Depot, overførsel.

Sagsnummer:447/1989
Dato:17-04-1990
Ankenævn:Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Depot - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Depot, overførsel.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren erhvervede den 17. juni 1986 nominelt 1 mio. kr. aktier i et investeringsselskab. I forbindelse med det generelle kursskred på aktiemarkedet i efteråret 1987 faldt kursen på aktierne til omkring 30. Klageren henvendte sig i foråret 1989 til indklagede 1, hos hvem aktierne tillige med klagerens øvrige fondsbeholdning henlå i depot, og det aftaltes, at aktieposten af skattemæssige hensyn skulle afhændes senest 3 år efter erhvervelsestidspunktet.

Den pågældende medarbejder, med hvem klageren havde drøftet sine fondsdispositioner, forlod i maj måned 1989 indklagede, og instruerede i denne forbindelse sin efterfølger om de aftaler, der var indgået med klageren. Den nye medarbejder præsenterede sig kort tid efter telefonisk over for klageren.

Den 26. maj 1989 modtog indklagede 1 en anmodning fra indklagede 2 om overførsel af 5 depoter, herunder depotet indeholdende den omhandlede aktiebeholdning i investeringsselskabet. Der anmodedes om en "..... hurtig overførsel, da nogle af værdipapirerne skal sælges."

Den 29. maj 1989 overførtes depotet herefter fra indklagede 1 til indklagede 2. Salget af aktierne i investeringsselskabet skete først efter den 17. juni 1989.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede 1 og indklagede 2 in solidum er erstatningspligtig for klagerens tab, som følge af at salg af investeringsselskabsaktierne først skete efter 3 års fristens udløb. Subsidiært, at enten indklagede 1 eller indklagede 2 er erstatningspligtige.

De indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det med indklagede 1 blev aftalt, at aktieposten i investeringsselskabet skulle afhændes umiddelbart inden udløbet af 3 års perioden beregnet i forhold til købstidspunktet for dermed at udnytte det skattemæssige fradrag i gevinst på andre aktier. Da klageren kort efter investeringsrådgiverens fratræden forsøgte at få kontakt med dennes afløser, fik han det indtryk, at der ikke var nogen hos indklagede 1, der havde kendskab til hans sag, hvorfor han henvendte sig til indklagede 2.

Indklagede 1 har i forbindelse med overførslen til indklagede 2 undladt at orientere indklagede 2 om aftalen samt undladt at overgive indklagede 2 en af investeringsrådgiveren udarbejdet oversigt over klagerens aktiebeholdning. Med hensyn til indklagede 2 har klageren anført, at dette pengeinstitut burde have foretaget en mere hensigtsmæssig, hurtigere og mere effektiv undersøgelse af forholdene.

Indklagede 1 har anført, at henset til formuleringen af indklagede 2's overførselsanmodning har indklagede 1 forudsætningsvis antaget, at baggrunden for præciseringen af hurtig overførsel var, at klageren selv over for indklagede 2 havde præciseret ønsket om salget af de pågældende aktier.

Indklagede 2 har anført, at klageren i forbindelse med anmodning om overførslen bad om hurtig sagsbehandling, da nominelt 20.000 kr. aktier i et udenlandsk selskab skulle sælges inden udløbet af 3 års fristen, hvilket skete. Indklagede 2 blev først opmærksom på 3 års fristen vedrørende det omhandlede investeringsselskab ved modtagelsen af en af klagerens revisor udarbejdet oversigt over klagerens fondsbeholdning. Oversigten blev modtaget i juli 1989. Da indklagede 2 ikke har været bekendt med 3 års fristens udløb vedrørende aktierne i investeringsselskabet, afvises erstatningspligten.

Ankenævnets bemærkninger:

For så vidt angår indklagede 1 finder Ankenævnet, at denne indklagede på baggrund af formuleringen af indklagede 2's overførselsanmodning ikke har haft anledning til ved overførslen at orientere indklagede 2 om, at det mellem klageren og indklagede 1 var aftalt, at aktiebeholdningen i investeringsaktieselskabet skulle sælges inden den 17. juni 1989. Klagen kan derfor ikke tages til følge for så vidt angår denne indklagede.

For så vidt angår indklagede 2 findes en stillingstagen til, om klageren har et krav mod denne indklagede at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen mod denne indklagede i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge af det anførte

Den indgivne klage mod indklagede 1 tages ikke til følge. Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende indklagede 2.