Værdipapirer. Rådgivning. Afvisning, bevis.

Sagsnummer:623/1991
Dato:14-04-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Værdipapirer. Rådgivning. Afvisning, bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I efteråret 1989 solgte klageren, der er bosat i Canada, sit hus i Danmark. En del af provenuet heraf blev indsat på en investeringskonto i indklagedes Vindeby afdeling. Under et møde i afdelingen den 23. november 1989 med klageren diskuteredes mulighederne for bedst mulig anbringelse af beløbet. Den 23. november 1989 købte indklagede på klagerens vegne investeringsbeviser i indklagedes investafdeling 4 for 187.181,25 kr. og i afdeling 8 for 192.206,25 kr. Den 10. januar 1990 modtog afdelingen restprovenuet fra salget af ejendommen på 388.600,64 kr. Indklagede placerede herefter 212.808,75 kr. i afdeling 8 og 215.296,13 i afdeling 4.

Efter at investeringen har givet et overskud, der er 300.000,00 kr. mindre end forventet af klageren, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre det tab, han har lidt som følge af indklagedes mangelfulde rådgivning.

Indklagede har nedlagt på stand om frifindelse.

Klageren har anført, at han i flere år har haft sin formue investeret i obligationer. I forbindelse med, at han solgte sin ejendom i Danmark, blev der frigivet kapital, og i den anledning mente bestyreren i indklagedes Vindeby afdeling, at der kunne opnås et bedre afkast, end klageren fik på obligationerne. Da klageren ikke var bosat i landet, aftaltes det, at klageren ikke selv kunne tage stilling til køb/salg eller anden administration af investeringen. Klageren betonede endvidere, at han ikke kunne acceptere nogen risiko for tab af kapitalen eller en del heraf, og at obligationsafkastet måtte være minimumskravet til afkastet af den nye investering. Klageren har på intet tidspunkt været involveret i eller har haft medindflydelse på hvorledes og hvornår pengene blev investeret. Efter samtalen i afdelingen i 1989 rejste klageren påny fra Danmark og fik efterfølgende ingen oplysninger fra indklagede om investeringens forløb indtil november 1991, hvor han henvendte sig i afdelingen. Det viste sig på det tidspunkt, at indklagede i 1989 havde købt danske og udenlandske aktier for et beløb på ca. 800.000,00 kr. til en forrentning af 3%. Investeringen har påført klager et direkte tab på ca. 140.000,00 kr., og en rente på 10% mindre, end indklagede havde givet udtryk for, hvilket ca. udgør 300.000,00 kr. ialt. Klageren bestrider, at hans revisor på nogen måde skulle have været involveret i beslutningen om hvilke papirer, der skulle investeres i.

Indklagede har anført, at klageren rettede henvendelse til indklagede i november 1989 med henblik på at blive rådgivet om den bedst mulige anbringelse af salgsprovenuet af ejendommen. Afdelingen orienterede klageren om investering af aktier eller obligationer og orienterede samtidigt klageren om såvel afkast som risiko. Afdelingen var bekendt med, at klageren samarbejdede med et revisionsfirma, der bl.a. havde rådgivet klageren i forbindelse med investeringer og skattetekniske spørgsmål. Klageren valgte herefter at købe de omhandlede investeringsbeviser. Da klager kort tid efter mødet skulle tilbage til Canada, blev det aftalt, at restprovenuet af salget af ejendommen skulle tilgå afdelingen og investeres på samme måde, såfremt der ikke var sket større udsving i kursen. Klageren er blevet tilstillet kontoudtog umiddelbart efter købet, og afdelingen har ikke modtaget henvendelse om eventuelle ændringer i investeringen. Ved udgangen af årene 1989 og 1990 har klageren modtaget årsopgørelser over såvel depotbeholdning som afkastkonti. Indklagede finder, at man loyalt har rådgivet klageren om investering i inveteringsbeviser herunder oplyst klageren om såvel afkast som risiko. Klageren har i perioden fra slutningen af 1989 til november 1991 haft mulighed for selv at følge kursudviklingen. Klageren har endvidere ved modtagelse af aktienotaerne haft mulighed for at foretage ændringer i investeringen, såfremt det var klagerens hensigt at placere beløbene på anden vis.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til det anførte findes at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøring, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.