Spørgsmål om erstatningsansvar for beskatning af fortjeneste ved salg af aktier.

Sagsnummer:282/1997
Dato:20-04-1998
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne:Værdipapirer - skatteforhold
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
E - Etiske retningslinier
Ledetekst:Spørgsmål om erstatningsansvar for beskatning af fortjeneste ved salg af aktier.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I perioden december 1992 til maj 1995 gennemførte indklagede følgende salg af aktier fra klagerens åbne værdipapirdepot hos indklagede:



dato

aktie

provenu

december 1992

Danisco

62.388,75 kr.

december 1993

450 stk. Danisco

406.717,00 kr.

oktober 1994

260 stk. Danisco

51.857,00 kr.

maj 1995

1.700 stk. Danisco

397.188,14 kr.

maj 1995

48 stk. Superfos

20.377,00 kr.

maj 1995

207 stk. ØK

30.253,00 kr.



Efter aktiesalgene opkrævede skattemyndighederne i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1 skat af fortjenesten hos klageren vedrørende de salg, der havde fundet sted efter ændringen af aktieavancebeskatningsloven med ikrafttræden den 19. maj 1993. Merskatten som følge af ændringen af aktieavancebeskatningsloven var i alt 72.365,63 kr.

Den 8. september 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 72.365,63 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Under sagen har klageren bl.a. fremlagt indklagedes håndskrevne notater vedrørende aktiesalget i december 1993 og geninvestering af ca. 350.000 kr. af provenuet i obligationer. Af notaterne fremgår ikke oplysninger om aktieavancebeskatning som følge af salget.

Klageren har anført, at aktiesalgene skete efter tilskyndelse fra indklagede. Hun var selv mest indstillet på at udskyde salget, til der kunne opnås en bedre kurs, og i mellemtiden finansiere det løbende likviditetsbehov over kassekreditten, som kunne sikres ved pant i værdipapirdepotet eller hendes faste ejendom. Hun accepterede imidlertid aktiesalgene for at indfri kassekreditten og for ved køb af obligationer at opnå en løbende renteindtægt til dækning af hendes likviditetsbehov. På grund af aktieavancebeskatningen opnåede hun ikke den tilsigtede forbedring af sin økonomi men i stedet en forringelse. Indklagede har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med salgene i 1993-95, idet man undlod at oplyse om og tage højde for den pr. 19. maj 1993 skete ændring af aktieavancebeskatningsreglerne. Af indklagedes notater vedrørende salget i december 1993 fremgår, at der ved rådgivningen ikke har været taget højde for skat. Forud for salget i maj 1995 udbad indklagedes rådgiver sig bl.a. hendes årsopgørelse for 1993. Ved gennemgangen af denne burde medarbejderen være blevet opmærksom på, at hun ikke var blevet beskattet af aktiesalget i december 1993. Hun var selv i god tro vedrørende skattespørgsmålet, da hun havde ejet aktierne i mere end tre år og derfor efter de dagældende regler ikke var blevet beskattet ved salget i december 1992.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at formålet med omlægningen i december 1993 var at skabe grundlag for et løbende kapitalafkast og dermed forbedring af klagerens likviditet. I 1994 ønskede klageren kreditten forhøjet, hvilket indklagede frarådede. Det blev i stedet anbefalet at foretage en intensiveret omlægning af formuen for at skabe en mere stabil likviditetsmæssig situation. Klageren besluttede herefter at sælge en række aktieposter i oktober 1994 og maj 1995. Indklagede har alene fremlagt et beslutningsgrundlag under hensyn til klagerens behov, mens klageren selv har truffet den endelige beslutning om, hvorledes der skulle forholdes med værdipapirporteføljen. Indklagede har på intet tidspunkt indestået for, at klageren opnåede et bestemt økonomisk resultat af dispositionerne. Det er en del af indklagedes investeringsrådgivningskoncept at rådgive om skattemæssige konsekvenser ved bl.a. køb og salg af værdipapirer. Ved ønske om detaljeret rådgivning på det skattemæssige område henvises til revisor eller anden ekstern rådgiver. Indklagede har i overensstemmelse hermed flere gange i perioden 1993-95 rådgivet klageren om skattereglerne i forbindelse med salg af aktier, hvorfor det bestrides, at klageren ikke har modtaget skatterådgivning før effektuering af aktiesalgene. Klageren har ikke lidt et økonomisk tab.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at der består en sådan usikkerhed om bedømmelsen af de faktiske oplysninger, at Ankenævnet under henvisning til vedtægternes § 7 bør afvise at behandle sagen.

Ankenævnets bemærkninger:

Det lægges til grund, at indklagedes rådgivning af klageren bl.a. havde til formål at tilvejebringe grundlaget for hendes beslutning om, hvorvidt hun skulle foretage salg af aktier i december 1993, oktober 1994 og maj 1995. Rådgivningen af klageren skulle også omfatte de skattemæssige konsekvenser af aktiehandlerne.

Klageren har anført, at hun, der i 1992 havde afhændet aktier og i overensstemmelse med de dengang gældende skatteregler ikke blev beskattet heraf, ikke var bekendt med de nye beskatningsregler efter 19. maj 1993, og at indklagede ikke orienterede hende om disse under den skete rådgivning. Indklagede har anført, at klageren modtog rådgivning om skattereglerne i forbindelse med salgene.

Klagerens afhændelse af aktierne gennem indklagede findes at have en sådan sammenhæng med klagerens samlede engagement hos indklagede, at den må karakteriseres som en væsentlig aftale mellem parterne, og det lægges endvidere til grund, at klagerens opfattelse af de skattemæssige konsekvenser af aktieafhændelserne var afgørende for hendes beslutning om faktisk at afhænde aktierne. Indklagede havde derfor pligt til at rådgive hende om skattereglerne som led i rådgivningen om afhændelse af aktierne. Da indklagede imidlertid har anført, at man faktisk ydede hende den fornødne rådgivning om skattereglerne, finder Ankenævnet ikke, at sagen vil kunne afgøres uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske ved Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.

Det bemærkes herved, at Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning, hvis pkt. 11 omfatter pengeinstitutters pligt til at sørge for skriftlig bekræftelse af alle væsentlige aftaler og væsentlige forudsætninger i den tilknyttede rådgivning, blev udstedt i juni 1994 og skulle efterleves fra 1. oktober 1994. Retningslinierne forelå således ikke på det tidspunkt, da rådgivningen om skattereglerne skulle være givet.

Som følge af det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.