Værdipapirer, formuestyring, investering med henblik på udnyttelse af realiseret skattemæssigt underskud.

Sagsnummer:310/1994
Dato:21-11-1994
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Værdipapirer, formuestyring, investering med henblik på udnyttelse af realiseret skattemæssigt underskud.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren rettede i februar 1993 henvendelse til indklagedes Hasle afdeling, Århus. Han havde i andet pengeinstitut ved en række spekulationsforretninger i aktier akkumuleret et tab på omkring 70.000 kr. Han oplyste, at han var bekendt med, at indklagede tilbød lånefinansierede investeringsprojekter baseret på udnyttelse af en kundes spekulationstab gennem et investeringsprojekt, som med stor grad af sandsynlighed ville give deltagerne et overskud efter skat.

Indklagede har om disse investeringsprojekter oplyst, at der er tale om lånefinansierede køb af investeringsbeviser i en investeringsforening U, som foretager investeringer i obligationer med kort løbetid, således at det er muligt med en relativ lille grad af usikkerhed at forudse kursudviklingen på investeringsbeviserne. Med kendskab til en kundes tidligere lidte tab er det derfor muligt at tilrettelægge en investering, som højst sandsynlig resulterer i et nettooverskud.

Der etableredes herefter i februar 1993 følgende arragement med klageren:

Indklagede ydede klageren et lån på 840.000 kr., hvoraf 717.000 kr. anvendtes til køb af investeringsbeviser i U til kurs 105 og 4.000 kr. til etableringsomkostninger. Det resterende låneprovenu på 119.000 kr. blev straks afdraget ekstraordinært på lånet. Lånet forrentedes med 15% i fast rente, og der ville herefter påløbe 119.000 kr. i renter frem til lånets indfrielsesdag den 30. marts 1994, således at indfrielse skulle ske ved betaling af i alt 840.000 kr. Indfrielsesbeløbet forudsattes tilvejebragt ved salg af investeringsbeviserne til kurs 117,25 eller 787.000 kr., idet kursgevinsten anslået til 70.000 kr. ville være skattefri, da klageren havde lidt et tilsvarende spekulationstab tidligere. Klageren ville opnå en skattemæssig fordel på omkring 62.000 kr., som følge af renteudgifterne på lånet. Skattefordelen skulle månedsvis indbetales på en sikringskonto; dennes indestående med tilskrevne renter ville herefter pr. 30. marts 1994 sammen med beløbet på 787.000 kr. være tilstrækkelig til at indfri lånet. Klagerens gevinst ville under disse forudsætninger svare til den skattefordel, han ville have i den resterende del af 1994 med tillæg af eventuelt overskud på sikringskontoen efter lånets indfrielse.

I forbindelse med drøftelserne om engagementet fik klageren forelagt følgende bilag:

"Soloengagement

Lån
køb m.v.

overskud
påløbne renter

at indfri
provenu ved salg

at indfri 1/4-94

renter i 93:
94:

tkr.
-

tkr.
-
-
-
tkr.
tkr.

840
721

119
119

840
787

53

92
27




Skattemæssig værdi af rentefradrag i 94 kr. 14.00 at fordele på 12 måneder kr. 1.200 der indbetales 1/1-1/2-1/3.

"Sikringskontoen" vil være vokset til kr. 55.700 der vil således kun være et "overskud" pr. 1/4-94.

fortjeneste ca.





tkr.












2

Den 30. marts 1994 blev engagementet bragt til ophør som aftalt. På ophørsdagen var kursen på investeringsbeviserne 115,75. Forinden havde indklagede tilbudt klageren at fortsætte engagementet i forventning om, at kursen indenfor få dage ville stige til det skønnede kursniveau, men klageren afslog en fortsættelse.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 10.094,28 kr. svarende til at realisationen af investeringsbeviserne var sket til den forudsatte kurs på 117,25.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han 3 gange under et forudgående møde spurgte, om kursen på 117,25 var sikker, og hver gang forsikrede indklagedes medarbejder om, at det var tilfældet. Han fik derfor den opfattelse, at de papirer, som investeringsforeningen investerede i, var statsobligationer, der udløb omkring den 30. marts 1994. Ca. 2 uger før engagementets udløb henvendte han sig til indklagedes medarbejder, idet han havde konstateret, at kursen på investeringsbeviserne kun var ca. 115,5. Han fik da at vide, at de bagvedliggende obligationer løb indtil 1996. Medarbejderen gav udtryk for, at hun selv først da fik at vide, hvilke obligationer der lå bag. Han bestrider at det blev pointeret overfor ham, at der var tale om en skønnet kurs pr. 30. marts 1994.

Indklagede har anført, at klageren, som da var cand. merc. studerende, var fuldt ud bekendt med, at der var en vis - omend mindre - usikkerhed forbundet med at forudsige en eksakt kurs på afviklingsdagen; dette blev klageren oplyst om flere gange inden engagementets etablering. Klageren kan derfor ikke have haft nogen berettiget forventning om at opnå en fortjeneste fastsat til et bestemt beløb, og indklagede har ikke garanteret herfor. Klagerens nettofortjeneste ved investeringen kan opgøres til ca. 3.600 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at indklagede forud for arrangementets etablering forsikrede ham, at den forudsatte kurs på investeringsbeviserne pr. 30. marts 1994, 117,25, var sikker, medens indklagede har anført, at man tværtimod pointerede, at der alene var tale om en skønnet kurs. På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.