Spørgsmål om rådgivning om kurssikring foretaget.

Sagsnummer:82/1996
Dato:03-10-1996
Ankenævn:Niels Waage, Peter Stig Hansen, Ole Just, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne:Realkreditbelåning - kurssikring
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om rådgivning om kurssikring foretaget.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

På et møde i indklagedes Skanderborg afdeling den 14. januar 1994 drøftedes en omprioritering af klagernes faste ejendom med henblik på at opnå en lavere ydelse, således at klagerne havde mulighed for at beholde såvel deres hus som sommerhus. Klagernes hus var prioriteret med et mixlån med en obligationsrestgæld på ca. 657.000 kr., rente 9% og en restløbetid på 28 år. På mødet aftaltes det, at indklagede skulle søge indhentet et lånetilbud på et kontantlån med en løbetid på 30 år til indfrielse af mixlånet.

Den 14. februar 1994 modtog afdelingen lånetilbud fra Nykredit på omlægning. Af Nykredits beregning fremgår, at klagerne ved en omlægning af mixlånet til et kontantlån på 688.000 kr. ville opnå en månedlig nettobesparelse det første år på 839 kr. Beregningen var foretaget på grundlag af en kurs på de bagvedliggende obligationer på 90,55.

På et møde den 25. februar 1994 i afdelingen underskrev klagerne aftale om omprioritering, hvorefter indklagede skulle hjemtage kontantlånet på 688.000 kr. til indfrielse af mixlånet. Af den fortrykte tekst fremgik, at klagerne var orienteret om mulighederne for at indgå aftaler om sikring af fast låneprovenu og/eller fast indfrielsesbeløb. Ifølge indklagede blev klagerne orienteret om mulighederne for kurssikring af såvel det nye som det gamle lån, men klagerne valgte ikke at kurssikre. Klagerne bestrider, at de på noget tidspunkt er blevet orienteret om muligheden for at kurssikre.

Efter at kontantlånspantebrevet var blevet tinglyst kontaktede indklagede den 8. marts 1994 klagerne telefonisk. Ifølge indklagede forespurgte klagerne til den aktuelle kurs på obligationerne, som da var 88,65. Klagerne valgte fortsat ikke at kurssikre eller hjemtage, men ville afvente yderligere. Ifølge klagerne meddelte afdelingen, at man burde afvente kursudviklingen, hvilket de accepterede.

Den 28. april 1994 kontaktede afdelingen klagerne og gjorde opmærksom på, at hvis det gamle lån skulle indfries ved opsigelse, skulle dette ske med 2 måneders varsel til en termin, dvs. inden månedens udgang. Blev det gamle lån opsagt, indebar dette hjemtagelse af det nye lån. Ifølge indklagede meddelte klagerne, at det gamle lån skulle opsiges, og at de ville se tiden an med hensyn til kursudviklingen på det nye lån.

Den 20. juni 1994 aftaltes det med klagerne at hjemtage kontantlånet på basis af 9% obligationer. Den 28. s.m. udbetaltes kontantlånet.

Indklagede har oplyst, at der ved omprioriteringen betaltes et ekstraordinært afdrag på et efterstående pantebrev. Nettobesparelse på kreditforeningslånet og det private pantebrev er beregnet til 5.139 kr. det første år.

Indklagede forestod sideløbende en omprioritering af den ene klagers sommerhus. Ifølge indklagede valgte klageren ikke at kurssikre det nye lån, som blev hjemtaget umiddelbart efter, at tinglyst pantebrev forelå den 3. marts 1994.

Den 30. april 1996 solgte klagerne deres hus.

Ved klageskema af 28. februar 1996 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at friholde dem for ethvert tab, de måtte lide i anledning af reduktionen af provenuet ved salg af deres faste ejendom.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at efter at den ene af dem var gået på efterløn, havde de en anstrengt økonomi, hvorfor de ønskede at få vurderet konsekvenserne af at omprioritere. Indklagedes beregninger viste, at en omprioritering ville føre til en nedsættelse af terminsydelserne. Det blev på intet tidspunkt nævnt, at en omprioritering ville få negative konsekvenser, såfremt de senere ønskede at sælge ejendommen. Det blev heller ikke drøftet, hvilke konsekvenser, der var ved at skifte fra et mixlån til et kontantlån, herunder at det bestående mixlån ville blive billigere efter nogle år. Uanset at dokumenterne indeholdt en passus herom, blev kurssikring på intet tidspunkt drøftet. De aftalte med indklagede, at da de ikke havde kendskab til spørgsmål om omprioritering, skulle indklagede slå til, når det fandtes mest favorabelt. Tilsvarende var aftalt ved omprioriteringen af sommerhuset. Indklagede burde som deres pengeinstitut gennem lang tid havde forudset, at det kunne blive nødvendigt, at de solgte deres ejendom, idet indklagede havde kendskab til deres økonomi. De ville ikke have foretaget låneomlægningen, hvis de havde haft kendskab til de negative konsekvenser, som denne medførte i forbindelse med det senere salg af ejendommen.

Indklagede har anført, at klagerne gennem låneomlægningen ønskede at opnå en lavere nettohusleje. Omprioriteringen opfyldte dette formål. At besparelsen ikke blev så stor som beregnet, skyldtes klagernes beviste valg om ikke at kurssikre. På mødet den 25. februar 1994 blev der rådgivet om kurssikring. Klagerne måtte endvidere være klar over, at indklagedes eventuelle tilkendegivelser omkring forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at de derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen herfor.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagerne har anført, at de på intet tidspunkt har modtaget rådgivning om kurssikring, medens indklagede har anført, at klagerne er blevet rådgivet herom. En stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.