Rådgivning om finansiering af fast ejendom med valutalån

Sagsnummer:526/2011
Dato:26-06-2012
Ankenævn:Eva Hammerum, Christian Bremer, Maria Hyldahl, Jørn Ravn og Karin Sønderbæk
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - udlandslån/valutalån
Ledetekst:Rådgivning om finansiering af fast ejendom med valutalån
Indklagede:Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger: SD
Senere dom: Retten i Aalborg (dom afsagt den 7. februar 2014)
Vestre Landsret (dom afsagt den 26. marts 2015)
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører rådgivning om finansiering af klagerens faste ejendom med valutalån i CHF.

Sagens omstændigheder

I august 2007 rettede klageren henvendelse tilSpar Nord Bank, da han ønskede at samle sit boliglån samt optage et lån til forbedring af hans ejendom. Klagerens ejendom var da belånt med et 5 % obligationslån hos Totalkredit med en restgæld på 1.275.000 DKK. Klageren havde endvidere et lån hos Spar Nord Bank med en restgæld på 130.169 DKK.

Banken har oplyst, at klagerens ejendom i september 2007 blev vurderet til 2,6 mio. DKK før de planlagte forbedringer.

I september 2007 foreslog banken klageren at optage et valutalån. Den 19. december 2007 indgik klageren en valutakreditaftale med banken om en kreditramme på 2,1 mio. DKK til genforhandling den 1. januar 2012. Kreditten kunne anvendes i CHF, CZK, SEK, JPY eller EUR.Klageren indgik endvidere samtidig en nettingaftale, en aftale om finansielle instrumenter og en aftale om overvågning af valutalån/kassekredit. Af aftalen om overvågning af valutalån/kassekredit fremgik bl.a.:

"… 1. Spar Nord Bank påtager sig:

  • løbende at overvåge det/de af aftalen omfattende lån med henblik på at konstatere, når omlægning efter Spar Nord Bank’s skøn kan være fordelagtigt for kunden.
  • at bestræbe sig på at rette henvendelse til kunden når omlægningen skønnes at være fordelagtig for kunden.
  • at foretage omlægningen når kundens accept på omlægningen er modtaget. …"

Den 10. januar 2008 blev der trukket 394.477,32 CHF til kurs 456,30 på kreditten, svarende til i alt 1,8 mio. DKK.Beløbet blev anvendt til indfrielse af klagerens obligationslån hos Totalkredit og lånet hos Spar Nord Bank. Det resterende beløb på ca. 395.000 DKK blev bl.a. anvendt til diverse forbedringer af ejendommen.

I august/september 2010 kontaktede klageren banken efter at han havde set en tv-udsendelse om CHF lån. CHF kreditten blev herefter drøftet på et møde i banken.Den 30. september 2010 fik klageren tilsendt en indfrielsesberegning på 2.211.006 DKK.

Af kontooversigt for 2010 fremgik, at kursen på CHF pr. 31. december 2010 var 597,55, og at modværdien afkredittenpå 397.738,40 CHF var 2.376.685,81 DKK.

Den 10. august 2011 indfriede bankenkredittenpå 394.477,32 CHF til kurs 725,82, svarende til 2.863.195,28 DKK. På møde den 12. august 2011 gjorde klageren indsigelse mod indfrielsen. Banken tilbød herefter klageren retablering af CHF kreditten til kurs 617.

I forlængelse af møde den 7. september 2011 blevkredittenpå 394.477,32 CHF indfriet til kurs på 617,5, svarende til 2.435.897,45 DKK den 8. september 2011.

Banken har fremlagt en oversigt over valutakurserne for CHF i perioden fra den 18. december 2007 til den 7. september 2011.

Efter det oplyste blev klagerens kredit efterfølgende omlagt til et realkreditlån uden omkostninger for klageren, idet Spar Nord Bank afholdt omkostningerne ved hjemtagelsen af lånet.

Ved e-mail af 4. november 2011 rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning.

Klageren har opgjort det samlede kurstab til 335.897 DKK, svarende til kurstabet ved indfrielse til kurs 617,50 med fradrag af et tab på 300.000 DKK, som klageren kan acceptere selv at måtte bære.

Banken har fremlagt en beregning af klagerens rentebesparelse ved omlægning af klagernes eksisterende lån og finansiering af låneforhøjelsen på 395.000 DKK ved optagelse af et CHF lån i stedet for et 5 % realkreditlån. Ifølge beregningen udgør besparelsen ca. 90.000 DKK.

Parternes påstande

Den 24. november 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale 335.897 DKK.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at bankens rådgivning ved låneoptagelsen samt efterfølgende var meget mangelfuld. Låneoptagelsen i CHF skete på bankens initiativ. Klageren blev ikke oplyst om risiciene ved et lån i CHF. Banken rådgav ikke om mulighederne for og konsekvenserne af alternative lån i DKK. Han modtog på intet tidspunkt beregninger eller oversigt over konsekvenser af optagelse af et CHF lån i forhold til alternative lån i DKK, herunder om renteforskellen sammenholdt med valutarisikoen. Banken har ikke dokumenteret, at klageren har valgt eller fravalgt alternative finansieringsmuligheder.

Klageren havde helt klart opfattelsen af, at hans maksimale risiko var 2,1 mio. DKK, svarende til kredittens maksimum. Der var intet andet formål med angivelsen af dette beløb som kreditmaksimum.

Banken reagerede ikke, da kredittens maksimum blev nået, heller ikke ved klagerens henvendelse i august 2010. Han gik derfor ud fra, at han fortsat ikke kunne få en større gæld end de 2,1 mio. DKK.

Banken levede hverken op til den indgåede aftale om overvågning eller til reglerne om god skik. Banken skulle i henhold til aftalen sørge for og sikre, at klageren ikke kom i en situation, hvor den samlede restgæld ville overstige hans økonomiske formåen. Dette var også baggrunden for, at kredittens maksimum blev fastsat til 2,1 mio. kr. Banken foretog ingen overvågning af lånearrangementet. Han modtog ingen rådgivning om eventuelt skift til anden valuta og kursrisiko. Banken udarbejdede ikke beregninger eller indkaldte til møder med henblik på at vurdere omlægning til alternative valutaer eller til DKK. Banken burde have kontaktet ham i forsommeren 2010, da kursen var på vej op, for evt. omlægning af lånet til f.eks. den kursstabile Euro. Klageren har hørt om andre låntagere med tilsvarende lån, der blev kontaktet og omlagde lånene ved kurs 540-550. Banken burde endvidere have kontaktet ham, da gælden nærmede sig kredittens maksimum.

Mødet i august/september 2010 blev afholdt på klagerens initiativ. Banken meddelte, at lånet blot skulle køre videre, og at han ikke skulle være urolig, da banken og alle andre var enige om, at kursen på CHF var for høj, og at kursen ville falde indenfor overskuelig fremtid.

Bankens beregning af rentebesparelsen bestrides. Beregningen omfatter alene sammenligning med et fast forrentet 5 % realkreditlån, og ikke et variabelt forrentet lån på basis af f.eks. CIBOR 3, et F1 eller et F3 lån. Banken opfordres til at udarbejde beregning af rentebetalingerne, såfremt lånet var optaget som et CIBOR 3, et F1 eller F3 lån, idet man kun herved kan sammenligne renteforskelle og valutarisiko.

Banken har erkendt, at bankens indsættelse af en stop-loss kurs og bankens efterfølgende indfrielse af CHF finansieringen til stop-loss kursen var uberettiget. Banken accepterede, at CHF finansieringen skulle betragtes som retableret. Klageren optog efterfølgende et realkreditlån, da han ikke ønskede at fortsætte med et risikabelt CHF lån. På mødet den 7. september 2011 blev det aftalt, at banken afholdt omkostningerne ved hjemtagelsen af realkreditlånet, mens klageren selv afholdt udgifter til advokat og revisor.

Spar Nord Bank har bl.a. anført, at klageren fik rådgivning om og forholdt sig aktivt til kursrisikoen forud for optagelsen af kreditten.

CHF kreditten blev valgt på grund af den lavere rente og med en forventning om en fremtidig stabil kursudvikling. Banken forventede, at kursudviklingen ville være stabil, og at rentefordelen modsvarede den yderligere risiko. I drøftelsen med klageren ved låneoptagelsen indgik, at rentefordelen blev modsvaret af en kursrisiko, og at omlægning fra et fast forrentet 30-årigt lån til et variabelt forrentet lån i fremmed valuta betød en større sårbarhed ved renteændringer og valutakursudsving.

Klageren måtte indse, at bankens forventninger om den fremtidige kursudvikling i CHF var et skøn og ikke en tilsikring. Dette fremgår også af, at klageren skrev under på et gældsbrev, der var 300.000 DKK højere end det udbetalte beløb. Kreditrammen blev fastsat til 300.000 kr. over lånebeløbet med baggrund i, at kurserne kunne svinge. Klageren erkendte da også, at han var bekendt med, at risikoen var op til 2,1 mio. kr., hvilket viser, at kursrisikoen var med i overvejelserne fra starten.

Klagerens økonomi blev vurderet til at være tilstrækkelig robust til valutakursrisikoen.

I aftalen om valutaovervågning påtog banken sig at kontakte klageren, når det efter bankens skøn var fordelagtigt at lægge kreditten om. Aftalen gav hverken banken ret eller pligt til at handle uden klagerens samtykke. Aftalen pålagde ikke banken særlige forpligtelser i forbindelse med overskridelse af kreditmaksimum. Klageren har ikke godtgjort, at banken har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med aftalen.

Kreditmaksimum skulle ikke forstås som en tabsmaksimering.

Ved klagerens henvendelse i august 2010 gjorde han ikke gældende, at han alene hæftede for et beløb på 2,1 mio. DKK, selv om kursen da var 555 og modværdien var 2.189.347 DKK. Indfrielsesberegningen sendt til klageren i september 2010 var på 2.211.006 DKK, og således fortsat over beløbet på 2,1 mio. DKK, som klageren nu angiver at ville risikere. Det samme var tilfældet i kontooversigten pr. 31. december 2010, hvor modværdien af kreditten var 2.376.685 DKK.

Klageren valgte selv at fortsætte i CHF.

Klageren kan ikke have haft en berettiget forventning om, at lånet skulle fortsætte for bankens regning og risiko.

Klagerens tabsopgørelse bestrides. Klageren har fået en rentebesparelse på ca. 90.000 DKK ved CHF kreditten og har endvidere fået et ikke ubetydeligt fradrag for kurstabet.

Ankenævnets bemærkninger

Tre medlemmer – Eva Hammerum, Christian Bremer og Karin Sønderbæk – udtaler:

Vi finder, at en afklaring af sagens omstændigheder herunder vedrørende bankens rådgivning i forbindelse med klagerens optagelse af valutalån samt vedrørende bankens rådgivning i det efterfølgende forløb vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer for at afvise sagen i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

To medlemmer – Maria Hyldahl og Jørgen Ravn – udtaler:

Det fremgår af klagerens risikoprofil, at klageren ikke kan acceptere, at komme til at betale et beløb, der overstiger tabslinen i en rammeaftale. Det burde således have stået Spar Nord Bank klart, at et produkt hvor størrelsen på den fremtidige kredit afhang af udviklingen i et andet aktiv, i dette tilfælde CHF, ville være dårligt egnet til klageren. Som sagen er oplyst findes det i forlængelse heraf ikke godtgjort, at banken har opfyldt sin forpligtelse til at oplyse klageren om risikoen ved aftalen, herunder at hans tab på CHF-kreditten risikerede at overstige lånerammen på 2,1 mio. kr.

Vi finder det således ikke godtgjort, at Spar Nord Bank har løftet sin rådgivningsforpligtelse overfor klageren i forbindelse med optagelsen af valutakreditten. Spar Nord bank har tillige ikke overholdt § 14 i den daværende god-skik-bekendtgørelse, da banken ikke har godtgjort, at have informeret klageren om relevante produkttyper på markedet, herunder fordele og ulemper ved de forskellige lånetyper.

Som følge heraf finder vi, at banken skal erstatte den del af klagerens tab ved nedlukning af kreditten, som overstiger 2,1 mio. kr.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.