| Sagsnummer: | 101/2025 |
| Dato: | 23-09-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Kim Korup Eriksen |
| Klageemne: | Betalingsoverførsel til udlandet - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af overførsel for bilkøb der viste sig at være svindel. Indsigelse om mangelfuld rådgivning og mangelfuld indsats vedrørende tilbagekaldelse af betaling til udlandet for bilkøb, der viste sig at være svindel. |
| Indklagede: | Fynske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af overførsel for bilkøb, der viste sig at være svindel.
Sagens omstændigheder
Klagerne M og H var kunder i Fynske Bank.
I november 2024 kontaktede M en person (herefter sælger), der havde en bil til salg på en svensk bil-hjemmeside. M har oplyst, at han den 18. november 2024 indgik aftale med sælger om køb af en bil for 415.000 SEK.
I sagen er fremlagt en slutseddel om M’s køb af bilen af sælger for 415.000 SEK. I slutsedlen var angivet et kontonummer -504 i en svensk bank (herefter modtagerbanken). I kontakt- og kontooplysningerne i slutsedlens fodnote var angivet et firma, I. I slutsedlens logo var angivet et firma, A. Klagerne har oplyst, at sælger skrev fra en e-mail tilhørende firma A.
Banken har oplyst, at klagerne anmodede banken om et lån til køb af bilen, og at klagerne anmodede banken om at overføre købesummen til den i slutsedlen angivne konto hos modtagerbanken.
Klagerne har oplyst, at M anmodede banken om at overføre beløbet den 20. november 2024 til den svenske virksomhed, der var kunde i modtagerbanken, og at beløbet blev overført af banken med forventning om to til tre dages overførselstid.
Den 21. november 2024 sendte banken en nota til H vedrørende overførsel af beløbet til kontonummer -504 i modtagerbanken. Som modtagende kunde var firma A anført. Som ordregivende kunde var H angivet. M var endvidere angivet på notaen. Bankens gebyr for overførslen udgjorde 200 kr.
Klagerne har oplyst, at M telefonisk den 23. november 2024 aftalte overlevering af bilen med sælger, og at M derefter bad banken om at sende ”Proof of Payment”. Sælger ville ikke udlevere bilen, før pengene var indgået på kontoen. M informerede banken herom den 25. november 2024. M talte tre gange med banken den 25. november 2024 og fortalte, at overleveringen skulle foregå ved, at sælger skulle køre bilen til Malmø og aflevere den til M, når pengene stod på kontoen. Klagerne har endvidere oplyst, at M i en SMS til banken af 25. november 2024 kl. 16.24 anmodede deres rådgiver i banken om at kontakte M, da M var bekymret for, at de var blevet udsat for svindel.
I en SMS til banken af 25. november 2024 kl. 22.24 anmodede klagerne banken om at igangsætte tilbageholdelse af betalingen hurtigst muligt. Klagerne oplyste, at sælgeren ikke som aftalt kom med bilen den 25. november 2024.
Klagerne har oplyst, at M endvidere den 25. november 2024 kontaktede sælger, der oplyste, at handlen ikke var foretaget i firma A men i firma I. Om morgenen den 26. november 2024 kontaktede M banken telefonisk. Han kontaktede endvidere sælger, der oplyste, at modtagerbanken ikke ville udlevere pengene, da M ikke stod som ordregivende kunde.
Den 26. november 2024 kl. 14.56 skrev banken til klagerne, at den havde sendt en anmodning om at få beløbet retur. Klagerne har anført, at banken først bekræftede, at tilbagetrækning af pengene blev igangsat efter, at banken bad dem bekræfte, at de ville betale et gebyr på 875 DKK for information om transaktionen fra modtagerbanken.
I efterfølgende korrespondance rykkede klagerne banken for svar. Den 27. november 2024 skrev banken til klagerne:
”Jeg har spurgt i vores udlandsafdeling og har fået følgende svar:
”Det var jo først i går, vi sendte anmodningen om tilbagekaldelse.
Jeg kan desværre ikke sige, hvornår de svarer fra udlandet, men jeg har bedt dem bekræfte og returnere pengene.
Er de gået på konto, skal de spørge kontohaver om lov til, at returnere dem, det kan også tage tid.
Man kommunikerer i SWIFT, så der kan godt gå dage, men hvor mange, kan jeg desværre ikke sige noget om.””
Den 28. november 2024 kl. 8.50 og 8.56 skrev banken til klagerne:
”Vi har nu modtaget svar fra [modtagerbanken] at de kvitterer for vores henvendelse, og at de vil kontakte deres kunde med henblik på at kunne returnere pengene. Det tolker vi som om pengene allerede er indgået på modtagerens konto, idet de vil kontakte vedkommende.
Vi tilbagekaldte overførslen d. 26-11-2024 som aftalt.
Vi har gjort alt hvad vi kan for at hjælpe jer, og vi håber selvfølgelig at I snart får jeres penge igen. …”
”Vi har ikke mulighed for at ringe til banken (det kan vi godt, men det får vi ikke nogen svar ud af)
Al kommunikation imellem bankerne i denne slags sager foregår via et særligt system, hvor der kommunikeres skriftligt.
Som beskrevet er [modtagerbanken] vendt tilbage at de kontakter deres kunde, og så må vi afvente at de vender tilbage med svar. Forhåbentligt vender de tilbage at pengene kan returneres.”
Den 28. november 2024 anmeldte klagerne sagen til politiet. Klagerne skrev endvidere til banken og anførte:
”… Sælger har netop skrevet til os at de fortsat ikke har pengene. At pengene er på ‘hold’ i [modtagerbanken]. Vi vil gerne bede jer kontakte [modtagerbanken] og presse på, for at få et meget klart svar om det er korrekt at pengene er på ‘hold’. Det er formegentlig den eneste chance vi har for at få pengene tilbage.
Alt tyder på at sælger er en regulær svindler, men der er en chancen for at denne ‘hold’ situation gør at vi kan få pengene tilbage. …”
Den samme dag kl. 10.44 sendte banken et skærmprint, der viste, at beløbet var fremme ved modtageren.
Den 29. november 2024 meddelte banken klagerne, at den havde fået nedenstående svar fra modtagerbanken:
”… PLEASE BE ADVISED, THAT WE HAVE NOT RECEIVED DEBIT AUTHORITY FROM OUR CUSTOMER, WITH A REASON:
NO REMAINING FUNDS ON ACCT .
THEREFORE WE ARE NOT ABLE TO RETURN YOUR MT103 AS PER YOUR REQUEST. …”
Klagerne klagede herefter til banken, der afviste klagen.
Klagerne har oplyst, at det har vist sig, at firma A var gået konkurs den 11. november 2024, og at modtagerbanken den 5. november 2024 var blevet kontaktet af ”Kronefogden” vedrørende firma A’s gæld på over 600.000 SEK.
Klagerne har fremlagt M’s korrespondance med sælger fra november 2024 til februar 2025. Det fremgår blandt andet heraf, at M den 22. november 2024 meddelte sælger, at beløbet var trukket fra M’s konto.
Parternes påstande
Den 18. februar 2025 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået påstanden således, at Fynske Bank skal tilbageføre det overførte beløb til dem.
Fynske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at banken ikke gjorde tilstrækkeligt for at mindske risikoen for svindel før, under og efter, at transaktionen var gennemført. De indgik som almindelige kunder i Fynske Bank i god tro en handel med en virksomhed. De havde ingen chance for at gennemskue, at de var ved at blive udsat for svindel, idet virksomheden på overfladen fremstod legitim. De bad banken om at assistere dem med at overføre pengene til den svenske bank. Banken havde rig lejlighed til at rådgive dem før, under og efter handlen, men forsømte dette. Banken er derfor ansvarlig for transaktionen og skal tilbageføre denne.
Banken skal ikke blot udføre instruktioner, men skal give professionel rådgivning og bruge mulighederne for at mindske svindel. Der var tale om en stor transaktion. De henvendte sig til banken i god tid og bad om rådgivning, hvilket burde have været en indikator for, at banken burde have handlet forsigtigt og informeret dem om, hvordan de kunne beskytte sig mod svindel. De efterspurgte aktivt rådgivning. Banken burde have vurderet deres økonomiske situation og havde rådgivet dem om risici forbundet med at sende et så stort beløb til en udenlandsk modtager, som de som privatpersoner ikke havde mulighed for at verificere. Banken bad selv om at modtage slutsedlen før gennemførelse af transaktionen. Banken burde have rådgivet dem om, at betaling via netbankoverførsel kunne være en dårlig idé, da der ingen sikkerhed er i tilfælde af svindel. De modtog ingen rådgivning herom.
Banken kunne også have rådgivet dem om, at de ikke havde sikkerhed for, at pengene blev overført til den pågældende virksomhed. Banken var bekendt med, at beløbet skulle overføres til en virksomhed, jf. slutsedlen. Banken sendte en nota, hvor banken havde anført firma A som ”modtagende kunde”. Banken tastede den modtagende kunde i transaktionen. Det viste sig senere, at dette ikke var korrekt, da firma A ikke kunne være modtagende kunde, da firma A var gået konkurs. Det burde i stedet have været firma I, som er angivet nederst på slutsedlen. Sælger oplyste telefonisk den 25. november 2024 M om, at handlen var lavet i firma I og ikke i firma A. De havde ingen chance for at gennemskue, at der var to forskellige virksomheder på slutsedlen og betydningen heraf. Banken burde i kraft af sit professionelle virke af egen drift have undersøgt, om der var risiko for svindel i forbindelse med transaktionen. Banken var ansvarlig for at gøre opmærksom på disse misvisende informationer, og at undersøge hvilken virksomhed, pengene overføres til.
De er bekendt med, at mange andre banker har mekanismer, der fanger mistænkelige transaktioner netop for at undgå svindel og hvidvask, f.eks. opkald til den pågældende virksomhed, samarbejde med modtagerbanken eller et tjek af, at virksomheden reelt eksisterer.
M kontaktede banken tre gange den 25. november 2024 og fortalte, at selve overleveringen skulle foregå ved, at sælgeren skulle køre bilen til Malmø og aflevere den til M, når pengene stod på kontoen. M fortalte banken, at sælger trak leveringen i langdrag. Banken gjorde på intet tidspunkt M opmærksom på risikoen for svindel. De reagerede prompte og kontaktede banken, da de fik mistanke om svindel. M kontaktede banken på SMS og opkald den 25. november 2024 kl. 16.24 og udtrykte klart, at de var bekymret for, at de var blevet udsat for svindel. Medarbejderen oplyste, at bankens medarbejdere var gået hjem, og at der ikke var noget af gøre før næste dag, selvom klokken endnu ikke var 17.00.
Tilbagetrækning af pengene blev først igangsat først den 26. november 2025 efter kl. 15.00, på trods af, at de allerede aftenen inden bad om, at tilbagetrækningen blev sat i gang. De var i dialog med banken flere gange i den pågældende uge og forsøgte at gennemsøge alle tænkelige muligheder for at de kan få deres penge tilbage. De fik at vide, at banken gjorde alt, hvad den kunne, og at det ikke hjalp at kontakte modtagerbanken telefonisk. De er efterfølgende blevet bekendt med, at det var muligt for banken at kontakte modtagerbanken telefonisk i hastesager. Hvis banken havde gjort dette, havde der været en chance for, at tilbagekaldelsen kunne have fundet sted, inden ”virksomheden” i modtagerbanken havde tømt sin konto.
Fynske Bank har anført, at klagerne gør gældende, at Fynske Bank havde ansvar for at kontrollere, at slutsedlen var ægte, og at Fynske Bank burde have foretaget et kontrolopkald til modtagerbanken. Klagerne har, jf. lov om betalinger, § 82, stk. 1, autoriseret betalingsinstruksen til banken ved at anmode banken om gennemførsel af transaktionen, jf. slutsedlen. Banken iværksatte overførsel til modtagerbanken efter klagernes instrukser til den på slutsedlen anførte konto. Det var alene bankens ansvar at gennemføre transaktionen i henhold klagernes instruks.
Under henvisning til Finanstilsynets vejledende udtalelse om Finanstilsynets fortolkning af rådgivningsforpligtelsen i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 8, stk. 2, af den 13. maj 2025, er det bankens opfattelse, at banken i forbindelse med gennemførsel af transaktionen ikke havde en særskilt rådgivningsforpligtelse i forbindelse med gennemførsel af transaktionen.
Klagerne har anført, at banken ikke har gjort tilstrækkelig for at mindske risikoen for svindel både før, under og efter, at transaktionen var gennemført.
I tilfælde, hvor banken har en formodning om, at en kunde er udsat for svindel, er det normal procedure i banken at gøre kunden opmærksom på dette, ligesom det er bankens procedure at medvirke til, at kundens tab i svindelsager mindskes mest muligt.
At kontrollere, hvorvidt en slutseddel er ægte, og at foretage kontrolopkald til modtagerbanken ligger uden for bankens ansvarsområde.
Banken har ikke foretaget rådgivning om transaktionen til kontoen i Sverige, idet banken på intet tidspunkt i forløbet havde haft mistanke om, at der var tale om, at klagerne var udsat for svindel. Banken kunne dermed ikke forudse, at der var tale om svindel.
Klagerne rakte ud til banken og bad om professionel rådgivning, og klagerne var i dialog med banken mange gange. Klagerne modtog flere gange den i forløbet efterspurgte rådgivning. Denne rådgivning var dog koncentreret om lånet til bilen, herunder type af lån samt vilkår for lånet.
Klagerne anmodede efterfølgende banken om at tilbagekalde pengene. Dette forsøgte banken, men fik oplyst af modtagerbanken, at pengene ikke længere var på modtagerkontoen.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne M og H var kunder i Fynske Bank.
Den 18. november 2024 indgik M aftale med en sælger i Sverige om køb af en bil for 415.000 SEK. I slutsedlen var angivet et kontonummer -504 i en svensk bank (herefter modtagerbanken). I kontakt- og kontooplysningerne i slutsedlens fodnote var angivet et firma, I. I slutsedlens logo var angivet et firma, A.
Banken har oplyst, at klagerne anmodede banken om et lån til køb af bilen, og at de endvidere anmodede banken om at overføre købesummen til den i slutsedlen angivne konto hos modtagerbanken. Den 21. november 2024 sendte banken en nota til H vedrørende overførsel af beløbet til kontonummer -504 i modtagerbanken. Som modtagende kunde var anført firma A.
Klagerne har oplyst, at M telefonisk med sælger den 23. november 2024 aftalte overlevering af bilen. Sælger ville ikke udlevere bilen, før pengene var indgået på kontoen. M informerede banken herom den 25. november 2024. M talte tre gange med banken den 25. november 2024 og fortalte, at overleveringen skulle foregå ved, at sælger skulle køre bilen til Malmø og aflevere den til M, når pengene stod på kontoen. Klagerne har endvidere oplyst, at M kontaktede banken på SMS og telefonisk den 25. november 2024 kl. 16.24 og klart udtrykte, at klagerne var bekymret for, at de var blevet udsat for svindel.
I en SMS til banken af 25. november 2024 kl. 22.24 anmodede klagerne banken om at igangsætte tilbageholdelse af betalingen hurtigst muligt. Den 26. november 2024 kl. 14.56 skrev banken til klagerne, at den havde sendt en anmodning om at få beløbet retur.
Den 29. november 2024 skrev banken til klagerne, at modtagerbanken havde meddelt, at beløbet ikke kunne tilbageføres, da der ikke var midler på modtagerkontoen.
Tre medlemmer – Bo Østergaard, Inge Kramer og Jimmy Bak – udtaler:
Vi finder det ikke godtgjort, at banken handlede ansvarspådragende over for klagerne i forbindelse med overførslen af beløbet til modtagerbanken.
Vi finder det endvidere ikke godtgjort, at banken handlede ansvarspådragende over for klagerne i forbindelse med forsøget på at få beløbet retur fra modtagerbanken.
Vi stemmer derfor for, at klagerne ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Tina Thygesen og Kim Korup Eriksen – udtaler:
Vi finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om banken har handlet ansvarspådragende ved ikke at yde klagerne tilstrækkelig rådgivning om risikoen ved den omhandlede bankoverførsel. Vi bemærker, at banken også bør tage del og ansvar i forhold til at hindre svindel. Det kan ikke forventes, at den almindelige forbruger er bekendt med alle risici, hvorfor banken som professionel part bør rådgive om risikoen ved en bankoverførsel.
Vi finder endvidere, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med det efterfølgende forløb og forsøg på at få beløbet retur fra modtagerbanken.
Vi finder derfor, at en stillingtagen til sagen forudsætter yderligere bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske ved Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Vi stemmer derfor for, at sagen skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Sagen afgøres efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.