Indsigelse mod kaution. Gammel gæld. Spørgsmål om ugyldighed som følge af psykisk lidelse.

Sagsnummer:353/2001
Dato:20-08-2002
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Kaution - stiftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod kaution. Gammel gæld. Spørgsmål om ugyldighed som følge af psykisk lidelse.
Indklagede:Skjern Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

I 1998 tiltrådte klagerens søn, S, en stilling som daglig leder af en butik, der blev drevet via et anpartsselskab. Den 14. december 1998 blev der med selskabet som debitor etableret en kassekredit hos indklagede med et maksimum på 400.000 kr. Kreditten blev etableret mod bl.a. selvskyldnerkaution fra selskabets ejer/direktør, klageren og S. Kautionisterne underskrev kautionserklæringen den 10. december 1998. Ejerens/direktørens og S' kaution var begrænset til 125.000 kr. Klagerens kaution var begrænset til 150.000 kr.

Den 8. februar 2000, hvor saldoen på kassekreditten var ca. 480.000 kr. (negativ), opsagde indklagede engagementet. Ved skrivelse af samme dato blev klageren orienteret om opsigelsen, og kautionen blev gjort gældende.

Ved gældsbrev af 20. juni 2000 ydede indklagede S et lån på 150.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist. Lånebeløbet blev anvendt til nedbringelse af selskabets kassekredit, og samtidig kvitterede indklagede for frigivelse af klagerens kaution for selskabet.

I begyndelsen af 2001 overgik lånet til inkasso på grund af misligholdelse og kautionen blev gjort gældende over for klageren.

Klageren indfriede ikke kautionen, hvorfor indklagede i maj 2001 indgav anmodning om udlæg til fogedretten i Esbjerg.

Under sagen er der fremlagt to lægeerklæringer vedrørende klageren dateret henholdsvis den 20. juni og 2. august 2001. Af erklæringerne fremgår følgende:

"20-06-2001

Det kan hermed attesteres, at ovennævnte patient, som er kendt af mig, er i en psykisk tilstand, hvor hun ikke kan overskue sine handlinger og tage beslutninger.

02-08-2001

Det kan attesteres, at patienten i en årrække har været momentvis psykotisk, hvor hun er i en tilstand, der gør, at hun ikke ved, hvad hun har lavet.

Disse momentvise psykoser har været til stede i de sidste 10 år med skiftende intervaller, og det drejer sig af den grund om en tilstand, der kan skifte hvert øjeblik.

Hun kan derfor udføre handlinger, som hun ikke er bevidst om senere."

Den 8. oktober 2001 blev sagen af indbragt for Ankenævnet af klagerens advokat, som også repræsenterede klageren i fogedsagen.

Fogedretten afslog en anmodning om udsættelse af sagen med henblik på sagens behandling ved Ankenævnet.

Den 10. juni 2002 traf Ribe Statsamt i henhold til værgemålslovens § 5, stk. 1, jf. stk. 3, afgørelse om iværksættelse af værgemål for klageren omfattende varetagelse af klagerens interesser under fogedsagen. Af afgørelsen fremgår bl.a.:

"Af indhentet lægeerklæring fremgår det, at [klageren] lider af inferioritas intellectualis, dementia senilis og intermitterende psykose. Hendes tilstand anses for varig. [Klageren] kan tage vare på sine egen daglige tilværelse, men kan ikke disponere med henblik på økonomi.

Af årsopgørelse for 1999 fremgår blandt andet, at [klageren] modtager pension, samt at hun er i besiddelse af en formue i form af fast ejendom til en ejendomsværdi på kr. 630.000.

Statsamtet har ved afgørelsen lagt vægt på de foreliggende lægelige oplysninger, og finder på baggrund heraf, at [klageren] på grund af alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender."

Advokaten, der også repræsenterer værgen, har fastholdt klagen til Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet om indfrielse af kautionen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at kautionen er ugyldig, idet hun var i en psykisk tilstand, hvor hun ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger.

Kautionen af 20. juli 2000 afløste ikke kautionen af 10. december 1998.

Indklagede udstedte saldokvittering vedrørende kautionen af 10. december 1998 for selskabet.

I forbindelse med kautionen i 2000 fik hun at vide, at denne vedrørte et lån, som S skulle bruge til at komme ud af sin gæld til selskabet. Kautionen blev således afgivet til sikkerhed for S' gamle gæld, som mindst var på 125.000 kr., idet indklagede havde undladt at gøre kautionen for selskabet gældende over for S. Allerede fordi kautionen blev stiftet for et nødlidende engagement er det i strid med redelig handlemåde at gøre kautionen gældende.

Indklagede har en skærpet oplysningspligt, når der som i nærværende sag er tale om ældre privatpersoner, der kautionerer for risikofyldte virksomheder, og indklagede har ikke dokumenteret, at denne oplysningspligt er opfyldt.

Indklagede har anført, at lånet på 150.000 kr. blev etableret til indfrielse af klagerens kautionsforpligtelse over for selskabet. Kautionserklæringen af 20. juni 2000 afløste således den tidligere kautionserklæring af 10. december 1998. Der var ikke tale om kaution for gammel gæld, og klagerens risiko blev ikke forøget.

Det bestrides, at kautionen er ugyldig som følge af klagerens psykiske tilstand. De involverede medarbejdere har ikke observeret, at klageren skulle være i en psykisk tilstand, der indebar, at hun ikke forstod aftalerne, herunder konsekvenserne ved at påtage sig at kautionere.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens kaution for lånet til S var ikke en ny forpligtelse, men en videreførelse af den kaution, som klageren allerede havde påtaget sig ved sin kaution for kassekreditten til selskabet. Der var således ikke tale om kaution for gammel gæld, da klageren den 20. juni 2000 som selvskyldnerkautionist underskrev gældsbrevet vedrørende lånet til S.

En stillingtagen til, om kautionsaftalen af 10. december 1998 er ugyldig som følge af, at klageren manglede evne til at handle fornuftsmæssigt, jf. værgemålslovens § 46, forudsætter en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.