Realkreditbelåning, kurssikring.

Sagsnummer:516/1994
Dato:07-04-1995
Ankenævn:Peter Blok, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jens Ole Stahl
Klageemne:Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst:Realkreditbelåning, kurssikring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren indhentede i januar 1994 gennem Nykredit et lånetilbud, hvorefter de eksisterende lån til Nykredit med en restgæld på ca. 470.000 kr. skulle erstattes med et kontantlån på 504.000 kr. Ifølge Nykredits beregning ville en sådan omlægning medføre en månedlig besparelse på ca. 1.900 kr. I beregningen var der afsat 19.700 kr. til betaling af differencerenter.

Klageren rettede henvendelse til indklagede vedrørende gennemførelse af omlægningen. Indklagede gjorde klageren opmærksom på, at der ved omlægningen skulle betales differencerenter, som de efterstående panthavere ikke skulle rykke for, og at man ikke ønskede at udvide sit engagement med klageren i form af et lån.

Den 31. januar 1994 opsagde klageren de eksisterende lån til Nykredit til indfrielse pr. 1. juli 1994.

Den 17. februar 1994 sendte indklagede kreditforeningspantebrevet til tinglysning og modtog det retur den 28. februar 1994.

Den 28. juni 1994 hjemtoges kontantlånet fra Nykredit, nu på basis af 7%-obligationer og på basis af kurs 84,60.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en godtgørelse som følge af den mindre besparelse, han har opnået ved låneomlægningen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede fra starten var negativ over for hans ønske om låneomlægning. Den 31. januar 1994 havde han flere gange kontakt til såvel indklagede som Nykredit, og til sidst måtte Nykredit meddele indklagede, at indklagede ikke kunne forhindre klageren i låneomlægningen. Indklagede afslog at yde et lån på 17.000 kr. til brug for gennemførelse af omlægningen. I juni måned 1994 blev han kontaktet af indklagedes medarbejder om hjemtagelsen af det nye lån og fik at vide, at ved at hjemtage på grundlag af 7%-obligationer ville den månedlige ydelse kun stige med 25 kr. Dette fandt han i orden. Først senere blev han klar over, at de 25 kr. var i forhold til det aktuelle kursniveau. Indklagede har pådraget sig ansvar ved ikke som lovet at indgå en fastkursaftale den 31. januar 1994. Indklagede bør derfor betale erstatning i overensstemmelse hermed.

Indklagede har anført, at man ikke ønskede at stille garanti for hjemtagelse af nyt lån, idet der ikke var sikkerhed for, at alle omkostninger, herunder differencerenter, kunne finansieres. Man ønskede ikke at udvide engagementet med klageren, og man ville heller ikke indgå kurskontrakt med klageren, da der ville være risiko forbundet hermed, idet der ikke var sikkerhed for, at ydelserne pr. 30. marts og 30. juni 1994 på de eksisterende lån ville blive betalt. Indklagede havde måttet finansiere betalingen af decemberterminen 1993. Efter at indklagede fik kendskab til, at klageren selv havde opsagt de eksisterende lån til indfrielse pr. 1. juli 1994, gjorde man opmærksom på konsekvenserne heraf, herunder at der ikke var sket sikring af kursen ifølge lånetilbuddet. Klageren henvistes til at drøfte en kurssikring med Nykredit. Indklagede har ikke pådraget sig ansvar for den manglende kurssikring, som klageren fra starten var bekendt med ikke var sket.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter det foreliggende finder Ankenævnet at måtte lægge til grund, at indklagede udtrykkelig havde tilkendegivet klageren, at man hverken var villig til at hjemtage det ny realkreditlån mod garanti eller til at kurssikre det, at klageren alligevel på eget initiativ opsagde de eksisterende lån pr. 1. juli 1994, og at indklagede derefter henviste klageren til at drøfte spørgsmålet om kurssikring mod Nykredit. Der findes herefter ikke at være grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig over for klageren.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.