Krav om erstatning begrundet i indsigelse om, at hævninger på konto skete i strid med aftalt rådighedsbegrænsning.

Sagsnummer:473/2019
Dato:30-04-2020
Ankenævn:Bo Østergaard, Inge Kramer, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen
Klageemne:Indlån - rådighedsbegrænsning
Ledetekst:Krav om erstatning begrundet i indsigelse om, at hævninger på konto skete i strid med aftalt rådighedsbegrænsning.
Indklagede:Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i indsigelse om, at hævninger på konto skete i strid med aftalt rådighedsbegrænsning.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en grundkonto -018 med et tilknyttet betalingskort og en grundkonto -878.

Ved oprettelsen af konto -878 den 26. marts 2015 underskrev klageren bankens sædvanlige kontooprettelsesblanket. Endvidere underskrev klageren og hans bror, B, der ligeledes var til stede i banken, et tillæg til kontooprettelsesblanketten, hvoraf fremgik følgende:

”Ved udbetaling kræver det underskrift af [klageren] og [B’s navn og CPR-nummer]

DVS begge underskrift ved hver udbetalin[g].”

Banken har oplyst, at kontoen ikke blev spærret for udbetalinger.

Den 27. marts 2015 overførte B 1 mio. kr. til klagerens konto -878.

Den 17. juni 2015 overførte klageren 165.000 kr. fra kontoen til en konto i et andet pengeinstitut. B accepterede overførslen ved en mail af 15. juni 2015 til banken.

Af kontoudskrift nr. 1-5 for konto -878 for perioden fra den 27. marts 2015 til 31. december 2016 fremgår, at klageren fra den 19. oktober 2015 til den 21. oktober 2016 hævede resten af kontoens indestående på 835.000 kr. ved i alt 40 transaktioner. I alle tilfælde overførte klageren beløbene til sin anden konto -018. Dette skete i bankens pengeautomater, hvor klageren benyttede sit betalingskort tilknyttet konto -018 til at gennemføre overførslerne.

Af kontoudskrift nr. 24-32 for konto -018 for perioden fra den 11. oktober 2015 til den 8. december 2016 fremgår, at klageren løbende foretog kontanthævninger fra kontoen med sit betalingskort i pengeautomater.

Den 16. august 2019 sendte B på vegne klageren en mail til banken, hvori han blandt andet anførte følgende:

”Jeg skriver til jer på vegne af min bror [klagerens navn og CPR-nummer]. Tilbage i 2014 oprettede jeg sammen med min bror 2 konti i Nordea filialen i [sted]. Den ene var en ganske normal konto hvor min bror kunne hæve penge uden videre.

Den anden oprettede vi som en konto der kun kunne hæves på, hvis både [klageren] og jeg bekræftede at der skulle hæves et beløb. Vi skrev begge under på oprettelsen og fik samtidig oplyst, at [klageren] godt kunne ændre kontobetingelserne, så han kunne hæve uden mit tilsagn, men det krævede at han skulle henvende sig i banken for at lave det om.

Det vurderede vi begge var lige præcis det der skulle til for at stække [klagerens] impulsivitet.

Jeg lånte [klageren] penge til begge konti. Til den anden konto hvor vi begge skulle skrive under indsatte jeg ca. 850.000 kr.

[Klageren] har netop oplyst mig om, at alle pengene er brugt og pengene har han hæve[t] fra en hæveautomat uden at henvende sig i banken. Og det står jeg mildest talt uforstående overfor.

Nordea må have lavet en fejl og oprettet kontoen forkert. Og den fejl har betydet at [klagerens] impulsivitet ikke er blevet stækket. Det ville den have været, hvis kontoen havde været oprettet korrekt. …”

Den 9. oktober 2019 afholdt klageren, B og to medarbejdere fra banken et telefonmøde for at drøfte sagen. Af et mødereferat udfærdiget af banken fremgik blandt andet:

”…

Klageren oplyser, at han har henvendt sig i filialen i [sted], men at banken har nægtet at udbetale til [klageren], medmindre at [B] ligeledes underskrev. Alligevel går han i automaten og hæver penge og informerer ikke [B] om at banken har afvist at give ham penge i filialen, men at automaten giver ham penge.

Vi spurgte om hvor pengene (1 mio. kr.) stammede fra, det var et lån til [klageren] fra [B], som skulle anvendes til fornufts ting, såsom [klagerens] datter eller andre store investeringer.

[Klageren] har brugt pengene på spil. Årsagen til at det først opdages tre år efter, er at [klageren] er flov over det.

Vi spurgte om [B] havde følt trang til at følge med i kontobevægelserne, med udgangspunkt i [klagerens] situation. Det havde han ikke, da han tænkte at det kørte som aftalt.

Det lyder til at [klageren] selv har hævet og brugt alle pengene på spil.

…”

Ved et brev af 25. oktober 2019 stilet til klageren og B afviste banken at retablere indeståendet på konto -878.

B klagede på vegne klageren over afvisningen til bankens kundeservicechef, der fastholdt afvisningen.

Parternes påstande

Den 17. december 2019 har klageren, der er repræsenteret af B, indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbageføre 835.000 kr. til konto -878.

Nordea Danmark har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har begået en fejl og oprettet konto -878 forkert.

Han henvendte sig i banken den 26. marts 2015 sammen med B og oprettede de to konti samtidig. Den ene helt uden klausul, hvor han blot kunne hæve penge fra. Den anden konto blev lavet med den klausul, at han og B begge skulle skrive under, forinden der kunne hæves penge.

Det bestrides, at det ”at fjerne rådighedsbegrænsningen ved at flytte penge fra en konto til en anden i en pengeautomat” kan sidestilles med det ”at henvende sig i banken hos en medarbejder og skrive under på at fjerne klausulen på kontoen”. Han og B havde ikke oprettet kontoen i banken, hvis de havde vidst, at aftalen om, at han skulle henvende sig i banken for at få ændret klausulen, ikke virkede. Det var ikke meningen, at pengene skulle kunne overføres i en pengeautomat.

Bankens fejl har medført, at hans impulsivitet ikke er blevet ”stækket”. Det ville den have været, hvis kontoen havde været oprettet korrekt. 

Banken bør derfor betale ham det oprindelige indestående beløb, da kontoen ikke var blevet sikret som aftalt.

Han har aldrig tidligere hørt om det af banken anførte begreb ”selvbåndlæggelse”.

Det bestrides, at kravet er bortfaldet på grund af passivitet. B havde ikke nogen grund til at følge med i kontobevægelserne på konto -878, da B havde fuld tiltro til, at banken overholdt den aftale om udbetaling fra kontoen, som blev indgået i forbindelse med kontooprettelsen.

Det bestrides endvidere, at kravet er bortfaldet på grund af forældelse. I maj 2019 fortalte han B, at han havde hævet og brugt alle pengene. Grunden til, at der gik flere år efter de sidste hævninger på kontoen, var, at han skammede sig over det, der var sket. B reagerede et par måneder herefter ved at rette henvendelse til banken på hans vegne.

Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at viden om det reelle forhold af aftalerne mellem klageren og B i forbindelse med B’s overførsel af 1 mio. kr. til klageren er af afgørende betydning for en vurdering af sagen.

Det vil kun være muligt at træffe afgørelse i sagen efter afgivelse af mundtlige forklaringer fra klageren og relevante vidner under strafansvar. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, bør klagen afvises med henvisning til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at den ikke har handlet ansvarspådragende.

Det er ikke oplyst eller dokumenteret, at klageren befandt sig i en tilstand som beskrevet i værgemålslovens § 46 ved oprettelsen af konto -878 eller senere.

Ved oprettelsen af kontoen oplyste bankens medarbejder klageren og B om, at klageren på trods af betingelsen om, at udbetaling fra kontoen krævede underskrift fra såvel klageren som B, kunne hæve på kontoen uden B’s accept, hvis klageren henvendte sig i banken for at ændre klausulen.

Det er uomtvistet, at både klageren og B accepterede dette vilkår, jf. B’s mail af 16. august 2019 til banken.

Klageren foretog således ikke nogen selvbåndlæggelse af sin konto.

At klageren ændrede kontobetingelserne ved at overføre beløb til sin anden konto i banken ved brug af bankens pengeautomater gør ingen forskel, idet realiteten i det aftalte ved kontoens etablering var, at klageren blot skulle henvende sig i banken for selvstændigt at få adgang til midlerne på kontoen.

Det er ikke sandsynliggjort eller dokumenteret, at klageren reelt har anvendt pengene fra B’s kontooverførsel til andre formål end aftalt mellem parterne, idet pengene med henvisning til det af banken oplyste om klagerens faktiske mulighed for selv at disponere over kontoen, var til klagerens fri benyttelse. Dette gælder uanset om der var tale om et lån eller ej.  

Klageren har ikke lidt noget tab, idet det er uomtvistet, at klageren selv har hævet det fulde indestående på kontoen og selv har forbrugt pengene.

Et eventuelt krav mod banken er bortfaldet på grund af passivitet. På baggrund af sin viden om, at klageren rent faktisk selv kunne disponere over kontoen, samt sin viden om klagerens impulsivitet, burde B efter kontoens etablering løbende have fulgt med i klagerens brug af kontoen. Herved kunne hævningerne være blevet stoppet på et langt tidligere tidspunkt, og sagens omfang kunne have været væsentligt reduceret.

Et eventuelt krav mod banken tilkommer klageren, og klageren har løbende haft kendskab til hævningerne fra kontoen, som han selv foretog. Den sidste hævning skete den 21. oktober 2016. Sagen blev indgivet til Ankenævnet den 17. december 2019. Da der er forløbet mere end tre år fra den senest foretagne hævning på kontoen til klagen blev indgivet til Ankenævnet, er et eventuelt krav mod banken forældet i medfør af den treårige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto -018 med et tilknyttet betalingskort og en konto -878.

Ved oprettelsen af konto -878 den 26. marts 2015 underskrev klageren og hans bror, B, et tillæg om, at udbetaling fra kontoen krævede underskrift af både klageren og B.

Der er mellem klageren og banken enighed om, at bankens medarbejder ved oprettelsen af kontoen oplyste klageren og B om, at klageren på trods af betingelsen om, at udbetaling fra kontoen krævede underskrift fra såvel klageren som B, kunne hæve på kontoen uden B’s accept, hvis klageren henvendte sig i banken for at ændre betingelsen.

Ankenævnet finder ikke, at det var i overensstemmelse med aftalen af 26. marts 2015 mellem banken, klageren og B, at klageren kunne hæve på konto -878 ved at overføre beløbene til sin konto -018 i bankens pengeautomater med sit betalingskort tilknyttet konto -018. Det er dog ikke afklaret, hvilke aftaler der forelå mellem klageren og B i forbindelse med B’s overførsel af 1 mio. kr. til klageren, samt i hvilket omfang hævningerne rent faktisk skete med B’s samtykke.

Klageren foretog den sidste hævning på konto -878 den 21. oktober 2016, og klagen til Ankenævnet blev indgivet den 17. december 2019. Da der er forløbet mere end tre år fra den senest foretagne hævning på kontoen, til klagen blev indgivet til Ankenævnet, følger det af forældelseslovens § 3, stk. 1, at et eventuelt krav mod banken på nuværende tidspunkt er forældet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.