Værdipapirer, køb. Rådgivning.

Sagsnummer:75/1992
Dato:09-07-1992
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne:Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst:Værdipapirer, køb. Rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 4. juli 1989 indgik indklagedes Søllerød afdeling og klageren en aftale, hvoraf det fremgik, at indklagede forpligtede sig til at stille forskellige serviceydelser til rådighed for klageren herunder tilbud om et årligt møde til drøftelse af klagerens engagement og økonomiske forhold i øvrigt. Ved aftalens indgåelse betaltes et oprettelsesgebyr på 250 kr., og derefter betaltes et årligt gebyr på 150 kr.

I december 1991 rettede klageren henvendelse i afdelingen, idet han ønskede at investere i obligationer. Klageren anførte, at han specielt var interesseret i inkonvertible obligationer, og den 17. december 1991 købte klageren nominelt kr. 200.000 10 % Danske Stat, serie 1995 til kurs 100,6. Indklagede beregnede sig i den forbindelse kurtage på 301,80 kr.

I begyndelsen af januar 1992 fik klageren meddelelse om, at der af obligationsbeholdningen var udtrukket nominelt 50.000 kr. Den 9. januar 1992 rettede klageren henvendelse til afdelingen og anførte, at han var utilfreds med, at afdelingen havde formidlet et obligationskøb, der ikke svarede til hans behov, idet klageren havde anmodet om køb af obligationer, der var inkonvertible, og som derfor ikke kunne udtrækkes.

Ved skrivelse af 15. januar 1992 til klageren oplyste afdelingen, at de købte obligationer var inkonvertible, og at klageren, såfremt han havde ønsket obligationer, der ikke kunne udtrækkes, skulle have købt statsobligationer med betegnelsen "stående lån".

Ved skrivelse af 20. januar 1992 gjorde klageren gældende, at indklagede ikke havde overholdt den indgåede aftale, idet han ikke ved aftalens indgåelse havde fået rådgivning og heller ikke siden havde modtaget indbydelse til rådgivning. Klageren anførte, at indklagede i forbindelse med købet af obligationerne burde have oplyst, at inkonvertibel i medfør af en særlig terminologi skal opfattes indskrænkende. Som svar herpå meddelte afdelingen den 24. januar 1992, at man ikke havde haft kendskab til, at klageren befandt sig i en vildfarelse om betydningen af inkonvertibel, og at klageren ikke havde fået indbydelse til rådgivning, da klageren løbende havde drøftet investering og interesseområder med afdelingen.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille klageren, som om han ikke havde købt de omhandlede obligationer.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at såfremt den aftale, han indgik med indklagede den 4. juli 1989, skulle have nogen mening burde indklagede den dag, klageren rettede henvendelse i december 1991, nærmere have udspurgt klageren om, hvilke obligationer han ønskede at investere i. Klageren bestrider ikke, at han har fået forelagt en kursliste, hvoraf det fremgik, at der ville være publicering af udtrækning den 6. januar 1992, men han, der er født i 1914, kan ikke læse små bogstaver uden brug af læselup. Indklagede har siden den 4. juli 1989 vedholdende negligeret sine kontraktlige forpligtelser til periodevise møder med bankrådgivning, og det er ikke korrekt, når indklagede anfører, at hans økonomiske dispositioner løbende har været drøftet med afdelingen. Såfremt indklagede havde ydet den rådgivning og afholdt de møder, som er anført i aftalen, ville misforståelsen ikke være opstået, idet indklagede da ville have haft kendskab til klagerens vildfarelse med hensyn til den særlige bankterminologi.

Indklagede har anført, at det fremgik af den kursliste, klageren blev forevist på mødet i afdelingen i december 1991, at der ville være publicering af udtrækning den 6. januar 1992. Klageren gav på intet tidspunkt under mødet udtryk for, at han ønskede at købe obligationer, der ikke kunne udtrækkes, men tilkendegav tværtimod uopfordret et ønske om køb af inkonvertible obligationer. Klageren har derfor modtaget de obligationer, han har bedt om, og indklagede kan ikke drages til ansvar for, at klageren har befundet sig i en vildfarelse omkring forståelsen af ordet inkonvertibel. For så vidt angår den indgåede aftale, er det korrekt, at klageren ikke har været tilbudt rådgivningsmøder i afdelingen. Klageren har dog løbende talt investering med afdelingen og har på intet tidspunkt givet udtryk for, at disse samtaler ikke dækkede hans behov for rådgivning. Indklagede bestrider endvidere, at klageren har lidt et tab, idet klageren kan investere i obligationer, der ikke kan udtrækkes, for det beløb, der blev udtrukket i januar 1992.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at klageren ved henvendelsen til indklagede i december 1991 alene gav udtryk for, at han ønskede at købe inkonvertible obligationer, og det findes ikke at kunne bebrejdes indklagede, at man ikke ved nærmere udspørgen af klageren blev klar over, at denne ønskede obligationer, der ikke kan udtrækkes. Det af klageren anførte om indklagedes forpligtelser i henhold ti den indgåede serviceaftale kan ikke føre til et andet resultat.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.