klagerens konti i 2019 flere gange var i overtræk, at banken forsøgte at kontakte klageren med henblik på at gøre hende opmærksom på omkostningerne ved overtrækkene, og at banken løbende gjorde klageren opmærksom på, at eventuelle overtræk skulle være aftalt med banken.

Banken har videre oplyst, at klageren den 30. september 2019 henvendte sig til banken og oplyste, at hun ikke havde overblik over sine overtrukne kassekreditter i banken, at hun havde ekstern gæld i form af SU-lån, og at hun havde brug for ekstra likviditet i hverdagen i form af et lån. Klageren anmodede banken om at undersøge, om der var friværdi i hendes ejerlejlighed.

Banken har videre oplyst, at der den 5. november 2019 blev afholdt et møde, hvor banken tilkendegav, at den ville hjælpe klageren i stedet for at inddrive de overtrukne beløb med de tilhørende høje omkostninger, der måtte følge, og at banken derfor bestilte en vurdering af klagerens ejerlejlighed.

Banken har videre oplyst, at der herefter var løbende dialog mellem parterne, og at der den 9. december 2019 blev afholdt et møde, hvor banken oplyste, at vurderingen af klagerens lejlighed viste, at der var friværdi. Banken har oplyst, at den foreslog, at klagerens studiegæld og overtrukne kassekreditter blev omlagt til et realkreditlån. Banken forklarede, at formålet med realkreditlånet primært ville være en omlægning af klagerens eksisterende kreditter og studielån samtidig med, at lånet kunne supplere klagerens rådighedsbeløb indtil klageren kom i arbejde igen. Klageren orienterede om, at hun var startet i arbejde som vikar, og at hun forventede at være helt tilbage i fuldtidsarbejde inden for få måneder.

Der er ikke referat fra mødet den 9. december 2020. Klageren har ikke hverken bekræftet eller bestridt det af banken anførte om mødet.

I en mail af 10. december 2019 til banken anførte klageren blandt andet;

”…

Jeg så papirerne igennem i går aftes med [B], min fars gode ven som var med da jeg skrev under på lejligheden. Han mener ligesom jeg gør, at det er et al for stort lån, 100000kr. Jeg beder kun om 45000kr netto.

Jeg skal af med kassekreditten, købe et nyt køleskab/fryser og få lavet gulvene. Jeg så [B’s] stue, der lige er blevet afhøvlet af et firma, han kender og dem vil jeg tage kontakt med hvis jeg får lånet! Han havde betalt 5000 kr for stuen, der er mindst 10m2 større end min!

…”

Ved mail samme dag svarede banken blandt andet:

”…

Målet med et tillægslån i boligen var at det skulle supplere den løbende økonomi, således at du undgår overtræk på kontoen og har lidt ”luft” i den periode hvor du ikke er i job.

Hvis man vil låne i boligen, skal der lånes minimum 100.000 kr. da det ellers ikke kan svare sig grundet omkostninger mm.

Nogle af disse 100.000 kr. kunne så bruges til nyt køleskab mm, men hovedårsagen var at de skulle supplere den daglige økonomi.

Hvis du vil holde fast i 45.000 kr. skal jeg kigge ind i at lave det som et forbrugslån som ligger til en rente på over 10 %.

Ved at låne i boligen, låner du pengene til 1-2 % i rente + bidrag.

Et forbrugslån hvor du udelukkende låner til gulve + køleskab vil gøre at du har endnu færre penge til dig selv.

Det store lån i boligen koster kun omkring 60 kr. pr. måned, som vi kiggede på i går, hvorimod forbrugslånet, som skal afvikles over maksimalt 10 år, vil koste dig væsentlig mere pr. måned.

…”

Den 16. december 2019 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken. Banken sendte et referat fra mødet til klageren. Af referatet fremgik:

”…

Lån

På mødet drøftede vi muligheden for at lave en tillægsbelån[in]g i din bolig på 300.000 kr. Lånet kan udelukkende være med fast rente. Jeg har sendt dig en specifik beregning på dette lån.

Med den nuværende kurs vil der blive udbetalt ca. 283.000 kr. Vi har aftalt at provenuet bruges således.

- Indfrielse af dine studielån = 149.500 kr.
- Indfrielse af din kassekredit = 15.000 kr.
- Indfrielse af dit nuv. overtræk = 5.000 kr.
Samlet = 169.500 kr.

Efter ovenstående indfrielser vil du have 113.500 kr. tilbage til dig selv. Det er vigtigt at pointere at pengene skal bruges til at supplere den daglige økonomi så længe du ikke er i job. Jeg anbefaler at du maksimalt bruger ca. 5.000 kr. pr. måned af dette beløb.

Om 6 måneder skal vi afholde et møde for at følge op på din situation. Da dit nuværende rådighedsbeløb ikke hænger sammen, kan det i værste fald blive nødvendigt for dig at sælge din bolig, hvis du ikke kommer i job.

…”

Banken har anført, at den på mødet anbefalede klageren at kontakte kommunen med henblik på at få en afklaring på, hvorvidt et lån kunne påvirke klagers kontanthjælpsydelse. Banken noterede dog ikke dette i referatet.

Klageren har ikke hverken bekræftet eller bestridt det af banken anførte.

Banken har anført, at realkreditlånet på 300.000 kr. blev bevilget på baggrund af klagerens adfærd og historik i banken og friværdien i klagerens lejlighed, ligesom banken undersøgte, om klageren var registreret i RKI.

Den 17. januar 2020 blev der afholdt et møde mellem parterne. Der er ikke fremlagt referat fra mødet. Banken har anført, at klageren efter gennemgang af lånedokumenterne med [B] havde nogle spørgsmål til amortiseringsplanen. Banken gjorde klageren opmærksom på, at lånet ville blive medregnet i den likvide formue, og at det kunne påvirke muligheden for at modtage sociale ydelser. Banken opfordrede endnu en gang klageren til selv at undersøge nærmere herom.

Klageren har ikke hverken bekræftet eller bestridt det af banken anførte.

Banken har oplyst, at klageren den 21. januar 2020 meddelte, at hun var blevet enig med [B] om, at hun gerne ville optage lånet. Det blev aftalt, at klageren skulle fremskaffe indfrielsesoplysningerne på SU-lånet, men banken hørte herefter ikke mere fra klageren. Banken prøvede forgæves at kontakte SU-styrelsen for at få oplysningerne på klagers SU-lån, således at banken kunne indfri dette.

Den 27. januar 2020 underskrev klageren ”Erklæring vedrørende rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom” og en omprioriteringsaftale med banken om et 30-årigt 1 % obligationslån i Nordea Kredit med hovedstol på 300.000 kr. med pant i lejligheden og med afdragsfrihed i ti år. Lånet skulle respektere et eksisterende pant på 50.000 kr. til ejerforeningen og et eksisterende lån i Nordea Kredit med hovedstol på 998.000 kr.

Den 1. februar 2020 underskrev klageren pantebrev på 300.000 kr. til Nordea Kredit og en aftale med banken om udbetaling af lånet.

Der er ikke fremlagt kontoudskrifter eller lignende, der viser, hvordan der blev forholdt med låneprovenuet.

Banken har oplyst, at banken den 17. december 2020 modtog de eftersøgte oplysninger på SU-lånet, hvorefter dette straks blev indfriet.

Den 18. december 2020 sendte klageren med bistand fra en repræsentant, J, en klage til banken. Baggrunden var, at klagerens bopælskommune havde rejst et krav mod klageren om tilbagebetaling af kontanthjælp på i alt 138.195 kr.

Klageren har oplyst, at kommunen anførte følgende om tilbagebetalingskravet:

”Du har i perioden fra 1. februar 2020 til 31. oktober 2020, modtaget udbetaling af kontanthjælp, selvom du havde en disponibel formue, efter at have modtaget udbetaling af lån med netto 286.036,46 kr.

Krav for perioden 1. februar 2020 til 31. oktober 2020 15.355 (Kontanthjælp brutto) x 9 (antal måneder) = 138.195,00 kr.”

Banken afslog at dække tilbagebetalingskravet.

Klageren og J fastholdt klagen og anførte i én mail til banken blandt andet:

”…

… Lånebeløbet blev indsat på to konti med hver kr. 150.000. Den ene konto til at indfri et studielån og den andet konto til at indfri en kassekredit samt almindeligt forbrug så længe [klageren] var på kontanthjælp og uden job.

[Klagerens] forbrugskonto ([-313]) havde den 28. februar 2020 en saldo på kr. 112.485 som følge af dellånet på kr. 150.000 fratrukket udestående på kassekredit. Den 5. oktober 2020 havde samme konto en saldo på kr. 101.624. Saldoen har i den pågældende periode ligget på knapt kr. 100.000 og saldoen har aldrig været under kr. 84.700. Først fra starten af oktober 2020 begynder [klageren] at bruge af lånet, hvilket skyldes ekstraordinære årsager, da [klageren] grundet sin demens diagnose flytter til Plejecenteret […]. Dette giver en række engangsudgifter til depositum, flytning og klargøring af lejlighed til salg. Samtidig frakendes [klageren] som følge af det oprettede lån retten til kontanthjælp fra og med november 2020, og står derfor uden indkomst. [Klageren] er tildelt førtidspension fra januar 2021.

[Klagerens] betalingskonto ([-830]) havde den 1. februar en saldo kr. 1.319, og forbrugsmønstret på denne konto ændrer ikke på den beskrevne sammenhæng for konto [-313].

[Klagerens] konto tilknyttet tilbagebetaling af studielån ([-784]) havde den 28. februar en saldo på kr. 150.000. Først den 18. december 2020 blev studielånet indfriet, hvorfor [klageren] i perioden har betalt renter på begge lån og fortsat har haft afdrag på studielånet. [Klageren] har ikke forstået og/eller kunne overskue denne låneaftale med Nordea, og det var først da [A og J] begyndte at hjælpe [klageren], at studielånet blev indfriet. Det viste sig rent faktisk, at lånebeløbet fra Nordea stod på en omprioriteringskonto som [klageren] ikke selv kunne overføre fra, men at det var påkrævet, at Nordea selv overførte det pågældende beløb til Udbetaling Danmark.

…”

Parternes påstande

Den 30. marts 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale erstatning – med 138.195 kr. svarende til tilbagebetalingskravet vedrørende kontanthjælp.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen var mangelfuld.

Forud for låneoptagelsen var hun blevet indkaldt til et møde, hvor banken gjorde opmærksom på, at hun ikke havde økonomi til at fastholde sin ejerlejlighed, når denne ikke længere havde afdragsfri lån. Dette på grund af jobsituation og øvrig økonomi. Hun blev i den forbindelse anbefalet at oprette realkreditlånet på 300.000 kr.

Banken vidste, at hun modtog kontanthjælp, hvilket understøttes af, at den væsentligste begrundelse for at optage lånet jo netop var hendes økonomi som følge af, at hun var på kontanthjælp og ikke i job. Banken var endvidere i følge sine egne oplysninger opmærksom på, at der var en problemstilling. Banken har således under klagesagen anført, at den anbefalede hende at tage fat i kommunen med henblik på at få en afklaring på, hvorvidt det nye tillægslån kunne påvirke hendes kontanthjælp. Dette er dog ikke noteret i nogen korrespondance før og efter den pågældende långivning.

Da banken var bekendt med, at der var en problemstilling, der havde vital betydning for hendes indkomst, burde banken have inddraget denne problemstilling i den ellers omfattende dokumentation i form af mødereferater, God skik erklæring mv.

Banken burde endvidere have undladt at effektuere lånet, før problemstillingen om sociale ydelser var undersøgt og bragt i orden. Det synes ellers at være normal kutyme, at et pengeinstitut undersøger låntagers indkomstgrundlag – i dette tilfælde om der er en indkomst eller ej.

Det var ikke en rimelig og saglig rådgivning, at banken gjorde opmærksom på, at der var en problemstilling tilknyttet långivning og modtagelse af kontanthjælp, når banken samtidig anbefalede og effektuerede et lån, før forholdet var undersøgt og bragt i orden.

Hun anmodede ikke selv om lånet men fulgte blot bankens rådgivning, ligesom hun fulgte bankens anvisning om at sætte lejligheden til salg. Hun kunne berettiget forvente, at banken kendte til de relevante regler og konsekvenser. Banken burde blandt andet vide, at en af de helt basale forudsætninger for at modtage kontanthjælp er, at en enlig ikke har en formue der er større end 10.000 kr.

Der var ikke økonomisk behov for at optage lånet på 300.000 kr. Hendes økonomiske situation var presset, men hun havde en lejlighed med betragtelig friværdi. Der var ikke krav om, at studiegælden skulle indfries her og nu, og en midlertidig udvidelse af kassekreditten kombineret med fortsat kontanthjælp (eller et fast job) kunne have afhjulpet den økonomiske situation frem til salget af lejligheden. Det er svært at se argumentet for, at hun under de givne omstændigheder skulle oprette et lån på kr. 300.000, hvor de kr. 150.000 (fratrukket udestående kassekredit) var afsat til fremtidigt forbrug.

Kravet om tilbagebetaling af kontanthjælp på 138.195 kr. er en konsekvens af, at hun har haft tillid til banken og fulgt dennes rådgivning om låntagning. Banken bør derfor kompensere hende for det økonomiske tab, der følger af kravet om tilbagebetaling.

Nordea Danmark har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren, og klageren har ikke lidt et erstatningsberettiget tab.

Låneaftalen blev indgået efter og i overensstemmelse med klagerens ønske. Klagerens anmodning om lån i ejerlejligheden blev bevilliget efter sædvanlig kreditvurdering i overensstemmelse med interne retningslinjer og med bankens kreditpolitik.

Klageren har ved sine underskrifter på dokumenterne bindende påtaget sig forpligtelserne.

Klageren har ikke dokumenteret, at hun, da hun fik bevilget realkreditlånet på 300.000 kr. i 2020, var i en tilstand der er beskrevet i værgemålslovens § 46.

Formålet med lånet var en omlægning af klagerens allerede eksisterende lån og overtrukne kassekreditter samtidig med, at klager ønskede at opnå et større likviditetsmæssigt råderum.

Det bestrides, at banken skulle have handlet vildledende og utilbørligt i forbindelse med låneoptagelsen. Banken har ikke gennemtvunget klagerens låneoptagelse. Klageren har selv oplyst, at hun gennemgik alle lånedokumenter med sin ven [B], og at hun var kommet i arbejde som vikar.

Banken har ikke ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen. Banken har tværtimod oplyst alle omkostninger og samtidig henledt klagerens opmærksomhed på at undersøge, om realkreditlånet ville kunne påvirke muligheden for at modtage sociale ydelser. Klageren har på trods af bankens gentagne mundtlige opfordringer ikke undersøgt nærmere herom.

Banken er ikke forpligtet til at rådgive om lovgivning om offentlige ydelser og om påvirkningen heraf ved låneoptagelsen, men har i overensstemmelse med God skik for finansielle virksomheders § 13, stk. 2, henvist klager om at søge rådgivning om offentlige ydelser, inden hun påtog sig realkreditlånet.

Ankenævnets bemærkninger

I begyndelsen af 2020 optog klageren via Nordea Danmark, hvor hun var kunde, et realkreditlån på 300.000 kr. i sin ejerlejlighed. Af låneprovenuet, som udgjorde cirka 285.000 kr., skulle cirka 20.000 kr. anvendes til at indfri en kassekredit og et overtræk, og cirka 150.000 kr. skulle anvendes til at indfri et studielån. De resterende cirka 110.000 kr. skulle ifølge bankens referat fra et møde med klageren den 16. december 2019 ”bruges til at supplere den daglige økonomi så længe du ikke er i job”.

Banken har anført, at den henviste klageren til at kontakte kommunen vedrørende betydningen af realkreditlånet for klagerens kontanthjælp. Bankens rådgivning herom fremgår ikke af et referat af mødet med klageren.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Morten Bruun Pedersen og Lisbeth Baastrup Burgaard – udtaler:

Det er ubestridt, at klageren var på kontanthjælp, da hun optog lånet. Henset til at bankens rådgivning om at kontakte kommunen ikke fremgår af det skriftlige materiale, finder vi, at det må påhvile banken at godtgøre, at den har henvist klageren til at søge rådgivning hos kommunen vedrørende betydningen af realkreditlånet for klagerens kontanthjælp, jævnfør § 6, stk. 1, og § 13, stk. 2, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

Vi finder ikke, at Nordea Danmark har løftet denne bevisbyrde. Vi lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at dette forhold er uomtalt i bankens mail af 16.december 2019 om lånoptagelsen til klageren, og at klageren umiddelbart efter kommunens krav om tilbagebetaling den 18. december 2020 rejste krav mod banken. Henset til klagerens repræsentants oplysning om, at klageren er kommet på plejehjem på grund af sin demensdiagnose, tillægger vi ikke det forhold, at klageren hverken har bekræftet eller bestridt det, som banken har anført om sin rådgivning vedrørende kontanthjælp, betydning. Under de foreliggende omstændigheder lægger vi til grund, at klageren ikke ville have optaget lånet, hvis hun havde modtaget fyldestgørende rådgivning fra Nordea Danmark.

Vi stemmer derfor for, at Nordea Danmark skal betale erstatning til klageren med 138.195 kr., svarende til den kontanthjælp hun måtte tilbagebetale.

To medlemmer – Karin Sønderbæk og Kritte Sand Nielsen – udtaler:

Banken oplyser, at den ad flere omgange forud for låneoptagelsen har rådgivet klageren til at undersøge og afklare eventuelle konsekvenser ved låneoptagelsen i forhold til modtagelsen af offentlige ydelser. Klageren har ikke bestridt denne oplysning.

Vi finder det herefter godtgjort, at banken har rådgivet klageren om, at hun skulle undersøge eventuelle konsekvenser ved låneoptagelsen i forhold til modtagelse af offentlige ydelser.

Endvidere er det uafklaret, om klageren havde mulighed for at beholde lejligheden, hvis der ikke blev optaget et lån i denne.

Vi finder derfor ikke, at banken har udvist fejl eller forsømmelser i forbindelse med rådgivningen af klageren.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Nordea Danmark skal inden 30 dage til klageren betale 138.195 kr. med tillæg af procenter fra den 30. marts 2021, hvor klageren indgav klagen til Ankenævnet.

Klageren får klagegebyret tilbage.