Spørgsmål om rådighed over indeståender på børnepensionskonti.

Sagsnummer:1222/2009
Dato:19-01-2011
Ankenævn:Kari Sørensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Maria Hyldahl, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Rådgivning - øvrige spørgsmål
Umyndighed - udbetaling fra konto
Indlån - rådighedsbegrænsning
Ledetekst:Spørgsmål om rådighed over indeståender på børnepensionskonti.
Indklagede:Middelfart Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:



Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om rådighed over konti oprettet af klageren i sine børns navn i Middelfart Sparekasse.

Sagens omstændigheder

I oktober 2008 skiftede klageren i forbindelse med skilsmisse pengeinstitut til Middelfart Sparekasse, hvor hun bl.a. fik oprettet en løn- og budgetkonto.

Klageren og hendes daværende ægtefælles, M’s, fælles bolig var sat til salg.

Klageren har oplyst, at hun havde et kapitalpensionsdepot hos et pensionsselskab, hvorfra hun hver måned overførte 9.600 kr. og indsatte beløbet på "hendes konti i sparekassen oprettet i børnenes navn" for at kunne overholde sine økonomiske forpligtelser.

I den forbindelse har klageren anført, at M havde fået den opfattelse, at beløbet var børnepension, som var opsparet inden skilsmissen, hvorfor han var berettiget til en andel af beløbet. Man skulle herefter have oprettet to konti "i børnenes navn, men til hans disposition". Efterfølgende skulle rådgiveren have overført ca. 6.000,00 til disse konti uden hendes accept. Dette bestrider sparekassen.

Ultimo oktober 2009 modtog sparekassen fra M en afgørelse af 17. september 2009 fra Statsforvaltningen Syddanmark.

Af afgørelsen fremgår:

"…

Du har som medindehaver af forældremyndigheden – og dermed som værge – søgt statsforvaltningen om at afgøre, hvordan udbetalingen af børnepension til [barnets navn] skal ske, eftersom du og moderen …, er uenige herom

Statsforvaltningen finder, at børnepensionen, som efter det oplyste udgør brutto 3.050 kr. månedligt, fremover skal udbetales således:

Et beløb svarende til det til enhver tid gældende normalbidrag + 50 % udbetales månedligt til moderen. Det resterende beløb indsættes på en konto i [barnets navn] med påtegning om, at hævninger kun kan ske med begge værgers underskrift eller med statsforvaltningens tilladelse.

[Klageren] har modtaget kopi af afgørelsen.

…"

Den 13. november 2009 sendte sparekassen et brev til klageren, som havde bedt om en begrundelse for, at sparekassen henholdt sig til Statsforvaltningens brev af 17. september 2009 vedrørende udbetaling af børnepension.

Af brevet fremgår:

"…

Der er tale om beløb, der er tilkendt børnene (og ikke dig), og det er børnenes værger – i dette tilfælde du og din eksmand – der skal forvalte pengene. Såfremt I som indehavere af forældremyndigheden ikke kan blive enige om udbetalingen, kan Statsforvaltningen træffe afgørelse, jf. værgemålslovens § 3, stk. 5.

Vi har som pengeinstitut pligt til at følge en sådan afgørelse, hvilket undertegnede har henvist [bankrådgiveren] til at gøre. Sparekassen har pligt til at følge afgørelsen, med mindre vi får besked om, at klageinstansen suspenderer afgørelsen (giver en evt. klage såkaldt "opsættende virkning"), indtil klagesagen er behandlet, eller såfremt klageinstansen omgør Statsforvaltningens afgørelse.

…"

Den 25. november 2009 blev der holdt møde med klageren i sparekassen om klagerens engagement. På mødet blev også drøftet klagerens utilfredshed med, at sparekassen havde fulgt Statsforvaltningens afgørelse. Sparekassen kunne ikke imødekomme klageren, og klageren oplyste på mødet, at hun havde indgivet en klage over sparekassen til Ankenævnet.

Ifølge klageren er alle sager om skilsmissen m.v. sat i bero hos Statsforvaltningen og afventer civil retssag, der begynder primo 2010.

Parternes påstande

Klageren har den 24. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Middelfart Sparekasse skal tildeles en påtale, at sparekassen uberettiget har fulgt Statsforvaltningens afgørelse af 17. september 2009 samt at sparekassen skal erstatte 6.000 kr. ved uretmæssigt at have hævet beløbet på en børnepensionskonto.

Middelfart Sparekasse har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at sparekassen skal tildeles en påtale som følge af sparekassens mangelfulde rådgivning og håndtering af sagen i forbindelse med hendes separation/skilsmisse. Hun valgte at flytte sine konti til sparekassen for at holde sine økonomiske forhold adskilt fra den tidligere ægtefælles. Hun og hendes advokat har flere gange gjort rådgiveren opmærksom på sparekassens tavshedspligt om hendes anliggender. På trods heraf har bankens medarbejder overført hendes midler til M’s konti.

Hun sætter spørgsmålstegn ved, om sparekassens rådgivning og håndtering af sagen kan have forbindelse til det forhold, at et medlem af sparekassens bestyrelse er advokat for klagerens tidligere ægtefælle.

Sparekassen har ikke pligt til at følge Statsforvaltningens afgørelse, der ikke er gældende, og som er sat i bero på grund af en civil retssag om skilsmissen. Statsforvaltningen har over for hende bekræftet, at klagen over afgørelsen har opsættende virkning, og at pengeinstitutter ikke har hjemmel til at følge afgørelsen eller at inddrive beløb i tilknytning hertil. Hun har klaget over afgørelsen til Familiestyrelsen (rekursmyndighed), da Statsforvaltningen havde misforstået, at der var tale om børnepensioner.

Beløbene, der er overført til børnepensionskontiene, hidrører fra hendes kapitalpensionsmidler, og banken har uberettiget afskåret hende fra at disponere over kontiene og skal erstatte tabet på 6.000,00 kr.

Middelfart Sparekasse har til støtte for afvisningspåstanden anført, at spørgsmålet om en eventuel påtale falder uden for Pengeinstitutankenævnets kompetence, idet nævnet ikke er et disciplinærnævn. Sparekassen har imidlertid rådgivet klageren korrekt, og klageren har efter eget ønsket fået en ny rådgiver.

Sparekassen har overholdt tavshedspligten og har ikke kommunikeret med klagerens tidligere ægtefælle på en måde, der strider mod tavshedspligten eller god skik for pengeinstitutter i øvrigt.

Det bestrides, at sparekassens rådgivning og handlemåde i forhold til klageren har nogen forbindelse til den omstændighed, at et medlem af sparekassens bestyrelse, ifølge klager, er advokat for klagerens tidligere ægtefælle. Den tidligere ægtefælle er ikke kunde hos sparekassen, og sparekassen har ikke haft kendskab til, at han skulle være klient hos det angivne bestyrelsesmedlem.

Sparekassen har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at man har pligt til at følge Statsforvaltningens afgørelse. Børnepension er beløb, der tilfalder børnene, og det er børnenes værger qua indehavere af forældremyndigheden, der skal forvalte pengene. Hvis værgerne ikke er enige om udbetalingen, træffer Statsforvaltningen afgørelse jf. værgemållovens § 3 stk. 5. Sparekassen har pligt til at følge afgørelsen, med mindre klageinstansen tillægger klagen opsættende virkning, indtil klagesagen er behandlet, eller hvis klageinstansen omgør Statsforvaltningens afgørelse. Sparekassen har ikke modtaget nogen henvendelse om, at klagen er tillagt opsættende virkning og har derfor fulgt Statsforvaltningens afgørelse.

Sparekassen har ikke inddrevet offentlig gæld ved at følge Statsforvaltningens afgørelse. Sparekassen har heller ikke tilbageholdt eller modregnet beløb med inddrivelse af gæld til det offentlige for øje.

Beløbene fra børnepensionskontiene er ikke tabt, men står på børnenes konti, indtil forældrene er enige om at disponere eller Statsforvaltningen træffer afgørelse om eventuelle dispositioner. Beløbene tilhører børnene, og klageren har derfor ikke lidt et økonomisk tab. Allerede af den grund kan klageren ikke tilkendes erstatning.

Sparekassen har ikke begået nogen erstatningspådragende fejl eller forsømmelser.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke er et disciplinærnævn, hvorfor spørgsmålet om eventuel påtale falder uden for Ankenævnets kompetence. Imidlertid vedrører klagen også en påstand om økonomisk tab og dermed en formueretlig tvist, der kan behandles af Ankenævnet.

Ankenævnet finder dog, at sagen ikke kan afgøres uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Denne bevisførelse kan ikke ske ved Ankenævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. Sagen afvises derfor jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.