Sagsnummer: | 676/2023 |
Dato: | 25-09-2024 |
Ankenævn: | Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Andreas Moll Årsnes, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
Klageemne: | Betalingstjenester - Spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4 |
Ledetekst: | Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på et ophold i Spanien. Kort ikke bortkommet. |
Indklagede: | Lunar Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for ikke-vedkendte korttransaktioner på et ophold i Spanien. Kort ikke bortkommet.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Lunar Bank, hvor han havde en konto -481 med et tilknyttet betalingskort -396.
Den 9. september 2023 i tidsrummet fra kl. kl. 03:58 til kl. 11:07 blev der med klagerens betalingskort foretaget 14 transaktioner på i alt 2.756,51 EUR svarende til 20.571,29 DKK i en by i Spanien, som klageren ikke kan vedkende sig.
Klageren har oplyst, at han boede på et hotel i [by i Spanien]. Han stod op som han plejede, gik i bad og tjekkede e-mails. Derefter fik han morgenmad og tog på stranden, hvor han var indtil ca. kl. 13. Han fik herefter frokost og gik derefter tilbage til sin liggestol ved stranden. Om aftenen gik han tilbage til hotellet, gik i bad, fik rent tøj på og gik ud at spise om aftenen. Senere tog han på en bar, bar A. Efter dette tog han et andet sted hen, sted B, hvor han var til efter kl. 24. Han tog herefter sammen med to andre videre i byen til et sted, som han ikke kendte navnet på. Her var de igennem natten. Dette sted brugte han alene kontanter. Herefter tog han og to andre videre ned til stranden og så solopgangen, inden han tog tilbage til hotellet for at sove. Da han dagen efter skulle anvende sit betalingskort, blev betalingstransaktionen afvist. Han kontrollerede sit betalingskort i Lunar-appen og konstaterede, at hans konto var tom.
Banken har fremlagt udskrifter af en log over enheder, der har tilgået klagerens Lunar-app og en log over aktivitet i klagerens Lunar-app. Banken har oplyst, at der af denne blandt andet fremgår, at klagerens Lunar-app den 9. september 2023 blev tilgået et antal gange fra en iPhone 7 (model iPhone 9,3).
Den 10. september 2023 kontaktede klageren banken telefonisk. Banken har fremlagt en transskription af dens samtale med klageren, hvoraf fremgår, at klageren fortsat havde sine betalingskort, og at banken hjalp klageren med at spærre sit betalingskort.
Samme dag gjorde klageren indsigelse mod 14 transaktioner. Af indsigelsesblanketten ”Indsigelse Q&A” fremgår:
”…
Købsdato … |
Forretningens navn … |
Transaktionsbeløb og valuta … |
09-09-2023 |
EURO AUTOMATIC CASH, ENTI/[BY I SPANIEN] … |
-302,9 EUR |
09-09-2023 |
EURO AUTOMATIC CASH, ENTI/[BY I SPANIEN] … |
-202,9 EUR |
09-09-2023 |
EVENTS [BY I SPANIEN] … |
-170,0 EUR |
09-09-2023 |
EVENTS [BY I SPANIEN] … |
-71,0 EUR |
09-09-2023 |
EVENTS [BY I SPANIEN] … |
-170,0 EUR |
09-09-2023 |
EVENTS [BY I SPANIEN] … |
-158,0 EUR |
09-09-2023 |
EVENTS [BY I SPANIEN] … |
-100,0 EUR |
09-09-2023 |
[BAR] [BY I SPANIEN] … |
-12,0 EUR |
09-09-2023 |
[BAR] [BY I SPANIEN] … |
-400,0 EUR |
09-09-2023 |
[BAR] [BY I SPANIEN] … |
-1.000,0 EUR |
09-09-2023 |
[INDKØBSCENTER] [BY I SPANIEN] … |
40,18 EUR |
09-09-2023 |
[STED] [BY I SPANIEN] |
75,0 EUR |
09-09-2023 |
[KAFETERIA] [BY I SPANIEN] |
28,6 EUR |
09-09-2023 |
[PERSON] [BY I SPANIEN] |
25,93 EUR |
Beskriv hvad der er sket: …
Jeg var nede i byen og få mig en drinks, der betalte jeg med kort. Og tog der videre med nogen til et andet sted. Men der brugte jeg kun kontanter. I løbet af lørdagen i gennem min Lunar App opdaget jeg dervar blevet hævet og trukket en masse beløb som jeg ikke kender til.
Min tiori er at mit kort er blevet aflæst den sidste sted og nogen har haft adgang til den på en eller anden måde.
Havde du kortet på købstidspunktet? …
Ja, men andre har haft adgang til mit kort.
Ved du, hvem der har dit kort? …
Nej
Hvor opbevarede du dit kort? …
I min pung
…
Er der andre personer, der har adgang til dit kort? …
Ingen
Har andre haft adgang til din PIN-kode? …
Ingen
Hvor opbevarer du din PIN-kode? …
I mit hoved
…
Her har du mulighed for at give yderligere oplysninger til din indsigelse eller give oplysninger, hvis du ønsker at gøre indsigelse i mod transaktioner, som du ikke kunne vælge før …
So jeg har skrevet vil jeg mene min kort er blevet aflæst og brugt af en anden person.
…”
Banken har anført, at der ved betalingerne på 12 EUR, 170 EUR, 400 EUR, 1.000 EUR, 302,9 EUR og 202,9 EUR var anvendt chip og PIN-kode.
I perioden fra den 14. september til den 3. oktober 2023 anmodede banken klageren om yderligere oplysninger, som klageren indsendte.
Klageren har fremlagt en kvittering for anmeldelse til politiet af 2. oktober 2023, hvoraf fremgår, at klageren havde anmeldt et databedrageri begået den 9. september 2023 af en ukendt person på en ukendt adresse.
Ved tro og love-erklæring af 3. oktober 2023 gjorde klageren indsigelse mod betalingerne. Af tro- og loveerklæringen fremgår:
”…
Jeg bekræfter hverken at have deltaget i eller godkendt ovennævnte transaktion(ner). |
Jeg har ikke deltaget eller godkendt.
|
Forklaring/hændelsesforløb
…
…Som aftale fremsender jeg og vedhefter kopi af konto med mærking af de forskellige beløb som på indsigelse, ide overstånde felter er der ikke plas til alle. Samt tidliger indsigelse og politiandmeldelse med J.nr.:
Jeg har prøvet at finde ud af via Google at finde de forskellige aktør som pengne er hævet ved de sidste par dage men med uden held.
Hændelesforløbet. Jeg var nede i byen og få mig en drinks, der betalte jeg med kort. og tog der videre med nogen til et andet sted. Men der brugte jeg kun kontanter. I løbet af lørdagen i gennem min Lunar App opdaget jeg der var blevet hævet og trukket en masser beløb som jeg ikke kender til. Min tiori er at mit kort er blevet aflæst den sidste sted og nogen har haft adgang til den på en eller anden måde.
Jeg mener selv jeg er meget omhygligt med at passe på sådan noget svindel ikke skulle kunne ske, men desvære har det ramt mig aligevelder og er meget præget af det stadigvæk og tænker hverdag på om jeg kunne have gjort andet for at sikke mig beder.
Jeg håber at Lunar har fået de tilstræklige oplysninger ved det her.
…”
Den 5. oktober 2023 anmodede banken klageren om yderligere oplysninger, hvilket klageren gav samme dag.
Den 9. oktober 2023 godtgjorde banken klagerens tab med fradrag af 8.000 DKK, hvorfor den overførte 12.571,29 DKK til klagerens konto.
Den 20. oktober 2023 gjorde klageren indsigelse mod bankens afgørelse af 9. oktober 2023. Samme dag fastholdt banken sin afgørelse af 9. oktober 2023.
Parternes påstande
Den 8. november 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lunar Bank A/S skal betale ham 7.625 DKK.
Lunar Bank A/S har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at enhver ved, at banken på baggrund af dens udtalelser er fuld af løgn. Banken burde udstilles og blive stillet til ansvar for dens løgne.
Det er åbenlyst, at han er blevet udsat for svindel. Bankens anbringender om, at der er anvendt betalingskort og pinkode er løgn. Bankens fremlagte transskription er alene fremlagt, så den passer dens forklaring.
Alle ved, at man med trådløse kortlæsere til betalingskort både med og uden PIN-kode kan franarre penge fra andre. Han ved ikke, om betalingskortet har været taget fra ham eller været på ham hele tiden. Det kan banken heller ikke vide, hvorfor dens anbringender herom er gætterier.
Hans PIN-kode er sandsynligvis blevet aflæst på det sted, han var, inden han anvendte betalingskortet. Ved det efterfølgende sted, han tog til, anvendte han kontanter. Han opdagede derfor først misbruget dagen efter, da hans betalingskort blev afvist i en taxa.
Han var ikke fuld. Dette kan hans kammerat, som han bor ved, når han er i Spanien, bevidne. Han er meget ansvarlig med sine værdier, herunder betalingskort og smykker. Han går altid rundt med et specielt halssmykke, som er uvurderligt, som mange personer har fortalt ham, han ikke burde gå rundt med i Spanien, men han passer på sine ting, og har ikke været uforsvarlig eller sløset med sit betalingskort.
Han havde mange log-in i sin Lunar-app for at se, hvad der var foregået, men bankens logs viste ikke, at pengene blev hævet. Kontoen var tom, og han havde betalingskortet på sig, så der kunne ikke hæves mere på betalingskortet. Han troede at hævningerne var en fejl i banken, og at det ville ordne sig. Da det ikke havde ordnet sig den 10. september 2023, ringede han til banken og gjorde indsigelse.
Han har overholdt alle de sikkerhedsforanstaltninger, der forelå, så der ikke kunne ske svindel på hans betalingskort. Dette skete dog alligevel. Dette er blevet bekræftet af en advokat. Han har handlet i overensstemmelse med bankens instruktioner. Både da han konstaterede svindlen, da han gjorde indsigelse mod svindlen og efterfølgende ved gentagne skrivelser med banken.
Det ikke er i orden at banken beholder 8.000 DKK, da han er blevet svindlet på sin ferie i Spanien. Dette strider imod betalingslovens § 100, stk. 3. Han burde i stedet blive pålagt at betale 375 kr. Han ønsker at opnå retfærdighed efter betalingslovens § 100, stk. 3., som banken meddelte ham fra starten. Bankens efterfølgende rettelse af hjemlen til betalingslovens § 100, stk. 4, tyder på, at banken ikke er egnet til at behandle disse sager. At miste 8.000 DKK er mange penge for en pensionist som ham, og han er uforstående over for bankens afgørelse.
Banken skal omgående betale ham 7.625 DKK. På baggrund af de af ham indsendte oplysninger, og da banken selv har gjort betalingslovens § 100, stk. 3 gældende, kan banken ikke gøre gældende over for ham, at han ikke har været påpasselig med sit betalingskort eller at han har handlet hensynsløst med sit betalingskort.
Lunar Bank A/S har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det påståede misbrug ikke er muligt uden adgang til klagerens pinkode samt fysiske betalingskort, hvorfor det er højst usandsynligt, om end ikke umuligt, at tredjemand har afluret klagerens kode, taget klagerens kort og brugt det en række forskellige steder for efterfølgende at finde klageren og give klageren det tilbage, så kortet befandt sig hos klageren, da klageren vågnede. Det påståede misbrug er på baggrund heraf alene muligt ved klagerens involvering og groft uforsvarlige adfærd.
Klageren tilgik sin Lunar-app i perioden for det påståede misbrug, hvilket kan ses af bankens fremlagte udskrifter af log over enheder, der har tilgået klagerens Lunar-app og log over aktivitet i klagerens Lunar-app. Klageren gjorde dette uden at kontakte banken eller spærre sit betalingskort, og valgte i stedet at bruge kontanter til betaling resten af aftenen.
Eftersom klagerens pinkode er anvendt, har klageren muliggjort den uberettigede anvendelse ved groft uforsvarlig adfærd, hvorfor han hæfter for 8.000 DKK af tabet jf. betalingslovens § 100, stk. 4.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afklaring af klagerens involvering i tredjemands anvendelse af klagerens betalingskort, motiverne bag klagerens manglende rettidige underretning om den uberettigede anvendelse samt omstændighederne bag misbruget, hvor betalingskortet er leveret tilbage til klageren, forudsætter en bevisvurdering i form af parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisvurdering kan ikke ske for Ankenævnet, men må i givet fald finde sted ved domstolene, hvorfor sagen skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Den 9. september 2023 i tidsrummet fra kl. 03:58 til kl. 11:07 blev der med klagerens betalingskort -396 i en by i Spanien foretaget 14 transaktioner på i alt 2.756,51 EUR svarende til 20.571,29 DKK, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har oplyst, at seks af kortbetalingerne blev gennemført ved aflæsning af chip og indtastning af PIN-kode.
Banken har godtgjort klagerens tab med fradrag af 8.000 DKK.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.
Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.
Klageren har anført, at han har været udsat for svindel, at han ikke har foretaget de pågældende transaktioner, og at han ikke har handlet groft uforsvarligt. Banken har anført, at gennemførslen af transaktionerne ikke ville være mulig uden adgang til klagerens fysiske betalingskort og kendskab til klagerens PIN-kode. Det er umuligt, at tredjemand aflurede klagerens PIN-kode, tog klagerens betalingskort, anvendte det en række forskellige steder for efterfølgende at finde klageren igen og give betalingskortet tilbage til klageren uden klagerens involvering eller groft uforsvarlige adfærd.
Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der foreligger misbrug under sådanne omstændigheder, at klageren hæfter med op til 8.000 DKK, jf. betalingslovens § 100, stk. 4. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.