Indsigelse mod begrænsning af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask efter udenlandske overførsler af provenu fra salg af kryptovaluta til en konto i banken.

Sagsnummer:771/2023
Dato:25-09-2024
Ankenævn:Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Andreas Moll Årsnes, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde.
Klageemne:Konto - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelse mod begrænsning af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask efter udenlandske overførsler af provenu fra salg af kryptovaluta til en konto i banken.
Indklagede:Lunar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod begrænsning af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask efter udenlandske overførsler af provenu fra salg af kryptovaluta til en konto i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren har oplyst, at han i 2015-2016 investerede en del af sin opsparing i Bitcoins.

Den 22. oktober 2020 blev klageren kunde i Lunar Bank. I forbindelse med oprettelsen af kundeforholdet anmodede banken klageren om at oplyse, om han forventede at modtage og sende udenlandske overførsler, hvortil klageren svarede nej. Efter oprettelsen af kundeforholdet fik klageren en konto i banken.

Klageren var også kunde i pengeinstitut P, hvor han havde en konto.

Klageren har fremlagt en e-mail af 29. marts 2023 fra pengeinstitut P, hvoraf fremgår, at pengeinstitut P lukkede klagerens konto i pengeinstitut P på grund af inaktivitet.

Klageren har anført, at kontoen i pengeinstitut P, som han hidtil havde anvendt i forbindelse med realiseringen af sin opsparing i Bitcoins, blev lukket uden varsel og uden en forklaring, udover at kontoen havde været inaktiv i en længere periode. Klageren har endvidere anført, at han på tidspunktet for oprettelsen af sit kundeforhold i banken ikke forventede at modtage udenlandske overførsler, men at dette ændrede sig, da han fik et behov for at realisere sin opsparing i Bitcoins for at kunne betale udgifter til husleje, mad, varme, elektricitet samt andre udgifter.  

Klageren har fremlagt et skærmbillede af en e-mail fra kryptovalutaselskab M, hvoraf fremgår:

”…

3567.34 EUR is on its way to your bank account!

Dear [klagerens navn]

Thanks for using [kryptovalutaselskab M]. Here is your transaction receipt.

Receipt date                          August 22, 2023

Transaction ID                       [-6d8]

You sent                                3981 USDT (TRX)

Exchange rate                       @ EUR 0.90515 / USDT (TRX)

Amount                                  3603,37 EUR

Processing fee                      -36,03 EUR

You received                         3567,34 EUR

Paid info                                [-120]

 …”

Den 22. august 2023 anmodede banken klageren om at indsende dokumentation vedrørende overførslen på 3.567,34 EUR, der var afsendt af en udenlandsk betalingsafsender, da banken i henhold til gældende lovgivning på området var forpligtet til at forstå sine kunder og deres adfærd. Hvis klageren var afsenderen af beløbet, skulle han indsende dokumentation fra det andet pengeinstitut, investeringsbank, online Wallet eller lignende, tre måneders kontoudskrifter fra afsenderkontoen, samt en forklaring på, hvorfor han sendte et beløb af den størrelse til sin konto i banken fra udlandet. Hvis han ikke var afsender, skulle han sende et underskrevet aftaledokument, lånebevis, faktura eller lignende beskrivende dokumentation, der dokumenterer, at pengene er adresseret til ham.

Samme dag meddelte klageren banken, at han havde realiseret sine Bitcoin-investeringer, så han kunne betale sine løbende udgifter. Betalingen på 3.567,34 EUR var fra kryptovalutaselskab M. Klageren havde solgt sine Bitcoins på en kryptovalutabørs, hvorefter han modtog USDT (Tether). Disse USDT solgte klageren til kryptovalutaselskab M. Selskabet sendte herefter provenuet i EUR til hans bankkonto. Betalingen skete ikke fra klagerens konto i kryptovalutaselskab M, men fra en bankkonto, der tilhørte kryptovalutaselskab M. Klageren sendte samtidig banken skærmbilledet af e-mailen fra kryptovalutaselskab M.

Den 24. august 2023 meddelte banken klageren, at den ville behandle hans overførsel med det samme.

Den 14. september 2023 anmodede banken klageren om at afholde sig fra at foretage transaktioner relateret til kryptovaluta til klagerens konto, da den ikke tillod disse transaktioner på daværende tidspunkt, idet banken som finansiel virksomhed var forpligtet til at overholde en række regler, og da den var afhængig af, at banker, den samarbejdede med, ønskede at gennemføre sådanne betalinger. Banken meddelte herudover klageren, at klageren kunne handle med kryptovaluta via Lunar Block. Banken har anført, at bankens foranstaltning om at anmode klageren om at afholde sig fra at modtage transaktioner relateret til kryptovaluta skete i henhold til hvidvasklovens § 15.

Klageren har fremlagt et skærmbillede af sin oversigt over hævninger på kryptovalutaselskab B’s hjemmeside, hvoraf fremgår:

”…

Withdrawal overview

ID

Date

Type

Amount

Status

[-481]

Dec. 23, 2023

09:32 AM

 

EU bank transfer (SEPA)

31534.77 USD

Finished

…”

Den 23. december 2023 gjorde klageren indsigelse mod bankens krav om ikke at foretage udenlandske overførsler til sin konto.

Samme dag afviste banken klagerens indsigelse.

Den 26. december 2023 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Den 28. december 2023 anmodede banken klageren om at indsende tilsvarende dokumentation som ved anmodningen af 22. august 2023 vedrørende en overførsel på 27.983,06 EUR, som var sendt fra en udenlandsk betalingsafsender, da banken i henhold til gældende lovgivning på området var forpligtet til at forstå sine kunder og deres adfærd.

Samme dag meddelte klageren banken, at transaktionen vedrørte overførsel af salgsprovenu fra salg af hans opsparing i kryptovaluta, og at provenuet blev overført fra et pengeinstitut, som kryptovalutaselskab B anvendte, hvorfor han ikke kendte til pengeinstituttets IBAN-nummer eller lignende.

Den 29. december 2023 meddelte klageren banken, at han havde indbragt en klage ved Det finansielle Ankenævn, at han tidligere havde modtaget en meddelelse fra banken om, at han skulle afholde sig fra at bruge sin konto til transaktioner relateret til kryptovaluta, at banken skulle afholde sig fra at sanktionere ham, og at han ikke ville foretage yderligere transaktioner før Ankenævnet traf en afgørelse.

Den 16. februar 2024 meddelte banken klageren, at den som pengeinstitut er underlagt lovgivning, der kræver, at den har tilstrækkeligt kundekendskab. Hvis tilstrækkeligt kundekendskab ikke kan opnås, vil banken være nødsaget til at tage nødvendige foranstaltninger i brug, såsom at sætte begrænsninger for kunders transaktioner. Banken vurderede, at den ikke i klagerens tilfælde kunne opnå et tilstrækkeligt kundekendskab, hvilket også var årsagen til, at klageren modtog bankens meddelelse af 14. september 2023. For at få et bedre kundekendskab og derved tillade, at klageren kunne anvende sin konto til at modtage udenlandske transaktioner vedrørende kryptovaluta, skulle klageren give banken fuld indsigt i sine Wallets, sende en transaktionshistorik for alle sine handler med kryptovaluta og sende dokumentation for midlerne, der var brugt til investeringerne i 2015-2016.

Banken har anført, at klageren ikke har besvaret bankens henvendelse af 16. februar 2024 eller sendt den efterspurgte dokumentation til banken.

Banken har fremlagt en kontostatistik over indbetalinger på klagerens konto. Banken har oplyst, at statistikken viser de samlede indbetalinger til klagerens konto i banken fra virksomheder, der beskæftiger sig med handel med kryptovaluta for perioden 22. august 2023 til 22. februar 2024. Af denne fremgår, at klageren i perioden modtog i alt 299.566,45 DKK fra fire forskellige virksomheder, der beskæftigede sig med handel med kryptovaluta, hvilket udgjorde en andel på over 90 % af de samlede indbetalinger på klagerens konto i banken.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, Lunar Bank A/S skal anerkende, at klageren kan anvende sin konto i banken til at indsætte provenu fra realisering af kryptovaluta.

Lunar Bank A/S har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at klagen ikke skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2. Det giver ikke mening for Ankenævnet at afvise at behandle klagen, da det var konkrete indsættelser på kontoen, der førte til bankens anmodning om, at han skulle afholde sig fra at foretage transaktioner relateret til kryptovaluta, og da det ikke er rimeligt, at han fremadrettet skal foretage en ny konkret indsættelse på kontoen, for at få Ankenævnet til at tage stilling til denne konkrete transaktion.

Banken kan ikke nægte, at en bankkonto anvendes til et specifikt formål uden angivelse herom i bankens vilkår. Hvis dette er tilfælde, så findes der ikke forbrugerbeskyttelse. Det fremgår ikke af de af ham og banken indgåede aftaler, at han ikke måtte realisere sin kryptovalutaopsparing og få provenuet indsat på sin private konto i banken.

Da han blev kunde i banken, svarede han, at han ikke forventede at modtage udenlandske betalinger. På dette tidspunkt forventede han ikke at modtage udenlandske overførsler på sin konto i banken. Denne forventning ændrede sig imidlertid.

Banken angav fire årsager til, at han ikke måtte anvende sin konto i banken til realisering af sin kryptovalutaopsparing. Den ene årsag var, at banken skulle leve op til en række regler. Banken har dog ikke forklaret, hvordan det var en udfordring i forhold til hans situation. Banken har efterfølgende begrundet sin afvisning med hvidvaskningslovens § 15. Af denne fremgår, at hvis en virksomhed bliver bekendt med, at de oplysninger, den har indhentet, er utilstrækkelige og ikke kan ajourføres, så kan virksomheden træffe passende foranstaltninger for at imødegå risikoen for hvidvask og terrorfinansiering. Banken modtog den 22. august 2023 korrekt dokumentation, og banken vidste, at den kunne kontakte ham, hvis den manglende yderligere dokumentation. Banken meddelte den 24. august 2023, at den ikke havde behov for yderligere.

Banken var derfor ikke i september 2023 i en situation, hvor oplysningerne var utilstrækkelige og ikke kunne ajourføres, jf. hvidvasklovens § 15.

Banken meddelte ham hverken i august eller september 2023, at den havde behov for yderligere oplysninger. Bankens henvisning til hvidvasklovens § 15 er en bortforklaring, fordi dens andre begrundelser ikke holdt.

Den anden årsag var, at banken var afhængig af, at samarbejdspartnere ønskede at overføre betalingerne. Banken meddelte ham dog ikke, hvordan det konkret var en udfordring i forhold til hans brug af banken.

Den tredje var, at han skulle anvende bankens eget kryptovalutaspekulationsprodukt ”Lunar Block”. Banken meddelte ham ikke, hvordan han skulle gøre dette.

Den fjerde årsag var, at banken ikke fandt, at hans handel med kryptovaluta i det oplyste omfang vedrørte hans privatøkonomi. Hans realisering af sin kryptovalutaopsparing var en del af hans privatøkonomi. Banken har ikke oplyst ham, hvad det ellers skulle være.

Banken har givet ham ufuldstændige og skiftende forklaringer på, hvorfor han skulle afholde sig fra at indsætte provenu fra kryptovalutasalg på sin konto i banken. Banken gør forskellige forhold gældende i håb om, at et af forholdene var relevant.

Bankens afvisninger var tidskrævende for ham. Han ønskede bare at benytte sin bankkonto til et givetvis usædvanligt, men rimeligt og legitimt forhold. Sagen handler alene om bankens krav om, at han fremadrettet skal afholde sig fra at benytte sin konto til transaktioner relateret til kryptovaluta.

Bankens anmodning om supplerende oplysninger af 16. februar 2024 er alene et udtryk for, at banken, som den stærke part, på urimeligt grundlag udsætter ham, som den svage part, for skiftende forklaringer. Ankenævnet skal derfor alene tage stilling til bankens krav af 14. september 2023.

Lunar Bank A/S har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke foreligger en økonomisk tvist. Banken har ikke afvist nogen indbetaling. Fremtidige indbetalinger er betinget af, at klageren leverer de i henhold til hvidvaskloven efterspurgte oplysninger. Banken er berettiget til at efterspørge dokumentationen, jf. hvidvasklovens § 10.

Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken er underlagt krav, som medfører, at banken skal sikre tilstrækkeligt kundekendskab, jf. hvidvasklovens kapitel 3. Kan den fornødne kundekendskab ikke opnås, er banken nødsaget til at træffe passende foranstaltninger for at imødegå risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, jf. hvidvasklovens § 15, herunder sætte begrænsninger for kunders transaktioner.

Den af klageren fremsendte dokumentation af 22. august 2023 og 28. december 2023 er ikke tilstrækkelig i henhold til hvidvasklovens kapitel 3.

Banken har foretaget sin vurdering på baggrund af det af klageren fremsendte utilstrækkelige materiale sammenholdt med en række andre oplysninger, herunder blandt andet klagerens kontoaktivitet og de oplysninger klageren gav i forbindelse med oprettelsen af kundeforholdet. Det er blandt andet oplysninger om, at klageren alene ville anvende sin konto til privatøkonomi samt ikke foretage udenlandske betalinger, hvilket ikke stemte overens med den kontoaktivitet, banken kunne konstatere.

Klagerens kontoaktivitet har et sådant omfang, at den ikke stemmer overens med den risikoprofil, som banken har af kunden. Banken kan ikke leve op til hvidvasklovens regler uden den af banken den 16. februar 2024 efterspurgte dokumentation.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at klagen skal afvises.

Klageren har oplyst, at han i 2015-2016 investerede en del af sin opsparing i Bitcoins.

Den 22. oktober 2020 blev klageren kunde i Lunar Bank. I forbindelse med oprettelsen af kundeforholdet anmodede banken klageren om at oplyse, om han forventede at modtage og sende udenlandske overførsler, hvortil klageren svarede nej. Efter oprettelsen af kundeforholdet fik klageren konto i banken.

Klageren solgte i august 2023 kryptovaluta på en kryptovalutabørs, hvilket han modtog et provenu på 3.981 USDT (Tether) for. Klageren solgte 3.981 USDT til kryptovalutaselskab M, hvorefter selskabet efter betaling af et behandlingsgebyr udbetalte et provenu på 3.567,34 EUR, som skulle betales til klagerens konto i banken.

Den 22. august 2023 anmodede banken klageren om at indsende dokumentation vedrørende overførslen på 3.567,34 EUR, da banken i henhold til gældende lovgivning på området var forpligtet til at forstå sine kunder og deres adfærd. Hvis han var afsender af pengene, skulle han sende dokumentation fra afsenderkontoen, tre måneders kontoudskrifter fra afsenderkontoen samt en forklaring på, hvorfor han sendte et beløb af den størrelse til sin konto i banken fra udlandet. Hvis han ikke var afsender, skulle han sende et underskrevet aftaledokument, lånebevis, faktura eller lignende beskrivende dokumentation, der dokumenterer, at pengene er adresseret til ham.

Klageren oplyste banken, hvor beløbet stammede fra, og sendte banken et skærmbillede af en e-mail fra kryptovalutaselskab M, hvoraf oplysninger vedrørende transaktionen med kryptovalutaselskab M fremgår. 

Den 14. september 2023 meddelte banken klageren, at den ikke tillod transaktioner relateret til kryptovaluta på klagerens konto, da den som en finansiel virksomhed var forpligtet til at overholde en række regler. Banken anmodede klageren om at afholde sig fra at foretage transaktioner relateret til kryptovaluta til hans konto i banken. 

Klageren solgte i december 2023 kryptovaluta, der gav klageren et provenu på 31.534,77 USD, svarende til 27.983,06 EUR. Provenuet blev overført til klagerens konto i banken fra et pengeinstitut, som kryptovalutaselskab B anvendte.

Den 28. december 2023 anmodede banken klageren om at indsende tilsvarende dokumentation som ved anmodningen af 22. august 2023 vedrørende den nævnte overførsel, da banken i henhold til gældende lovgivning på området var forpligtet til at forstå sine kunder og deres adfærd.

Samme dag meddelte klageren banken, hvor beløbet stammede fra og sendte banken et skærmbillede af hans oversigt over hævninger på kryptovalutaselskab B’s hjemmeside, hvoraf transaktionen på 31.534,77 USD fremgår.

Den 16. februar 2024 meddelte banken klageren, at den ikke i klagerens tilfælde kunne opnå et tilstrækkeligt kundekendskab, hvilket også var årsagen til, at banken sendte meddelelse af 14. september 2023 til klageren. For at få en bedre kundekendskab og derved tillade, at klageren kunne anvende sin konto til at modtage udenlandske transaktioner vedrørende kryptovaluta, skulle klageren give banken fuld indsigt i sine Wallets, sende en transaktionshistorik for alle sine handler med kryptovaluta og sende dokumentation for midlerne, der er brugt til at foretage investeringerne i Bitcoins i 2015-2016.

Banken har anført, at den ikke har afvist overførsler fra klageren, og at klageren ikke har besvaret bankens henvendelse af 16. februar 2024 eller sendt den efterspurgte dokumentation til banken.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvorledes virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 15, at hvis en virksomhed bliver bekendt med, at de oplysninger, som er indhentet i medfør af dette kapitel, er utilstrækkelige og ikke kan ajourføres, skal virksomheden træffe passende foranstaltninger for at imødegå risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, herunder overveje, om forretningsforbindelsen skal afvikles, jf. § 14, stk. 5.

Ankenævnet finder, at en begrænsning af klagerens engagement, herunder hvilke transaktioner, der kan overføres til kontoen i banken, udgør en passende foranstaltning til at imødegå risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, og at bankens anmodning til klageren af 16. februar 2024 må anses for sket med henblik på at iagttage kravene i hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1-4 og stk. 2 og 3.

Ankenævnet finder herudover, at det som udgangspunkt er op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Ankenævnet finder ikke, at banken kan pålægges at anerkende, at klageren kan anvende sin konto i banken til at indsætte provenu fra realisering af kryptovaluta.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.