Indsigelse mod hæftelse for hævninger på fælles kassekredit efter skilsmisse.

Sagsnummer:115/2005
Dato:28-11-2005
Ankenævn:John Mosegaard, Anne Dehn Jeppesen, Niels Bolt Jørgensen, Astrid Thomas.
Klageemne:Kassekredit - hæftelse
Ledetekst:Indsigelse mod hæftelse for hævninger på fælles kassekredit efter skilsmisse.
Indklagede:Nykredit Bank og Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om klageren hæfter for hævninger på sin og sin tidligere ægtefælles fælles kassekredit, som ikke blev ophævet i forbindelse med parrets separation.

Sagens omstændigheder.

Ved kreditaftale af 12. februar 1999 ydede indklagede I klageren og dennes daværende ægtefælle, M, en kassekredit med et kreditmaksimum på 30.000 kr. Renten var variabel for tiden 8,75 % p.a. I tilknytning til kassekreditten blev der udstedt et dankort til M.

Klageren og M blev separeret i 1999/2000, og deres fælles faste ejendom blev i den forbindelse solgt.

Klageren og M havde hver en konto hos indklagede II. Omprioriteringen ved ejendomssalget blev forestået af indklagede II, og handlen blev afsluttet i marts 2000. Der blev i forbindelse hermed indsat 289.007,99 kr. på hver af parrets konti.

Fra hver konto blev der den 4. april 2000 hævet 12.915 kr., i alt 25.830 kr., som efter fradrag af et gebyr på 7 kr. blev indsat på kassekreditten hos indklagede I. Kassekreditten havde herefter en positiv saldo på 28,25 kr.

Den 30. juni 2000 blev der beregnet renter på kassekreditten, som herefter havde en negativ saldo på 3,47 kr.

Kontoudskrifterne for kassekreditten blev sendt til M. Ved udgangen af årene 1999-2003 blev der sendt en årsoversigt til klageren på dennes folkeregisteradresse. Af årsoversigterne fremgår alene oplysninger om kassekreditten. Klageren har anført, at hun ikke har modtaget årsoversigterne for 2000, 2001 og 2002.

I perioden fra den 5. april 2000 til den 26. maj 2003 blev der bortset fra renter og gebyrer ikke hævet på kassekreditten. Fra den 27. maj 2003 blev der foretaget en række dankorthævninger.

I begyndelsen af januar 2004 kom kassekreditten i overtræk, og på grund af dette spærrede indklagede I kassekreditten den 7. januar 2004. Indklagede I anmodede klageren om at inddække overtrækket, hvilket klageren afslog.

I marts 2004 overgik sagen til inkasso, og den 28. juni 2004 udtog indklagede I stævning mod klageren og M om betaling af 43.825,61 kr. med tillæg af renter 14 % med kvartårlig rentetilskrivning fra 1. januar 2004 samt omkostninger.

Den 4. marts 2005 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.

Parternes påstande.

Den 21. april 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. I forhold til indklagede I har klageren nedlagt påstand om, at indklagede skal frafalde kravet på 43.825,61 kr., subsidiært nedsætte dette til 30.000 kr.

I forhold til indklagede II har klageren nedlagt påstand om erstatning for det tab, hun måtte lide ved, at kassekreditten ikke blev lukket i forbindelse med separationen.

Indklagede I har under sagen nedsat sit krav mod klageren til 30.000 kr. med tillæg af renter p.t. 8,75 % p.a. med kvartårlig rentetilskrivning fra den 30. december 2003 og indtil betaling sker og med tillæg af omkostninger og gebyrer ved rykkerprocedure, overdragelse til inkasso og inkassation af beløbet. Indklagede I har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede II har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de nu omstridte hævninger er foretaget af M og uden hendes samtykke eller viden.

Kassekreditten blev indfriet i 2000 i forbindelse med separationen og burde have været lukket. Hun modtog hverken kontoudskrifter, årsopgørelser eller lignende fra indklagede I og var derfor i god tro om, at kontoen var indfriet og udgået.

Hun var ikke i besiddelse af dankortet.

Indklagede I måtte være bekendt med, at hun og M havde ophævet samlivet, idet de siden separationen har haft forskellig adresse.

Samtlige hævninger er foretaget i M's lokalområde.

Indklagede II havde en aktiv rolle som rådgiver i forbindelse med bodelingen. Indklagede II blev bedt om at "stå for det hele" og medvirkede herunder bl.a. til salget af ejendommen og indfrielsen af kassekreditten. Ved indfrielsen af kassekreditten burde indklagede II have rådgivet til at lukke kreditten eller i hvert fald have gjort opmærksom på, at det fortsat var muligt at hæve på kreditten. Som følge af den mangelfulde rådgivning er indklagede II erstatningsansvarlig for det tab, som hun måtte blive påført som følge af M's efterfølgende hævninger.

Indklagede I har anført, at klageren som medkontohaver hæfter for gælden på kontoen, dog begrænset til 30.000 kr. med tillæg af renter og omkostninger.

Man var ikke bekendt med samlivsophævelsen eller klagerens ønske om at blive slettet som medkontohaver på kontoen.

Fremsendelse af kontoudtog og årsopgørelser foregår automatisk på baggrund af de indprogrammerede oplysninger og til kontohavernes folkeregisteradresse, idet indklagedes system automatisk opdateres med adresseoplysninger fra CPR-registret. Indklagede kan derfor ikke alene på grund af kontohavernes adresseskift anses for at have vidst, at samlivet var ophævet.

Klageren har løbende fået tilsendt årsopgørelser på sin folkeregisteradresse, og ingen af forsendelserne er kommet retur. Klageren var eller burde derfor have været bekendt med, at kontoen fortsat bestod.

Klageren er nærmest til at bære risikoen for, at hun og M fortsat var legitimeret til at disponere over kontoen med begge kontohavere som hæftende debitorer.

Klageren blev korrekt orienteret om overtrækket, umiddelbart efter at det var opstået.

De omstridte hævninger begyndte først den 27. maj 2003, og klageren har således haft god tid til at sørge for, at kontoforholdet blev opsagt.

Indklagede II har anført, at man i overensstemmelse med sædvanlig praksis ikke deltog i eller på anden måde rådgav klageren og M om bodelingen.

Overførslen af de to gange 12.915 kr. til kreditten hos indklagede I skete efter anmodning fra klageren og M. Ifølge den ekspederende afdeling blev der ikke oplyst om kredittens størrelse, kredittens debitorer eller øvrige vilkår. Afdelingen blev alene bedt om at overføre beløbene.

Man har således ikke haft anledning til at rådgive om engagementet hos indklagede I og har derfor ikke ydet mangelfuld rådgivning og/eller på anden måde handlet ansvarspådragende.

Klageren har modtaget årsopgørelser fra indklagede I, hvoraf det fremgik, at kreditten ikke var opgjort. Klageren burde derfor selv have spærret kontoen og forhindret misbruget.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Under de foreliggende omstændigheder finder Ankenævnet, at hverken indklagede I eller indklagede II havde anledning til at rådgive klageren til at lukke kassekreditten i forbindelse med klagerens og M's separation. Klageren må derfor selv bære ansvaret for, at M efterfølgende foretog hævninger på kassekreditten, som klageren hæfter for over for indklagede I som solidarisk medhæftende debitor på kassekreditten.

Indklagede I har under sagen nedsat sit krav mod klageren til kassekredittens maksimum på 30.000 kr. med tillæg af renter og omkostninger.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.