| Sagsnummer: | 63/2025 |
| Dato: | 20-06-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Karin Sønderbæk, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: | Netbank - øvrige spørgsmål Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner |
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af mobilbankoverførsel for køb af mobiltelefon, der viste sig at være svindel. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af mobilbankoverførsel for køb af mobiltelefon, der viste sig at være svindel.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er født i maj 2007, var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto samt netbank- og mobilbankadgang.
Den 23. januar 2025 blev der via klagerens mobilbank foretaget en overførsel på 1.200 kr. fra klagerens konto i banken til tredjemands konto i banken.
Banken har oplyst, at overførslen blev godkendt med klagerens personlige servicekode.
Den 24. januar 2025 kontaktede klageren banken for at forsøge at få det overførte beløb retur.
Banken har oplyst, at det ikke var muligt at annullere transaktionen, da der var tale om en straksoverførsel foretaget dagen forinden.
Banken har endvidere oplyst, at klageren ifølge klagerens oplysninger kom i kontakt med en ukendt tredjemand/sælger via DBA, der ønskede at sælge en iPhone 13 pro. Klageren indgik herefter en aftale med sælgeren om køb af mobiltelefonen. Den 23. januar 2025 foretog klageren en kontooverførsel via mobilbanken på 1.200 kr. til sælgerens konto i Danske Bank, hvorefter klageren skulle modtage mobiltelefonen fra sælgeren. Han modtog imidlertid aldrig mobiltelefonen, og han kunne herefter ikke længere komme i kontakt med sælgeren.
Banken skrev den 31. januar 2025 til klageren (og hans værger) og oplyste, at den desværre ikke kunne tilbageføre pengene til klagerens konto, da beløbet allerede var blevet hævet på modtagerkontoen den 23. januar 2025. Banken afviste endvidere at godtgøre klageren beløbet på 1.200 kr., da han selv havde foretaget og godkendt overførslen.
Parternes påstande
Den 3. februar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbageføre 1.200 kr. samt renter heraf og betale 2.000 kr. i kompensation for den tid, stress og arbejdsbyrde, som den har pålagt ham.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han den 23. januar 2025 blev svindlet for 1.200 kr. via en DBA-handel, hvor han overførte pengene til en konto i Danske Bank.
Den 24. januar 2025 kontaktede han banken for at få hjælp til at få pengene tilbage. Banken undlod at fryse pengene eller at forsøge at stoppe transaktionen, men sendte alene en besked til svindleren. Banken nægtede endvidere at tage kontakt til politiet, selv om den kunne have bistået efterforskningen. Banken har passivt accepteret en svindelsituation og nægtet at tage ansvar, selv om den havde mulighed for at handle.
Banken placerede hele ansvaret på ham som mindreårig.
Banken har ikke handlet i overensstemmelse med god skik for finansielle virksomheder, herunder § 7 i bekendtgørelsen, hvoraf fremgår, at markedsføring og rådgivning rettet mod børn og unge skal være udformet med særlig hensyntagen til børn og unges manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge. Heraf fremgår, at banken har en juridisk forpligtelse til at have særlige procedurer om rådgivning for mindreårige kunder og til ikke at behandle dem som voksne kunder.
Banken anfører, at han selv godkendte betalingen, men det er irrelevant i forhold til betalingslovens § 112, da varen aldrig blev leveret. Betalingslovens § 112 har til formål at beskytte kunder mod netop denne type svindel uanset betalingsmetoden.
Han brugt adskillige timer på at klage, dokumentere sagen og kontakte flere instanser. Han har oplevet stress og frustration, fordi banken nægtede at tage ansvar, trods sin markedsføring som en "sikker bank". Banken bør derfor betale 2.000 kr. i kompensation for de unødvendige besværligheder, den har påført ham.
Danske Bank har anført, at kontooverførslen, som klageren har gjort indsigelse imod, er korrekt registreret og bogført.
Klageren har oplyst, at han selv foretog og godkendte den pågældende kontooverførsel til tredjemands konto i banken, og der er således tale om en autoriseret kontooverførsel, jf. betalingslovens § 82.
Den pågældende kontooverførsel er dermed ikke omfattet af betalingslovens § 99 eller § 100.
Kontooverførslen blev autoriseret med servicekode og blev godkendt med stærk kundeautentifikation.
Klageren hæfter selv for det fulde beløb på 1.200 kr., idet der ikke er tale om tredjemandsmisbrug omfattet af reglerne i betalingsloven.
Klageren er heller ikke berettiget til at modtage morarenter som kompensation for manglende godtgørelse af beløbet på 1.200 kr.
Banken havde ikke mulighed for hverken at stoppe eller tilbageføre det af klageren overførte beløb på 1.200 kr.
Klageren er ikke berettiget til en godtgørelse for svie og smerte.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at ændre i bankens interne politikker.
Betalingslovens § 112 om manglende levering finder ikke anvendelse i denne sag, da der er tale om en kontooverførsel.
Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende og har heller ikke handlet i strid med god skik bekendtgørelsen og/eller markedsføringsloven.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren, der er født i maj 2007, var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto samt netbank- og mobilbankadgang.
Den 23. januar 2025 foretog klageren via sin mobilbank en overførsel på 1.200 kr. fra klagerens konto i banken til tredjemands konto i banken.
Banken har oplyst, at overførslen blev godkendt med klagerens personlige servicekode.
Klageren har oplyst, at han overførte 1.200 kr. til sælgerens konto i Danske Bank i forbindelse med køb af en telefon på DBA, men at han aldrig modtog telefonen.
Ud fra klagerens egne oplysninger om, at han selv foretog overførslen, finder Ankenævnet, at transaktionen blev autoriseret af klageren, jf. betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger ikke et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100.
Da der var tale om en straksoverførsel, finder Ankenævnet, at banken ikke havde mulighed for at stoppe eller tilbagekalde betalingen.
Betalingslovens § 112 vedrører betalingstransaktioner i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument. Ankenævnet finder ikke, at bestemmelsen finder anvendelse på den i sagen omhandlede transaktion, der blev gennemført som en kontooverførsel i klagerens mobilbank. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at der var tale om betaling i henhold til en aftale om køb af en mobiltelefon mellem to forbrugere.
Ankenævnet finder herudover ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab, ligesom Ankenævnet ikke finder, at klageren er berettiget til kompensation for stress, eller svie og smerte.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.