Indsigelse mod ekspeditionstid for låneansøgning og krav på kompensation for tidsforbrug

Sagsnummer:50/2020
Dato:26-06-2020
Ankenævn:Henrik Waaben, Anita Nedergaard, Kristian Ingemann Petersen, Ida Marie Moesby, Finn Borgquist
Klageemne:Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Omkostninger - ved klagesag
Ledetekst:Indsigelse mod ekspeditionstid for låneansøgning og krav på kompensation for tidsforbrug
Indklagede:Alm. Brand Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Sagen vedrører spørgsmål om fejl og eventuelle lovovertrædelser i forbindelse med håndteringen af en låneansøgning. Spørgsmål om krav på kompensation for tidsforbrug i forbindelse med bankens sagsbehandling.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Alm. Brand Bank.

På et møde den 17. december 2019 anmodede klageren banken om et finansieringstilbud, da han stod til at udtage en større udlejningsejendom i en arvesag.

Klageren har oplyst, at han på mødet gjorde det klart for banken, at sagen var presserende, da han skulle give svar til bobestyreren i arvesagen, om han ønskede at udtage ejendommen eller ej. Ifølge klageren oplyste medarbejderen i banken, at han kunne forvente svar primo uge 2 i 2020.

Banken har oplyst, at den pågældende medarbejder i banken, som varetog klagerens låneansøgning, fratrådte sin stilling i banken ved udgangen af januar 2020. Fratrædelsen havde ingen sammenhæng med klagesagen. Fratrædelsen betyder imidlertid, at det ikke er muligt for banken at afklare, hvad der konkret er blevet drøftet og aftalt mundtligt mellem klager og den pågældende medarbejder. Banken har heller ikke mulighed for at klarlægge, hvilke e-mails den pågældende medarbejder har sendt fra sin PC ud over de af klager fremlagte e-mails. Banken kan derfor kun forholde sig til de e-mails, der er fremlagt af klageren.

Klageren tog kontakt til banken via e-mail den 10. og 13. januar 2020 og via telefon den 13. og 14. januar 2020. Ved e-mail af 13. januar 2020 skrev banken blandt andet følgende til klageren:

”…

Jeg er ked af at du har fået opfattelse af, at vi kunne have et konkret tilbud til dig i denne uge. Min intention var, at jeg ville forsøge at få sagen kørt igennem i denne uge og forsøge at have et indikativ svar fra vores kreditafdeling sidst på ugen.

Herefter kunne vi så tage fat i DLR og få et helt konkret realkredittilbud.

Jeg er ærgerlig over, at vi er ”gået” forbi hinanden i den forbindelse og håber du finder en anden og brugbar løsning.

De modtagne dokumenter arkiveres.

…”

Ved e-mail af 15. januar 2020 orienterede banken klageren om, at

”…

Sagen er sendt videre tirsdag, og vi ser positivt på en løsning.

Vi skal selvfølgelig afvente et lånetilbud fra DLR efterfølgende og det hører du mere om.

…”

Klageren har anført, at banken med denne e-mail oplyste ham, at sagen var sendt videre til DLR Kredit. Banken har anført, at indholdet af e-mailen ikke dokumenterer, at sagen blev sendt til DLR Kredit den 14. januar 2020.

Ved e-mail af 16. januar 2020 gav banken klageren en overordnet tilbagemelding, ifølge hvilken banken ville stille en driftskredit på 1.000.000 kr., hvis DLR ville tilbyde en realkredit på 9.200.000 kr.

Banken afsluttede e-mailen med følgende:

”…

Lad mig gerne høre, om vi skal gå videre i sagen.

I så fald skal jeg nemlig have fat i DLR til en vurdering.

…”

I en e-mailkorrespondance fra den 16. januar 2020 til den 23. januar 2020 drøftede klageren og banken rente og eventuel mellemfinansiering.

Den 23. januar 2020 skrev banken bl.a. til klageren, at han ville høre mere, når banken havde fået vurderingen fra DLR Kredit.

I e-mail af 28. januar 2020 spurgte banken, om klageren havde hørt fra DLR Kredit. Det havde klageren ikke, og banken oplyste, at der ville blive fulgt op på DLR Kredit. Klageren har anført, at bankens opfølgning vedrørte låneansøgningen sendt til DLR Kredit. Banken har anført, at det har formodningen for sig, at e-mailen af 28. januar 2020 henviste til DLR Kredits vurdering af ejendommen og ikke til låneansøgningen.

Den 29. januar 2020 sendte banken låneansøgning og vurderingsrapport til DLR Kredit. Som låntager var angivet klagerens firma, F. Under ”Kontaktoplysninger for aftale om besigtigelse” havde banken angivet klagerens kontaktoplysninger.

Den 3. februar 2020 indgav klageren en klage over sagsforløbet til banken.

Ved brev af 7. februar 2020 besvarede banken klagerens klage og imødekom i den forbindelse, pr. konduite, et ønske fra klageren om gebyrfri overførsel af fondskoderne i hans værdipapirdepot til hans nye pengeinstitut.

Parternes påstande

Den 7. februar 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Alm. Brand Bank skal holdes ansvarlig for fejl og eventuelle lovovertrædelser i forbindelse med håndteringen af hans sag og bør yde kompensation for hans tidsforbrug på sagen.

Alm. Brand Bank har nedlagt principal påstand om afvisning, subsidiær påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens behandling af lånesagen var mangelfuld. Ifølge testamente kunne han udtage ejendommen i boet efter sin morfar. Bankrådgiveren henviste ham til en medarbejder i afdelingen Erhverv med henblik på at modtage et finansieringstilbud.

Han orienterede medarbejderen om, at sagen var presserende, da bobestyreren skulle have svar på, om han ville udtage ejendommen. Medarbejderen oplyste, at han kunne forvente svar tidligt i uge 2 2020.

Han måtte rykke flere gange før banken ved e-mail af 15. januar 2020 oplyste, at sagen var sendt videre om tirsdagen den 14. januar 2020. Det fremgik klart af e-mailens indhold og omstændighederne i øvrigt, at sagen var sendt videre til DLR Kredit. Han fik derfor en forventning om, at DLR Kredit nu kunne behandle hans låneansøgning.

Det viste sig, at DLR Kredit først modtog låneansøgningen og vurderingsrapporten den 29. januar 2020.

Låneansøgningen sendt til DLR Kredit var ikke korrekt udfyldt, da banken havde angivet hans firma F som låntager i stedet for ham som privatperson. Desuden havde banken under kontaktoplysninger angivet telefonnummeret til hans bankrådgiver for private lån i stedet for at anføre hans telefonnummer.

Han er uforstående overfor, at det skulle tage banken fra den 17. december 2019 til den 29. januar 2020 at få sagen kreditvurderet i banken og få låneansøgning udfyldt og afsendt til DLR Kredit. Han havde ved flere lejligheder understreget sagens presserende karakter. Han ønsker derfor at få afklaret, om banken herved har overtrådt lovgivningen.

Han er også uforstående overfor, at banken den 15. januar 2020 oplyste at have videresendt sagen den foregående dag, men at DLR Kredit først modtog lånansøgningen og vurderingsrapporten den 29. januar 2020. Han ønsker derfor at få klarlagt, om der er en brist i bankens e-mailsystem, eller om sagsbehandlingstiden skyldes en fejl hos banken.

På grund af hele sagsforløbet så han sig nødsaget til at skifte bank. Han føler, at han har brugt uforholdsmæssig meget tid på sagen, og han ønsker derfor at modtage kompensation for sit tidsforbrug.

Alm. Brand Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke angår et økonomisk mellemværende, og at en nærmere belysning af de konkrete omstændigheder i sagen vil kræve en mundtlig bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at de af klageren fremlagte e-mails på ingen måde dokumenterer, at banken på noget tidspunkt har oplyst om eller lovet klageren, at låneansøgningen var indsendt til DLR Kredit den 14. januar 2020 eller på nogen anden specifikt angivet dato. Tværtimod skrev medarbejderen ved e-mail af 13. januar 2020, at han var ked af, at klageren havde fået den opfattelse, at banken kunne have et konkret tilbud til ham i den uge. Intentionen var at få et indikativt svar fra bankens kreditafdeling sidst på ugen. Først herefter ville banken tage fat i DLR Kredit for at få et konkret realkredittilbud.

Indholdet af e-mailen af 15. januar 2020 må derfor forstås sådan, at medarbejderen havde sendt sagen videre internt i banken til kreditafdelingen den 14. januar 2020, og ikke at låneansøgningen var sendt videre til DLR Kredit. Banken kan ikke udelukke, at klageren misforstod e-mailen og derved blev bragt i den forkerte tro, at låneansøgningen var sendt til DLR Kredit på dette tidspunkt. Ud fra indholdet og konteksten af de fremlagte e-mails har det dog formodningen imod sig, at banken skulle have lovet dette, heller ikke mundtligt.

Det fremgår ikke af e-mailkorrespondancen mellem parterne den 28. januar 2020, at det var låneansøgningen, som medarbejderen henviste til ved spørgsmålet om, hvorvidt klageren havde hørt fra DLR Kredit. Sædvanligvis retter DLR Kredit ikke direkte henvendelse til bankens kunde med svar på en låneansøgning indsendt af banken, men derimod til banken selv. DLR Kredit retter derimod gerne direkte henvendelse til bankens kunde for at aftale tidspunkt for en ejendomsvurdering. I låneansøgningen havde banken derfor også angivet klagerens kontaktoplysninger under ”Kontaktoplysninger for aftale om besigtigelse”. Henvendelse fra DLR Kredit om besigtigelse kan efter omstændighederne ske både før og efter registrering af låneansøgningen.

Da banken netop ved e-mail af 16. januar 2020 havde oplyst klageren om, at DLR Kredit skulle foretage en vurdering af den ejendom, der var genstand for låneansøgningen, har det formodningen for sig, at det var vurderingen, og ikke låneansøgningen, som banken henviste til i e-mail af 28. januar 2020.

Banken har ikke på noget tidspunkt handlet ansvarspådragende i sagen, og klageren har ikke lidt noget tab som følge af bankens sagsbehandling. Der er i øvrigt ikke grundlag for, at banken skal yde nogen kompensation over for klageren i anledning af hans tidsforbrug i sagen.

Banken har, pr. konduite, allerede imødekommet et ønske fra klageren om gebyrfrit at kunne overføre sit værdipapirdepot til en anden bank.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises.

Klageren kontaktede banken i december 2019 for at få et finansieringstilbud i forbindelse med, at han stod til at udtage en større udlejningsejendom i en arvesag.

Uanset den lange sagsbehandlingstid finder Ankenævnet ikke, at banken i den fremlagte e-mailkorrespondance eller på anden måde lovede eller oplyste til klageren, at banken ville sende en låneansøgning til DLR Kredit før den faktiske afsendelse den 29. januar 2020, ligesom Ankenævnet ikke finder, at banken har handlet ansvarspådragende i sagsbehandlingen ved først at sende låneansøgningen til DLR Kredit den 29. januar 2020.

Ankenævnet finder heller ikke, at klageren har dokumenteret et økonomisk tab ved bankens sagsbehandling, der kan danne grundlag for erstatning.

Det følger af Ankenævnets vedtægter § 25, stk. 1, at ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part. Efter Ankenævnets praksis tilkendes der som udgangspunkt heller ikke klageren kompensation for klagerens tidsforbrug forud for, at sagen indbringes for nævnet. Ankenævnet finder ikke anledning til at fravige denne praksis i nærværende sag.

Klageren får herefter ikke medhold i sit krav om kompensation af sit tidsforbrug, og klagen tages derfor ikke til følge.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.