| Sagsnummer: | 272/2025 |
| Dato: | 10-10-2025 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Kritte Sand Nielsen, Rolf Høymann Olsen og Ann-Mari Faldt Agerlin. |
| Klageemne: | Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med værdipapirhandel og krav om erstatning. |
| Indklagede: | Saxo Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med værdipapirhandel og krav om erstatning.
Sagens omstændigheder
Klageren, som er bosiddende i Tjekkiet, var kunde i Saxo Bank, hvor han blandt andet havde en konto og adgang til bankens handelsplatform. Banken har oplyst, at klageren den 23. marts 2023 åbnede sin konto i banken, og at han ikke gennemførte en hensigtsmæssighedstest.
Klageren har oplyst, at han i foråret 2023 blev kontaktet af blandt andet en kvinde, der var bosiddende i Hong Kong. Hun præsenterede sig selv som finansiel rådgiver og investeringsekspert med gode forbindelser og tilknytning til banken. Hun fortalte, at hendes onkel havde en høj stilling i den finansielle sektor, og var medlem af komitéen for børsen i Hong Kong. Hun var derfor via sin onkel i besiddelse af insiderviden. Klageren blev garanteret, at investeringerne ville medføre væsentlig profit.
Hun opfordrede klageren til at købe aktier i virksomhed A, der var noteret på børsen i Hong Kong. Hun anbefalede ham indledningsvist at benytte virksomhed I til aktiehandel, men virksomhed I’s system forhindrede ham i at købe aktierne.
Han overførte i stedet midler til banken, hvorfra han købte aktierne i virksomhed A. Han investerede et mindre beløb i begyndelsen, men da kursen steg, overførte han på kvindens opfordring løbende flere og flere midler. Kvinden viste billeder af hendes venner, luksusbiler og fortalte om hendes velgørenhedsarbejde for Tibet og forældreløse børn.
Han investerede 928.586,15 CZK (tjekkiske koruna) i aktier i virksomhed A fra maj til begyndelsen af august 2023. Kursværdien steg stabilt med en top den 6. august 2023 på mere end 1.800.000 CZK. Dagen efter kollapsede den til 100.000 CZK.
Klageren har fremlagt screenshot, der viser, at klagerens realiserede tab på investeringerne i virksomhed A udgør 928.586,15 CZK, hvilket svarer til et afkast på -92,01 %.
Klageren har oplyst, at han herefter blev opfordret til at foretage en ”kompensationshandel” med garanteret profit og investerede yderligere midler, der tilhørte klagerens hustru. Han investerede 548.798,19 CZK i virksomhed B og 131.226,91 CZK i virksomhed C.
Klageren har fremlagt screenshots, der viser, at klagerens realiserede tab på investeringerne i virksomhed B udgør 548.748,19 CZK, hvilket svarer til et afkast på -73,76 %, og at klagerens realiserede tab på investeringerne i virksomhed C udgør 131.226,81 CZK, hvilket svarer til et afkast på -85,21 %.
Klageren har oplyst, at han herefter betalte cirka 200.000 CZK til virksomhed R, der skulle forsøge at inddrive beløbet fra svindlerne, men det viste sig at være et andet fupforetagende.
Klageren indgav klager til banken den 31. august, 5. september og 10. oktober 2024. Den 20. november 2024 orientererede klageren Finanstilsynet om sagen.
Klageren anmeldte endvidere sagen til børsen i Hong Kong (HKEX) samt til The Securities and Futures Commission (SFC) of Hong Kong.
Banken har oplyst, at den ikke tilbyder porteføljepleje, og at kunderne er ansvarlige for at forvalte og overvåge deres investeringer. Klageren modtog en risikoadvarsel, hver gang han åbnede en handelsbillet for komplekse produkter med et link til bankens hensigtsmæssighedstest.
Klageren blev udsat for et fupnummer, der blev undersøgt af tilsynsmyndigheden i Hong Kong.
Af punkt 5.1 i bankens almindelige forretningsbetingelser fremgår blandt andet:
”Saxo Bank leverer udelukkende ordreudførelse ("execution only") for Kunden, medmindre andet er aftalt. Saxo Bank er ikke forpligtet til at yde individuel rådgivning eller levere overvågning, oplysninger eller anbefalinger i relation til Instrumenter eller Ydelser.”
Parternes påstande
Den 23. juni 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal erstatte hans tab helt eller delvist.
Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han er detailkunde i banken, men banken undlod at beskytte ham, hvilket medførte et samlet tab på 1.608.611,25 CZK svarende til cirka 450.000 DKK.
Han accepterede bankens handelsvilkår og udfyldte registreringsformularen på egen hånd, da han åbnede en konto i banken. Han skulle ikke oplyse noget om sin finansielle viden, investeringserfaring eller psykiske tilstand. Der var ingen investoruddannelse, ingen gennemsigtighed og ingen overvågning af handlerne.
Han ved, at alle investeringer indebærer et vist element af risiko, men det, han oplevede, oversteg langt almindelige markedsudsving. Han blev udsat for følelsesmæssig manipulation, mens han var i en sårbar tilstand.
Sagens kerne er bankens mangel på hjælp, de manglende beskyttelsesforanstaltninger og den manglende gennemsigtighed for ham som detailkunde uden tidligere investeringserfaring. Han var en ny og uerfaren investor, men banken gav ham uhindret adgang til højrisikoinvesteringer i virksomheder i Hong Kong. Det var alment kendt, at virksomhederne var udsat for manipulation, navnlig virksomhed C associeres med fup og investeringssvindel. Banken udførte ingen baggrundsscreening eller risikovurdering af værdipapirerne.
Han forsøgte at købe adskillige aktier på børsen i Hong Kong, og han udviste et pludseligt og uregelmæssigt handelsmønster, herunder ved at foretage investering i højrisiko værdipapirer umiddelbart efter et aktiekollaps. Banken var helt uvidende om, hvad der var sket. Han modtog ingen risikoadvarsel eller egnethedsvurdering, og banken reagerede ikke på hans adfærd, selvom han handlede med manipulerede udenlandske micro-cap aktier. Den intervenerede ikke til trods for klare indikationer på markedsmisbrug, hvilket var et brud på bankens omsorgspligt og dens forpligtelse til at beskytte investorer.
Banken havde ingen redskaber til at støtte ham i det efterfølgende forløb, og han blev efterladt isoleret og forvirret i en økonomisk og følelsesmæssig krisetilstand, hvilket medførte, at han blev udsat for et såkaldt recovery scam.
Han stolede på bankens platform, der fremstod som reguleret og professionel. Han stolede på bankens omdømme, og at dens regulatoriske status tilbød et sikkert og overvåget handelsmiljø. Det var en rimelig antagelse, at han var beskyttet. Han anvendte platformen i god tro, og antog at den ville beskytte ham mod højt risikable, illikvide og potentielt manipulerede værdipapirer, navnlig når banken ikke foretog nogen investorprofilering, risikovurdering eller egnethedsvurdering.
Banken argumenterer for, at han skulle have lukket sin position, da aktien begyndte at falde, men han vidste ikke, at han blev udsat for ”Pump & Dump”-svindel. Banken efterlevede ikke sin forpligtelse til at beskytte uerfarne kunder fra svindel og anormal markedsaktivitet. Det var først efter gentagne klager, at banken begyndte at advare mod ”Pump & Dump”-svindel.
Han kunne ikke handle de manipulerede aktier via virksomhed I’s system, hvilket sandsynligvis var fordi, aktierne blev anset for risikable eller forbudte for europæiske investorer. Banken gav ham derimod uhindret adgang til at købe aktier i virksomhed A, der var en ekstremt volatil ”penny stock”. Værdipapirerne skulle aldrig have været tilgængelige for uerfarne detailinvestorer i Den Europæiske Union.
Han modtog ingen forudgående advarsel eller lignende fra banken, da kursværdien kollapsede. Banken spurgte ikke ind til hans tidligere henvendelse vedrørende køb af aktier på børsen i Hong Kong eller advarede ham mod økonomiske tab. Banken oplyste ved en efterfølgende telefonsamtale bare, at den havde fjernet virksomhederne fra sit system. Den udviste uagtsomhed eller forsætlig medvirken og foragt for ansvarlig kundebeskyttelse.
Banken tilbyder en “execution-only”-ydelse, men brød sine forpligtelser efter dansk ret og EU-ret i medfør af blandt andet MiFID II, herunder pligten til at handle i overensstemmelse med kundens bedste interesse.
Banken foretog ikke tilstrækkelig egnethedsvurdering af ham som detailkunde. Det havde banken pligt til i medfør af MiFiD II, artikel 25. Den undlod at respondere på tegn på markedsmanipulation, selvom det pludselige kurskollaps i virksomhed A pegede kraftigt i retning af ”Pump & Dump”-svindel. Det havde banken pligt til i medfør af MiFID artikel 16. Den havde svag gennemsigtighed i forhold til risiko og produktbetegnelser. Bankens platform fremstillede investeringerne, som standardinstrumenter uden oplysning om deres spekulative og højrisikable natur. Det var i strid med MiFID artikel 24.
Det var en fejl, at han søgte tredjemandsrådgivning, men det fritager ikke banken fra sine regulatoriske forpligtelser efter MiFID II og EU’s investorbeskyttelsesregler. En reguleret mægler skal udføre strenge egnetheds- og hensigtsmæssighedsvurderinger, før den tillader adgang til højrisikable, illikvide værdipapirer samt overvåge, identificere og flage handelsmønstre, der tyder på markedsmisbrug. Mægleren skal yde rettidige advarsler om risici eller indføre handelsrestriktioner i tilfælde af anormale udsving.
Banken henviste til børsen i Hong Kong, men det er helt uacceptabelt, at banken ikke påtager sig et ansvar, og er ophørt med at besvare hans henvendelser. Banken har brudt den tillid, der skal være til den finansielle sektor i EU. Den bærer en del af ansvaret for hans omfattende finansielle tab. Forløbet har medført følelsesmæssig stress og påført betydelig skade på hans families livskvalitet.
Saxo Bank har anført, at klageren besluttede at modtage investeringsrådgivning fra en tredjemand, som ringede til ham. Klageren blev offer for klassisk "Pump & Dump"-svindel, hvor investorer driver prisen kunstigt op ved enten at sprede misinformation eller ved at overbevise andre om at købe. Herefter afgiver de pludselig en stor mængde markedsordrer for at sælge, hvilket får prisen til at styrtdykke. Det er meget ulovligt, men ikke noget, som banken er ansvarlig for.
Svindlerne vælger illikvide aktier. Klageren reagerede på nogle massive indledende stigninger, købte flere på vejen op og forlod ikke i tide. Det er et fupnummer, der også blev undersøgt af tilsynsmyndigheden i Hong Kong.
Det pludselige fald er usædvanligt for aktien, men det er karakteren af ”Pump & Dump”-svindel og generelt for ”penny stocks”.
Banken er ikke ansvarlig for tab, der er lidt, fordi klageren har modtaget investeringsrådgivning fra en tredjemand, der ikke på nogen måde er tilknyttet banken. Klageren er ansvarlig for sine egne investeringsbeslutninger. Banken er ikke ansvarlig, når dens kunder bliver ofre for svindlere.
Banken leverer udelukkende ordreudførelse og er ikke forpligtet til at foretage hensigtsmæssighedsvurderinger, hvis den udsteder en advarsel til sine kunder.
Klageren besluttede ikke at gennemføre hensigtsmæssighedstesten. Derfor modtog han en risikoadvarsel med et link til hensigtsmæssighedstesten, hver gang han åbnede en handelsbillet for komplekse produkter.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren, som er bosiddende i Tjekkiet, var kunde i Saxo Bank, hvor han blandt andet havde en konto og adgang til bankens handelsplatform. Banken har oplyst, at klageren den 23. marts 2023 åbnede sin konto i banken, og at han ikke gennemførte en hensigtsmæssighedstest.
Klageren har oplyst, at han i foråret 2023 blev kontaktet af blandt andet en kvinde, der præsenterede sig selv som finansiel rådgiver med tilknytning til banken. Hun opfordrede klageren til at købe aktier i virksomhed A, der var noteret på børsen i Hong Kong. Hun anbefalede ham indledningsvist at benytte virksomhed I til aktiehandel, men virksomhed I’s system forhindrede klageren i at købe aktierne.
Han overførte i stedet midler til banken, hvorfra han investerede 928.586,15 CZK i aktier i virksomhed A fra maj til begyndelsen af august 2023. Kursværdien steg stabilt med en top den 6. august 2023 på mere end 1.800.000 CZK. Dagen efter kollapsede den til 100.000 CZK. Klageren realiserede et tab på 928.586,15 CZK på investeringerne i virksomhed A.
Klageren investerede herefter yderligere midler, der tilhørte klagerens hustru. Han investerede 548.798,19 CZK i virksomhed B og 131.226,91 CZK i virksomhed C. Klageren realiserede et tab på investeringerne i virksomhed B på 548.748,19 CZK, og realiserede et tab på 131.226,81 CZK på investeringerne i virksomhed C.
Klageren betalte derefter cirka 200.000 CZK til virksomhed R, der skulle forsøge at inddrive beløbet fra svindlerne.
Klageren indgav klager til banken den 31. august, 5. september og 10. oktober 2024. Klageren orientererede endvidere Finanstilsynet, børsen i Hong Kong (HKEX) og The Securities and Futures Commission (SFC) of Hong Kong.
Banken har oplyst, at klageren blev udsat for et fupnummer, der blev undersøgt af tilsynsmyndigheden i Hong Kong. Banken tilbyder ikke porteføljepleje, og kunderne er ansvarlige for at forvalte og overvåge deres investeringer. Klageren modtog en risikoadvarsel, hver gang han åbnede en handelsbillet for komplekse produkter med et link til bankens hensigtsmæssighedstest.
Af punkt 5.1 i bankens almindelige forretningsbetingelser fremgår blandt andet, at banken udelukkende leverer ordreudførelse, medmindre andet er aftalt, og at banken ikke er forpligtet til at yde individuel rådgivning.
Ankenævnet finder, at klageren ikke har godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens investeringer.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.