Dankort, tilbageførsel af hævning - Sagsomkostninger.

Sagsnummer:31/1992
Dato:12-08-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Dankort, tilbageførsel af hævning - Sagsomkostninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 9. januar 1991 debiteredes klagerens konto hos indklagedes Albertslund afdeling for to dankorttransaktioner foretaget hos Casinos Denmark A/S på henholdsvis 4.000 og 3.000 kr. Samme dag debiteredes kontoen yderligere for 2.000 kr., hvorefter kontoen udviste en negativ saldo på 9.000,71 kr. Den 10. januar 1991 fremsendte afdelingen en rykkerskrivelse til klageren i form af en kontoudskrift, hvoraf fremgik, at kontoen efter at være debiteret for et rykkergebyr på 140 kr. var i overtræk med 9.140,71 kr.

Den 11. januar 1991 afviste afdelingen betalingen på 4.000 kr. til Casinos Denmark A/S på grund af manglende dækning på kontoen, idet transaktionerne af afdelingen blev betragtet som en sammenhængende hævning, og idet der kun var dækningsgaranti for 3.000 kr. Indklagede har anført, at man i den forbindelse fremsendte en meddelelse til klageren om afvisningen, og at meddelelsen indgik i et firefløjet blanketsæt. Efter at betalingsmodtager havde gjort indsigelse mod, at de to transaktioner blev betragtet som en sammenhængende hævning, udbetalte afdelingen den 21. januar 1991 3.000 kr. fra klagerens konto til Casinos Denmark.

Betalingsmodtager overdrog herefter sit resterende krav til sin advokat til retslig inkasso, som ved skrivelse af 4. februar 1991 anmodede klageren om at indbetale det skyldige beløb på 1.000 kr. samt inkassoomkostninger. Efter at advokaten havde rykket klageren for indbetaling af beløbet, fremsendte klageren til advokaten kontoudtoget af 10. januar 1991, hvoraf fremgik, at hans konto var debiteret for 7.000 kr.

Den 25. februar 1991 meddelte advokaten klageren, at der alene var hævet 6.000 kr. på klagerens konto med baggrund i pengeinstitutternes dækningsgaranti, hvorfor klageren stadig skyldte 1.000 kr. til advokatens klient. Advokaten meddelte endvidere, at kravet udover de 1.000 kr. udgjorde salær på 260 kr. og retsafgift på 500 kr. i alt 1.760 kr., og at sagen ikke ville blive trukket tilbage.

Den 6. marts 1991 fremsendte afdelingen en ny kontoudskrift til klageren, hvoraf fremgik, a der alene var hævet 6.000 kr. på klagerens konto til betaling af Casinos Denmark. Umiddelbart herefter anerkendte klageren over for Casinos Denmark A/S sin gæld på 1.000 kr., men nægtede at betale sagsomkostninger. Den 1. november 1991 blev indgået et indenretligt forlig, ifølge hvilket klageren udover de 1.000 kr. skulle betale sagsomkostninger på 1.500 kr.

Klageren rettede herefter ved Københavns Retshjælp henvendelse til indklagede og anførte, at indklagede var forpligtet til at betale klageren 1.500 kr., idet klageren forlod sig på fejlagtige kontoudskrifter og telefoniske oplysninger fra indklagede. Såfremt kontoudskrifterne havde været korrekte, ville klageren straks have anerkendt at skylde 1.000 kr. til Casinos Denmark og dermed have undgået sagsomkostninger.

Efter yderligere brevveksling, hvor indklagede afviste at godtgøre klageren de 1.500 kr., har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 1.500 kr.

Indklagede har herefter nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han den 9. januar 1991 i forbindelse med et casinobesøg overtrak sin konto med 7.000 kr. Det fremgår af kontoudskrift af 10. januar 1991, at dette beløb blev trukket på klagerens konto. Efter at klageren havde modtaget den 1. inkassoskrivelse den 4. februar 1991 rettede han telefonisk henvendelse til Albertslund afdeling for at få bekræftet posteringerne af 10. januar 1991. Dette bekræftede indklagedes medarbejder flere gange i træk. Som følge heraf nægtede klageren at betale 1.000 kr. til Casinos Denmark. Umiddelbart efter at klageren havde modtaget en ny kontoudskrift og derved blev opmærksom på, at kontoudskriften af 10. januar 1991 ikke var korrekt, anerkendte han over for Casinos Denmark at skylde 1.000 kr., men nægtede at betale sagsomkostningerne, da han var uden skyld heri. Klageren bestrider, at han har modtaget meddelelse om, at hævningen på 4.000 kr. var tilbageført.

Indklagede har anført, at man i forbindelse med, at hævningen på 4.000 kr. afvistes, fremsendte meddelelse til klageren herom. Meddelelsen om afvisningen indgik i et firefløjet blanketsæt, og indklagede har fremlagt et udfyldt bogføringsbilag, der tillige indgik i blanketsættet for hævning af gebyr i forbindelse med returneringen af gebyr. Endvidere har indklagede fremlagt kopi af et ubrugt blanketsæt, hvoraf fremgår, at første blanket tilsendes til kunden. Dette sammenholdt med indklagedes bogføringsbilag viser, at meddelelsen er sendt til klageren. Indklagede bestrider, at klageren skulle have rettet telefonisk henvendelse til en medarbejder i Albertslund afdeling i den pågældende periode, og det er ikke korrekt, når klageren oplyser, at han har henvendt sig til en nærmere angivet medarbejder. Selv om det måtte blive lagt til grund, at klageren havde kontaktet en medarbejder, er det ikke sandsynligt, at medarbejderen skulle have givet forkerte oplysninger. Klageren har modtaget skriftlig information om den beløbsmæssige sammenhæng i sagen, og klageren har haft rig lejlighed til at søge vejledning, der kunne bibringe ham forståelse for, at han stadig skyldte 1.000 kr. til Casinos Denmark, såfremt han ikke forstod sammenhængen.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at klageren skriftligt blev underrettet om, at beløbet på 4.000 kr. var tilbageført og har bestridt, at klageren telefonisk skulle have fået ukorrekte oplysninger fra indklagedes afdeling. Klageren har anført, at han telefonisk har fået oplyst, at der i alt var hævet 7.000 kr. på hans konto og bestrider, at han har modtaget meddelelse om, at betaling af de 4.000 kr. var afvist.

En stillingtagen til det af klageren og indklagede anførte findes at ville forudsætte en bevisførelse herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.