Kaution, kassekredit, overtræk.

Sagsnummer:258/1992
Dato:16-12-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, kassekredit, overtræk.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved kassekreditkontrakt af 10. august 1982 ydede indklagede en kredit på 200.000 kr. til et anpartsselskab ejet af klagerens søn. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist for kassekreditten. Kreditten skulle nedbringes med 25.000 kr. årligt til max 100.000 kr..

I maj 1985 ændredes kassekreditten til at være gældende for 150.000 kr., som ikke skulle nedbringes. Afviklingsaftale skulle drøftes senest den 1. april 1990. Ifølge påtegning på kassekreditkontrakten indtrådte klageren på samme betingelser som hidtil. Klageren underskrev påtegningen den 14. maj 1985 som selvskyldnerkautionist. Som vitterlighedsvidne for klagerens samt klagerens søns underskrift underskrev klagerens søns svigerfar, som da var ansat hos indklagede og medlem af indklagedes bestyrelse.

Den 19. februar 1990 anmeldte anpartsselskabet betalingsstandsning til skifteretten. Kassekredittens debetsaldo udgjorde på dette tidspunkt 480.029,88 kr.. På kontoudskrift for kreditten var maksimum angivet til 500.000 kr..

I skrivelse af 29. august 1990 til klageren meddelte indklagede, at anpartsselskabet var i betalingsstandsning, hvorfor man anmodede klageren om at indbetale 150.000 kr.. I en skrivelse af 6. september 1990 til klageren accepterede indklagede, at klagerens kautionsforpligtelse indtil videre afvikledes ved betaling af 2.500 kr. månedligt; aftalen skulle tages op til fornyet drøftelse ved salg af klagerens landbrugsejendom, og klageren opfordredes til at rette personlig henvendelse for at underskrive dokumenter herom.

På klagerens ægtefælles foranledning fremsendtes den 4. oktober 1990 i check 7.500 kr. til indklagede.

Efter afviklingen af anpartsselskabet rettede indklagede i skrivelse af 21. marts 1991 henvendelse til klageren og opgjorde kautionsforpligtelsen til 152.338 kr. efter fradrag af indbetalingen fra oktober 1990. Klageren anmodedes om indbetaling af beløbet.

Den 15. april 1991 overgav indklagede inkassationen af kautionsforpligtelsen til advokat. I december 1991 foretoges udlæg i klagerens ejendom for kautionsforpligtelsen.

Det fremgår af sagen, at klageren i august 1990 satte sin landbrugsejendom til salg, og indklagede har i august 1992 oplyst, at ejendommen nu er solgt, og at salgssummen giver fuld dækning for indklagedes udlæg incl. renter og sagsomkostninger.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede har tilladt, at den kautionssikrede kassekredit blev overtrukket med betydelige beløb, hvorved klagerens risiko er blevet forøget. Klageren er ikke blevet orienteret herom og har heller ikke givet tilsagn dertil. Klageren fik først meddelelse om betalingsstandsningen i anpartsselskabet mere end et halvt år efter, at denne var indtrådt, og indklagede har således undladt at iagttage bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41. Med hensyn til underskriften på kassekreditkontrakten i 1985 synes dokumentet at vise, at der er sket en tilføjelse efter underskrift. Underskriften er da også kun vitterlighedsbekræftet af ét vidne mod sædvanligvis to vidner. Klageren bestrider, at indbetalingen af de 7.500 kr. kan betragtes som en anerkendelse af kautionsforpligtelsen; indbetalingen er foretaget af klagerens ægtefælle, men klageren afviste netop på det omhandlede tidspunkt at underskrive en erklæring om kautionsforpligtelsens afvikling. Klageren har endvidere henvist til forskellige avisudklip fremlagt under klagesagen, hvoraf fremgår, at der har været uregelmæssigheder hos indklagede, som medførte et direktørskifte.

Indklagede har anført, at der ikke er foretaget tilføjelser i kassekreditkontrakten efter klagerens underskrift på denne i 1985. Indklagede finder at have overholdt meddelelsespligten efter § 41 i bank- og sparekasseloven, men uanset dette er klagerens mulighed for at gennemføre en regres ikke forringet. Efter at klageren havde modtaget indklagedes skrivelse af 29. august 1990, blev det aftalt, at kautionen skulle afvikles foreløbig med 2.500 kr. månedligt, således at en afklaring skulle ske efter et salg af klagerens ejendom. Indklagede ønskede i den forbindelse et egentligt gældsbrev underskrevet, men klageren undlod at medvirke hertil. Klageren har ved betalingen af de 7.500 kr. i oktober 1990 erkendt kautionsforpligtelsen. Klagerens ægtefælle anmodede på dette tidspunkt indklagede om at afvente et salg af ejendommen. Med hensyn til uregelmæssigheder hos indklagede har indklagede oplyst, at indklagedes tidligere direktør med virkning fra den 31. august 1989 uden bestyrelsens viden og accept havde indkodet et maksimum på 500.000 kr. på den omhandlede kassekredit på et tidspunkt, hvor debetsaldoen var 748.000 kr.; disse uregelmæssigheder kan dog ikke føre til bortfald af klagerens kautionsforpligtelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede findes at have tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 ved ikke at have givet klageren underretning om den del af kassekredittens overtræk, som var renter, og som i hvert fald efter det oplyste er konstateret i 1989. En stillingtagen til, hvorvidt den manglende underretning har forringet klagerens regresmuligheder - herunder til spørgsmålet om, hvorvidt klageren fra anden side havde kendskab til debitors økonomi - findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.